Ifølge Slavoj Žižek er det misforstået at ville afgøre om den slovenske post-punk gruppe Laibach (den tyske besættelsesmagts navn for hovedstaden Ljubliana) er fascister eller ej. For Laibach lader sig ikke placere i etablerede politiske og kulturelle kategorier, tværtimod indtager gruppen bevidst en gennemført tvetydig position, der igen og igen aggressivt konfronterer os med dette spørgsmåls paradoksale umulighed og derigennem tvinger os til at revurdere selvsamme kategorier. Og som sådan udgør Laibachs hybride værk (musik, koncerter, objekter, plakater og medieoptrædner) et symbolsk potent og konceptuelt sofistikeret udsagn, en radikal skizofren forhørsmaskine, der inkarnerer det allermest skræmmende og fascinerende ved politisk kultur.
Alexei Monroes Interrogation Machine gennemgår med både kontekstuel og faktuel grundighed historien om Laibach fra de i de tidlige 80-ere blev forbudt at optræde i hjemlandet (officielt pga. deres navn) over deres storstilede Kapital-tour, hvor de blandt andet med reference til Malevich lagde sorte kvadrater ud på Den Røde Plads i Moskva til 2003-opusset We Are Time, hvor de synger: (…)
Denne saken er forbeholdt våre abonnenter. Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
