– Det er bedre at have nazismen bag sig end foran sig

– Du var en av de første i Skandinavia til å peke på nye kontinentale tendenser i emning. Den gang sto «det postmoderne oppbrudd» i sentrum, stikkord: skepsis overfor metafortellingene, hyperrealitet, blendverk eller, din egen figur: «det vesentlige overfladiske». Det kan virke som vi har å gjøre med en mer eksplisitt politisk Carsten Juhl igjen på 2000-tallet. Lever vi i en verden der politisk stillingtaken og tenkning er blitt mer presserende?

– Det er snarere en modpolitisering, der er blevet presserende. For at opretholde et råderum for etisk og æstetisk modtagelighed. Siden 1977 og punken har undersøgelser inden for kunst og filosofi ikke fundet sted med henblik på nogen magterobring. Men i det øjeblik staten politiserer kunstens og filosofiens frembringelser ved f.eks. at indskrive dem i en national identitet eller endog i en skadefryd over for de svage – flygtninge, asylansøgere og indvandre – så opstår der en krise i forholdet mellem de politiske institutioner og de institutioner, der tager sig af kunstens, videnskabens og filosofiens frembringelser. Da må det anmassende ved en sådan stat angribes gennem de nævnte frembringelser. For kunstens og filosofiens frembringelser tenderer altid mod at styrke det almene ved subjektivitet. Og det er det modsatte af det etniske og det nationale.

– Din nye bok heter Globalæstetik – verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv. Globalestetikk, verdensfølelse: Disse begrepene har vel å gjøre med menneskehetens stadig mer universelle vilkår, samtidig som etniske, religiøse og klassemessige barrierer hindrer videreutviklingen av det allmennmenneskelige, av «multikulturen». Og de reelle verdensproblemene utfordrer nasjonalstatenes snevre grenser. Hva kan kritisk tenkning bidra med?

– Det er det antiakklamatoriske, der udgør kunstens og filosofiens styrke. De behøver ikke bifald. De trives bedst på denne måde, eftersom deres resultat altid er antinomisk, dvs. uden mulighed for entydig tilslutning. Antinomi betyder jo, at vi kan opstille to forklaringer for en sag: de er begge sande, men gensidigt udelukkende. Det er naturligvis Kant og siden Arendt, Lyotard og Agamben, vi skylder tilrettelæggelsen af de antinomiske forklaringer. Kunstteorien trives kun i kraft af den antinomiske metode. Et værk skal kunne opleves uden hensyntagen til den kunstneriske intention. Modsat skal det også altid være muligt at diskutere den kunstneriske intention i forbindelse med oplevelsen. Og man når ikke frem til antinomien uden en kritisk analyse.

– Du har alltid hatt et internasjonalistisk perspektiv. 2000-tallets protester mot «turbokapitalismen» har i overveiende grad hatt et antiglobalistisk, tendensielt proteksjonistisk perspektiv, noe du tar opp i boken. Disse protestbevegelsene er også mindre teoretisk fundert enn post-68-bevegelsene, selv om Negri og Hardts Empire har hatt et visst nedslagsfelt. Hva er framtiden til denne typen protester?
«I Genova begyndte noget, der har med verdensproletariatets genopstandelse at gøre.»