Steffen Moestrup

For nylig så jeg filmen Room(2015) af Lenny Abrahamson, og det slog mig, hvor meget af filmens attraktion, der er placeret i brugen af dens snævre loca-tion. For de uindviede kan jeg berette, at Room er fortællingen om en mor, der sammen med sin søn gennem en længere årrække er indespærret i et lille skur. Filmen er baseret på en bog af den canadiske forfatter Emma Donoghue og trækker naturligvis også på lignende hændelser i virkeligheden, såsom Fritzl-sagen, hvor en datter blev holdt fanget af sin far gennem 24 år eller sagen om østrigske Natascha Kampusch, der blev kidnappet og holdt indespærret i otte år i et garagerum, der målte 3×4 meter. Filmens styrke er netop anvendelsen af det begrænsede rum. I lang tid er vi ikke andre steder end i det lille rum, og vi placeres som beskuere dermed i samme klaustrofobiske tranghed, som moren og sønnen. De få objekter, der er i rummet, får en helt særlig betydning, som kommer af netop deres unikhed. Alle objekter benævnes som værende de eneste af deres art med ord som lamp, mouse og room. Sønnen, som er født i værelset og derfor ikke kender til en verden udenfor, undrer sig over, at der kan være plads til alle menneske inde i det fjernsyn, som ofte er tændt på i værelset. Han tror ikke moren, når hun fortæller ham om verden udenfor væggene. Gennem en snedig, men også noget heldig plan lykkes det sønnen at flygte, få tilkaldt hjælp og afslutningsvist få befriet moren. Her åbner filmen sig så op og tillader den ydre verden at komme ind. Friheden er overvældende, for verden er et fremmed sted, især for drengen der aldrig har oplevet andet end værelset. Flere gange higer han mod at komme tilbage til værelset. I det lille rum var mor der altid. Nu er hun nogle gange væk, og verden er fyldt med andre. Verden er kaotisk, farlig, fyldt med fremmede lyde og en konstant foranderlighed. Tiden er også en anden. Som sønnen lyrisk påpeger, er man nødt til at smøre tiden ud i et tyndere lag på al den plads og med alle de ting, man skal nå og skal gøre i den store verden udenfor værelset. Room skriver sig ind i en lang række andre værker, som mestendels foregår i trange rum. I Buried (2010) befandt vi os nede i en kiste sammen med en soldat, der var begravet levende. Undervejs i filmen går der hul på kisten, og sand begynder at gradvist fylde kisten og dermed gøre det lille rum endnu mindre, for derved at supplere den klaustrofobiske følelse med en vished om snarlig kvælning. I Hitchcock’s Rear Window (1954) sidder protagonisten lænket til sin rullestol, mens filmen Locke (2013) udelukkende foregår inde i en enkelt BMW, og i Phone Booth (2003) er stort set hele handlingen hensat til en offentlig telefonboks. Filmmediet kan give os adgang til store verdener, hvor den episke fortælling foldes ud på tværs af tid og rum. Men film kan også lukke os inde i det helt lille rum, hvor intensiteten i narrativet bliver så insisterende, at det på vellykket vis kan placere os i samme ubehagelige klaustrofobi, som de karakterer, der følger med os ind i rummet. © norske LMD Steffen Moestrup er kritiker i Le Monde diplomatique