Rwanda

Den internationale blindhed

En million døde på 100 dage og verden skulle ikke have vidst noget derom?

Posted on

Siden uafhængigheden i 1962 vidste alle de, som interesserede sig for Rwanda, at ilden ulmede. Allerede i 1959 fordrev hutuerne med assistance fra belgierne, som havde valgt at satse på den etniske majoritet, mere end 300.000 tutsier. Rwandas Patriotiske Front (RPF) var en politisk-militær organisation, hvis engelsktalende medlemmer var flygtninge i Uganda og kæmpede derfra for at kunne vende tilbage. Fra og med RPF’s indtræden i krigen i oktober 1990 fulgtes deres fremgang med massakrer på tutsier.

I oktober 1993 blev en række fredsaftaler underskrevet i Arusha i Tanzania under pres fra pengedonorerne. De imødeså oprettelsen af en overgangsregering, hvor RPF ville være repræsenteret sammen med den politiske opposition. En FN-fredsstyrke skulle garantere freden. Det var kun de udenlandske diplomater, som dengang var optimistiske. I en sådan grad, at Sikkerhedsrådets medlemmer vurderede, at en detachement på 2548 mand var tilstrækkelig – i stedet for de 4500 som den øverstbefalende for FN’s mission i Rwanda (UNAMIR), den canadiske general Romeo Dallaire, havde forlangt – og indskrænkede dens mandat til kapitel VI i FN-chartret, som forbyder brugen af våbenmagt. Tillige er det sandt, at Rwanda, som er fattigt og tilsyneladende uden nogen strategisk interesse, blev ramt af efterspillet af USA’s nederlag i Somalia nogle måneder tidligere og at ingen, udover belgierne og franskmændene, rigtigt ønskede at engagere sig dér.

Alligevel skortede det ikke på foruroligende signaler. Regimets hårde tilhængere havde slået sig sammen for at kunne opstarte Radio-Television Mille Collines, som rakkede fredsaftalerne ned og sendte en hadsk propaganda imod RPF, tutsier i almindelighed og den belgiske deling, som blev beskyldt for at have taget part til fordel for RPF. Fra og med oktober 1993 rekrutteredes titusindvis af unge hutuer til de lejre, som man kunne skimte langs vejen, dér blev de trænet i håndteringen af skydevåben og macheter. Hvordan kunne det samarbejdende belgiske og franske militær, som holdt deres regeringer informerede om de mindste troppebevægelser, ignorere denne mobilisering?

På denne tid blev de tilkendte kreditter fra Verdensbanken ligeledes omdirigeret til indkøb af skydevåben og hakker. Takket været Crédit Lyonnais’s kreditgarantier, havde Egypten klaret adskillige leverancer af våben og ammunition. I oktober 1993 bidrog tutsiske militærfolks mord i Burundi på den lovligt valgte hutupræsident Melchior Ndadaye til en tilspidsning af spændingerne i Rwanda.

I januar 1994 forvandledes mistanken til vished, da en informant bekræftede overfor UNAMIR, at alle tutsier var blevet behørigt registreret. Informanten beskrev træningen af Interhahamwe (de, som dræber sammen), oprettelsen af våben- og ammunitionslagre og leverede beviset for sine påstande, da han førte FN’s blå hjelme til et våbendepot i kælderen under præsidentens partihovedsæde. Han understregede ligeledes de trusler, som hang over de belgiske blå hjelme.

Men det kodede telegram, som general Dallaire sendte til New York den 15. januar, hvori han bad om tilladelse til at optrævle våbenlagrene, mødtes ikke af det forventede svar: afdelingen for fredsbevarende operationer, som i perioden ledtes af Kofi Annan, forbød ham enhver indgriben. Oven i alt dette bragte de vestlige ambassadører problemet på banen overfor præsident Juvénal Habyarimana, mens sidstnævnte på samme tid benægtede fakta og lod våbnene distribuere til alle landets kommuner.

Trods advarslerne fra den belgiske udenrigsminister Willy Claes, da denne var i Kigali i februar. Trods mordet på Félicien Gatabazi, minister for offentlige arbejder og formand for det socialdemokratiske parti. Trods brevene til general Dallaire fra flere højtstående officerer, der røbede en «machiavellisk plan». Trods mangedoblingen af attentater og den næsten håndgribelige stigning af volden, ændredes der på intet. UNAMIR’s mandat forandredes ikke og Sikkerhedsrådet nøjedes med at udtrykke dets «bekymringer» den 17. februar.

Attentatet (bag- og gerningsmænd er fortsat ukendte) mod præsident Habyarimanas fly den 6. april 1994 blev startskuddet på folkemordet. En målrettet mordkampagne – planlagt over flere måneder og omhyggeligt udført – mod kendte, moderate hutuer og simple borgere af tutsisk ophav blev fremstillet som «udtryk for folkets vrede» som følge af mordet på statsoverhovedet. FN-styrkerne var på det tidspunkt spredt ud over landet, de manglede våben og tropper. Da general Dallaire og hans assistent Luc Marechal erfarede om morgenen den 7. april, at ti belgiske blåhjelme med ansvar for beskyttelsen af premierministeren var i vanskeligheder i Kigali, blev spørgsmålet om at komme dem til hjælp end ikke rejst.

