L.A. Noire

Filmisk set – januar

Normalt er det kun favntag med film og tv-serier, der finder vej til disse spalter, men denne gang vil jeg knytte nogle ord til konsolspillet L.A. Noire og ikke mindst de filmiske aspekter, som dette spil besidder. Egentlig er spillet en genudgivelse. Det er tidligere kommet til konsollerne Playstation 3 og Xbox 360 og indfinder sig nu en udgave til nyere maskiner såsom Playstation 4 og Nintendo Switch. Det betyder eksempelvist forbedret grafik, der faktisk får spillets filmiske kvaliteter til at træde tydeligere frem, end tilfældet var i den originale udgivelse. Der er flere aspekter, der gør spillet interessant for filmaficionadoen. For det første foregår spillet i Los Angeles i 1947 og dermed i det, som ofte går under betegnelsen Holly-woods gyldne år. For det andet er spillet en udpræget hyldest til filmgenren film noir, der er kendetegnet stilistisk ved brugen af asynkron lyd, ofte i form af voice-over og såkaldt low-key belysning, mens indholdssiden typisk er domineret af kriminalhistorier, hvor moralske dilemmaer og moralsk dubiøse eller ligefrem kyniske karakterer – på både de gode og de ondes side – er fremtrædende. I spillet overtager man rollen som detektiven Cole Phelps, der skal opklare en række forbrydelser, hvoraf de fleste faktisk er baseret på de forbrydelser, der fandt sted i Los Angeles i 1940’erne. En del af kriminaliteten involverer naturligvis filmmiljøet, som derved også får en fremtrædende om end noget syndig rolle – især en lusket filmproducer leder tankerne hen på vor dages Weinstein-sag og #MeToo-bevægelsen. Et tredje filmisk aspekt ved spillet finder vi i selve skuespillet, der er kreeret ved en særlig teknik, der med 32 kameraer optager levende skuespilleres ansigtsudtryk og omsætter disse til grafiske fremstillinger, som virker mere livagtige end vi er vant til fra de fleste andre konsolspil. Gestikken bliver mere tydelig, og man fornemmer let, at det eksempelvist er Mad Men-skuespilleren Aaron Staton, der har lagt ansigt til vores detektivprotagonist. De livagtige ansigtsudtryk er endvidere væsentlige for plottet, da en del af fortællingen drives frem af ens evne til at afkode mimik og udtryk hos afhørte vidner og potentielle gerningsmænd. Livagtigheden sikrer også en fascinerende interaktion mellem karaktererne, som vi ellers normalt skal ty til filmmediet for at kunne finde. Endelig er den frie følelse af at kunne gå på opdagelse i en åben verden, der består af nøje researchede locations dybt fascinerende. Her får man vitterligt fornemmelsen af at være i Los Angeles anno 1947. Fornemmelsen suppleres på blændende vis af musikken, der mange steder udgør stemningsskaberen ved en location. Den reviderede udgave af L.A. Noire viser på indtagende vis hvor langt spilbranchen har rykket sig. Det er naturligvis ikke i sig selv nogen entydig positiv kvalitet, at spil kan komme til at ligne film mere og mere, men der er ingen tvivl om, at der er visse aspekter fra filmmediet, som spillene med fordel kan lade sig inspirere af. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker

januar 2018