Forfatter og skribent for norske Le Monde diplomatique.

byen fortæller ikke sin fortid, den rummer den som linierne i en hånd. Den er skrevet i husenes fremspring, i vinduernes gitre, i trappernes gelændere, i lynaflederne, i flagstængerne, og hver en lille del af disse elementer er selv furet af revner, rifter, udskæringer, kanonskud.
- Italo Calvino, De usynlige byer




Fire danske dokumentarfilminstruktører har begået fire forskellige byportrætter om byer i kaos og forandring, byer der udfordrer vores demokratiske, globale, politiske og visionære indstilling til hvordan vi kan og bør leve som mennesker på denne klode. Ekstrem befolkningstæthed, forurening, trafikkaos, fattigdom, pladsmangel og kriminalitet kalder på nytænkning, mod og tværfaglighed der forener urbanforståelse, social mobilitet, kunst, langsigtede planlægning, drømme og tanker om naturen, om menneskeheden og om civilisationens overlevelse.

Første postkort: Bogota
En blødende ung fyr ligger på gaden. Med fagtende arme fortæller en ophidset fyr om et voldsomt slagsmål. En mand viser sin hånd der flyder med blod. Revnede huse og en klam halvoplyst gade omringer den tætte menneskemængde. Vi befinder os i Bogota i Columbia, et land med verdens højeste mordrate, steder der huser oprørsgruppen FARC og deres konstante trussel om kidnapninger, herunder narkokarteller der kæmper om magten helt inde i byens centrum og en by til op i midten af halvfemserne på randen af sammenbrud.
Som så mange andre byer i de sydamerikanske lande, er Bogota «runned down», en udtrådt, klaustrofobisk ørken af junk, forfald, smuds, elendighed. De rige for sig i gated communities, de fattige for sig i bydele hvor ikke engang politiet tør bevæge sig ind. Desperation og manglende håb præger også det lokale kommunevalg. Manglende tro på forandring og respekt for enhver autoritet dominerer enhver offentlig samtale.
Under et valgmøde holder borgmesterkandidaten Penelosa en tale om at man skal give byen tilbage til folket. Men ingen lytter længere. En mand kommer op på scenen og kaster en sort klump lort (menneskelig afføring?), som han har gemt i en pose, i hovedet på Penelosa. Valgmødet ender i tumult og sammenstød. Politiet griber ind. Det er hverdag i Bogota. Penelosa fortsætter ufortrødent sin idealistiske valgkampagne. I stedet for at møde op til kedelige byrådsmøder, går han ud og taler med folk, deler løbesedler ud og på et tidspunkt står han til at vinde valget. Men så indtræffer det som skal gå hen og blive et historisk vendepunkt i Bogota og måske også Columbias historie.
Under et offentligt møde på universitetet tager universitetsrektor Antanas Mockus sagen i egen hånd. Akkurat som på gadeplan er der ikke længere noget offentligt rum for samtale og dialog. Al utilfredshed ender i ekstreme udladning og konfrontation. Mockus står på scenen, han går væk fra talerstolen og vi ser ham gramse med den ene hånd nede ved bukserne. Hvad laver manden? Og så træder han ud på midten af scenen, tager bukserne ned, vender sig om og viser sin bare røv! Få dage efter bliver Mockus bedt om at tage sin afsked. Men en række kommunalpolitikere opfordrer ham til at stille op til det kommende kommunalvalg som borgmester. Mockus hvis forældre der er immigreret fra Litauen, uddannet filosof og matematiker og en fuldkommen novice i politisk sammenhæng, stiller modvilligt op og bliver stik i mod alle odds valgt som Bogotas nye borgmester. Selv udtaler han at visningen af den bare røv måtte føre til hans afskedigelse, men at det samtidig var et symbol på fred. Med sit hageskæg, sit slaskede tøj og rolige bevægelser minder han mere om en kunstner end en magtfuld politiker. Og det er måske også det han er.
Efter få dage i borgmesterstolen forlader han sit kontor og ifører sig et supermandlignende kostume med et stort «C» på ryggen for «Super-Citizen» og springer rundt i byens gader for at samle skrald op fra gaden og bringe det hen til dets rette sted i de opstillede containere. Men dette stuntet er kun begyndelsen på Mockus nye politiske projekt, der i stedet for at sætte hårdt mod hårdt, handler om at få folk til at ændre adfærd.
