Filmisk set – juni
Det er ikke så længe siden, at jeg her i spalterne skrev om den arkivbaserede filmtype. Siden da har jeg af uvisse grunde stødt på en række filmværker, hvor arkivet er drivkraften. Nogle nye, en del ældre. Blandt de ældre titler er Mondo Cane. For nogle vil titlen nok lyde bekendt, da det er en film, som på mange måder deler vandene. Nogle vil kalde Mondo Cane for usmagelig, sensationslysten og pervers, mens andre finder den original, tankevækkende og nytænkende i både form og indhold. Filmen fik premiere i Cannes i 1962 og tiltrak sig hurtigt et stort publikum. Den blev mestendels haglet ned af kritikere, men folk ville se den. Nok især fordi der gik rygter om mange groteske, aparte og voldelige scener. Set med vores blik er filmen en anelse bedaget og ikke just så provokerende, som den må have virket i 1962, men der er bestemt fortsat noget dybt interessant ved den. Måske kan man anskue Mondo Cane som en antropologisk mosaik. Filmen består af en række scener fra rundt omkring i verden, der alle på en eller anden måde tematiserer især menneskets forhold til dyr, men også menneskenes forhold til hverandre. En del af materialet er arkiv, andre deler er skabt til lejligheden, og ofte er man i tvivl hvorvidt det er iscenesatte, konstruerede optagelser eller ej. Pludselig ser vi eksempelvist en kvinde fra et stammesamfund, der ammer en gris. Man overraskes, fordi det strider mod de normer, vi er vant til. Scenen er et eksempel på, at Mondo Cane er etnografisk mangfoldig og måske mest af alt ønsker at fremvise verdens virvar af forskellighed og dermed også pointere det meget relativistiske element, der er i et begreb som normalitet. Et stærkt formgreb i filmen er krydsklipningen. Eksempelvis går vi fra en scene, der viser hvordan amerikanske pensionister tager hen til en dyrekirkegård for at begrave og mindes sine afdøde kæledyr, til en scene i Formosa, hvor man opdrætter hunde med henblik på at spise dem. Et andet krydsklip går mellem tvangsfodring af foie gras-gæs i Frankrig til tvangsfodringen af nogle lokale skønheder i et stammesamfund på Papua Ny-Guinea, hvor de mest smukke kvinder fodres, indtil de når en vægt på 120 kilo, hvorefter de tilbydes den lokale høvding som dronninger. Det er givetvist særpræget og nogle steder tiltænkt provokerende, men det er også en film, der er med til at udfordre vores vanlige tankemønstre og få os til at forholde os til kategorier såsom kropsidealer og forholdet mellem mennesket og dyret. Filmens voice-over er skiftevis humoristisk og næsten sørgmodig, enkelte steder en anelse fordømmende, men mestendels holder både fortælleren og filmen som helhed sig fra at tage stilling. Det er op til os. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker. Mondo Cane kommer i en række forskellige udgaver, heriblandt en dvd-udgave fra Another World Entertainment.