Homo acrobaticus

«I de sidste årtier har interessen for sultekunstnere været i stærk tilbagegang.» Slik innledes den berømte fortælling Sultekunstneren af Franz Kafka. Da sultekunstneren aner at det lakker mod enden bekender han sig overfor sin opsynsmand: «Hele tiden ville jeg have jer til at beundre min sultekunst», sier sultekunstneren. «Vi beundrer den skam også,» sier opsynsmanden imødekommende. «Men I skal ikke beundre den,» insisterer sultekunstneren. «Hvorfor skal vi da ikke beundre den?» spørger opsynsmanden. «Fordi jeg må sulte, jeg kan ikke andet,» svarer sultekunstneren. «Fordi jeg ikke kunne finde den spise som jeg kan lide. Havde jeg fundet den, tro mig, jeg ville ikke have vakt den mindste opsigt, men spist mig mæt som du og alle andre.»1

Sultekunstnerens ord «I skulle ikke beundre den», kalder den tyske filosof Peter Sloterdijk for «sidste århundredes største europæiske spirituelle proklamation» i Du Musst dein Leben ändern.2 Sultekunstneren adlyder ikke længere nogen Gud, men udelukkende sin egen aversion mod at konsumere den føde der stilles til hans rådighed. Hans storhed, eller det som står tilbage, er ikke ophøjet askese men hans praksis, hans øvelsesform. «Kafka’s eksperiment består i at teste den sidste religion ved at holde alt det, der tidligere karakteriserede den ude: Hvad der bliver tilbage er kunstens øvelse (kunstnerens øvelser).» Sultekunstneren fortæller os at mennesket, ufærdigt og svækket og uden en historisk eller biologisk skæbne, er dømt til at træne, ikke for at gøre sig fortjent til Gud, men for at udholde og udfolde livet.

I Du Musst dein Leben ändern rejser Sloterdijk spørgsmålet om en ny positiv formulering af humanismen i dag er mulig. Han tager tråden op fra sin kontroversielle artikel «Regler for menneskeparken» (1999) hvor han foreslog, at humanismens funktion og essens må konfrontere dels tæmning af mennesket gennem «antropoteknikker» og dels en venskabsbaseret kommunikation i skriftens medium. I stedet for Kants spørgsmål: «Hvad er mennesket?» stiller Sloterdijk spørgsmålet «Hvor er mennesket?». Mennesket er nemlig altid på vej. Ikke et bestemt sted hen, snarere er dette «på vej» navnet på en praksis, som knopskyder i en evig begyndelse altid rettet mod nye livsformer. Mennesket er det dyrelignende væsen der uophørligt ankommer til verden. En sådan antropoteknikkens humanisme vrister sig fri fra jagten på en menneskelig natur for snarere at forstå mennesket som uløseligt forbundet med dets kapacitet til at skabe forbindelser, praktiseret gennem teknikker for selvtæmning og selvopdrættelse.

I Du musst dein Leben ändern fortsætter han denne undersøgelse af selvtæmning og selvopdrættelse, men nu med fokus på mennesket som øvelsesvæsen. Øvelsen defineres som «enhver handling som gennem sin gentagelse øger eller opretholder evnen til at udføre den samme egenskab igen.» Sultekunstneren sætter denne øvelsespraksis på spidsen: Der er ingen Gud eller ideal at sigte mod og alligevel må man fortsætte. Hvordan fortsætter man? Kun ved at øve sig.

Det autentisk-prøvende menneske

Teknikker for at ændre sit liv er ikke religionserstatning eller spirituel frelse. Sloterdijk flirter med østerlandsk visdom og parisisk eksistenstænkning, men træder ud af den kirkegaardske inderlighed og den sartreske melankoli og formulerer i stedet en filosofi for selve livskunsten. Der er tale om at opfatte praksis som en grundkategori for at blive og forme et selv. Sloterdijk skriver sig ind i en tradition hvor menneskets frihed er forbundet med en reflekterende praksis. Tankegangen er nært beslægtet med Michel Foucault, for hvem friheden er den ontologiske betingelse for etikken, samtidig som etikken er den reflekterende form, som friheden antager: Jeg er først helt fri når jeg praktiserer friheden. Erkendelser om frihed og moralsk dømmekraft er forbundet med måden vi forholder os til og italesætter vores begær, vores måde at sanse og erkende på, det som Foucault omtaler som praksis. Sloterdijk udvider perspektivet på øvelsens livskunst og gør det til en totaliserende grundkategori for eksistensen, noget der til tider gør det vanskeligt at placere hans projekt.

Man kan angribe Sloterdijk for at ville skrive en ny fortælling om det humane uden moral, men som ren poetik. Man kan angribe ham for aldrig at tage stilling til noget konkret, aldrig at virkelig sætte noget på spil, men udelukkende spille den underspillede hundekynikers frække og kække ækvilibristiske ordleg. Man kan angribe ham for en berøringsangst overfor smerte, konfliktualitet og antagonismer der netop vil kræve en konfrontation med denne verdens problemer og anliggender og dermed stille krav om en anden type af affirmativ kritisk tænkning. Men Sloterdijk nægter konsekvent at tale om humanisme og etiske normer, og stiller i stedet krav om en nødvendig indstilling for det moderne menneske som et mere human-øvende, mere autentisk-prøvende, mere tålmodig og måske et mere etisk dyrelignende væsen.

Træningsmennesket

Afsættet er for Sloterdijk ikke længere den græsk-romerske tænkning eller middelalderkulturen. Hverken antikkens bygninger eller middelaldermunkenes klostre tilvejebringer i dag det nødvendige eksistentielle tilflugtsrum. Antikken og middelalderens forsøg på at dele de menneskelige handlinger op i enten vita activa eller vita contemplativa var møntet på munkenes livsform der usynliggjorde den praktiske side ved livet. En livsform hvor bønnen og den spirituelle søgen og frelse var adskilt fra det verdslige liv.

«I det øjeblik vi tvinger øvelsesformerne ind i en sondring mellem teori og praksis eller mellem aktivt og kontemplativt liv mister vi deres iboende værdi af syne,» skriver Sloterdijk. Heroverfor fremhæver Sloterdijk hvordan man i Asien – Japan, Kina og Indien – altid har opfattet alt liv som en akrobatik. Træning og øvelse har i den østerlandske livsform fra begyndelsen af været omdrejningspunktet for selvdannelse og selvudvikling med kroppen som omdrejningspunkt. I stedet for den kristne adskillelse mellem den indre kontemplation, der sigter mod at kontrollere sine tanker og handlinger overfor Gud, er eksempelvis kropslig disciplin og siddeteknik i buddhismen et udtryk for det Sloterdijk kalder en «asiatisk åndsakrobatik».

Sloterdijk hævder at vi i dag kan betragte denne akrobatik som et globalt anliggende. Abbeden som vogter over munkens underkastelse af Gud må udskiftes med træneren. Fokus på slutproduktet – frelse, fred, frihed – må afløses af træneren der holder dig fast på processen. Ifølge Sloterdijk var og er den buddhistiske mester og Frans af Assisi trænere. Sloterdijks foreløbige liste tæller ti trænere: Guruen, Buddhist-mesteren, Apostlen, Filosoffen, Sofisten, Mesterlæren, Professoren, Den profane træner, Læreren og Skribenten. Fælles for deres program, uanset de indbyrdes markante forskelle, er at livet er problematisk og at det er nødvendigt med en formning af liv.

Eksistentielle gulvøvelser

«Gulvakrobater» kalder Sloterdijk de mennesker der væk fra rampelyset, udenfor scenen, møjsommeligt gør sproget til erfaring eller som skaber nyt liv trods et handikap, en modstræbende og modvillig eksistens der insisterer på sin praksis, på den møjsommelige anstrengelse. Netop dette er hvad der gør disse mennesker til akrobater på gulvet.

Et av Sloterdijks eksempler på en slik akrobatisk livsteknik på gulvet er den bemærkelsesværdige historien om violinisten og krøblingen Carl Hermann Unthans forsøg på at leve på trods af fysiske handikap. Unthan blev født i Østpreussen i 1848 og skrev sine erindringer kaldet Notater fra et liv af et armløst menneske. Ved at placere en kuglepen mellem sine tæer var han i stand til at trykke skrivemaskinens nøgler i bund og dermed frembringe en tekst.

Som seksårig, født uden arme, opdagede han ved et tilfælde muligheden for at spille på en violin fastspændt til en boks på gulvet. I en kombination af naivitet og vedholdenhed dedikerede han sig selv til at forbedre sin metode. Den højre fod spillede den venstre hånds del, angivelse af noderne, mens den venstre fod bevægede buen. Han opnåede at blive student ved Leipzig Konservatorie. Det var her han blev opdaget af en vaudeville-entreprenør hvorefter han begyndte at turnere rundt og give koncerter. Han blev introduceret til Johann Strauss og Franz Liszt.

Mødet med især sidstnævnte bekræftede ham i at han for altid, på trods af sin virtuositet, ville forblive en kuriositet og næppe blive taget seriøst som musiker. Hans egentlig succes i livet, hænger sammen med de maleriske situationer han oplever på sine mange rejser, og i ikke mindst de utallige bizarre situationer, som han beskriver i sit omtalte skrift: en sværdsluger der har skadet sin hals med en paraply, spisning af firben i Mexico, hans møde med en armløs portrætmaler i Düsseldorf, en broder i ånden der malede med et ben, men et menneske med vitalitet og med hvem han førte åndfulde samtaler.

Sloterdijk kalder Unthans skrift for en art «livsfilosofisk performance». Unthan træder til at begynde med frem foran tilskueren som en speciel virtuos violinspiller, men performer senere med riffel og trompet med samme virtuositet: I samtlige av livets aspekter udfolder han en egen livskunst. Sloterdijk drister sig til at kalde Unthans praksis for en vital «krøblingeeksistentialisme». Unthans konsekvente aversion mod andres medlidenhed bringer Nietzsches moralfilosofi i tankerne, hvor det gennem sygdommens smerte er muligt at etablere en anden form for sundhed gennem livsvisdom og moral.

Tilbagetrækningszonen

Ved at fokusere på øvelse og træning gør Sloterdijk askesen til en aktiv krævende akrobatik. I disse praksisformer er tanken den samme: At udskifte den tomme gentagelses onde cirkel med den asketiske gentagelses disciplinerede praksis. Nye perspektiver, dristighed, tålmodighed og skarphed vindes ved at den øvende fjerner sig fra vanlighedens indbyggede inerti. Som øvende står mennesket overfor valget om hvordan potentialet skal forvaltes.

Men i det omfang nutidens rastløse ånd forsøger at eksperimentere med det menneskelige projekt, er musikerens øvelsesrum, en træningslejr eller skrivekammeret alle i en vis forstand ikke væsensforskellig fra ørkenens fædre og profetens tilbagetrækning i ørkenen. Fælles for dem er en afskæring, der isolerer asketen, musikeren, forfatteren, tænkeren, og specialisterne i ensomhed eller i et afsondret perfektionistisk øvelsesfællesskab. Her opstår overlappende grupperinger af mere eller mindre kompetente og specialiserede livsudøvere.

Sloterdijk har tidligere skrevet om verdensflugten (Weltfremheit, 1993) som en nødvendig menneskelig impuls til højnelse af den opfindsomme aktivitet og dens kvalitetsformåen. Denne fungerer dermed som en forudsætning for at kunne videreudvikle kulturen når den disciplinerede asket vender tilbage til verden. Middelalderklostrets venterum er blot skiftet ud med andre rum, som steder for øvelsens tålmodige gentagelse, og for den skabende virksomheds forudsætning. I interviewbogen Neither Sun nor Death understreger Sloterdijk, at i Østen har «teknikker for ensomhed» i årevis fungerer som rum for tilbagetrækning, som steder hvor man ofrer sine umiddelbare behov for at vende styrket tilbage.

Ned til hundene

I Sloterdijks eksistensakrobatik er der ikke plads til normative idealer. Forfatteren er som den hjemløse vandrer evigt på jagt efter tænkningens frigørende magi. Han udpeger det akrobatiske som vejen frem for den rastløse tidsånd. Han er klar over at der lige om hjørnet overalt lurer en omsiggribende biopolitisk forvaltning af mennesket, forædlingen af det optimerede og perfektionerede menneske eller mennesket med den gode sunde moral der skal kultiveres og statsindpakkes. Men rygeforbud og dresseret kønspolitik er ikke andet end ressentiment for Sloterdijk: Det forkrøblede fantasiforladte menneskes manglende evne til at bekræfte andre mulige måder at leve, nyde og begære på. «Idealismen er en praktiseret herre-cynisme», som skjuler «det alt for menneskelige; egoisme, klasseprivilegier, ressentiment, de toneangivende magters træghed.»3

Den der har fået magt (den middelmådige politiker, medieperson eller virksomhedsleder) kan handle mod bedrevidende alene fordi han har magt, ikke fordi han gennemlever noget i tanken eller i følelsen. Han handler samtidig med at han camouflerer sine bagvedliggende moralisme og ureflekteret idealisme. «Det er ikke længere i så høj grad vort intellekt, oplysningen bør arbejde med, som den dystre egoisme, den overisede identitet.» Overfor denne ressentiments-cyniker (med c) sætter Sloterdijk den egentlige kyniker som er den livsbejaende, frække, hjemløse og illusionsløse fritænker opkaldt efter den kyniske Diogenes (af kynos, hund), der boede i en tønde og helst bøvsede og tissede på de vigtige platonikere der passerede ham med hævet hoved.

Herre-cynikeren der har indtaget ikke kun politikerpodiet og medieverdenen, men også universitetspodiet spiller med sin egen falske bevidsthed og kan ikke bekæmpes med kritisk alvor, for han har allerede gennemskuet sig selv. Overfor dette ressentimentsmenneskets reaktive tro på at vi er kommet i mål (læs: ligegyldighedens komfort), søger underdog-kynikeren ud mod videnssamfundets forstæder og graver forunderlige tunneler med sin sanselige og sproglige opfindsomhed. «Kynikeren taler ikke mod idealismen, han lever mod den.» Han må «føre det lave, afsondrede og private ud på gaden, det er ensbetydende med subversion.» Men på hvilket niveau skal vi tage Sloterdijks hundefrække nomade alvorlig?

Tintin i Tibet?

Det er som om Sloterdijk på trods af sin antihumanistiske indgang alligevel jagter et nyt menneske, en ny humanisme. Nu skal vi træne, men på nye vilkår?

Vi må lære at forbinde det uegentlige med det egentlige, spillet med den autentiske nødvendighed som det der befrier, mener Sloterdijk, der i mange år har konsulteret sin egen guru i Indien ved navn Osho som han kalder for «religionens Wittgenstein». «Den historiske religion kan kun reformuleres som aktive religiøse spil,» mener han. Øvelsens spil er et stilistisk mesterskab der forbinder lethed med tyngden. Man må være atlet og logiker i én og samme person, som munken Signede lyn fra tegneserien Tintin i Tibet, der efter flere år i kloster er i stand til at svæve netop ti centimeter, ikke mere, over denne verdens jord.

Det er en besynderlig oplevelse af læse Sloterdijk. Man mærker et boblende metaforoverskud og en sand evne til at grave underfundige historier frem fra menneskedybet og pode disse med overraskende refleksioner og kommentarer. Desværre går den tankemæssige præcision ofte tabt på bekostning af en eklektisk associativ løsagtighed. Men som en ny form for profan hverdagseksistentialisme er Sloterdijks kampråb «Du må forandre ditt liv» særdeles velkommen.

© norske LMD

1 Franz Kafka, «Sultekunstneren», i Kafka, Fortællinger, bind 1, Gyldendal, København 2011.

2 Peter Sloterdijk, Du musst dein Leben ändern udkom på Suhkamp Verlag, Frankfurt am Main, 2009. Nylig udkommet på engelsk som You must change your life, Polity Press, 2012.

3 Sloterdijk, Kritik af den kyniske fornuft, Reitzels forlag, København, 1989. (…)