Filmene på HUMAN-festivalen i Oslo har fællestræk i det relevante og det virkelighedsnære. Men de agerer på forskellig vis i et spektrum fra aktualitet over aktivisme til refleksion.
Hlynur Pálmason har med Vanskabte Land søsat et sælsomt dragende menneskeportræt. Filmens plot vakler, men formsproget holder værket oven vande.
Eminent komponerede billeder udgør rammen i bolivianske Utama, der på kløgtig vis tematiserer traditionelle livs mulige undergang.
Kurdwin Ayub har med Bak sløret begået et energisk ungdomsportræt, fyldt til overflod med TikTok-videoer.
Ali Abbasi har med Holy Spider forsøgt at lave en skarp kritik af Iran og dets styre. Desværre lykkes filmen ikke med denne mission.
Rig bliver fattig og rig igen i Ruben Östlunds vulgært dekadente Guldpalme-vinder Triangle of Sadness.
Ennio: The Maestro er en rendyrket hyldest til det musikalske geni Ennio Morricone. Dokumentarens snakkesalighed går dog på bekostning af et dybere favntag med det musikalske.
Vortex er en hyldest til kærligheden. Den forfalder aldrig til det patetiske, men besidder derimod samme kraft og visdom, som et livslangt ægteskab.
Isabelle Huppert er eminent i hovedrollen som plaget politiker i den særdeles dialogdrevne Løftene, der gransker hvordan det politiske spil altid kræver ofre og altid har en slagside.
Grandmother er et følsomt, tidvis patetisk, portræt af en kynisk, ældre kvinde og hendes barnebarn.
Jacques Audiards seneste værk er rodfæstet i de mest fremherskende fordomme om fransk film, men formår ikke desto mindre at virke forfriskende og dragende.
En enlig mor i Paris kæmper sig igennem en strabadserende hverdag, som kun bliver desto mere vanskelig, da en strejke lammer byen. Vi har den skingre, nærmest jagende musik, der får os til at gispe efter vejret.
Dokumentarfestivalen Human i Oslo tematiserer tidens store emner – corona, klima og køn – alt imens festivalen giver en unik chance for dialog og menneskemøder.
Drive My Car er en sindrig og sofistikeret adaption af en Haruki Murakami-novelle, men også en mere grandios og kompleks fortælling end Murakamis lille og meget ligefremme novelle.
Verdens smukkeste dreng er en dragende skildring af berømmelsens skygge og et følsomt portræt af menneskelig sårbarhed.
Om at være en mærkværdig padde, en spilafhængig gamer og meget andet på dokumentarfestivalen IDFA i Amsterdam, hvor virtuelle verdener byder sig til.
Ved første øjenkast er Cannes-vinderen Titane blot en sensationslysten, bizar liderlighedsøvelse, men noget helt andet åbenbarer sig, når vi åbner motorhjelmen.
Græske Apples udforsker identitet og hukommelsestab med en sort, lettere absurd humor, men det bliver ret meget æbleskrælleri.
I vor tid kan varer bevæge sig mere frit end mennesker. The Man Who Sold His Skin udforsker denne idé, med flygtningens hud som sit lærred.
Supernova er særdeles vellykket i sit intime portræt af kærligheden og den sygdom, der spolerer det hele.
På dokumentarfilmfestivalen i Zagreb finder vi stærke skildringer af samfundsrelevante problemstillinger. Til gengæld er pandemien stort set fraværende.
The Book of Vision udnytter på dragende vis konflikten mellem to menneskesyn i lægekunstens historie.
First Cow er en atypisk western, hvor observationer af hverdagslivet er mere dragende end selve plottet.
Herself er en sympatisk beretning om en enlig mors kamp, funderet i en virkelig boligkrise i samtidens Dublin, hvor hen ved ti tusind mennesker kæmper med at finde en varig bolig.
Er man nysgerrig på mennesket i al sin mærkværdige mangfoldighed, er dokumentarfestivalen HUMAN i Oslo et godt sted at opholde sig.