Filmisk set

At bruge virkelige mennesker i en fiktionsfilm er ikke nødvendigvis noget, det skaber realisme. Det er i al fald mit tydelige indtryk efter at have overværet krigsfilmen Act of Valor i biografen for nylig.

juni 2012

Filmen er interessant på en række punkter, som dog ikke umiddelbart har noget med selve filmen at gøre, men snarere tilblivelsen. Sagen er nemlig den, at Act of Valor er delvist produceret og finansieret af de amerikanske Navy Seals. Militærorganisationen har således benyttet en del af deres marketingsbudget på at putte penge i filmen, som de opfatter som en del af deres hvervekampagne. Der er åbenbart ikke nok unge amerikanere, der drømmer om en tilværelse som kampsoldat til lands, til vands og i luften. Hvorvidt det så er kløgtigt at bruge en hæsblæsende fiktionsfilm for at hverve kommende rekrutter er en anden sag.





Et andet interessant aspekt ved filmen er dog, at man har valgt at benytte rigtige Navy Seals-soldater i langt de fleste roller. Faktisk er der vist kun 2–3 skuespillere i brug i filmen. Hvorvidt der er tale om aktive soldater eller pensionerede soldater, melder historien ikke noget om, men man har fra producenternes side givet vis tænkt, at dette træk kunne tilføre filmen en række ellers uopnåelige realistiske aspekter. Nu er det bare sådan med realisme på film, at det, som forekommer realistisk i virkeligheden, såsom en rigtig soldat i kamp, ikke nødvendigvis forekommer realistisk på film. Det er vel to vidt forskellige former for realisme, der her er i spil. En fingeret og en «virkelig». Og nu er det bare ofte sådan, at skuespillere er bedre til at fingere en filmisk realisme end en soldat er det. I tilfældet Act of Valor burde man nok have valgt at lade soldaterne udelukkende fungere som rådgivere i kampscener snarere end egentlige aktører. Det er muligvis filmens særprægede finansiering, der har skabt dette valg, og hvis man ser på kampscenerne, er de faktisk realistiske – i hvert fald ifølge den kampsoldat, som jeg havde fornøjelsen at opleve filmen sammen med. Her må man dog også spørge sig selv, hvor en krigsfilm bør udvise realisme for at fungere bedst muligt og gøre mest muligt indtryk. Er det i actionsekvenserne, altså selve kamphandlingen, eller er det i alt det omkringliggende?

For mig at se er der uden tvivl tale om sidstnævnte. Realismen skal ligge i følelsen af krig. Den skal skildre, hvad det er, som løber gennem disse mennesker. Hvordan er det at være dem? Hvad er krigens natur? Netop sådanne aspekter er en film som Terrence Malicks The Thin Red Line jo langt bedre til at fremkomme med. Til gengæld er dens actionssekvenser muligvis forløjne og ude at trit med virkeligheden, men ikke desto mindre er filmens grad af realisme og efterfølgende refleksion af en sådan karakter, at filmen altid vil gøre et langt større og mere tankevækkende indtryk end Act of Valor . Det er måske som at sammenligne æbler med bananer og dermed aldeles unfair at sammenligne de to film, men i forhold til talen om realisme, bør man ikke forledes til at tro, at virkelige mennesker sikrer virkelighed på film.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal