Forfatter og skribent for norske Le Monde diplomatique.

Dette nærmest umulige projekt genopdager Kluges berømte idé om at gøre teori til en poetisk kraft. Fra starten af sin lange karriere har han brugt og anset filmen som et slags essayistisk oplysningsarbejde. «Filmen», som han sagde engang, «udspringer af følelsen og kundskaben om at vi befinder os i stor fare, et ikke-sammenhængende verdensbillede, som beror på at vi i større eller mindre grad mættes med syntetiske billeder.» Filmen er et «følelsernes kraftværk» og dens poetiske kraft handler om at finde udtryksmuligheder med inspiration fra samtiden, fra filosofien, poesien, teatret. I sin film om Kapitalen bruger han alt hvad han har lært om filmens udtryksmuligheder og får skabt en særlig filmisk-intellektuel totaloplevelse.
Filmen er delt op 26 kapitler og man kan, hvis man er heldig at have den på DVD (som undertegnede) selv navigere og lystvandre gennem dette epos over kapitalismens udvikling og natur. Hvert kapitel tager udgangspunkt i et tema centralt fra værket. Det lyder både universitært og kedeligt, men er det ikke.
Filmens bærende pointe er taget fra Marx selv, i hvilken kapitalismen er en verden af billeder hvor ingenting er hvad det ser ud til at være, som den globale vareform og varekultur. Det er ud fra denne ide at Kluge organiserer sit materiale og på nogle punkter kan filmen ses som en egensindig «genskrivning» af Kapitalen.
Ikke bare tilhører kapitalismen en verden af kunst, poesi, film, teater, eventyr, men det er måske også gennem disses udtryksformer at vi bedst kommer til forståelse af hvad kapitalismen er for en størrelse. Således kombinerer Kluge interviews med folk som digteren Durs Grünbein, sociologen Oskar Negt, filosoffen Peter Sloterdijk, forfatteren Hans Magnus Enzensberger, arkivklip, elegisk opera om tabet og det mulige tusindårsrige, citatmosaik fra Marx lavet i en berlineræstetik fra tyvernes kabaret.
På det visuelle plan skaber Kluge en spektakulær oplyst collage, men der er ikke kun tale om collage, men også om cinematisk organiseringskunst der viser kapitalismen som en særlig billedskabende fantasmagorisk verden der giver os vigtige svar på hvilken måde kapitalismen griber ind i de inderste dele af den menneskelige eksistens.
I en periode med global krise for kapitalismen (eller dele af den), kan Kluges projekt ses som et anderledes blik på hvad der er sket med det moderne liv og hvad vi forstår ved moderniteten.

I SIN BOG Geschichte und Eigensinn (skrevet sammen med Oskar Negt), skriver Kluge at historien skal undersøges i dens brud, og endda i dens sammenbrud. Målet er at bryde med den borgerlige offentligheds klichéer og konfliktløse historieforståelse. Den meste anvendte metafor for historien – historien som et lokomotiv der kører derudaf (fremskridtets «runaway train») – udgør vor tids virkelige katastrofe som Walter Benjamin gang på gang fremhævede. Filmen er lavet ud fra denne krisebevidsthed, denne særlige sans for de indre modsætninger i kapitalismen, og det er i særdeles dette der gør kunstens opfindsomhed og alternative udtryksform både påtrængende og vedkommende.
På sin begrebslige rejse tager Kluge fat på ord som «ideologikritik», «falsk bevidsthed», «fremmedgørelse», «varefetichisme» og naturligvis «revolution». Det som man ikke længere kunne finde på at lange i hovedet på nutidens studerende bliver her serveret i en aldrig kedelig indpakning. Ofte ser vi Kluge side omkring et mindre bord med en nøgen lampe hængende, i en dæmpet belysning omgivet af mahognitræ, som location fra en renæssance tableau. Falsk bevidsthed udlægges her mere skræmmende som navnet på den nødvendige ideologi, hvor den virkelighed der omgiver os er indhyllet i en falsk dimension, men hvor vi som producerende og konsumerende mennesker ikke desto mindre opdrages til at tro at vi lever det rigtige liv mens vi i virkeligheden stødt og roligt producerer vores egen død.
Kapitalismen består af mange delelementer der hver især bidrager til denne falske bevidsthed, et af de mere spektakulære men også central er varefetichismen, denne magi og ekstrasanselige kraft der bevæger alt hvad den kommer i nærheden af. Der går en lige linje fra den afrikanske trolddomskunst som siges at være forbundet med visse genstande tilhørende tidligere stammefællesskaber til vor dages varesamfund.
Denne magi inviterer os med indenfor i kapitalismens kult, den fest der aldrig stopper, der aldrig gør andet end at forføre, i dag knyttet sammen med et galoperende gameshow i kontrolsamfundets æra i hvilken vi lærer at tage del i vores egen undertrykkelse, som var det vejen til frelse. For at kunne forstå den moderne humanitet må vi forstå denne transformation af energi ind i tingene, i objekterne.
Marx’ pointe var klar, således som han citeres i filmen: «Det industrielle landskab er som en åben bog for menneskets psykologi.» Afmystificeringen der gennemsyrer Marx’ metode og strategi handler om at bevæge os tilbage til produktionens grundpunkter og udgrave det som her er blevet skjult. Det er nødvendigt at grave denne forbandelse ud, som er blevet hamret ind i den moderne fetichisme såvel som varesamfundet. Som Sloterdijk minder os om: «For at forstå kapitalismen er vi nødt til at studere alkymien.» Vi må vise hvordan kroppens fetichering (magien) ikke kun er hamret ind i den afrikanske medicinmand, men også i den moderne arbejder og varen – noget ganske ukendt flyder ind i produktet. Vi må, som han tilføjer, «lære vor vej at kende i dette forvandlingens laboratorium».

DEN 12. OKTOBER 1929 skriver den russiske filminstruktør Sergej Eisenstein (Panserkrydseren Potemkin) i et brev at han har besluttet at lave en filmatisering af Kapitalen. Ideen til filmen opstår mens Eisenstein er ved at færdiggøre Oktober som presser hans arbejdsevne til det yderste. På randen af kollaps begynder ideen til dette enorme projekt at tage form. Under en pause i klipningen låner han af en veninde et eksemplar af James Joyces Ulysses. Her finder han et sprog han skal bruge til at filme kapitalen: Ulysses, som en hypermoderne sprogrigdom kombineret med stream of consciousness er lige hvad Eisenstein søger.
Filmen bliver aldrig til noget, men Eisensteins research og ideen bag bliver taget op af Kluge som et centralt tema i filmen, og man forstår hvorfor. Denne ikke-realiseret film siger noget ganske væsentligt om kapitalismen.
Det parallelle verdensbillede mellem Marx og Joyce, herunder den særlige teknik anvendt i disse to for moderniteten centrale værker, har følgende markante udtryk: I Marx’ termer er penge en verden der transformerer alt hvad det kommer i berøring med. En verdenssjæl overtages af en pengesjæl. Denne særlige verdenskraft inviterer tingenes stoflighed med ind i et intensiveret forvandlingsrum. Penge og kapitalisme er den matrix for transformation af tingene der aldrig ville have været mulig på egen hånd. Altså, kapitalismen er en verden hvori intet er hvad det ser ud til, en verden i hvilken forvandlingen allerede har fundet sted.
I samme ånd fortæller Ulysses historien om forvandlingen af et liv, en enkelt persons liv (Leopold Bloom) der forvandler sig i løbet af en enkelt dag. Det var én af de ting der fascinerede Eisenstein ved Ulysses: At den moderne arbejder under industrialismen ikke behøver mere end én dag for at forandre sit liv. Joyce beskriver i romanen en materiel verden hvor han viser hvordan denne verden forvandler sig ud fra det mindste niveau for social interaktion og møder mellem flere sammensatte kræfter. Den lille «arbejder» (annonceagent) Leopold Bloom er en del af den store mytiske historie som allerede Homer har beskrevet den i Odysseen. Nu er den en historie om en vandring rundt i Dublins gader der fremtræder som en sjælevandring, og Bloom selv synes i løbet af dette døgn at forandre personlighed og denne mangel på karakterfasthed er på paradoksal måde hans identitet.
Dette er ikke bare moderniteten, men også historien beskrevet som teater. Med Kluges store åndelige forbillede Robert Musil in mente, er det ikke så overraskende at dette møde mellem Eisenstein og Joyce danner grundlag for stor inspiration. . Det er denne idé der inspirerede Eisenstein til at adoptere Kapitalen til en film om iscenesættelsen af verdenshistorien som et forvandlingens teater. Han så for sig den mulighed at forstå kapitalismen ud fra en enkelt dag i en arbejders liv. Hele humanitetens vitale historie finder sted på én dag.
Eisenstein ville afslutte sin film med en arbejders kone der taler i én lang monolog som Molly i Ulysses, en monolog der samler alle arbejderens skjulte begær, længsler og drømme sammen til ét udtryk. Eisenstein ønskede at kombinere Marx’ materialisme med Joyce og Virginia Woolfs stream of consciousness. Kluge har altid været optaget af tid og Joyce og kampen mod den abstrakte tids tyranni. Denne stream of consciousness vækker et usynligt liv frem som den målbare tid ikke kan indfange.
Eisenstein og Joyce mødtes i Paris på et tidspunkt hvor Joyce var blind. Eisenstein berettede om sin ambition om at filme Kapitalen på same måde som Ulysses var skrevet. Under deres møder forlyder det at Joyce ikke var særlig snakkesalig. På et tidspunkt anbragte han en plade på grammofonen, det viste sig at være hans egen stemme der læste op fra Ulysses. I forlængelse af dette projekt peger Sloterdijk i Kluges film på hvordan Marx efter Hegels filosofiske seriøsitet begyndte at stille en helt ny type spørgsmål. Marx stillede med sit nye stykke verdenslitteratur en ny type spørgsmål til den menneskelige intelligens der handler om hvad det vil sige at begribe historien. Hans idé baserede sig på forestillingen om at mennesket er i besiddelse af en multipel intelligens: på den ene side en ærlig intelligens der tager tingene alvorligt, som sætter sig selv på spil, som arbejderen; på den anden side fupmagerens intelligens som vi ofte forbinder med advokaten der aldrig rigtig tager noget alvorligt. Alt hvad han siger, bliver forvandlet til en retssag, en strategi. Marx ville kultivere den forførende intelligens, omgøre dens fupmageri til et kritisk opfindsomt potentiale. Den hegelske alvor var ikke tilstrækkelig til at begribe verden, alt endte her i totalforklaringer. Selv så han det som nødvendigt at tænke som en advokat, at indtage sofistens rolle og spille denne form for intelligens ud mod den seriøse.
For at forstå den moderne kapitalisme er vi nødt til at spille disse to former for intelligens ud mod hinanden. Kluge selv spiller på denne dobbelte dynamik i sin film: performeren fra både den elegiske opera og fra den teatralsk forførende får lov at læse op og meditere over kapitalens små og store oder.

DEN SÆRLIGE forbindelse mellem pengenes metamorfose, kapitalismens skuespilsamfund og den elendighed den trækker med sig i sit kølvand, har Kluge et godt blik for. Et smukt eksempel på dette er den russiske digter Osip Mandelsjtam som stod i opposition til Stalin og som overfor partiet skulle reportere om sin gøren og laden. I samme periode publicerede denne store digter sit bemærkelsesværdige digt kaldet Tristia som udtrykker længslen efter en slags ny «undergrundsøkonomi».
Tristia var samtidig en reference til Ovids metamorfoser. Ovid blev bandlyst fra det sorte hav og længtes efter Rom. Mandelsjtam følger i hans fodspor i det man kunne kalde for efterdønningerne af den grusomme erfaring fra det tyvende århundredes totalitære statssamfund. Mandelsjtam skriver: «Mit århundrede, mit udyr.» Den billedskabende lyrik udtrykker en nødvendig billedskabende undergrund båret frem af en mere eksistentiel metamorfose.
Dette er kapitalismens grænse som også Marx havde blik for. Der er med andre ord billeder og verdener den ikke kan forestille sig. Og hvis vi lader denne billedskabelse ude vil en del af den menneskelige eksistens forblive uforklaret. Ikke alt bliver suget op af varesamfundets skuespil. Et mærkeligt og underfundigt overskud, som altid tager tid for at modnes i følelsernes kraftværk. Tristia udtrykker en form for længsel der aldrig kunne blive en del af staten ej heller det kapitalistiske maskineri. Den berømte kanon Marx, Engels og Lenin burde også inkludere Ovid, som det lyder manende i filmen. Kun en stor historiefortæller kan trænge igennem Marx’ verden. Verden af varer er ikke først og fremmest en verden af genstande, men de menneskelige karakteristika for transformation, som Sloterdijk udtrykker det. Vi er på galt spor hvis vi læser Kapitalen for sig, alene. Vi bør læse den sammen med Ovids metamorfoser. Der er et eventyr nedenunder Marx’ arbejde der befinder sig i konstant konkurrence med den borgerlige videnskab.

DETTE BRINGER OS hen til et andet sted i Kluges epos i hvilket han i en længere telefonsamtale med den fremragende tyske digter Durs Grünbein taler om Brecht forvandling af Kapitalen til heksameter vers, at genskrive centrale ideer hos Marx ud fra Homers poesi. Heksameteret har seks metriske fødder fulgt op en pentameterregel med fem fødder hvorefter det starter forfra igen. I sin plan refererer Brecht til den romerske digter og stoiske filosof Lukrets der for over 2000 år siden skrev sit didaktiske digt og filosofiske hovedværk Om verdens natur (De Rerum naturae). Brecht mener ligeledes at Kapitalen udgør et stykke moderne naturhistorie.
Med reference til Det kommunistiske manifest skriver Brecht i sine heksametervers: «Krige reducerer verden til murbrokker, og et spøgelse hjemsøger ruinerne.» Denne formulering tilhører Marx, «et spøgelse går gennem Europa, kommunismens spøgelse.» Brecht fortsætter: « … født ikke af krig men netop kendt tilbage fra fredens tid. Grusom overfor de herskende men venlige overfor byens børn; spejder efter et sparsomt måltid rystende sit hoved i forarmelse». Og videre: «Æresgæst i paladsernes slum og terror; kommunismen er kommet for at blive.»
Brecht illustrerer bevægelsen fra «spøgelse» til «kommunisme». Brechts hexameter er gudernes hymne til Marxismen, guderne for denne teori. «Mere grundlæggende og mere vedvarende end folkets krig er klassernes krig; som vores historie på det skammeligste undertrykker.» Og i det som Grünbein betegner som Brechts idylliske passage:
«Enhver byrde rives fra hinanden i kapitalens flow. Men murene kan ikke holde stand med tøj, og handel vækker den sovende by. Kystbyer bygger skibe for at nå ind til kysten. Flittigt sejler de rundt om Afrika og tappert videre til Amerika.»
Brecht viser i digtform hvordan kapitalismens kosmopolitiske kraft tilsidesætter al gammel handel og udveksling og bringer alt nyt i kontakt med hinanden. Grænser, regioner og steder brydes ned alene ved kapitalens ubrydelige vind. Og afslutningen: «Højt oppe I skyerne bevæger de feberige guder sig gennem passet, knusende de gamle porte (indgange) og deres pas, verden er ’billig’.»²
Grünbein mediterer over Marx’ spøgelse som en kimære, en urørlig kraft der bringer alting ind i en ny uoverskuelige bevægelse. Han anser det for sandsynligt at Marx havde et «ambivalent forhold til termen» (spøgelse), samtidig var han nødt til at refererer til noget som ikke havde en klar faktuel karakter. Spøgelset skabes en sær modstand og han mener at Marx’ tekst lyder som begyndelsen på en gyserhistorie skrevet af Edgar Allan Poe.

DETTE BRINGER OS endelig hen til den lille og den store revolution. Den lille revolution møder vi i Kluges film i skikkelse af en tidligere arbejder fra Ruhr-distriktet. Han arbejder ikke længere på fabrikken men tager hver aften derhen for at undervise de kinesiske arbejdere (som der er flest af på fabrikken) i Kapitalen. Han mener at Marx, der blev født den 5. maj 1818 og døde 1883 og som på dagen for interviewet ville have været 190 år gammel (på dagen for interviewet), er mere i live end de fleste mennesker, idet han som én af de få på flere niveauer (ikke alle) gennemskuede de subjektive og objektive kræfter for vores forståelse af hvad der strukturerer vores virkelighed og hvad det vil sige at noget skaber realitet og virkelighedsoplevelse.
Dette er den lille revolution som han, den gamle arbejder, forsøger at give videre til de kinesiske arbejdere. Man sidder så med vemod og tænker på de mange hundrede millioner af kinesiske arbejdere i Kina! Oskar Negt (Kluges gamle ven og åndskammerat) citerer mod slutningen Walter Benjamin fra hans historiefilosofiske skrift: «Revolutionerne er historiens lokomotiv.» Men selve virkeligheden er en ganske anden.
Benjamins pointe er at revolutionen snarere er lokomotivets bremser som skal få til at stoppe det toget som kører mod katastrofen, det som bevæger sig i den forkerte retning. Revolutioner historiens standsning, et brudfyldt øjeblik, en mindre men vigtig pause. Det er i pausen i hvilken humaniteten begynder at tænke over hvad denne acceleration betyder, på hvilken måde den fjerner os fra den levede tid, hvordan den skaber en abstrakt tid, der sætter opmærksomheden, fantasien og nysgerrighedens overrumplende kraft under voldsomt pres.
Kluge kunne her have glædet sig over den franske byplanlægger og filosof Paul Virilio der på hastighedens betingelser er kommet frem til det samme. Mens kapitalismen og den sejrrige historie speeder historien op, ønsker enhver seriøs revolution at sænke tingenes hastighed. Benjamin bevæger sig væk fra lokomotivets metafor. Det handler om at synliggøre det ikke-fordøjede historiens problemer, det er dette vi mener med revolution. Men hvad er en revolutionær, spørger så Kluge til sidst?
Han er en akut observerende, han er en bro med en speciel kvalitet der forbinder en endestation med en begyndelsesstation. Han er en specialist på kunsten at skabe forbindelser. Den akutte observation kan danne en bro midt i et regimes kollaps, der hvor der sker en forbindelse med et moment af undfangelse. Som sådan er den revolutionære en montagekunstner, et menneske der forbinder to forskellige samfund med hinanden, to tider, to kollektiver, selv to former for humanitetserfaringer som altid er i spil. Montagekunstneren tager del i historiens udkant og skaber nye muligheder.
Politikeren Mirabeau (1749–1791) fra den franske revolution så den mulige omvending. Det var ham der sagde ordene: «Kongen eksisterer ikke længere.» Dette skabte det nye momentum, en ny kraftfuld begivenhed, et nyt subjekt kunne fødes. Den revolutionære er en dramatisk person som minder os om at i denne omvending bliver menneskets kompetence igen uklar og ufærdig. Hvad montagekunstneren gør er at gøre det usynlige synligt. Han konfronterer denne verdens elendighed, den globale jungle og skaber broen til andre former for synligheder.
Kluge nærmer sig her ideen om filmen som en form for social innovation, en produktionsmåde der ud af livets mobilitet skaber nye opfindsomme dimensioner der peger mod en ny måde at se på, at føle, at tænke. Det ville i denne sammenhæng have været interessant at overvære Kluges videre meditation over filmen selv som en form for kapitalisme. Kluges film er dybt interessant, men meget ofte ramler den ned i en ’traditionel’ frankfurter-agtig ideologikritik. Her kunne mindre didaktik og mere eksperimentering have været at foretrække, men som helhed er der tale om en herkulisk bedrift der værner om filmen som en education sentimentale, en fascinerende alkymistisk tour de force for moderne oplysning.
© norske LMD
Alexander Kluge, Nachrichten aus der ideologischen Antike – Marx/Eisenstein/Das Kapital, Suhrkamp Verlag, 2008


Tips en venn om denne artikkelen

Fra epost:	Til epost: