François Ozon har med Det var jeg! skabt en charmerende kvindekampsfilm, som blander nostalgiske blikke på filmmediet med en bidende satire over den magtfulde, liderlige mand.
Filmene på HUMAN-festivalen i Oslo har fællestræk i det relevante og det virkelighedsnære. Men de agerer på forskellig vis i et spektrum fra aktualitet over aktivisme til refleksion.
Ennio: The Maestro er en rendyrket hyldest til det musikalske geni Ennio Morricone. Dokumentarens snakkesalighed går dog på bekostning af et dybere favntag med det musikalske.
Isabelle Huppert er eminent i hovedrollen som plaget politiker i den særdeles dialogdrevne Løftene, der gransker hvordan det politiske spil altid kræver ofre og altid har en slagside.
Jacques Audiards seneste værk er rodfæstet i de mest fremherskende fordomme om fransk film, men formår ikke desto mindre at virke forfriskende og dragende.
En enlig mor i Paris kæmper sig igennem en strabadserende hverdag, som kun bliver desto mere vanskelig, da en strejke lammer byen. Vi har den skingre, nærmest jagende musik, der får os til at gispe efter vejret.
Dokumentarfestivalen Human i Oslo tematiserer tidens store emner – corona, klima og køn – alt imens festivalen giver en unik chance for dialog og menneskemøder.
Drive My Car er en sindrig og sofistikeret adaption af en Haruki Murakami-novelle, men også en mere grandios og kompleks fortælling end Murakamis lille og meget ligefremme novelle.
Ved første øjenkast er Cannes-vinderen Titane blot en sensationslysten, bizar liderlighedsøvelse, men noget helt andet åbenbarer sig, når vi åbner motorhjelmen.