Helse

HELSE: Den næsten totale mangel på en lægepraksis der på samme tid er nær, human, menneskelig og af høj kvalitet, en af vores tids største skandaler på det afrikanske kontinent. En kæmpeudfordring, som det haster alvorligt med at løfte. De epidemiologiske data for det afrikanske kontinent – som er både overordentlig ufuldstændige og langt fra sandheden – sætter dødelighedsprocenten en del højere end for resten af planeten. Det drejer sig ikke blot om specifikke sygdomme som AIDS og malaria, som medierne er fokuserede på, men langt i højere grad og helt generelt om en sundhedssituation som er katastrofal, også selvom visse fremskridt er opnået i de sidste årtier. Af mæslinger eller under fødslen dør f.eks. hundrede tusinder af børn og mødre, som i nordens lande ville have overlevet uden problemer. Der peges normalt på to hovedfaktorer, den ene økonomisk, den anden kulturel. På den ene side er der det alt for dårlige sundhedsnet på landet, de menneskelige og finansielle midlers utilstrækkelighed, den herskende armod i sundhedsuddannelserne. Med ét ord: «underudviklingen» – forstået som en forfærdende mangel på midler og finansiering. Denne er ansvarlig for alle disse dødsfald, som i andre økonomiske kontekster teknisk set er til at undgå. På den anden side anklages den lokale kultur for at vaner og skikke, de folkelige forestillinger og praksis, ja til og med befolkningernes «uvidenhed», for at tale de syge fra at henvende sig til de sociale instanser i tide, og i stedet forlade sig for meget på «traditionelle» behandlinger eller helbredere. Oven i disse to ubestridelige faktorer føjer sig en anden til, som man næsten aldrig taler om, men som også bærer et stort ansvar: en stor del af sundhedspersonalets upassende opførsel, deres mangelfulde fagviden, deres foragt for de syge. Ydmygelser, pengeafpresning, griskhed, «skideligeglad-holdning», vold, hyppigt arbejdsfravær, manglende motivation, «enhver er sig selv nærmest»-filosofi: alle disse onder, i deres tilknytning til en særligt svækket økonomisk og social kontekst, beretter brugerne («Man ser ikke engang på os» og «Sundhedspersonalet tænker kun på penge») og visse klartseende fagfolk om. Selvfølgelig møder man også i poli- og fødeklinikkerne et kompetent, hæderligt, samvittighedsfuldt og venligt sundhedspersonel. Men de er marginaliserede. Under sådanne forhold er under-frekventeringen af det offentlige sundhedsvæsen, de syges hyppige flugt, den manglende overholdelse af ordinationer direkte forbundne med denne næsten veterinære lægevidenskab som praktiseres af det officielle sundhedssystem i Niamy, i Abejdjan, såvel som i Dakar, Bamako eller Conakry. Når alt kommer til alt, er det ikke den moderne lægevidenskab, som befolkningerne forkaster. Dette vidner succesen for «apotekerne på jorden» om, dvs. markedsstandene med og dørsalget af moderne medikamenter, men som er tilvejebragt gennem smugling, svindlerier eller piratudgaver. Det samme vidner den spektakulære udbredelse af private, uformelle «lægepraksisser», som drives af en arbejdsaktiv sundhedsplejer (udenfor arbejdstiden, men ofte også indenfor) eller en pensioneret. Ligeledes er hjemmefødsler med en jordmoders hjælp eller i dennes hemmelige «arbejdsværelse» hyppige i byerne. I disse forskellig tilfælde søges, oprettes og praktiseres en ikke blot fysisk, men også social nærhed mellem patient og behandler. Dørsælgeren sælger de paracetamol og kloroquin stykvis, som der under hastige konsultationer – hvilke opnås efter megen tidsspilde – systematisk udskrives recepter på rundt omkring på poliklinikkerne. Desuden rådgiver dørsælgeren i et familiært hverdagssprog om hvad man skal tage i tilfælde af diaré, mavesmerter eller impotens…Denne type nærhedsbehandling i byområder, som efterspørgslen er stor på,

Titalls millioner barn under fem år dør hvert år. 80 prosent kunne ha vært reddet hvis de hadde hatt tilgang på livsnødvendige medisiner. Hvem eier legemidlene – den som har fremstilt dem, pasienten som trenger dem, eller mellomleddet som kjøper dem og selger dem videre?