Livet eller Gud

Mesterlige kompositioner snarere end fortællingen om den tøvende nonne driver Pawel Pawlikowskis Ida fremad.

Nogle film er mestendels en studie af det menneskelige ansigt. Af dets linjer, konturer, udtryk. Som nu Pawel Pawlikowskis Ida, som på det fortællermæssige plan vel egentlig er en granskning af en ung kvindes valg mellem livet, som det leves af de fleste, og livet som en tro væbner for Gud i form af nonnekaldet, men noget ganske andet er også på færde. Dette andet findes i filmens eklatante formsprog. I kameramændene Ryszard Lenczewski og Lukasz Zals udsøgte og stærke billeder, der afsøger ansigtet i form af den spillefilmsdebuterende skuespillerinde Agata Trzebuchowska. Og indtagende er hun. Sørgmodig i blikket, sart og nærmest beskeden i sine udtryk, men desto mere vægtig i de små nuancer. Hun er ofte på nippet til slet ikke at agere, men blot fremstå. Se ud.
Filmen er sort og hvid og som en sjældenhed nu til dags optaget i 4:3-formatet. Vi er så vant til de brede formater, at vi studser, når vi ser noget i det mere firkantede format. Men 4:3-formatet har nogle særlige forcer. Det indrammer ansigtet på helt anden vis. Giver måske indtryk af at komme tættere på. Nærme os en afstand, hvor vi i højere grad aner teksturerne og hudens elasticitet. Dette har måske også at gøre med det smallere formats mere indsnævrende karaktertræk. Nogle vil kanske kalde det mere klaustrofobisk end de brede formater, og heri er der nok en vis sandhed. Et billede i 4:3 rummer ikke samme mængde luft, ikke samme panoramiske vidde. Her er en form for umulighed i at flygte fra billedet. En insisteren.
Også landsskabsbilledet ændres i dette format. Og landskaber er der en hel del af i Ida. Den rullende sekvens med sporvognen gennem byen, hvor Idas ansigt er i fokus, men hvor refleksionen i ruden samtidig sikrer os en visuel adgang til byens arkitektur, dens pladser og stræder og ikke mindst dens folk som en masse af vandrende individer, er blot en af mange indstillinger, der gør det rigtig godt i 4:3. Indstillingerne er ofte stillestående, næsten statiske og ligeså er motiverne. De opfordrer os til at afkode det enkelte billede, og man overvældes ofte af de minutiøst gennemtænkte kompositioner.
Skyggerne fra jødeudryddelsen
Men Ida er ikke noget rent formeksperiment. Her er også et narrativ, som vi tager til os og går ind i. Det er fortællingen om den unge kvinde Ida, der egentlig har besluttet sig for at hellige sit liv til Gud i arbejdet som nonne, men som undervejs møder livet og tvivlen.
Det sker, da hun på klosterlederens opfordring opsøger sin tante (Agata Kulesza). Først vil tanten ikke rigtig bruge tid på den unge Ida, men snart former sig noget, der minder om et venskab. De er modsætninger i udgangspunktet. Den fromme, uskyldige nonne in spe sat overfor den livserfarne, drikfældige og mandeforbrugende storbykvinde. I flere scener etableres forskellen med kontraster i krydsklipningen. Som når tanten går til bal med mænd og masser af svingende jazz stråler ud af lydsporet, hvorpå der så klippes hårdt til stilheden og ensomheden hos Ida, der sidder tilbage på motelværelset.
Snart viser det sig dog, at de to kvinder ikke er så forskellige. Måske belærer tanten Ida, idet hun stiller sig kritisk over for Idas offertrang. For hvordan kan kaldet som nonne siges at være et offer, når Ida slet ikke har prøvet livets lyster? Hun kan jo ikke vide, hvad det er, hun giver afkald på. Måske er det derfor, Ida tøver, da hun skal aflægge nonneløftet og vælger livet. I al fald for en stund. Hun lader håret falde, afprøver tantens højhælede sko og har endog en flirt og en nat med en ung musiker. Kaldet mod Gud synes dog større end livet, men epilogen forbliver uklar.
Iboende i fortællingen om nonnen, der vakler mellem liv og Gud er også beretningen om hendes fortid. En fortid, hun i større dele af filmen afsøger og optrevler sammen med tanten. Ida er jøde og voksede op på et børnehjem, da hendes forældre døde. Undervejs på færden med tanten får Ida visheden om den grumme skæbne, der er overgået hendes familie.
Denne historiske forankring kunne for så vidt været skåret bort, men den bidrager med en substantiel relevans til filmen. Tidsmæssigt er vi i 1960’erne. Krigen er ikke langt borte. Skyggerne fra jødeudryddelsen rækker uden besvær ind i samtiden, og der er noget direkte uhyggeligt i de ellers astadige scener, hvor Ida og tanten langsomt opdager tragediens detaljer. Holocaust forbliver dog et utydeligt referencepunkt og aldrig noget insisterende appendiks til fortællingen. Og heldigvis for det. Ida fremstår nemlig stærkest i de filmisk stringente scener, hvor det, der er værd at aflæse, står tydeligt frem i Trzebuchowskas ansigt.

© norske LMD
Ida har premiere 11. april.