Mens ligene blev samlet op af renovationsvognene, mens dræberkohorterne gennempløjede byen, mens general Dallaire forlangte forstærkninger, handlede det især om at evakuere udenlandske statsborgere. Med det mål for øje afsendte franskmændene i hast en styrke på 450 mand, belgierne sendte 450 faldskærmssoldater og yderligere 500 til Kenya, 80 italienere tilsluttede sig operationen, mens 250 amerikanske rangers befandt sig i Burundi. Hvis de havde fundet fælles fodslag med UNAMIR, så havde disse vestlige tropper uden tvivl kunne dæmme op eller blokere for massakrerne i Kigali, lukke den ekstremistiske radio og gennemtvinge en våbenhvile. Men efter ordrer fra deres regeringer begrænsede disse styrker sig til en mission, der undsatte udenlandske borgere, mens de overlod civile tutsier, inklusiv blandede ægtepar, ambassadeansatte, herunder personalet på det franske kulturcenter, og de dusinvis af tutsier, som havde søgt om beskyttelse under FN, til deres skæbne. De blå hjelme overlod man ligeledes til deres egen afmagt. Efter ordre fra den franske præsident François Mitterrand, sørgede franskmændene dog for at præsident Habyarimanas enke, som hørte til i de «hårdes» klan, og nogle af regimets kendte personer bragtes i sikker forvaring.

Rwanda var dog endnu ikke fuldstændig overladt til sig selv. Men efter at ti blåhjelme chokerende var blevet dræbt, bekendtgjorde den belgiske udenrigsminister Willy Claes den 12. april overfor FN’s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, at den belgiske styrke i UNAMIR snarligt ville trække sig ud og han kastede sig ud i en diplomatisk aktion for at overtale de øvrige lande til det samme.

På denne tid var Rwanda et ikke-permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd, og deres repræsentant havde tilknytning til ekstremisterne. Repræsentanter for regeringen blev officielt modtaget i Paris. Frankrig leverede fortsat våben via Goma til Nord Kivu. Amerikanerne og briterne modsatte sig konstant troppeforstærkninger til UNAMIR, som om det eneste vigtige var intet at gøre. Den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright sørgede i øvrigt for at forbyde brugen af termen «folkemord», fordi det indebar en forpligtelse til at gribe ind, og mod slutningen af april talte Boutros Boutros-Ghali stadigvæk om en «borgerkrig». Den 21. april valgte Sikkerhedsrådet med dets resolution 912 at reducere FN-styrken i Rwanda, som kom til at tælle mindre end 500 blåhjelme. Denne sidste FN-styrke var uden føde, uden ammunition og uden køretøjer, ja, uden drikkevand. De var ude af stand til at redde de civile, der anmodede om beskyttelse eller hjælp, selvom de modigt og med succes gennemførte flere undsætningsoperationer.

Når pressen interesserede sig for Rwanda, så var det for at få optagelser af de lig, som flød på Viktoriasøen ud for Ugandas bredder, eller for at følge den masseudvandring af hutuer der – efter at have begået deres forbrydelse – var flygtet mod Tanzania for at undslippe gengældelsen.

Lang tid før dette var Philippe Gaillard (på vegne af Røde Kors’ Internationale Komite), Læger uden Grænser (hvis ledelse og syge var blevet massakreret i Butare) og general Dallaire selv fremkommet igen og igen med frygtelige vidnesbyrd, med råb om hjælp. Det var først den 11-12. maj, hvor FN-kommissæren for menneskerettigheder, José Ayala Lasse, ankom til skuepladsen, at han endelig brugte termen: folkedrab. På dette tidspunkt talte pressen i dets store flertal stadig om «interetniske massakrer», om «stammekrige». Alt imens myrderierne var sat i gang og organiseret af den indsatte overgangsregering, som forordnedes efter Habyarimanas død. Rwanda blev beskrevet som en «sammenbrudt stat», nedkastet i en form for barbarisk anomali. Som om man for enhver pris måtte overføre klicheen om Somalia som dette særdeles hierarkiserede land, hvor borgerne har for vane at adlyde de ordrer, som kommer oppe fra…

Det er først i juni, at tragedien begynder at gøre indtryk på opinionen. På trods af amerikansk modstand endte Sikkerhedsrådet med at stemme for et forstærket UNAMIR 2, men FN fandt hverken soldaterne eller pengene til at få missionen op at stå. USA blev forespurgt, om de kunne levere køretøjer og panservogne, de forventede at blive betalt forud… Hvad RPF angik, så rykkede de langsomt men sikkert frem mod Kigali. De snuppede deres modstandere og disses ofre i en knibtangsmanøvre; de vurderede, at en udenlandsk intervention efterhånden var formålsløs.

