Biler og brandmænd
Ved første øjenkast er Cannes-vinderen Titane blot en sensationslysten, bizar liderlighedsøvelse, men noget helt andet åbenbarer sig, når vi åbner motorhjelmen.
Filmisk set – mai
Filmfestivalen i Cannes står for døren. Trods streamingtjenesternes fremmarch, online-festivaler og virtuelle filmfællesskaber tilbyder festivalen i Cannes stadig et væsentlig indspark i filmens verden. Når man fjerner alle lagene af glamour, rosévin og røde løbere, kan vi fortsat få øje på mange af de værker og de strømninger, der tegner filmkunsten i disse år. Da filmudvalget blev præsenteret i april, blev det for en stund tilsidesat grundet en diskussion om festivalens plakat. Sagen var nemlig den, at plakatdesigneren havde retoucheret et ældre fotografi af skuespillerinden Claudia Cardinale på en sådan måde, at hendes lår og hendes talje var blevet gjort tyndere. Den slags må man ikke, i al fald ikke i følge de feministiske debattørrer, der mente, at det var krænkende, ikke kun overfor Cardinale, men overfor kvinder generelt, der nok engang skulle udsættes for mandens blik og tilpasses et tidstypisk skønhedsideal. Miseren falder ind i hvad vi næsten kan kalde en tradition for sexistisk og kønsdiskrimerende ageren i Cannes. Vi så det således også forrige år i form af den såkaldte high heel-gate, hvor en række kvinder blev nægtet adgang til den røde løber, fordi de ikke havde høje hæle på. På den måde er festivalarrangørene egentlig selv skyld i, at opmærksomheden på selve filmene bliver udfordret. Men lad os nu vende blikket mod filmene og glemme festivalens uheldige opførsel for en stund. I hovedkonkurrencen skal 18 film dyste om de gyldne palmer, og her bider man især mærke i nye værker fra Michael Haneke, Todd Haynes og Fatih Akin. Hvis jeg skal være helt og aldeles egoistisk er det især Hanekes kommende værk, jeg imødeser med spænding. Filmen hedder på klassisk Haneke-manér Happy End og tager favntag med den aktuelle flygtninge- og migrationskrise i Europa. På rollelisten finder vi blandt andre Isabelle Hupert og Jean-Louis Trintignant, som også spillede med i Hanekes Amour fra 2012. Også Sofia Coppola er tilbage med spændende nyt. Selvom det er tale om en remake af 1971-filmen The Beguiled (Don Siegel) skal Coppola nok få noget interessant ud af beretningen om en såret soldat, der forfører kvinderne omkring sig. Den skotske filmskaber Lynne Ramsay er også repræsenteret på festivalen med filmen You Were Never Really Here, der faktisk ikke engang var færdig, da festivaldirektør Thierry Frémaux udtog den til hovedkonkurrencen. Streaming-giganten Netflix er som bekendt også begyndt med filmproduktion og i år har selskabet hele to film med i hovedkonkurrencen, henholdsvist komedien The Meyerowitz Stories af Noam Baumbach (der kan være god, men bestemt også det modsatte) samt fantasy-fortællingen Okja af koreanske Bong Joon-Ho. Afslutningsvist bør det også nævnes, at hele to tv-serier er at finde i Cannes, dog ikke i selve konkurrencen (trods alt!). Det drejer sig dels om Jane Campions Top of the Lake samt to afsnit fra David Lynch sin opfølger til kultserien Twin Peaks. Så vi har altså at gøre med auteurer, som i den grad har slået deres navn fast i filmmediet, men det er dog fortsat lidt af et epokegørende skridt, som festivalen her har taget. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker