I Afghanistan er pigebørn kun til låns

Der er kommet fremmede til landsbyen. Det varer ikke længe før en stor flok af børn nysgerrigt har omringet os, hver gang der knappes op for kameratasken. Vi ser mørke kvindeøjne på den anden side af husportene. De kigger på de fremmede gæster gennem sprækken, der dog klappes i hver gang vi kigger i deres retning. Pludselig kommer en mand springende ud foran os mellem de lerklinede huse og insisterer på at vi skal indenfor og drikke en kop te. Vi går gerne med ind, men afslår tilbuddet om te; de fremmede har ikke så meget tid, og firehjulstrækkeren står og venter i udkanten af landsbyen. Men tomhændede får vi ikke lov til at gå derfra igen, og han stikker os hver et lommetørklæde i hånden med smukke, håndbroderede blomster i alle farver. Det er en dybt forankret del af afghanernes kultur at vise en overvældende gæstfrihed over for alle fremmede enten ved at byde på te, et måltid eller ved at give små gaver. Vi havde gjort manden den ære at træde indenfor i hans hus, men denne mand havde også en anden anledning; nemlig at konen for mindre end en time siden havde født en lille pige. Han viser os en hel samling af broderede lommetørklæder, hvilket er en tradition at de vordende mødre i ventetiden broderer netop for at forære dem væk til gæster efter fødslen. Det bringer held. Specielt viser han os det, som hun havde broderet til ham med et digt hvori hun priser sin ægtemand og håber på en god fremtid for den lille nye baby. Vi er beundrede og beærede over denne flotte gave, men også noget forlegne over ikke at have noget i lommerne, der kunne fungere som barselsgave, men det behøves ikke, forsikrer faderen. Datteren vil nemlig indbringe 400 000 Afghani (56 000 kr), når hun engang skal giftes, og da hun er den fjerde i flokken af døtre, så kan selv vi regne ud, at han i virkeligheden er en yderst velhavende mand. Modsat Pakistan og Indien, hvor en pigefødsel betyder økonomisk katastrofe når hun skal giftes, idet det er pigens egen familie, der skal betale udgifterne ved brylluppet og medgift, er det i Afghanistan en økonomisk fordel.

Jeg har netop afsluttet syv måneders feltstudie i Afghanistan som led i min uddannelse. Under opholdet har jeg rejst til mange fjerne egne af landet for at undersøge, hvorledes en dansk udviklingsorganisation, DACAAR, arbejder med at undervise kvinder i grundlæggende sundhed og hygiejne. Denne oplevelse står specielt klar i min hukommelse over oplevelser i landsbyerne, netop fordi den udtrykte glæde over at en pige var født. At glæden øjensynligt mest skyldes det faktum, at hun er en god indtægtskilde, forklarer virkeligheden bedre, end at det er en generel glæde over at få en datter. Normalt er en pigefødsel ikke noget, afghanere udtrykker deres glæde over, men nærmere beklager. Nabokonerne ønsker moderen bedre held næste gang, og mændene undlader at affyre skud med deres kalashnikov, som ellers bruges flittigt ved drengefødsler. Den traditionelle fødselshjælper er ligeledes slukøret over ikke at modtage de gaver, hun ville have modtaget, havde hun hjulpet en dreng til verden. (…)