De fleste af os kender det sikkert, at man momentvist oplever livets meningsløshed folde sig ud. Alt kan være ligemeget. Intet giver mening. Uanset hvad man gør, sætter i værk, går hen, træffer, hjælper intet. Det hele opleves som ligegyldigt, fladt, uden nogen form for friktion. Man bliver opgivende. Måske forsøger man at mobilisere en mening ved et eller andet, for det er vel en gennemgående udfordring i livet, at man skal tillægge noget værdi for at få livet til at give mening. Når jeg har det sådan, forsvinder følelsen efter et par dage. Heldigvis. Jeg glemmer alt om det. Jeg er videre. Men hvad nu hvis denne oplevelse var en permanent tilstand?
Meursault lever et følelsesmæssigt distanceret liv i Algier, hvor han reagerer med ligegyldighed på både sin mors død og sine egne relationer. Han indleder et forhold til Marie og bliver perifert involveret i en konflikt mellem sin nabo og nogle arabere. Under en konfrontation på stranden skyder han tilsyneladende uden egentlig motivation en mand. Under retssagen bliver hans manglende følelser snarere end selve mordet det centrale anklagepunkt, og han dømmes til døden. (…)
Denne saken er forbeholdt våre abonnenter. Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
