fordele og ulemper ved en historie for kunsten

Årets documenta viderefører den kosmopolitiske linje fra forrige documenta, med kraftig emfas på kunsten i globaliseringens tidsalder. Intet værk og ingen grupp af værker kan siges at gøre status eller pege i hvilken retning kunsten er på vej. Værkerne er ikke hængt monografisk efter kunstner, heller ikke tematisk efter genre, emne eller stil, men snarere «rytmisk». Det viser sig være et greb som sætter kunstens og kunsthistoriens situation på sin spids. De fleste udstillede værker synes at datere sig fra tiden omkring 1955-75 udført av mindre kendte kunstnere. Det vi kan iagttage er et konsekvent forsøg på at omlægge den eurocentrisk-vestlige kunsthistorie. Documenta 12 kommer ikke at lykkes med at skrive en ny fortælling for kunsten, eftersom vi beskuere ikke kan have at det skal lykkes, men det er stadigvæk det bedste forsøg på omlægning vi nogensinde har set indenfor kunstvæsenet selv.

Nyt kunstpolitisk terræn

I væsentlig mindre grad henvender udstillinger sig til besøgernes kunstbetragtninger for i højere grad at appelere til en total kunstoplevelse. Kunstnere som Olafur Eliasson, der producerer værker som såvel formelt som konceptuelt, passer som fod i hose til den nye autonome museumsarkitektur. Hvad sker med arkivet, hvis kunstsamlinger cirkulerer som bevægelig kapital? I dag er det temmelig irrelevant at tale om «det originale verk» - værkerne gebærder sig snarere som software. Sammen med Getty Images Inc. ejer Bill Gates sitt Corbis de digitale rettighederne til så godt som ethvert verk med reproduktionsværdi.

Noen problemer med samtidskunsten

Den 4. januar gik Pierre Pinocelli løs med en lille metalhammer på Marcel Duchamps Fountain i Centre Pompidou i Paris. Ikonoklasme, eller vandalisme af kunst, har altid eksisteret parallelt med kunst. Det skal derfor heller ikke forbavse os at det var en kunstner som gik løs på Fountain. Det er nemlig typisk kunstnere som vandaliserer andres kunst

Kunstværkets skygge

I en interviewbog med Marcel Duchamp spørger Pierre Cabanne en gang hvorvidt han har beskæftiget sig med nogen form for kunstnerisk arbejde under de tyve somrer han har tilbragt i Cadaqués. Duchamp svarer bekræftende, at han hvert år monterer en markise som tillader ham at sidde i skyggen. Duchamp kunne godt lide skygge. Lad os modstille denne «værkbeskrivelse» med den, som ligger til grund for at Marcel Duchamps urinoir, Fountain fra 1917. For ganske eksakt et år siden, i en afstemning blandt 500 af kunstverdens aktører i England, blev det udnævnt til århundredets vigtigste kunstværk. Valget er – ganske modsat

Radikal subjektivisme

Nobelprisvinderen i litteratur 2004, østrigeren Elfriede Jelinek, skriver prosa, der går ret imod Østrigs selvforherligelse. Jelinek bruger selv betegnelsen «pornografi» om sit forfatterskab, men måske er det rettere obskøne værker, der råber såvel «hold kæft» som «gør hvad de vil».