Filmkritiker og journalist i Le Monde diplomatique

17-årige Ree har overtaget såvel farens som morens rolle i familien Dolly. Hun hugger brænde, forbereder morgenmaden af de få rester hun kan finde, terper lektier med sine små søskende og lærer dem at bruge en riffel, klipper sin mors hår, vogter det faldefærdige hus for ubudne gæster og – kort inden i filmen – igangsætter en skæbnesvanger søgen efter sin far.



Vi befinder os i et af Amerikas randområder. Et af dem, der er mange af, men som man sjældent hører om i amerikanske film, hvor New York og Los Angeles er de steder, der typisk portrætteres. Et mangfoldigt Amerika er et mærkværdigt overset fænomen på film.
Familien bor i Ozark i det sydlige Missouri, et fattigt område befolket af white trash-eksistenser, der er i familie med hinanden på kryds og tværs. Et sted præget af selvtægt, hvor maden findes på jagt, og hvor metamfetaminproduktion er en udbredt udvej for at klare dagen og vejen. Et sted, hvor man byder på joints og junk, ligeså ofte som vi andre byder på en kop kaffe.
Fattigdommen er udtalt men stoltheden intakt hos familien Dolly. Da naboerne er ved at flå et dyr, og Rees lillesøster foreslår, at de kan bede naboerne give lidt af kødet til dem, siger Ree med en bestemt tone: «Never ask for what ought to be offered.»

DEN IMPONERENDE STYRKE ved Debra Graniks filmatisering af Daniel Woodrells roman Winter’s Bone er en yderst dragende, ærlig og indlevende miljøskildring. Mange white trash-skildringer på film har det med at forfaldne til det komiske og distancerede som i Frygtelig Lykkelig (2008) og Fargo (1996) eller det sentimentale som i That Evening Sun (2009). Winter’s Bone formår at fralægge sig både det kitschede og det sentimentale. I steder fremstår filmen som en monumental fortælling om familiebånd, ansvar og moral.
Alt for mange af de anmeldelser af Winter’s Bone, jeg har læst, røber alt for meget af handlingen. Dette er i den grad en film, der kan ødelægges, hvis man kender for meget til filmens plot. Mit referat vil derfor blot være en skitse, som forhåbentlig ikke vil ødelægge oplevelsen for læseren.
Rees far Jessup er forsvundet. Og det er ikke første gang. Hun ved, at han ofte bevæger sig på kanten af loven og ikke kan lade være med at fremstille metamfetamin. Nu vil politiet have ham til at stille for retten, ellers tager de huset fra familien. Skal de fortsat have et hjem, må Ree altså indlede en søgen efter faren. Moren er ingen hjælp til. Hun er på depressiv vis for længst kravlet helt ind i sig selv og har ikke i sinde at komme ud. Der er heller ikke meget hjælp at hente fra de folk, Ree opsøger på sin vej, det være sig Teardrop, den bryske bror til Jessup, «veninden» der lider under et fatalt ægteskab eller den frygtindgydende Thump Milton, der om nogen kan siges at være boss her på egnen. Ingen siger reelt noget, for alle har noget på hinanden. Indavlen trives i Ozark og forstærker hemmelighedskræmmeriet.

ET REFERAT gør på ingen måde filmen ære. Winter’s Bone lever på en række vellykkede elementer, der fungerer i symbiosen. Dokumentariske studier af en kvægauktion og et musikalsk møde, der for en stund bryder den knugende tone. Scener, hvor ingen fysisk handling manifesteres, men hvor al anspændtheden ligger i det usagte og ugjorte. Landskabsbilleder som er alt andet end pynt, men i stedet fortæller væsentligt om den fortættede stemning. Den omfattende brug af lokale musikere som Marideth Sisco og Billy Ward bidrager desuden betydeligt til filmens særegne lydside og er på ingen måde – som enkelte anmeldere har antydet – et overflødigt, folkloristisk præg.
Debra Granik (født 1963) er sandsynligvis et navn, der siger de færreste noget. Før Winter’s Bone har hun lavet en række kortfilm – blandt andet den Sundance-belønnede «Snake Feed» (1998) – samt spillefilmen Down to the Bone (2004). Også sistnevnte er en intens miljøskildring, der tematiserer afhængigheden af narkotika ved at portrættere en arbejderklasse-mor, der ved siden af sit heroin-misbrug skal passe sine to børn. Den er desuden kendetegnet af en rå æstetik, fortrinvist håndholdt kameraarbejde med billeder optaget på digital video.
I Winter’s Bone forfiner Granik sit filmiske udtryk uden på nogen måde at gøre det lækkert eller over-produceret, og så finder hun uvurderlig støtte i en række ekspressive og yderst troværdige præstationer fra John Hawkes (kendt fra blandt andet tv-serien Deadwood), Dale Dickey og ikke mindst 20-årige Jennifer Lawrence i titelrollen. Trods et stedvist lidt for kønt ydre, formår Lawrence at kropsliggøre en balance mellem skrøbelig teenager og udholdende house keeper.
Ree er modig indtil marven. Og den film, der fortæller hendes skæbne, går lige så dybt.
© norske LMD
Debra Grani, Winter’s Bone. På kino fra 28. januar.