Flydende grænser i gamer-land
Grænserne mellem spil og film opløses i høj grad på verdens største spilmesse gamescom, hvor vi også finder normbrydende lege med kønsidentitet.
MeToo anno 1935
François Ozon har med Det var jeg! skabt en charmerende kvindekampsfilm, som blander nostalgiske blikke på filmmediet med en bidende satire over den magtfulde, liderlige mand.
At komme hjem
Kan man komme hjem efter 40 års fravær og lade som om intet er hændt? I Mario Martones Nostalgia bliver nostalgien også en farlig følgesvend.
Brev til filmskaberen
Med Apolonia, Apolonia har Lea Glob skabt et varigt værk, der fortjener brevformens henvendelse.
Udenfor sæsonen
Tableauer og tristesse er fortsat Ulrich Seidls varemærke, men i Rimini møder vi også en dybfølt varme for karaktererne.
Skæbnesvanger skoletid
Skolen ved verdens ende er noget nær en arketypisk feelgood-film, men den vinder ved sin charme og bhutanske særegenhed.
Vigør og virkelighed
Filmene på HUMAN-festivalen i Oslo har fællestræk i det relevante og det virkelighedsnære. Men de agerer på forskellig vis i et spektrum fra aktualitet over aktivisme til refleksion.
Og Gud skabte det vanskabte
Hlynur Pálmason har med Vanskabte Land søsat et sælsomt dragende menneskeportræt. Filmens plot vakler, men formsproget holder værket oven vande.
Den gamle mand og lamaerne
Eminent komponerede billeder udgør rammen i bolivianske Utama, der på kløgtig vis tematiserer traditionelle livs mulige undergang.
Bag sløret twerker kvinden
Kurdwin Ayub har med Bak sløret begået et energisk ungdomsportræt, fyldt til overflod med TikTok-videoer.
Studentikos voldsfantasi
Ali Abbasi har med Holy Spider forsøgt at lave en skarp kritik af Iran og dets styre. Desværre lykkes filmen ikke med denne mission.
Rollelege på luksusyacht
Rig bliver fattig og rig igen i Ruben Östlunds vulgært dekadente Guldpalme-vinder Triangle of Sadness.
Mere musik, mindre snak, tak
Ennio: The Maestro er en rendyrket hyldest til det musikalske geni Ennio Morricone. Dokumentarens snakkesalighed går dog på bekostning af et dybere favntag med det musikalske.
Et levet liv sammen
Vortex er en hyldest til kærligheden. Den forfalder aldrig til det patetiske, men besidder derimod samme kraft og visdom, som et livslangt ægteskab.
Magten eller menneskene?
Isabelle Huppert er eminent i hovedrollen som plaget politiker i den særdeles dialogdrevne Løftene, der gransker hvordan det politiske spil altid kræver ofre og altid har en slagside.
Bedstemor med slag i
Grandmother er et følsomt, tidvis patetisk, portræt af en kynisk, ældre kvinde og hendes barnebarn.
Snakkesalighed i sort/hvid
Jacques Audiards seneste værk er rodfæstet i de mest fremherskende fordomme om fransk film, men formår ikke desto mindre at virke forfriskende og dragende.
Socialrealisme på speed
En enlig mor i Paris kæmper sig igennem en strabadserende hverdag, som kun bliver desto mere vanskelig, da en strejke lammer byen. Vi har den skingre, nærmest jagende musik, der får os til at gispe efter vejret.
Endelig kan vi se film sammen igen – og tale om dem
Dokumentarfestivalen Human i Oslo tematiserer tidens store emner – corona, klima og køn – alt imens festivalen giver en unik chance for dialog og menneskemøder.
Kunne vi dog bare blive inde i den røde Saab
Drive My Car er en sindrig og sofistikeret adaption af en Haruki Murakami-novelle, men også en mere grandios og kompleks fortælling end Murakamis lille og meget ligefremme novelle.
Man gør ikke sådan noget mod et barn
Verdens smukkeste dreng er en dragende skildring af berømmelsens skygge og et følsomt portræt af menneskelig sårbarhed.
Seks virkeligheder i Amsterdam
Om at være en mærkværdig padde, en spilafhængig gamer og meget andet på dokumentarfestivalen IDFA i Amsterdam, hvor virtuelle verdener byder sig til.
Biler og brandmænd
Ved første øjenkast er Cannes-vinderen Titane blot en sensationslysten, bizar liderlighedsøvelse, men noget helt andet åbenbarer sig, når vi åbner motorhjelmen.
En mand der skræller et æble
Græske Apples udforsker identitet og hukommelsestab med en sort, lettere absurd humor, men det bliver ret meget æbleskrælleri.
På hudens overflade
I vor tid kan varer bevæge sig mere frit end mennesker. The Man Who Sold His Skin udforsker denne idé, med flygtningens hud som sit lærred.