Bildemakt

Den tragiske nedskydning af 58 mennesker i Las Vegas var også en påmindelse om hvor medieret, vi færdes i virkeligheden. Selv under en decideret massakre tænder utallige mennesker kameraet på deres telefon og filmer løs. Ganske vist troede de fleste, at der var tale om fyrværkeri til at begynde med og få var nok i stand til at overskue, hvor vanvittigt et scenarie de befandt sig midt i, men ikke desto mindre blev mange ved med at filme, mens alvoren gradvist gik op for dem. Vi er så vant til at filme det, vi oplever. For mange er den medierede udgave vel nærmest at betragte som både bevis for, at man var et sted, men også en decideret måde at tilgå en virkelighed på. Massemedierne har sandsynligvis kun distribueret de mildeste af private menneskers Las Vegas-optagelser. Vi har derfor set optagelser, hvor lyden af skud, som tydeligt minder mere om fyrværkeri, fylder lydsiden, alt imens billedsiden primært består af håndholdte, velsagtens decideret rystede billeder, der således i æstetik antyder den virkelige alvor og betoner virkeligheden i al dens forvirrende pludselighed. Billederne viser folk på flugt iblandt folk, der står stille. Måske er scenariet endnu ikke gået op for disse stillestående folk, måske reagerer de på begivenheden ved at fryse i stilstand. Nettet rummer sandsynligvis mere voldsomme optagelser. Jeg har ikke gransket det nærmere, for jeg er splittet i trangen til at se disse optagelser for at kunne nærme mig en forståelse af, hvad i alverden, der er foregået, og et dybt ubehag ved at føle mig som en nysgerrig, kynisk snylter på andre menneskers voldsomme tragedie. Udover de telefonudstyrede masser blandt publikum har vi set billeder fra nogle betjentes såkaldte body-cams, altså kameraer der er påsat betjentenes uniformer, og som kan have til hensigt at dokumentere både heltemod og potentielt magtmisbrug. Politiet var hurtige til at frigive disse optagelser, og nyhedsmedier bragte dem prompte. Politiet kunne med optagelserne fremvise, hvordan heroiske betjente angiveligt gik i retning mod hotellet, hvorfra der blev skudt, snarere end at blive på afstand. Nyhedsmedier kunne bruge politiets optagelser, fordi de så havde noget nyt at vise. Konklusionen var, at billederne var synlig dokumentation for, at politiet handlede både heroisk og hurtigt og dermed formåede at få stoppet gerningsmanden ved at ankomme til hans hotelværelset blot ti minutter efter, at den første skudsalve føg fra hotelvinduet. Konklusionen er muligvis sand. Jeg skal ikke søge at betvivle den, men blot påpege hvor stor en magt det visuelle har fået i vort stærkt medierede samfund. Ved at producere og distribuere disse optagelser så hastigt, har politiet manifesteret en udgave af fortællingen, som de i al fald indtil videre anskues som troværdig hersker over. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.