En race, der kun kan regeres med militær magt

En politisk allieret af Filippinernes præsident står anklaget for mord på mindst 57 kvinder, journalister og advokater i den autonome muslimske region i Mindanao. Massakren er blevet kaldt barbarisk og uciviliseret, men de magtstrukturer, der gjorde den mulig, er aldeles moderne og trækker tråde til USA's kolonisering af landet.

januar 2010

«57 myrdede kvinder, advokater og journalister på én dag, på ét sted. Massakren i den filippinske provins Maguindanao i landets sydligste øgruppe Mindanao trak avisoverskrifter over hele verden i november. En forbrydelse så brutal, at det gik over enhver forstand – forfærdelse, forargelse, chok. Men var Maguindanao-massakren nu også så chokerende? «Det var præcis det her, vi advarede mod allerede for seks år siden,» siger løjtnant James Layug.

Hans hænder og arme er brede, han sidder ret op og ned, og har hænderne bag på ryggen, når han står. Han er tidligere Special Warfare Group-soldat, men er ikke længere velkommen i regeringshæren og sidder interneret på ubestemt tid i Camp Crame, hovedkvarter for Philippine National Police i Manila.

Layugs «forudsigelse» af Maguindanao-massakren bygger på oplevelser som udsendt soldat i provinsen i 1990’erne. Men ifølge historikere kan trådene følges tilbage til amerikanernes koloniale administration i starten af det 20. århundrede. Og selvom forbrydelsen i Maguindanao var overraskende brutal, er hverken ekstrajuridiske henrettelser eller politik per automatvåben noget særsyn i Filippinerne.

Ampatuan, en magtfuld klan i Maguindanao, er mistænkt for at stå bag massakren på en konvoj, der var udsendt af den rivaliserende Mangudadatu-klan fra naboprovinsen Sultan Kudarat for at opstille en kandidat til valget i 2010. Begge klaner er allierede af præsident Gloria Macapagal-Arroyo.

Arroyo har ifølge Layug haft alle chancer for at gribe ind over for klanregimet. Han og 18 andre har været fængslet siden det såkaldte Oakwood-mytteri i 2003, hvor over 300 juniorofficerer deltog: «Det var ikke et kupforsøg – vi ville bare have regeringen og hæren til at stoppe korruptionen og stoppe med at sælge våben til folk som Ampatuan-klanen,» siger Layug. Dissidenterne, der siden har dannet organisationen Magdalo, ville også have afviklet de mange statsfinansierede væbnede «civile» enheder,1 som størstedelen af de godt 500 Ampatuan-støtter, der er anklaget for medvirken til massakren, tilhører. «Krigsherrer som Ampatuan regerer overalt i Mindanao. De ejer jorden, valgmaskinerne og våbnene. Og de bruger de væbnede civile enheder som private hære,» siger Layug.


MEN MAGDALO-OFFICERERNES opråb blev ikke hørt. Siden 2003 er både korruption og militarisering taget til.2 I Cotabato City, hovedbyen i Maguindanao, cruiser politikerne rundt i jeeps med sorte ruder, og på ladene sidder tre til flere mænd med fuldautomatiske våben. Som oftest én fra regeringshæren, én fra det nationale politi og én fra de væbnede ’civile’ enheder. Når man færdes i provinsen, er det ikke kun den høje forekomst af våben, der skræmmer. Det er også måden, de bliver båret på. Med fingeren på aftrækkeren.

To spørgsmål presser sig på i forbindelse med massakren: Dels hvordan det kan lade sig gøre at forberede og udføre en så spektakulær forbrydelse, uden at myndighederne griber ind. Og dels hvordan nogen kan få den idé, at de kan slippe af med politiske modstandere ved at smide en hel konvoj, inklusive køretøjer, i massegrave – forberedt med den lokale administrations gravko.

Maguindanao-massakren er i både vestlig og filippinsk offentlighed blevet kaldt barbarisk og uciviliseret. Men det er misvisende, mener historiker Paul Kramer.3 «De politiske magtstrukturer i Filippinerne er aldeles moderne – og et resultat af amerikansk ’civiliseringsstrategi’. Den regeringsmåde, som blev etableret under amerikansk kolonialt styre i starten af det 20. århundrede, spiller stadig en central rolle for, hvordan tingene foregår.»

En af USA’s strategier var at absorbere modstanden ved at alliere sig med de eksisterende eliter, blandt andre familieklanerne. Dette havde særlig betydning i Mindanao. Det var nemlig aldrig lykkedes spanierne, som amerikanerne havde overtaget «retten» til Filippinerne fra i 1898,4 at kolonisere Mindanao fuldt ud. De dele af øgruppen, som var domineret af moro’er (islamiserede stammer) var reelt stadig uafhængige med egne politiske, økonomiske og militære strukturer, regeret lokalt af datu’er, klanoverhoveder. «Amerikanerne ville ikke lade den ressourcerige region være uden for deres kontrol, og iværksatte en kombination af ’del og hersk’, ’opdragelse til kapitalisme’ og massiv våbenmagt,» siger Kramer.


DET FØRSTE SKRIDT var en fredsaftale med de muslimske sultanater i Mindanao for at holde dem ude af krigen mellem USA og filippinske nationalister – en aftale amerikanerne kun overholdt indtil de havde nedkæmpet modstanden i resten af landet. «Dernæst etablerede de en ekstremt militariseret administration i det, der blev til ’Moro Province’. Denne styreform blev opretholdt selv efter etableringen af civil administration i resten af landet,» siger Kramer.

Begrebet ’moro’ overtog amerikanerne fra spanierne, der opkaldte de islamiserede stammer efter de maurere, de havde nedkæmpet i Andalusien. Siden overtog stammerne selv betegnelsen. Under Marcos-diktaturet i 1970’erne tog Moro National Liberation Front (MNLF) form, og startede en væbnet kamp for et uafhængigt territorium. Omkring 1990 opnåede MNLF etableringen af Autonomous Region of Muslim Mindanao (ARMM), men i mellemtiden var Moro Islamic Liberation Front (MILF) splittet ud af bevægelsen. MILF fører fortsat væbnet kamp for en uafhængig islamisk stat i Mindanao.

Flere klaner, herunder Ampatuan, har opnået deres magt ved at alliere sig med Manila-administrationen og regeringshæren imod oprørsgrupperne i Mindanao. En dynamik, der ligeledes går tilbage til den amerikanske kolonisering: «Til gengæld for at opgive den væbnede modstand mod USA, blev datu’erne blev tilbudt en position i staten – og den traditionelle datu-autoritet blev i praksis transformeret til en gren af det amerikanske militærstyre i Mindanao,» siger Kramer.

Centralt i legitimeringen af
administrationen af Moro Province – og det koloniale projekt i Filippinerne – var ideen om moro’erne som radikalt anderledes end kristne filippinere: «Muslimerne blev ’castet’ som en martial race, mere barbarisk, maskulin og brutal – en race, der kun kunne regeres med militær magt. Dermed blev USA’s tilstedeværelse fremstillet som en beskyttelse af de kristne filippinere fra de «ikke-kristne’. Samtidig iscenesatte amerikanerne sig som beskytter af de ’mindre udviklede’ moro’er mod den kristne filippinske elite. Denne institutionalisering af befolkningsmæssig forskel blev til en tvedelt racial stat.»

I november i år kulminerede militariseringen af klanregimet i Maguindanao-massakren, og «martial race»-logikken blev atter iværksat i det tidligere Moro Province: Arroyo erklærede undtagelsestilstand, og i en uge var flere provinser underlagt militærlover – ifølge flere senatorer og menneskeretsgrupper med tvivlsomt forfatningsmæssigt grundlag.


MARICIUS ER POLITIBETJENT i Cagayan de Oro i Mindanao, en by domineret af kristne bosættere og hjemsted for jesuitter-universitetet Xavier. Han ser bestyrtet ud, da jeg fortæller, at jeg agter mig til den autonome muslimske region. Det er meget bedre at blive i Cagayan, mener han. De muslimske områder er dødsensfarlige, tænk bare på Ampatuan-klanen. Da jeg indvender, at det nok er de færreste muslimer, som bifalder massakren, nikker han straks – bevares. Men han skal ikke nyde noget af at rejse uden for de kristent dominerede provinser.

I Islamic City of Marawi ligger Mindanao State Universitys (MSU) største campus. De studerende kommer fra alle tre befolkningsgrupper: kristne bosættere, moro’er og lumads – stammer, der hverken er blevet kristnet eller islamiseret.

«Allahu Akhbar …» Kaldet til bøn synges fra moskeerne ud over campus, mens grupper af studerende er samlet på plænerne for at øve matematik, dansetrin eller katolske sange. Også militæret er repræsenteret med en lejr på selve campus. De kører rundt i ladvogne fyldt med kampklædte soldater på vejene mellem College of Education og College of Public Affairs.

Der er portforbud kl. 20.00 og universitetet har egne vagter med fuldautomatiske våben hængende over skulderen. De studerende kalder MSU for «Little Philippines». Også her bliver politik bedrevet med penge og våben.

Chris,5 der kommer fra en velhavende protestantisk præstefamilie i det østlige Mindanao, blev ikke mødt med klapsalver, da hun ville studere i Marawi. Hendes far mener, at det er farligt at være blandt muslimer. Men for Chris er det mere kompliceret: Ofte er det medstuderende knyttet til Moro Islamic Liberation Front, der beskytter hende og andre fra den Human Rights-orienterede studenterbevægelse Duyog, der organiserer på tværs af befolkningsgrupper, mod angreb og trusler fra både maoister og de lokale moroklaner.

Forklaringen på Maguindanao-massakren skal ifølge Kramer søges i Filippinernes politiske økonomi, og ikke i moro’ernes særlige kultur: «Hvor der er modstandskamp mod regeringen fra venstrefløjen eller moro’er, har centraladministrationen gentagne gange konstrueret paramilitære kræfter for at nedkæmpe oprørerne. I den forstand er Maguindanao-massakren blevet gjort mulig gennem en alliance mellem centraladministrationens og de lokale krigsherrers interesser.»

Men han er ikke overrasket over, at massakren har pustet til frygten for moro’erne: «Opfattelsen af moro’er som en martial race har især siden USA’s kolonisering været dybt forankret i den filippinske statsadministration og befolkning.»

© norske LMD


Fotnoter:
1 F. eks. Civilian Volunteer Organisation og Special Citizens Armed Auxiliary–lokale «opsynsmænd» med tilladelse til at bære våben

2 Philippine Human Rights Information Center i specialudgaven af Infocus, «Under the Seal of Imputiny. The State of Human Rights During the Arroyo Administration», jan.?jun. 2009, samt Fact Finding Missions udført af internationale undersøgelsesgrupper (se f.eks. www.mppm.info)

3 Forfatter til The Blood of Government. Race, Empire, the United States, & the Philippines, 2006, Ateneo de Manila University/University of North Carolina Press.

4 Ved Paris-traktaten, der afsluttede den spansk-amerikanske krig.

5 Af sikkerhedsmæssige årsager ønsker Chris at være anonym. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal