Rainer Maria Rilke (1875–1926) var både digter, brevskriver og hverdagsfilosof. På linje med Franz Kafka, Arthur Rimbaud, og Vincent van Gogh tilhørte Rilke en nok særlig eksklusiv skare for hvem kunsten var et kald og digteren nærmest at betragte som en profet. Det er da også nemt at stemple Rilke som den verdensfjerne outsider, spændt ud mellem en forladt romantik og en højspændt modernisme.
I en samtidig kultur hvor litteraturen sættes lig med virkelighedseffekten, med dagens genre, dagens performance, overlever Rilkes ånd mest af alt som en parodi på tidligere kunstdyrkelse. Og måske skal man heller ikke forvente en endelig opklarende eller sanselig åbenbaring af litteraturen, den fornemmelse at Rilke sidder inde med hemmeligheden om livet, men aldrig falder for fristelsen til at servere den. Alligevel er Rilke en udmærket test for hvad vi forlanger af litteraturen, og hvad litteraturen faktisk kan. Selv brugte Rilke litteraturen til at tale om de yderste spørgsmål, om vores forhold til døden, naturen, Gud, verdens grænser, ordene og tingene. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