Ikke blot fordi de fleste tutsier allerede var døde, men i endnu højere grad fordi de ikke var indstillede på at lade sig frarøve deres sejr. Da var det, at Frankrig tog initiativet: den 22. juni fik det Sikkerhedsrådets tilladelse til at iværksætte en operation under kapitel 7, som tillader brugen af våbenmagt.

Det var for sent at redde de hundrede tusinder af civile, som var forsvundet i løbet af de første uger af folkemordet, og kun 10.000 til 15.000 personer havde kunnet samles i lejrene i Nyarushishi og Bisesero, men det var endnu muligt at forsøge at redde den midlertidige regering. Sidstnævnte modtog entusiastisk franskmændene, idet de håbede, at Operation Turquoise ville sinke RPF’s fremrykning og gennemtvinge en forhandling om en opdeling af territoriet. Men RPF’s hurtige fremrykning og i sidste ende stemningen i befolkningen bevirkede, at den franske regering blev delt i spørgsmålet. Overfor militæret, som ville «knække rygraden på RPF», og som ikke lagde skjul på deres solidaritet med deres tidligere hutuske våbenbrødre, «de fransktalende», som de havde uddannet og udstyret, stod Edouard Balladur, som besluttede at mindske de militære ambitioner for Operation Turquoise. Det franske militær var forpligtet til at tage kontakt med RPF og måtte stille sig tilfreds med i den vestlige del af landet at skabe en «sikker humanitær zone», hvorhen alle de ekstremistiske grupper såvel som den midlertidige regering efterfølgende blev stævnede, området rummede således millioner af civile hutuer.

Franskmændene var ude af stand til at forhindre talløse massakrer i området. De forsøgte ikke at afvæbne militær- og militsfolk. De passede omhyggeligt på ikke at arrestere de ansvarlige bag folkemordet, som efterfølgende søgte tilflugt i Zaire og forbød ikke Mille Collines-radioens hadske udsendelser. Franskmændene havde taget kamphelikoptere, Jaguar- og Miragefly, hundrede panservogne og morterer, men for få lastvogne og medikamenter, hvorfor de stod magtesløse overfor en koleraepidemi, som brød ud i Goma og slog mere end 40.000 hutuflygtninge ihjel.

Med franskmændenes tilstedeværelse og de nye bekvemme kommunikationskanaler kom pressen – langt om længe gjort modtagelige for tragedien i Rwanda – såvel som de humanitære organisationer også til gerningsstedet. De nye magthavere måtte indrette sig i en uafviselig udørk: statsfunktionærerne var flygtede med sagsakter, køretøjer og bankindskud, 300.000 forældreløse børn strejfede rundt i landet. Men det internationale samfund viste uvilje imod at gribe ind og hjælpe RPF. Nogle gav dem skyld for det «dobbelte folkemord», andre forlangte, at regimet gav en «forsoningsløn», alt imens ligene fortsat fyldtes i massegrave.

På trods af sine gode forbindelser til USA og Storbritannien kostede det i virkeligheden RPF dyrt at have erobret magten i et frankofont land uden at have opnået de gamle kolonialmagters samtykke.

Tilstedeværelsen af mere end to millioner hutuflygtninge i Kivu-lejren, som blev ledt af bagmændene bag folkemordet og fik fødevaremidler gennem den humanitære hjælp, bidrog til varigt at destabilisere regionen. Efter forgæves at have forlangt overfor FN’s organer at flytte den trussel, som lejrene udgjorde for landet, indledte Paul Kagame, som sad i spidsen for RPF, i oktober 1996 en offensiv rettet mod at forhindre de rwandesiske flygtninges tilbagevenden ved at sprede dem over det umådeligt store Zaire (som senere er blevet til den Demokratiske Republik Congo).

Det internationale samfund havde været ude af stand til at forhindre et planlagt og bebudet folkemord og assisterede snart efter til endnu et skridt i tragedien. Syv måneder senere omstyrtedes marskal Josef Désiré Mobuto, som blev understøttet til det allersidste af franskmændene, af Laurent Désiré Kabila og hans rwandesiske og ugandiske allierede. Indtil en ny krig brød ud i 1998, var rwandaerne konstant på jagt efter Interhahamwe-folk på flugt og hengav sig samtidig med, sammen med deres ugandiske allierede, til udplyndring af Congos ressourcer. Til folkemordets én million døde fulgte der yderligere tre millioner forglemte congolesiske ofre – tilfangetagne af krigen, af udplyndringen af naturressourcerne og af en guds- og menneskeforladt magtkamp mellem frankofone og anglofone lande om kontrollen af hjertet af Afrika.


Linda Merlvern, A people betrayed, The Role of the West in the Rwanda?s Genocide, Zed books, London, 2000. Gerard Prunier, The Rwanda Crisis: History of a Genocide, C Hurst & Co., 1998.
Romeo Dallaire, Shake Hands with the Devil: The Failure of Humanity in Rwanda, Random House of Canada Ltd., 2003. Læs mere på: www.willum.com/dansk/rwanda/index.htm
Allison Desforges, «Leave None to Tell the Story. Genocide in Rwanda.», en Human Rights Watch Rapport, 1999. Find den under: www.hrw.org/reports/1999/rwanda/

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver