Asylets hus

Gombrowicz' samlede dagbøger fortæller historien om hvordan den enkeltes kamp bliver arena for de kulturelle og samfundsmæssige modsætninger.

På flugt fra det Polen, der ikke eksisterer mere, beslutter Witold Gombrowicz sig 22. august 1939 for at gå om bord på atlanterhavsdamperen Chobry («Den Tapre»). Dagen efter underskriver Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt. Han er ankommet til Argentina, et stort land i en ukendt periferi. Han er alene, ukendt, fattig, og lever på caféerne og lurvede hoteller.

Ved hjælp af entusiastiske digterkollegaer får Gombrowicz kort tid efter sin ankomst i Argentina oversat sit romanhovedværk Ferdydurke til spansk, men han er ligeså marginaliseret som før. For at holde sig oven vande tager han imod et job som assistent i Banco Polaco i Buenos Aires, hvor han med chefens billigelse får lov at læse under pulten. Men han længes efter at skrive og udgive og deltage i litteraturens store samtale. Udgivelsesmulighederne er få og han publicerer stort set ingenting mellem 1938 og 1953. I en alder af 49 år begynder han så at skrive dagbog, som løbende udgives i det polske eksiltidsskrift Kulturo der udkommer i Paris. Om dagbogen skriver han i begyndelsen:

«Jeg skriver denne dagboken motvillig. Denne ærlige uærligheten plager meg. Hvem skriver jeg for? Hvis det er for meg selv, hvorfor går det da i trykken? Og hvis det er for leseren, hvorfor later jeg da som om jeg snakker med meg selv? Snakker du til deg selv slik at andre kan høre deg?»1

«Han står her ansigt til ansigt med forståelsen af at livet som vi lever det, er en hån mod livet sådan som det kunne have været.»

Dagbogsformen passer ham godt. Han overgår her sine romaner med flere længder. Her finder han en form der viser at litteraturen kan være mange ting, som alle lader menneskelig mangfoldighed komme til udtryk: forførelse, kritisk refleksion, gådefuldhed, illusion, leg, underholdning. På spil er også et uforløst fjendskab med filosofien, som han drages mod samtidig med at han tager afstand til abstraktionen, troen på opklaring og forklaring. Dagbogsformen er intellektuelt forførende fordi den holder disillusionen åben, og derved udstiller den selvbedraget og de opløftende erfaringer i én og samme bevægelse.

Han skriver på dagbogen indtil sin død. Den udgives på fransk i to bind på langt over tusind sider, senere på mange andre sprog. Med de mange tankeforgreninger der her mødes, skriver Gombrowicz uden at vide det sit egentlige hovedværk og dagbogen er i dag en markant stemme i østeuropæisk kulturliv. Dagbogen bliver efterhånden hans asyl. Stedet hvor han kan lukke døren og bringe de mange smertefulde og forvirrede indtryk fra dette eksils vagabonderende eksistens ind i en retning der bringer et nyt liv med sig. Med asylets hus konstruerer han sin egen scene for henvendelse, provokation, illustration. Hans hysteriske væren på vagt overfor det autentiske skaber de karakteristiske konfrontationer med de europæiske intellektuelle: Han drages mod Sartres eksistentialisme, men væmmes ved hans professorale stil. Han sympatiserer med Camus’ humanisme, men Camus forveksler, ifølge Gombrowicz, det dybe med det tragiske og bliver derfor i længden uinteressant som tænker og som forfatter. Simone Weils heroiske eksistens kalder han sin motpol: «Mens jeg er en evig unnvikelse av livet, påtar hun seg det helt og fullt, elle s’engage, hun er antitesen til min desertering.»

Senere i anden dagbog gør han protesten mod det autentiske til en afgørende måde at forblive sig selv på med Chopin, Rembrandt og Baudelaire og delvis Milosz som forbilleder!

Eksilet som tilstand

Som mange andre polakker, flygtede Gombrowicz fra nazisternes indtrængen i deres land. Men måske tilhørte Gombrowicz den sidste generation af forfattere og intellektuelle for hvem det blev en nødvendighed at definere sig selv og sin livspraksis med udgangspunkt i en ukendt periferi.

For mindre end en generation siden forvistes de forstyrrende elementer, forfattere, intellektuelle, politiske dissidenter og andre, fra centrum til periferi, fra de store metropoler (Paris, London, New York) til tredjeverdens landes ubetydelige pladser såsom Mexico, Tanger, Caribien eller Argentina. Men sådan er det ikke længere: Nu flygter de fra periferien til centrum, eller forholdet mellem centrum og periferi kan ikke længere opretholdes.