For at reducere aggressivitet og dårlig opførsel blandt bilister der ofte kommer op at slås i trafikken indføres gule og røde kort der afbilder en hånd som bilisten viser de andre bilister i vinduet. En anden måde at kommunikere på – fra fysiske til symbolske handlinger, kalder han det. Han hyrer 400 mimekunstnere hvis opgave det er at skabe skævhed, gags, ro og smil i de mest belastede trafikkryds. Han opstiller fotostater af politibetjente med huller dér hvor øjnene skal sidde så folk selv kan agere politibetjent og få andre øjne på det kaos de selv er impliceret i. Kunst og politik mødes i en sær blanding hvor en stor befolkningsgruppe tager del i et projekt der ikke længere bare indfører mere politi, nultolerance og hårdere straffe, men hvor man i stedet undersøger spørgsmål: Hvor står jeg? Hvor står den anden og hvordan kan jeg give en form til tingene, så folk indtager en anden position?
I en vis forstand gør Mockus det umulige: Han lader politik være et spørgsmål om at skabe et andet blik på folks omgivelser og sig selv, tilbyde en form, der åbner op for en anden adfærd. Hans nyudnævnte kabinet af bysociologer, byplanlæggere og akademiske eksperter, bliver trods stor skepsis efterhånden overbevist. Inden længe kaster Mockus’ projekter og kampagner resultater af sig. Antallet af voldssager og drab falder drastisk, de trafikale problemer bliver mindre, men der er også kommet en bedre stemning i byen som bliver et afgørende springbræt for det næste skridt. For da der igen udskrives valg til borgmesterposten, er vejen banet for, at den mere praktisk anlagte Enrique Pe--alosa kan komme til og forandre byens fysiske udseende. Og det lykkes.
Pe--alosa indsættes som borgmester fra 1998–2001. På rekordtid indføres et nyt bus system, adskillige kilometer cykelstier, store parker, stribevis af biblioteker i de fattige bydele, store parkanlæg for folket hvor der før var en golfbane for de rige. I det hele taget vælter det frem med grønne områder, for Penelosas filosofi handler om at bringe byen tilbage til folket, at genskabe det offentlige rum, stedet hvor folk stopper op, taler sammen, hvor folk i rullestol, rige såvel som fattige går side om side, hvor mangfoldigheden blander sig med hinanden, genskabe den civile agora, hvor byens rum faktisk netop er det der kan udnyttes til at skabe social værdi, demokratisk udveksling og inspiration. Fra 2001 til 2003 overtager Mockus igen posten og lover Pe--alosa at føre hans praktiske visioner ud i livet. Tilsammen skabte de grundlaget for Bogotas mirakel.
Filmen der primært baserer sig på arkivmateriale, er netop skruet sammen omkring de to skikkelser som i kraft af en stærk integritet, oprigtighed og enestående gå-på-mod, sammen fik skabt noget på noget nær rekordtid, som nu er gået hen og blevet til stor inspiration for andre byer i den tredje verden der kun kan ændre sig hvis man er villig til at tænke helt nyt.
Man kan ikke lade være at tænke på om noget lignende kunne foregå i det pæne Skandinavien hvor politikerleden næppe har været større, hvor den medieskabte maskine aldrig før har været så styrende for det enkelte partis arbejde, som har handlingslammet de fleste politikere og gjort dem immune for en virkelig visionær transformation. Måske vi mangler denne helt særlige stoflige kraft og radikale desperation før sådanne politiske udtryk ser dagens lys?
Det interessante med Mockus’ «bare røv» som indleder det hele, er at den skaber et brud i begivenheden. Med denne «gestus» træder Mockus ud af den politiske trædemølle hvor det handler altid kun handler om meninger og kommentarer og flertallets anskuelser for i stedet at udtrykke det mere grundlæggende: Vi må begynde forfra. Her står vi. Vi har kun os selv og hinanden. Vi må skabe noget sammen. Politik begynder ikke med reaktion men aktion, derfor vi må risikere noget. Og det gjorde han. Han satte sig selv på spil, i den grad, og det gav pote. Vi har fået et smukkere, gladere og sundere Bogota.
Bogata Change. 58 min. Instruktør: Andreas Møller Dalsgaard. Danish Film Institute.

Andet postkort: Mumbai
I am the pie. The Mum-pie. The Mumbai Mum-pie. Han klapper sig på maven. Det er Yasin, en familiefar og nylig tilflytter, der hver morgen tager to timer med et overfyldt tog til en anden del af byen hvor han står og sælger tøjbamser. Om aftenen drager han hjem, igen to timer i et tog. Udover Yasin, følger vi to andre i denne forrygende film, Mumbai Disconnected, om en by i ekstrem vækst, hvor fattige fra landet som så mange andre steder i verden søger ind til byerne i håb om en bedre fremtid.
Hver morgen kæmper Yasin sammen med tusindvis af andre indere om at komme ind i toget. Dagligt dør omkring sytten mennesker i og omkring de slidte toge, der er belæsset med tynde indere der ligner kravlende myrer der indtager et overfyldt bo. I lighed med togenes dampende hede og entropiske udmatning mærker vi overalt den intense smog og fortættede luft der har lagt sig tykt slør henover byen. Der klippes til den rige Veena, der sidder i sin airconditioneret bil og taler om følelsen af at vågne op og som det første mærke at man ikke længere har indflydelse på noget, at alt er udenfor ens kontrol.
Som præsident for Peddar Road Residents Association kæmper hun en hård kamp for at hun og hendes naboer ikke vil få ødelagt deres smukke, gamle og fredelige kvarter Woodlands af en planlagt flyover (motorvej på betonpiller i anden etages højde). Dagligt taler hun med sin papegøje og mindes med vemod om en tid der måske ikke vil vare for evigt. Under en offentlig høring anbefaler hun ministeren at bygge en metro, i stedet for en flyover. Bagefter sætter hun sig ud i sin airconditioneret bil og beder chaufføren om at trykke på speederen!
Mellem disse to følger vi filmens tredje hovedperson, embedsmanden Mr. Das, vicepræsident i Maharashtra State Road Development Corporation, som kæmper en brav kamp for at løse Mumbais trafikproblemer. Ude i marken fortæller han om store maskiner der ikke kan komme frem og udføre deres arbejde, om en bro over sundet ved Mumbai som skulle være bygget for ti år siden. På hans beskedne kontor med langsomt arbejdende bureaukrater fornemmer man den næsten håbløse kamp.
På et tidspunkt rejser han sig op og tegner i luften en cirkel over hovedet mens han siger at daglig meditation gør én let og klar i hovedet. Han trækker vejret dybt, som om han stod udenfor og indåndede Mumbais smog. Senere ser vi ham kæmpe for de små grønne pletter i byen og sammen med de ansvarlige vil han sørge for at den nye flyover ikke kommer til at skære så meget som en gren af de grønne træer der skal plantes. Roen midt i trafikken og kampen for grønne træer synes at være hans egentlige mission.
Vi springer tilbage til Yasin som tager sin kone og børn med hen til en bilforhandler for at købe den just lancerede bil kaldet Nano, den perfekte bil til Mumbai: billig (tolv til fjorten tusind kroner) og lille. Yasin har ingen dårlig samvittighed over at købe en bil. Som han siger, så startede europærerne forureningen langt tid før inderne. Filmen er et bevægende portræt af en by opløsning, fortalt med en vittig tone og et elegant overskud med stor sans for Mumbais stoflige energi.
Mumbai – Disconnected. 58 min. Instruktør: Camilla Nielsson, Frederik Jacobi. Danish Film Institute.


Tredje postkort: Cairo
En fyr sidder med sine lange tynde fingre begravet i skrald. Omkring ham grynter en gris mens den smovser efterladenskaber i sig. Den senede fyr hiver op i en stor sort plastiksæk og siger han kan få en krone hvis han sælger posen. Resten af dagen bruger ham på at finde ting der kan genbruges og sælges.
Vi befinder vi os midt i én af de seks skraldebyer som ligger spredt rundt omkring i Cairo. I årevis har skraldefolket kørt byens skrald ud til sig selv, og skrald, det er hvad de lever af. Skraldefolket tilhører det ægyptiske mindretal af kristne koptere. De genbruger materialer som pap, stof, træ, metal og plastik og holder svin midt i et overvejende muslimsk samfund. Som sådan en miljøvenlig form for genbrug, men det er ikke et ufarligt job. Der hænger en stank af rådden lugt over byen hvis gader og huse i stueetager flyder med affald. Sygdom og høj børnedødeligheden er nogle af de indlysende følger.
Cairo Garbage giver ligesom Mumbai – Disconnected en stærk sanselig fornemmelse af en by der vokser alt og alle over hovedet. En by hvis skrald indtil for få år siden blev varetaget af skraldefolket, men hvor heller ikke skraldefolket kan følge med mere. Der klippes til Ayman Samir, der som leder af den femstjernede restaurant Swiss Chalet desperat forsøger at komme af med en bunke affald der dumpes ude foran hans restaurant. Som bunken vokser, tror folk at der udgør en mindre losseplads. Og det bliver kun værre. Restauranten der ligger i et af Cairos velhaverkvarterer og besøges af mange udlændinge, forbinder os øjeblikkeligt med de globale strenge som vi alle er vævet ind i.
Cairo har forsøgt at løse sit skraldeproblem ved at udlicitere arbejdsopgaven til private virksomheder. Et af dem, det italienske Ama arab, får tilsyneladende ikke udrettet meget. Klager fra borgerne over affald der ikke er afhentet, følges op af den områdeansvarlige konsulent Taher, der inspicerer de forskellige bydele og som taler med folket om deres daglige forvaltning af skrald: Om de går ordentligt ned med skraldet eller om de, som nogen, smider det ud af vinduet, om de i det mindste sørger for at putte det op i containeren og ikke stille det ved siden af.
Der er noget komisk og bevægende ved den måde filmen følger Tahers forsøg på at bryde med folks vaner, at skabe en anden balance i tingene på et beskedent, mikrosocialt niveau. Denne kamp i kampen eller drøm i drømmen popper også pludselig op da borgmesteren i bydelen Maadi ved et borgermøde om affald giver sig til at tale om træer. Filmen handler om affald, men den handler også om den drøm der forener kampens karakter i alle storbyer på tværs af kloden. Problemet er fælles og globalt, men i filmen gøres det konkret og vedkommende.
Cairo – Garbage. 55 min. Instruktør: Mikala Krogh. Danish Film Institute.


Fjerde postkort: Shanghai
Fra futuristiske bygninger, spejl-blanke facader og neonlys til små slidte træhuse og lange tynde bambussiv. Fra tempo og impulsudsving til ro og kontemplation. Hvor findes byen, har den et centrum, tilhører den stadig menneskene, eller er byen og rummet noget som den enkelte skal lære at udforske på en anden måde? Disse og andre spørgsmål trænger sig på i Nanna Frank Møllers Shanghai – Space, der kan ses som en undersøgelse af rummets forandring og betydning for mennesket i en by med 18 millioner indbyggere. Hvordan influere byens radikale forandring på den gamle generations historie? Hvordan finde plads til den enkelte i en by der vokser med en halv millioner mennesker om året? Hvordan navigere og selv gå på opdagelse i en by hvor enhver er fremmed?
Netop navigation på tværs af den lille og den store historie danner rammen om den ene af filmens to hovedkarakterer, den lidenskabelige amatørfotograf Xixan Xu der i årevis har dokumenteret byens forvandling. Fra centrum til forstad har Xixan Xu i adskillige år forsøgt at fastholde et liv der måske er ved at forsvinde. Hans udtryk og stemme er mærket af vemod. Flere billeder af gamle slidte træfacader med en patina og stoflighed hvor alt liv lever og summer på selve overfladen, i træets sprækker, i den afpillede maling. Når billedet bagefter vender tilbage til Xu får man fornemmelsen af et stykke standset tid. Han synes at sige, med Roland Barthes ord: «Jeg trådte ind i forestillingen, ind i billedet for med mine arme at omfavne det der skal dø … vanvittig medlidenhed.»
Denne vanvittige forestilling kommer til udtryk i begyndelsen af filmen hvor han leder efter en bestemt gade som han vil fotografere, men ingen kan hjælpe ham med at finde den. De har alle travlt med at bygge. De kender ikke længere dette liv. Over for Xixan Xu følger filmen Yu Shu, en professor i byplanlægning. Som konsulent for Shanghais bystyre, har han til opgave at udarbejde idéer og planer til nye løsningsmodeller for byens vækst og forvandling. For tiden er man ved at bygge op imod 800 skyskrabere i Shanghai-området alene.
Den ekstreme tilflytning gør det nødvendigt at udnytte hver en kvadratmeter. Yu Shu går derfor med planer om at udnytte undergrunden. Konstant vender han tilbage med næsten utopiske projekter om hele bydele forvandlet til et grønt paradis bygget under jorden med træer, fuglesang og vandløb. Han gør han opmærksom på de japanske bydele under jorden. Og når man ser på Shanghai i dag, forstår man behovet for at tænke radikalt anderledes. Og når man har set hvad der kan lade sig gøre i højden, hvorfor så ikke under jorden?
Filmen følger de to hovedkarakterer parallelt. De mødes ikke fysisk, men i ånden, i deres fælles interesse for træer, for Yu Shus vedkommende som en drøm om at bringe skoven og naturen ind i byen og for Xixian Xus vedkommende om at værne om stilheden og træernes betydning. Undervejs følger man Xixan Xus projekt om at dokumentere samtlige Shanghais 1367 historiske træer.
Filmen slutter på én gang vemodigt og samtidig poetisk fremadrettet med Xixan Xu, der med sit kamera vandrer ud blandt høje slanke siv. Her finder han friheden som han altid har forbundet med naturen og samtidig er det den samme ånd som Yu Shu vil bevare i byens rum. Det er altså træer og naturens kraft der binder de to forskellige mænds livshistorie sammen, men naturens betydning spiller en ligeså afgørende rolle som i de andre film. Kommer redningen derfra?
Shanghai – Space. 60 min. Instruktør: Nanna FrankMøller. Danish Film Institute.

© norske LMD

Tips en venn om denne artikkelen

Fra epost:	Til epost: