Filmisk set – august
En film gik for nylig stort set ubemærket hen i de skandinaviske biografer. Publikumstallet var begrænset og de fleste anmeldelser lunkne. Ikke desto mindre er filmen værd at beskæftige sig med, fordi den på eksemplarisk vis illustrerer en velkendt debat, når det gælder filmmediet. Vi kunne måske kalde det hvidhedsdebatten. Filmen, jeg forsøger at nærme mig, er den amerikanske Ghost in the Shell med Scarlett Johansson i hovedrollen. Værket baserer sig på en berømt japansk manga-tegneserie fra 1989, og valget af den kridhvide arier Scarlett Johansson faldt en del for brystet, for hvordan kunne man sådan hvidvaske et gennemført japansk afsæt? Det interessante var, at de mest markante kritikere kom fra det vestlige, især det amerikanske filmmiljø. Amerikanske anmeldere og flere filmforskere har kritiseret filmen for at udøve racistisk virksomhed og underkende mennesker med asiatisk baggrund. Marc Bernardin fra Los Angeles Times proklamerede således at «the only race Hollywood cares about is the box office race», og pointerede dermed de økonomiske bevæggrunde til at vælge Johansson. En underskriftindsamling mod hvidvaskning søsat af en amerikansk biografgænger mobiliserede hurtigt over 110 000 underskrifter og et væld af hadske kommentarer, sådan som online-kampagner jo har det for vane. De japanske kritikere og biografpublikummet, som ytrer sig på blogs, var derimod stort set helt og aldeles ligeglade. Flere anmeldere var ligefrem begejstrede over valget af Johansson, da de læste det som en blåstempling af manga-værket, mens andre bemærkede, at Johansson ville fungere som perfekt PR for japansk kultur, hvor paradoksalt det så end kan lyde. Hvorvidt de vestlige indsigelser blot er udtryk for politisk korrekthed, eller om man vitterligt mener, at filmen har racistiske tilbøjeligheder, afhænger naturligvis af flere elementer. Dog vil jeg mene, at man faktisk kan forsvare casting-valget, hvis man ser nærmere på plottet. Scarlett Johansson-karakteren er nemlig en cyborg, hvis originale krop er blevet erstattet. Man kunne således godt forestille sig, at karakteren har fået en hvid krop. Endvidere er Johansson dels kendt i Japan på grund af især filmen Lost in Translation og dels er japanske kvindeidealer typisk også orienteret mod et vestlig udseende. Dette kan naturligvis siges at være en slem rest fra forhistorien mellem USA og Japan, samt udtryk for latent racisme, men som ikke desto mindre kan være med til at forklare, at så få japanske stemmer var kritiske overfor castingen. Alt dette er naturligvis blot én tolkning, og det er ligeledes klart, at de amerikanske filmproducenter – som Bernardin var inde på – primært har valgt Johansson, fordi hun er garant for indtjening og ikke fordi hun kan passe ind i plottet. Det har producenterne i øvrigt haft helt ret i, da filmen, som havde et budget på 110 millioner dollar, i skrivende stund har indtjent mere end 160 millioner dollar på verdensplan. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.