I en verden af bevægelse, er den tilstand vi kalder «eksil» ikke så meget bestemt af opbruddet med ens rødder som «en omplacering eller rejse for at vende hjem», som den russiske eksilforfatter Joseph Brodsky beskrev det.2 Således kan man betragte eksilet som en ny form for «hjemkomst». Eksilet giver os noget, skriver Brodsky, der elles ville have taget et helt livsforløb at opnå: en øget kompleksitet hvad identitet og litteratur angår. Han sidestiller den eksilerede forfatter med en hund sendt ud i det ydre rum hvor rumkapslen er sproget, som overgår fra at være en privat affære til den landsforvistes skæbne. Eksilet er ikke et sted udenfor fædrelandet, men en tilstand for at bryde illusionerne ned, illusioner om værdier og identitet, om litteraturens plads og muligheden for at tænke anderledes.

I lighed med andre polske intellektuelle, som Czeslaw Milosz og Jozef Mackiewicz, fylder eksilet Gombrowicz med en vrede til sit eget fædreland. Samtidig tager han afstand fra «emigrantlitteraturen». Emigranten har ikke privilegeret adgang til en autoritet, blot fordi han flygter fra undertrykte forhold mod større frihed – for meget frihed er en hæmsko for kunstnerisk praksis, som Gombrowicz skriver. Kunsten må gå gennem mørket «ved å ødelegge dagens begreper.» Eksilkunsten, mener han, står i forbindelse med opløsningen, nederlaget, latterligheden, en konfrontation med falskhedens skole. Dette er ikke emigrantens «udenfor» men blotlæggelsen af «det trælbundne sind» og dets falskhed og hykleri – Det trædbundne sind var også titlen på Milosz store værk som bliver et vendepunkt for Gombrowicz’ eget illusionsløse laboratorium. Konfrontationen står mellem dem som er fanget af absolutter (Vestens humanisme, kommunisterne), og dem der ser tankeforgreningerne i filosofi og kunst som noget der fødes mellem os, i det illusionsløse møde mellem mennesker.

Aldrig at være sig selv og alligevel altid

Uden at blive privat giver dagbogen det personlige et alment udtryk. Ofte idiosynkratisk, men dog mest undersøgende lykkes det Gombrowicz at skrive med samtidens blik. Det er evnen til at være sig selv i skriften på en sådan måde at læseren ikke altid er klar over hvad der er forholdet mellem essayisten og manden. Det er en stilistisk triumf når Gombrowicz næsten på hver side lykkes med at gøre litterær og almen brug af sig selv og sit møde med andre – det som på samme tid også kan være en væsentlig fjende for litteraturen. Altså, aldrig være sig selv, og alligevel altid – det er udfordringen.

Dagbogen veksler mellem Gombrowicz’ vrede over andres middelmådighed (men også sin egen!) og lange breve til eksilpolakker som Milosz eller artikler, som han klistrer ind, anmeldelser af anmeldelser, forsøg på poetikker, ikke afsendte breve, skitser til små afhandlinger og dramaer, gåture ud i provinsen i udkanten af Buenos Aires. I sit nye skrivende asyl kan han udholde eksistensen, blottelsen og lægger alt frem. Han står her ansigt til ansigt med forståelsen af at livet som vi lever det, er en hån mod livet sådan som det kunne have været, sådan som vi har fantasi til at forestille os livet, i den bedste af alle verdener.

Mennesket er en spiller og Gombrowicz har igennem hele sit forfatterskab – især med romanerne Ferdydurke, Kosmos og Forførelsen – udforsket tilværelsen som et rollespil hvor den andens blik er konstituerende for identitet og eksistens. Allerede i 1968 skrev Dag Solstad sin programerklæring om det inautentiske med baggrund i Gombrowicz’ livsfilosofi: «At mennesket ikke kan, ikke bør, være identisk med det han gir seg ut for å være.»3

Betragtningen af livet som et rollespil har ikke kun haft stor betydning for romanhistorien, men også for politik og arbejdsliv. I dagbogen omtaler Gombrowicz kampen mellem form og liv for «kulturens sande kamp»:

«Hvis en kommunist konfronterer en katolikk med sin verdensopfatning, så er det likevel to verdensoppfatninger som står mot hverandre. Det viktigste er heller ikke den andre antinomien: Kultur-villskap, viten-uvitenhet, lys-mørke. Visst kan man hevde at dette er fenomener som samspiller og kompletterer hverandre, men den viktigste, den mest drastiske, den uløselige kampen er den som føres i oss av våre to grunnleggende strebener: Den ene vil ha form, skikkelse og definisjon, den andre forsvarer seg mot definisjon, den vil ikke ha form.»

De første år af dagbogen kan læses som et selvstændigt bidrag til en litteraturens politik, hvor kunstens opgave bliver den at ødelægge begreberne af i dag, og selvsamme kunst må støbe kuglerne for en ny form. Som han skriver: «Mennesket er skapt slikt at det stadig må definere seg selv og stadig forsøker å komme seg unna sine egne definisjoner. Virkeligheten er ikke noe som helt og fullt kan innbefattes i en form. Formen strider mod livets vesen. Men enhver tanke som vil definere formens utilstrekkelighet, bliver også til form og bekrefter dermed bare vår streben etter form.»

Åben og rastløs og aristokratisk

I både romanerne og i dagbogen mener Gombrowicz at kunne få øje på en særlig relation mellem ungdommens umodenhed og kampen i den uoprigtige oprigtighed. Spørgsmålet er om det Gombrowicz kalder «ungdommen» ikke snarere er navnet for en varm glød, en prøvende mulighedssans, en umanifesteret energi, et rastløst mod, det, som ikke har nogen alder?

Det dansk-iranske digterfænomen, den attenårige Yahya Hassan, har på rekordtid solgt over 100 000 eksemplarer af sin digtsamling der hedder det samme som ham selv. Hassan er en utilpasset ung indvandrer der med rå energi skriver om sin egen indvandrestands hykleri og manglende inklusion. Den traditionelle mudderkastning mellem danskere og indvandrer har med ét slag fået en ny og anden stemme der kan tale på vegne af dem som ikke selv kan tale. Fortryllet af sin egen underlegenhed afmonterer Hassans digte forstillelsen som følger med danskeren såvel som indvandrerens forsøg på at legitimere sig selv via en specifik identitet. «I kan ikke indfange livet med jeres kultur og religiøse identitetsmarkører» synes han at råbe og messe os ind i øregangene.

Hassans «succes» er måske et eksempel på det Gombrowicz kalder «umodenhedens styrke». For vi kan, ifølge Gombrowicz, ikke tale om det autentiske som andet end bearbejdet impotens. Hassans etniske herkomst og dens «kulturelle kapital» kan langt fra stå alene når vi betragter hans digte. Det er derimod mod tilsat stræben efter form, det udtryk der finder sin stil.

Men fremfor «ungdommen» som billedet på den uspolerede rå energi foretrækker jeg Gombrowicz’ idé om «mødet» og «det mellemmenneskelige» som stedet for «menneskets ufuldstændige udvikling, det eneste sted hvor mennesket bliver til», som mere adækvat betegnelse for den polske forfatters hyldest til ungdommens inautenticitet. Menneske gange menneske, uden hverken kollektivisme eller individualisme, men som forholdet til mødet. Som han skriver: «Jeg har avdekket denne ’mellemmenneskelige’ sfæren som er avgjørende for menneskene, og har gitt den et drag av kunstnerisk kraft». Det menneskeligt mulige fødes lige her i et besværligt, krævende og måske ubehageligt møde. Det vi kan sige med Gombrowicz’ dagbøger i hånden er at mennesket først etablerer sin kunnen gennem øvelsen og konfrontationen med den anden eller det andet, som den etniske dansker der står overfor sin egen kultur han ikke forstår, som maleren der står overfor sit maleri som han ikke er færdig med. På én gang åben og rastløs og aristokratisk i sin unyttige tilgang.

Kompromisløs kamp

Kampen er grundmønstret i dagbøgerne, den falske samfundsorden, Polens hykleri og middelmådighed, kunstnerkollegaers manglende mod, kirkens rolle, religion, kunst, døden, kristendommen, banale publikumsfænomener, det ligegyldige liv som det leves af de fleste, de falske afgudsbilleder. For Gombrowicz er alt i livet en proces af forvandling frem mod, ja, mod hvad?

