Postkort fra smukke, men døende Norge
Asgeir Helgestad drager ud for at genopdage den norske natur. Resultatet er en elegi over alt det, som svinder.
Asgeir Helgestad drager ud for at genopdage den norske natur. Resultatet er en elegi over alt det, som svinder.
Lad os drage på ekspedition for at kortlægge, om der stadig findes apache-efterkommere i Mexico. Men hvorfor egentlig? Svaret blafrer forvirret rundt i en besynderlig dokumentarfilm.
Satiriske Club Zero viser at mere er aldrig nok for kapitalister, men også at det samme synes at være sandt om aktivisterne.
Kærligheden mellem to mennesker må stå en vanskelig kamp mod sociale normer og fælles ansvar i den visuelt betagende, men også underligt distancerede senegalesiske film Banel & Adama.
Rød himmel er en vedkommende og helt igennem uprætentiøs film om en sommer, der byder på meget andet end den skriveblokering, som er filmens udgangspunkt.
Lærerværelset er en intens, moralsk fortælling, der bæres frem af en suveræn hovedrollepræstation. Desværre hæmmes filmen af en alt for insisterende og overtydelig musik.
The Sweet East er en ustyrlig og aparte film, en både dragende og vederstyggelig beretning om en uskyldig ung kvinde, som efterlader destruktion og død, hvor end hun færdes.
De dokumentariske filmskabere vender ikke længere kameraet kun mod sig selv. Dokumentarfilmfestivalen HUMAN viser at vi igen skal se verden, reflekte over den og måske nærme os hinanden.
Wim Wenders har med Perfect Days skabt et stykke fænomenal cirkulær filmkunst, der minder os om glæden ved blot at være til.
Ken Loach har med Vertshuset The Old Oak lavet et humanistisk portræt af et lokalsamfund, der måske kan finde sig selv igen.
Anna Hints portrætterer intimt en gruppe kvinder, der mødes i saunaens særlige, sanselige rum.
Toves værelse er et veltilrettelagt kammerspil om ægteskabets skyggesider. Helt under huden kommer filmen dog aldrig.
Grænserne mellem spil og film opløses i høj grad på verdens største spilmesse gamescom, hvor vi også finder normbrydende lege med kønsidentitet.
François Ozon har med Det var jeg! skabt en charmerende kvindekampsfilm, som blander nostalgiske blikke på filmmediet med en bidende satire over den magtfulde, liderlige mand.
Kan man komme hjem efter 40 års fravær og lade som om intet er hændt? I Mario Martones Nostalgia bliver nostalgien også en farlig følgesvend.
Med Apolonia, Apolonia har Lea Glob skabt et varigt værk, der fortjener brevformens henvendelse.
Tableauer og tristesse er fortsat Ulrich Seidls varemærke, men i Rimini møder vi også en dybfølt varme for karaktererne.
Skolen ved verdens ende er noget nær en arketypisk feelgood-film, men den vinder ved sin charme og bhutanske særegenhed.
Filmene på HUMAN-festivalen i Oslo har fællestræk i det relevante og det virkelighedsnære. Men de agerer på forskellig vis i et spektrum fra aktualitet over aktivisme til refleksion.
Hlynur Pálmason har med Vanskabte Land søsat et sælsomt dragende menneskeportræt. Filmens plot vakler, men formsproget holder værket oven vande.
Eminent komponerede billeder udgør rammen i bolivianske Utama, der på kløgtig vis tematiserer traditionelle livs mulige undergang.
Kurdwin Ayub har med Bak sløret begået et energisk ungdomsportræt, fyldt til overflod med TikTok-videoer.
Ali Abbasi har med Holy Spider forsøgt at lave en skarp kritik af Iran og dets styre. Desværre lykkes filmen ikke med denne mission.
Rig bliver fattig og rig igen i Ruben Östlunds vulgært dekadente Guldpalme-vinder Triangle of Sadness.