Den verden den østrigske digter Rainer Maria Rilke ser og hører, er en smuk såvel som uhyggelig verden, en verden der svarer tilbage. Hans poesi åbner en sti og giver os en fornemmelse af at tingene og verden faktisk vil os noget.
Den første komplette norske utgaven av Ovids Metamorfoser er proppfull av fotnoter og kommentarer. Så er da også Ovids episke dikt i seg selv en slags faglig behandling av den antikke mytekretsen.
Med «Romiosini» laget Jannis Ritsos en annen fortelling om Hellas. I langdiktet, som er blitt allemannseie i hjemlandet, skildrer han et gresk folk som er mer definert av århundrer med opprør enn av antikkens blanke marmor.
I Ursula K. Le Guins gendigtning af Laozis Daodejing fremstår den ældgamle kinesiske visdomsbog om vejen og vejens magt som et økopoetisk og anarkistisk læredigt til tiden.
Den amerikanske digter Louise Glück modtog i fjor nobelprisen i litteratur for en poesi der gennem mytiske temaer og livets cyklus udforsker grundlæggende spørgsmål om tiden, selvet og lykken.
