Angsten for friheden

Arbejdspladsens kursusaktivitet snylter på vores frigjorthed. På de sociale medier bliver den evindelige jeg-dyrkelse ophøjet til frihedsideal. Den evindelige snak om det frie valg æder folk op indefra. Resultatet er en både politisk og kunstnerisk kultur der har taget friheden som gidsel og gjort den til selvbevidsthedens monster.

I løbet af min generation har store ord som skønhed, erfaring, sorg og sjæl begyndt at fremstå i et altmodisch skær, som om de tilhører en svunden tid. Blandt de store ord, er kun ’frihed’ endnu ikke gået af mode. Måske fordi frihed passer så godt til tidens jeg-dyrkelse og forestillingen om de uanede muligheder i det digitale innovationsrum?

Med 1970’ernes antiautoritære opgør fra småborgerlige normer kastede vi de snærende bånd af os og blev frie, sagde man. I disciplinsamfundets afløser, «projektsamfundet», ser det ud som om friheden landede et andet sted end vi troede. Det er blevet op til os selv at vise vores brugbarhed.

I projektsamfundet, præget af midlertidig konsulentarbejde og freelanceri, skal enhver gøre sig synlig og være initiativrig, for at tiltrække sig det næste projekt. Samtidig får man uvished, afmagt og utilstrækkelighed som følgesvend. Jeg ved ikke hvornår det er godt nok, men jeg fortsætter ufortrødent på alle tangenter. Det «frie initiativ» er lammet af en desperation som får enhver til at spørge: Er jeg god nok? Er jeg cool nok? Den første paragraf i dens moralkodeks lyder: Jeg har succes, jeg er noget særligt, jeg er kendt, jeg er initiativrig, altså er jeg fri.

Det værste i projektsamfundet er at ikke være initiativrig, ikke være på, ikke være en succes. Resultatet er langsom kollaps, stress, depression, udmattelse. Til sidst er der ingen refleksioner længere, kun reflekser. Vi reagerer som en tennisspiller på utrolig hurtige bolde og så er kampen forbi, det var det hele. Og så begynder vi forfra.

Frihed er et farligt monster. Den har det med at smutte ud af hænderne, opløse sig som sæbe, skumme vildt op og blive noget andet, idet vi forsøger at holde den fast. Juristerne taler helst ikke om frihed, men om rettighed, og alligevel lyder det som om de to ting er det samme. Men frihed er ikke et attribut, ikke noget vi besidder. Selv den nordkoreanske fyr der fornylig lykkedes med at flygte fra det undertrykkende regimet, ikke engang om ham er jeg sikker på at vi skal bruge ordet «fri». Han er ganske vist fri fra noget, men det er kun begyndelsen.

 

Galoperende frihedsnarkomani

Jeg tror man må forsøge at se frihed som en krævende begivenhed, en grundlæggende henvendelse til verden, til andre mennesker og til naturen, hvor det egne liv sættes på spil. En årvågen tilblivelse. Frihed er en form for dannelse hvor man river tæppet væk under sig selv. Et mellemværende der aldrig stopper, heller ikke når man bliver 70.

I modsætning til tidens hurtige jeg-dyrkelse er denne frihed nyttesløs på den korte økonomiske bane. Det menneske er fri for hvilken nødvendigheden er forstået og bejaet, og hvor den i stedet for at opleves tragisk udgør en kilde til udvikling og kraft. Derfor er frihed altid skræmmende. Den evindelige snak om friheden som noget selvfølgeligt, som noget der nærmest flyder af sig selv og udgår fra den enkeltes kaskader af valgmuligheder, lyder mere som et dække over angst.

«Frihed er en form for dannelse hvor man river tæppet væk under sig selv.»

Angsten forekommer mig at være vor tids største problem. En ven af mig kalder angsten for «affekternes ørken», fordi der ikke af sig selv kan skabes noget ud af angsten. Man må gribe den i struben hvis noget skal vokse frem. Det kommer ikke af sig selv, men kræver mod, mod til at tage magten over sine tanker og følelser alvorligt, mod til at tage magten over sit begær. Man skal kunne give sine tanker og følelser retning og følge dem på vej. Man skal kunne erstatte andres styring af sig selv og blive årsag til sin egen fremdrift.

Men det er svært, og måske er det blevet endnu vanskeligere i vor tid. Som Slavoj Zizek skriver, vil langt de fleste i dag have «indhold fravristet substansen», kaffe uden koffein, fløde uden fedt, politik uden politik, kærlighed uden kærlighed. Hvad er det vi er så bange for? Måske mangler vi et sprog for at kunne tage substansen alvorligt. Overalt hersker en desperation efter at omfavne denne substans, at omfavne livet selv. Alligevel tyr vi til kompensationskrykker i form af evindelige selvrealiseringsprogrammer, forfladigende coaching-kurser, pseudospiritualitet, uforpligtende buddhisme og Dalai Lama-dyrkelse, selvom ingen fatter hvad manden siger.

Den ekstreme individualisme har affødt en galoperende frihedsnarkomani.

 

Frihed er skræmmende

Da jeg i begyndelsen af tyverne rejste til Canada på en længere studietur, fik jeg nogle oplevelser der var med til at rive tæppet væk under mig. Jeg var i tvivl om mit studievalg og var ved at droppe ud. Sammen med en ven begyndte jeg at stille spørgsmål til de værdier jeg var blevet opdraget med og levede efter. Jeg skrev breve hjem til min mor og far og gjorde rede for mine tanker. Men i deres svar oplevede jeg en voldsom kløft. Jeg begyndte at spørge mig selv: Hvem er egentlig disse mennesker som jeg kalder min far og mor? I løbet af det år faldt billedet af mine progressive frigjorte forældre fuldstændigt fra hinanden. Fra da af var jeg overladt til mig selv.

Noget lignende tror jeg finder sted under læsningen af bøger. De kan skabe en løsrivelse, der med lige dele skræk og fryd frembringer en anden version af virkeligheden. Er læsningens gyldne øjeblik ikke der hvor man genkender forfatterens overvindelse af sin egen angst for å blive rykket fri fra sin vante sammenhæng og i dette også anerkender nødvendigheden af at overskride sine egne begrænsninger, rykke sig løs fra den sammenhæng man er støbt ind i? Frihedsfølelsen der siger: Det var måske ikke så fast forankret som vi troede, det lod sig rokke trods alt?

Jeg har senere lært at friheden altid er skræmmende, at frihed rummer en risiko for nederlag, udstødelse, ensomhed. En frihed som aldrig har været truet, er dybest set ingen frihed. Men jeg blev hverken bøsse eller radikal på min tur i Canada. Jeg tog ikke stoffer og søgte ikke mod nogen kulturel identitet. Men jeg havde fået en anden krop, og jeg begyndte intensivt at føle og tænke anderledes. Og derfor var jeg også en anden. Murene til det «jeg», som jeg troede på, var blevet sprængt.

«Med fantasien om friheden lærer vi at begære vores egen undertrykkelse.»

Men hvem blev du så, vil nogen spørge. Så er friheden vel at du fandt dig en ny identitet? Men hvorfor denne trang til at henføre det som sker eller det man gør under et navn, en særlig identitet? For det er, som Gilles Deleuze engang har udtrykt det, «på ingen måde i det øjeblik, hvor man anser sig selv for at være et jeg, en person eller et subjekt, at man taler i sit eget navn. Tværtimod opnår et individ et virkeligt eget navn, som resultat af den strengeste øvelse i afpersonalisering, når det åbner sig over for den mangfoldighed, der gennemkrydser det fra ende til anden, over for intensiteterne som gennemløber det.»1

Frihed er en følelse af en nødvendig kraft, der gør det muligt for én at sige, jeg er blevet en anden, og derfor kender jeg mig selv, uden at bekymre mig om min identitet og mit jeg.

 

Det private idioti

En idiotisk privathedsforestilling om frihed har taget den virkelige, komplekse og vanskelige frihed som gidsel. Ordet idiot er græsk og betyder den private person. Tidens nyliberale forestilling om fri anvendelse og rådighed over privat ejendom, også kaldet økonomisk frihed, er blevet selve betingelsen for frihed. Mærkeligt nok hylder vi forestillingen om det private, selvom vi udstiller os selv på de sociale medier. Det private markerer i virkeligheden en måde at afskærme sig overfor omverden, at etablere en grænse mellem det indre og det ydre. Det at være fri, er at være fri for statens indblanding, altså frihed fra ydre indskrænkninger, også kaldet negativ frihed. Den negative frihed koncentrerer sig om individet og er i sit væsen upolitisk. Men denne forestilling ender paradoksalt nok med at begrænse menneskets frihed, fordi jeg-dem-forestillingen negerer det som er grundlaget for frihed, det, der aldrig kan komme fra jeg’ets private rum.

Den liberale tænker John Mill kritiserede de klassiske liberalister for at sætte lighedstegn mellem økonomisk vækst og menneskelig udvikling. For Mill er den kapitalistiske vækstlogik i første omgang frisættende, fordi den forbedrer vores materielle levevilkår. Men vækst er ikke et mål i sig selv, kun et middel til at overleve. Målet er at forbedre livskvaliteten qua en udvikling af livsformer, hvis forudsætning (men ikke mål) er vækst. Derfor handler frihed ikke kun om kunsten at overleve, men om kunsten at leve.

Med den negative frihed har vi gjort den moralske frihed til en rent personlig opgave. Men det personlige er allerede politisk og socialt. Selvudvikling er, ifølge Mill, ikke et selvoptaget projekt, men en betegnelse for vores engagement i sociale, moralske, politiske og kunstneriske anliggender. Et sådan engagement er meningsfuldt i sig selv og behøver ikke nogen yderligere økonomisk begrundelse. Men i dag er alle vores aktiviteter styret af økonomiske begrundelser. Årsagen hertil synes at bero på den i kapitalismen indbyggede fantasi om frihed.

 

Fantasien om friheden

Den kultur der blev opdraget med den gamle venstrefløj lærte at ideologi var en illusion der tilslørede hvordan tingene reelt forholder sig. «De ved det ikke, men de gør det,» sagde Marx. Rev man sløret væk, ville man forstå tingenes rette sammenhæng og handle derefter. Men hvis det der driver ideologi ikke er illusioner, men kynisk distance, er det nødvendigt at opretholde masken i en anden form. «De ved det, men de gør det alligevel,» skrev Peter Sloterdijk. Vi er bevidst om illusionen, men handler som om vi ikke er det.

Vi ved, at forestillingen om frihed maskerer en form for udbytning, men vi vedbliver at følge den. Fantasien om friheden er med til at holde os på plads. I det moderne arbejdsliv skal medarbejderne på kompetence- og selvudviklingskurser for at blive «hele mennesker». Det afgørende er at man skal lære at lede og håndtere sit liv og give sig selv en følelse af frihed. Men fantasien om den indre frihed har ikke meget at gøre med det hele menneske, men i langt højere grad med idealet om det produktive og effektive menneske.

Ofte appelleres der til vigtigheden af at den enkelte medarbejder skal være sig selv, men dette er ren retorik, for du må aldrig være dig selv for meget, for så er du en trussel. At du dyrker yoga i din fritid og får hjemmearbejdsplads er alt sammen godt, men kun hvis det er optimerende for virksomhedens nytteværdi. Denne selvudvikling er ikke forankret i dit eget begær, men et begær du skal følge, som var det en moralsk kodeks. Med fantasien om friheden lærer vi at begære vores egen undertrykkelse. Det gør vi fordi den virkelige frihed, kendskabet til os selv og hvem vi er, er vanskelig og angstfremkaldende. Vi begærer vores egen undertrykkelse for at blive fri for friheden, kunne man sige.

Den substantielle frihed er skræmmende. Den ville sætte os i forbindelse med andre erfaringer der gør at vi ikke kan vende tilbage på samme måde. Så er det nemmere at ride med på kollegaerne og venners små statusklap på skulderen. Med tiden lærer man dog at disse ting ikke betyder alverden, og at man undervejs måske skulle have hoppet af toget og set en anden vej. Man gjorde det ikke, fordi friheden og angsten i den individuelle jeg-jagt er to sider af samme mønt.

 

Frihed er opmærksomhed

At den for tiden altdominerende negative frihedsforestilling sælger billetter er ikke så mærkeligt. For den rummer den nemme løsning. Den engelske forfatter Iris Murdoch forudså dette allerede tilbage i 1961, hvor hun skrev en skelsættende artikel der hun omtaler den negative frihedsforståelse som en begrænsende forestilling om den liberale personlighed, som drømmen og trøsten om et fiktivt (selvberoende) jeg. Vi abonnerer på denne billigudgave af den liberale frihed, fordi den rummer en optimistisk forestilling om os selv som det selvtilfredse menneske.

Forestillingen om individet som en enhed, der bryster sig af at være kommet i mål, karakteriserede Murdoch som en reduktion af både sproget, fantasien og det hun kaldte «det indre livs kræfter». Hendes kendskab til den liberale personligheds beslægtethed med oplysningstidens knæsætning af den indre samvittighed, ændrede ikke på hendes karakteristik. Hun var selv en stor tilhænger af det oplyste menneskes kamp mod fremmede autoriteter som kirken og totalitære statsformer. Ikke desto mindre anså hun denne beskrivelse af den liberale personlighed som et overfladisk, fattigt og dermed farligt udgangspunkt for en forståelse af frihed. Farlig fordi den er et let bytte for en naiv, drømmeagtig forestilling om frihed, der stiller sig tilfreds med «det fiktive individ som det falske hele». Den er begrænset, fordi, som hun skriver, «antagelsen og forudsætningen om at tilhøre et rationelt og frit individ fremkalder en foruroligende mangel på nysgerrighed efter den virkelige verden, en svigtende evne til at værdsætte vanskelighederne ved at kende den.»2 For Murdoch hører det med til det at blive et individ, at praktisere en nysgerrighed der er vendt væk fra jeg’et.

Det giver ikke mening at tale om individet som forudsat uden fra starten af, at medtænke det hun kaldte en «kærlig stræben efter noget andet og bedre». Nysgerrighed og vanskelighed er for Murdoch afgørende for en forståelse af menneskets vej mod frihed. Det er i forlængelse heraf at hun plæderer for en udvidet forståelse af den liberale personlighed. En forståelse hvor man må flytte fokus fra jeg’et som en fiktiv enhed til virkelighedens kompleksitet. En sådan frihed siger ikke: Se mig, hvad jeg kan eller hvem jeg er, men tør blotte sig selv, rive tæppet væk under sig selv.

Valgmuligheder og individuelle rettigheder er én type frihed og den er værd at kæmpe for i ethvert samfund, men når jeg først har fået den, er det sjældent jeg bruger den til noget særlig. For det meste luller den mig bare i søvn. «Det som vækker mig», skriver Murdoch, «er opmærksomhed overfor virkeligheden udenfor mig selv.» Hun kaldte det for «opmærksomhedens sprog».

Tiltro til sproget I Språk og oppmerksomhet (2013) skriver Toril Moi: «Å lære seg å se er å lære seg et språk. Å lære seg et språk er å lære seg noe om verden. Vi kan ikke finne et språk uten å utvise oppmerksomhet, vi kan ikke se verdens nyanser uten å finne språket som kan uttrykke det oppmerksomheten får oss til å se.»3 Attention som vi kender fra engelsk og fransk kommer af latinske ad og tendere og betyder at strække sig mod noget, at koncentrere sig, at vogte over, at våge, at vente. Moi henviser til Murdoch og argumenterer for at frihed forudsætter en øget tiltro til sproget. At skrive og ytre sig handler ikke, som vi tror, om at udtrykke vores indre, som om sproget og billederne skulle være et hylster for det uudgrundelige i os. Det er snarere omvendt: Om vi ikke udviser opmærksomhed overfor kræfter og relationer udenfor, har vi ikke noget indre. Om vi ikke vender opmærksomheden mod verden, forbliver vi tomme eller fuldstændig forudsigelige, mener Moi.

Som modvægt til den overfladiske jeg-dyrkelse skriver hun: «Når vi tar inn over oss det ytre – noe bare skrivingen hjelper oss til å gjøre – får vi et skjult indre, et indre vi ikke vet noe mer om enn andre.» Den der lærer at se bliver et mysterium for sig selv.

 

Rotteræset

Kort før sin død holdt den amerikanske forfatter David Foster Wallace en tale til afslutningshøjtideligheden på Kenyon College i Ohio hvor han kommer ind på forholdet mellem frihed og opmærksomhed. Hans tale handler om at livets sande lære er at gøre en anstrengelse og at frigøre sig fra sin forprogrammerede default-setting, som han kalder det, altså de billeder og ideologier, der har været så dybt indgroet i os og gjort os så selvcentreret, at vi kun kan se og fortolke alting gennem jeg’ets perspektiv. Til de mennesker der troede at de var frie og fulgte individuelle drømme, men som med årene opdager noget andet, har han følgende kommentar:

«Det lumske ved disse former for tilbedelse (religion, forbrugsgoder, magt, status, anerkendelse, myter) er ikke, at de er onde eller syndige; det er, at de er ubevidste. De er grundmodi. De er en form for tilbedelse, som man bare glider over i dag efter dag, mens man bliver gradvist mere og mere selektiv med, hvad man ser, og hvordan man værdsætter uden nogen sinde at blive klar over, at det er dét, man gør.»

Men så længe personlige frihed mest handler om at vinde, opnå resultater og gøre sig lækker, bringer man sig ikke i kontakt med den mest dyrebare frihed. Som han skriver: «Den allervigtigste form for frihed handler om at være opmærksom, om at være vågen, om disciplin, om at gøre en indsats, om at være i stand til at føle noget for andre mennesker, om at ofre sig for dem, igen og igen, på alle mulige og umulige små, kedsommelige måder, hver eneste dag. Det er den rigtige frihed. Alternativet er ubevidsthed, vores default-setting, ’rotteræset’ – den konstante, gnavende fornemmelse af at have haft og tabt noget uendeligt.»4

 

Bevidsthedsmennesket

Fokuset på friheden er de reaktive kræfters triumf. Den evindelige snak om det frie valg æder folk op indefra. Resultatet er en både politisk og kunstnerisk kultur der har taget friheden som gidsel. Hvis vi med frihed mener frihed til at vælge, er det et spørgsmål om vi kan vælge mellem A og B. Men denne bevidsthed fortæller kun at vi er klar over vore ønsker og begær, ikke deres motivation. Wallace henleder vores opmærksomhed på de ubevidste kræfter der indvirker på vores beslutninger. Han griber fat i det som forfattere lige fra Spinoza til Erich Fromm har skrevet bøger om: At mennesket kun ved erkendelse af disse drivkræfter kan vende afmagt til livskraft. Konfronterer jeg den angst som måske styrer mine valg? Forsøger jeg at forstå hvad som har gjort mig trist og stresset? Hvad driver mig? Hvad gør mig glad? Vi har parkeret friheden i vores «lille kraniestore kongerige», som Wallace kalder det. Vi har gjort frihed til selvbevidsthedens monster.

I Robert Musils livsværk Manden uden egenskaber betragter hovedpersonen Ulrich den store verdensmand Arnheim og forstår hvad selvbevidsthed er: en svælgen og tilpassethed i tidens herskende ideer, hvor kultur og kapital restløst syntetiseres og spændes for akkumulationens vogn. Han har et sprog for alt, bortset fra sig selv, fordi alt skal filtreres gennem tidens koder og det narcissistiske jeg.

I modsætning til det selvbehagelige, stabile selvbevidsthedsmenneske står Ulrich, som et slags bevidsthedsmenneske, bytte for upersonlige kræfter han ikke forstår eller måske forstår alt for godt, og derfor forkaster. Selvbevidsthedsmennesket lever og ånder i matricen og udfylder og udnytter sin suverænitet inden for fængslets mure. Bevidsthedsmennesket indånder stanken fra fængslet, og de tunneller han graver i nattens mørke fører ofte kun ud i ingenmandsland, men han er som et vanvidsmenneske drevet af at opsøge de dufte, han måske har i erindring fra sit barndomsland.5 Hvor han møder det som han ikke kan genkende, men som måske en dag åbner for nye former for liv.

© norske LMD