Man fristes til at sige «storhed» og «fuldkommenhed», men dette ville jo stride mod Gombrowicz’ hyldest til det inautentiske liv. Og dog oplever jeg side op og side ned en insisteren på kvalitet, en værdsættelse af ting der er lavet med stor koncentration og færdighed, at menneskeheden først og fremmest skal lære at værne om kvalitet fremfor noget hvis ikke det vil synke ned i ligegyldighed og smålighed. Vi skal ikke give slip på skønhed, omhu og holdbar kvalitet. Bevægelsen mod skønhed opstår i form af en ekstrem koncentration om det uskønne, utilstrækkelighedens smerte, som han også kalder det, en besværgelse af det skønnes modsatte side.

I andet bind skriver Gombrowicz: «Talent er ikke noe annet enn stor tålmodighet.» Hvad møder vi her? Et menneske der afskyer absolutter, det æstetiske krukkeri og enhver helliggørelse, men som samtidig kaster sig krigerisk over den intellektuelles afmystifikation. Hans beskrivelse af den intellektuelle praksis som degenereret til «kunsten å fekte med ufordøyde tanker mens man holder masken, som om alt er i den skjønneste orden,» lyder som en gravskrift over vor tids medieintellektuelle konceptmagere.

Hvad ville mon en Gombrowicz sige om han åbnede avissiderne i dag med artikler der hylder ytringsfriheden uden at betone kvaliteten af det som der ytres? Eller skriverier der stempler den kulturradikale som en hykler og den småborgerlige racist som én der har ret alene fordi vi kan «forklare» hans tænke- og handlemåde som udtryk for en kulturel kapital?

Oversætter vi Gombrowicz’ kamp til i dag fremstår den som en kompromisløs kamp mod ukritisk journalistik, den økonomiske rationalitets udannede filisteri og éndimensionale tankegang, en kamp mod det nyliberale menneskesyn der har glemt at det liberale ikke handler om min individuelle vækst gennem oplevelser og ligegyldigt forbrug men om erfaringskampens møde, en æstetisk anstrengelse der ikke er givet som fikspunkt mellem et rettighedskrævende væsen og en stat der stirre sig blind på sikkerhed og ren økonomisk vækst. For den der som Gombrowicz vil koble litteratur, kunst og filosofi med politik, samfund og økonomi, er det nemt at finde lighedspunkter mellem de seneste ti år og efterkrigstidens verden: en kapitalisme i krise som kaster os frem og tilbage mellem håb og fortvivlelse; en politisk kultur ædt op af et visionsløst kapitalsprog og en famlende livsform der har mistet anseelse og troværdighed; skarpe sociale modsætninger og en tiltagende kulturkamp.

Slaver af et nedarvet sprog

Dagbogen gør subjektiviteten, politik og etik til litteratur. Den fremstår som en anderledes samtidsdiagnose hvor det igen bliver muligt at stille spørgsmålet: Hvad betyder det at noget er virkeligt? Hvordan skal vi tyde vores samtid og hvilken fremtid skal vi skabe?

Gombrowicz skrev om krigen og kommunismen i forlængelse af Milosz at «vi er blevet slaver af et nedarvet sprog». Fornemmelsen af historiens afslutning, et sprog udsultet og udmagret af økonomiseret newspeak (new public management’s effektivisering, forandringssnak, vækstideologi) har ligeledes i dag skabt behovet for en kamp om virkelighedsbilleder.

Gombrowicz skaber en konstellation af samtidige, personlige og historiske litterære billeder og tanker der kan minde om Knausgaards kamp for så vidt at det nyliberale samfunds kontrolmekanismer, performancejagt og værdier reproducere sig på individniveau. Det giver ikke længere mening at skelne mellem det samfundsmæssige niveau og det private. Den enkeltes kamp og dermed dagbogens kampplads udført med indlevelsesevne og forestillingskraft bliver en arena for de samfundsmæssige modsætninger. Det er dagbogen som autofiktion som ikke er selvbiografi, men netop tænker videre på fortidens møder og begivenheder. På én gang essayistik, fiktion og etisk kritik. Men i modsætning til Knausgaard er der ikke hos Gombrowicz en sorg over manglende politiske utopier og et forstenet kapitaliseret sprog.

Sprækkerne ind til en anden virkelighed og håbet om en sådan skal ifølge Gombrowicz komme fra litteraturen og kunsten. Det er her han sætter sine forhåbninger. Det er den der skal animere til den nye tanke. Det er kunsten der skal «ødelegge dagens begreper». Han tilhører en efterkrigstidsgeneration der stadig nærede forestillinger om at kunsten og litteraturen kunne være dagsordensættende for en hel tænkemåde og generation.

© norske LMD

Alexander Carnera er forfatter og essayist.