«Du er netværket»

Er det offentligheder som Wikipedia og fri software, der skal sikre demokratiet mod markedskræfterne? Den 31. udgave af festivalen Ars Electronica i Linz sagde farvel til privatlivets fred for at byde nye fællesskabsfunderede offentligheder velkommen. Generelt bestod modstanden i at appropriere overvågningen i den kritiske tankes og kunstneriske sensibilitets navn. Der skal kæmpes ligeså hårdt for offentligheden 2.0 som for privatlivet 2.0. Ja, hvem skal overvåge dem der overvåger?

Fra 15. september har den danske regering besluttet, at alle telefonopkald og emails, der er administreret af danske teleselskaber, skal registreres og gemmes i et år. Som et led i kampen mod terror bliver civile rettigheder taget som gidsel, og overvågningssamfundet er ikke længere science fiction, men politisk virkelighed, og privatlivet i den klassiske vestlige forstand er ikke længere fredet, men snarere jaget vildt. Stater såvel som virksomheder er ude efter vores personlige digitale data, for at udnytte dens enorme politiske og økonomiske potentiale, for at kontrollere os som borgere og forbrugere.

Samtidig er vi vidne til en ny ’digital ekshibitionisme’. På blogs og webportaler som MySpace, Facebook og Wikipedia lægger personer kloden over information om deres privatliv ud med det formål at blive set og hørt, at blive registreret. De ønsker at udnytte det sociale potentiale i at være en aktiv del af et online-netværk og bidrage til demokratiseringen af informationssamfundets mediekultur. Det Tim O’Reilly i 2004 døbte «Web 2.0» til at betegne tendensen til at brugere ikke længere bare er (for)brugere, men producenter der selv genererer indhold, hvadenten det var til MySpace, YouTube, Linux eller Second Life. En opdateret version af forestillingen om, at «du er netværket».

DEN JUST OVERSTÅEDE festival Ars Electronica blev gennemstrømmed av denne dobbeltsidethed: mellem på den ene side et kritisk respons til magtinstansers kalkulerede, strategiske indsamling og anvendelse af information om individer, og på den anden side disse individers nærmest ekstatisk begejstring over de nye muligheder for at publicere og få adgang til information,. Under overskriften «Goodbye Privacy» (inspireret af Richard Sennetts The Fall of Public Man) gav festivalen gennem en række udstillinger og konferencer talerum til både modstand og hype. Diskussionen er for så vidt velkendt, men sammenstillingen af de to modsatrettede tendenser tegnede alligevel nye perspektiver, problematiske såvel som forhåbningsfulde. Udover, og det må ikke glemmes, at festivalen slår fast, at overvågningens omfang er uhyggeligt og en stadigt større trussel mod fundamentale principper i vores frie samfund, som vi må være på vagt over for.

Et af de nye perspektiver, som flere talere berørte, var en afsked med privatlivet og den dertil knyttede forestilling om identitet som en fast størrelse, der defineres indenfor hjemmets fire vægge. Den individualisme som Web 2.0 «promoverer» er skabt gennem dynamiske links til et netværk af information, til interessefællesskaber og venner online. En individualisme funderet i forbindelser frem for afgrænsning, hvor det private og sociale, autonomi og kollektivitet, ikke er adskilte sfærer, men dybt integreret.

En anden måde at forstå denne ’afsked’ på er som fremkomsten af nye offentligheder (Jürgen Habermas’ Borgerlig Offentlighed var en anden af festivalens inspirationstekster). Vi deler, samarbejder og bidrager til fællesprojekter på nettet i en grad så man kan tale om nye offentligheder – ingen tvivl det, men det væsentlige er at spørge til karakteren og kvaliteten af disse nye offentligheder.

Hvilken offentlighed skaber fx YouTube og Second Life? I begge tilfælde offentligheder indenfor for en privatejet ramme, hvor imperativet er kreativitet snarere end kritik, underholdning frem for politisk diskussion. Er det så offentligheder som Wikipedia og fri software, der skal sikre demokratiet mod markedskræfterne? Måske, her er i hvert fald åbenhed og eksplicit politiseret diskurs, men også en specialisering, hvor tekniske løsninger ofte prioriteres frem for horisonten for samfundet mere generelt. Den revolutionerende strømning er ikke givet af teknologien, den er faktisk slet ikke givet. Der skal kæmpes ligeså hårdt for offentligheden 2.0 som for privatlivet 2.0, hvis det skal være en sand ny, tidssvarende offentlighed, der er i stand til at debattere demokratiets vilkår – og ikke blot et fantasme eller buzz word.

NU ER ARS ELECTRONICA en kunstfestival, og i forhold til den overordnede tematik var kunsten tildelt rollen som den «kreative modstand» i overvågningssamfundet – hvor kreativ blandt andet kunne betyde subversiv, legende og poetisk. Terminal Air af Institute for Applied Autonomy gave med sans for ironi, marketing og datavisualisering publikum mulighed for at følge CIA-flys ruter, mens kollektivet Mediashed instruerede i gør-det-selv-overvågning og –filmproduktion ved brug af cctv-kameraer, fx sat fast på en drage. Kalle Laars Calling the Glacier brugte overvågningsteknologi til en gratis telefonservice, hvor man kunne ringe og lytte til en smeltende gletsjer. Festivalens «feature artist», Marko Peljhan, demonstrerede det ubemandede overvågningsfly C-ASTRAL og optrådte med performancen SPEKTR, hvor han opsnappede og manipulerede lyd- og videosignaler. Generelt bestod modstanden således ikke i at beskytte information gennem eksempelvis kryptering, men i at appropriere overvågningen i den kritiske tankes, kunstneriske sensibilitets navn og ikke mindst offentlighedens navn.

Selvom det nok ikke er i denne form for modstand, der løser de helt konkrete problemer med overvågning, så kan de forhåbentlig være med til at generere en vigtig øget bevidsthed om og fri diskussion af overvågningens realiteter, så vi i fremtiden kan imødegå dem. Og indtil informatonsbeskyttelse bliver en fremherskende industri (hvis nogensinde…), så er overvågningen af dem der overvåger måske et relevant alternativ. Under alle omstændigheder synes svaret mod overvågningssamfundet ikke at være mere lukkede, men mere åbne informationsstrømme, ikke en tilbagetiltrækning til privatlivets fred, men skabelsen af engagerede offentligheder – både i virkelighedens og kunstens verden.

© Norske LMD. For mere information se www.aec.at.