Made in China

Jeg så skriften på et stort banner i parcelhusstørrelse, der hang ned fra loftet i Palexpo-messehallerne i Geneve. Det var på den Internationale Telekommunikations Unions store verdensmesse nogle grå regnvejrsdage i oktober 2003. Banneret hang skråt overfor en messestand for et af den amerikanske kapitalismes førende selskaber, Intel, hvis microprocessorer sidder i størsteparten af verdens computere.

«Your profit – Our Goal», proklamerede den selvsikre teknologivirksomhed på verdenssproget engelsk-amerikansk. Der skulle åbenbart markante budskaber til for at tiltrække sig opmærksomhed blandt de 900 selskaber fra hele verden, der var kommet til ITU-messen Telecom World 2003. Nysgerrigt nærmede jeg mig standen. Var det amerikanere? Eller måske englændere? Nej, det var den kinesiske virksomhed Huawei Technologies, der havde hængt parolen op. På gulvet under den trippede unge kvinder i røde kjoler rundt for at få udspredt profittens evangelium til de forbipasserende kunder. Ikke engang et postmoderne Andy Warhol portræt af den afdøde formand Mao kunne man skimte.

Huawei kunne prale af 68 procents vækst i 2002. Det har en årsomsætning på over en halv milliard dollar, og det har store globale ambitioner. Det er f.eks. allerede verdens andenstørste virksomhed for etablering af hurtige ADSL-forbindelser til internettet. I juni 2003 fik det en kontrakt om at bygge 5.700 km bredbåndsnetværk for Frankrigs anden største internetudbyder, Freetelecom. I længde svarer det næsten til den kinesiske mur.

Halvdelen af selskabets 22.000 medarbejdere laver forskning og udvikling i nye netværksløsninger til faste og mobile netværker. Og det sker ikke bare i Kina, men globalt. Huawei har forskningscentre fra Shanghai til Stockholm. I Bangalore i Indien til Dallas i Texas.

I Kina er der mange teknologiintensive virksomheder som Huawei, der tænker globalt og ønsker at erobre den globale markedsplads. Kineserne vil ikke længere nøjes med at fremstille t-shirts på discount, juledekorationer til lavpris eller små Disney-figurer til McDonald's Happy Meals. De vil også konkurrere på teknologi og kapital.

Mandag den 3. november 2003 vågnede mange vestlige erhvervsfolk op til en af den slags nyheder, der kan kaldes skelsættende. Den kinesiske elektronikvirksomhed TCL fra Huizhou indgik en joint venture aftale med det hæderkronede franske mærke Thomson. Det var ikke franskmændene, der overtog kineserne, men TCL der nærmest åd Thomsons tv-forretning.

TCL – der er en af Kinas største fabrikanter af fjernsyn og mobiltelefoner, og som også laver computere, dvd-afspillere og husholdningselektronik – overtager kontrollen med totredjedele af et nyt joint-venture selskab, der skal stræbe efter at blive en af verdens førende tv-fabrikanter.

«Vi er nødt til at tilpasse os,» indrømmede Thomsons chef, Charles Dehelly. Kineserne «har forandret forretningsrealiteterne», lød det lakonisk fra ham. Sidste år købte kineserne det fallerede tyske mærke Schneider, og det stopper næppe der. Eller som TCL's finanschef, Vincent Yan, sagde: «Vi er fast besluttede på at blive det kinesiske svar på Sony eller Samsung.»

Endnu er TCL med et årligt salg på 24 mia. kroner en relativ lille modstander for Samsung, der er 10 gange så stor, og Sony, der er 20 gange større, men det har meget højere vækst. Og at købe udenlandske mærker op, mener kineserne er en hurtig genvej til succes frem for møjsommeligt at bruge penge, tid og kræfter på at forme et globalt mærkevare, et «brand».

Huawei og TCI er sindbilleder på den nye kinesiske kapitalisme, der for to årtier siden begyndte at se dagens lys under kommunistpartiets leder, Deng Xiaoping, og siden har sat landet på den anden ende. Kina er vokset med i gennemsnit 9,5 procent om året – uafbrudt i de sidste 20 år. Kina er med sine 1,3 mia. indbyggere i løbet af få år gået fra at være en udviklingsøkonomi med industri på discountklassen til at blive en af verdens sværvægtere. Målt i dollar er Kina nu verdens fjerdestørste økonomi kun overgået af USA, EU og Japan.

Intet land i verden tiltrækker så mange direkte udenlandske investeringer som Kina – i 2002 var det 53 mia. dollar, og de går direkte til nye fabrikker og nye arbejdspladser. Store transnationale selskaber som Microsoft, Ford, Motorola, Dell, Intel, BMW og Siemens har investeret milliarder. Og det er ikke bare i fabrikker for ufaglært og billig arbejdskraft, men også i stigende grad i forsknings- og udviklingscentre. I år vil 400.000 nyuddannede kinesiske ingeniører stå klar til at gøre karriere, og de er mange gange billigere end nyuddannede ingeniører i USA.

Kineserne rykker frem på alle fronter. Det økonomiske magasin Far Eastern Economic Review skønner, at 30 procent af alle verdens fjernsyn i dag fremstilles i Kina. 50 procent af alle fotografiapparater, 30 procent af alle aircondition-anlæg, 25 procent af alle vaskemaskiner, 20 procent af alle køleskabe og 37 procent af alle computerharddiske er «Made in China». I år har Kina fremstillet lige så meget stål som USA og Japan tilsammen.

Kinas eksport til omverdenen steg med 30 procent i 2003. Handelsoverskuddet i forhold til USA er steget til et historisk rekordniveau med 120 mia. dollar, og det har skabt dyb bekymring i USA. Nogle mener, at Kinas billige arbejdskraft og eksportvirksomheder har hovedansvaret for tabet af 2,7 mio. arbejdspladser i USA's industri i de sidste tre år. Blandt økonomer er man forsigtig med at drage så entydige konklusioner. Eller som chefen for de økonomiske rådgivere i Det Hvide Hus, Greg Mankiew, har sagt i en høring i Repræsentanternes Hus: «Det er svært at give Kina hovedansvaret,» sagde han og henviste til, at de fem sektorer i USA, som har tabt flest arbejdspladser i de senere år «eksporterer massivt til Kina og importerer kun lidt derfra».

Ikke desto mindre er «truslen fra Kina» blevet et varmt politisk emne i USA – nøjagtigt som «truslen fra Japan» var det i 80'erne. Den tidligere demokratiske præsidentkandidat Joseph Lieberman anklaget Kina for at lave «et økonomisk angreb» på USA, og den amerikanske handelsminister, Donald Evans, har under et besøg i Bejing, sagt «at USA's marked ikke fortsat kan holdes åbent over for Kinas eksport, hvis ikke det kinesiske marked åbner sig på samme måde over for amerikanske virksomheder og arbejdere.»

Bush-regeringen har ytret ønske om, at kineserne revaluerer valutaen, Yuan'en, men er blevet afvist af Kina, der siden midten af 90'erne har ladet yuan'en skygge dollaren. Præsident George W. Bush frygter, at «truslen fra Kina» kan blive en sag ved præsidentvalget, og han har sendt flere symbolske signaler afsted til sine vælgere. USA har indført skrappere importkvoter for kinesiske tekstiler, der har erobret en fjerdedel af det amerikanske marked. Og USA har truet med at indføre en straftold på mellem 28 og 46 procent på billige kinesiske tv-apparater, som man hævder bliver dumpet på det amerikanske marked. Det vil ikke alene gå ud over TCI/Thomson-gruppen. Det kan også ramme amerikanske forbrugere, der i de seneste år har nydt godt af faldende priser på grund af den øgede konkurrence fra bl.a. Kina.

Kina er blevet en af verdens store importnationer og har lovet at købe nye Boeing-fly, maskiner og korn i USA, men de kan f.eks. vælge at bruge deres milliarder et andet sted. Eller Kina kan holde op med hver måned at købe for 10 mia. dollar amerikanske statsobligationer, som Bush bruger til at finansiere det store underskud på statsbudgettet. Landenes økonomiske skæbner er viklet ind i hinanden i globaliseringens tidsalder.

Ude i horisonten tegner der sig et scenario, der kan gøre Kina til en økonomisk supermagt, der kan måle sig med USA – eller endda overhale amerikanerne.

Nogle optimistiske økonomer mener, at Kina i løbet af en 20-30 år har potentiale til at blive verdens største økonomiske magt. Men det forudsætter, at kineserne kan fastholde de høje vækstrater – uden tilbageslag og interne sammenbrud.

Jan Borgonjon, der er præsident for den spanske konsulentvirksomhed, Interchina Investment, tror, at «Kina vil blive det mest konkurrencedygtige land i verden i de næste 50 år. Kineserne arbejder meget og godt. Konflikterne på arbejdsmarkedet er næsten ikke eksisterende og at arbejde 60 timer om ugen er intet problem.» Deres mål er at «blive rige,» tilføjer han.

Sammenlignes landenes købekraft er Kina allerede i dag verdens anden største økonomiske magt kun overgået af USA. Kina har 760 millioner arbejdere – seks gange så mange som USA – men de har en meget lavere levestandard end amerikanske lønmodtagere, der i gennemsnit tjener 30 gange så meget.

Den asiatiske gigant er i hastig forandring. Rejser man til de hurtigt voksende vækstregioner som f.eks. Shanghai og Guangzhou kan det være svært at se, at Kina stadig skulle være et udviklingsland. I disse byer har den nye forbrugende og hårdtarbejdende middelklasse forlængst kastet sig over alle de forbrugsgoder, som man i Europa og Amerika betragter som selvfølgeligheder. Kinas nye middelstand kan måles i hundreder af millioner, og de vil have alt, fra tv og køleskabe til mobiltelefoner, biler og modetøj. Kineserne har i oktober f.eks. købt 75 procent flere mobiltelefoner end samme måned sidste år. Det er ikke for ingenting, at vestlige selskaber som Nokia, Siemens, Sony – og ja,Volkswagen, Toyota og Ford – regner Kina som et af deres helt store vækstmarkeder.

Kina er i lyntempo ved at forvandle sig til en motor for verdensøkonomien. Intet andet land oplever en så voldsom vækst i forbruget af varer og energi. På godt og ondt. Der er blevet solgt to millioner biler i Kina i år, og salget af biler ligger 48 procent over sidste år. I dag er der cirka 20 millioner biler i Kina, og man regner med, at der vil være over 100 millioner af slagsen inden udgangen på årtiet.

Kina er ved at sætte et miljø- og energimæssigt fodaftryk, som kan måle sig med de allerstørste økonomier i verden. I år har Kina overhalet Japan som verdens anden største forbruger af olie. Kina importerer 10 millioner tønder olie om dagen. Kun amerikanerne sluger mere olie end kineserne. I følge det internationale energiagentur står Kina bag en tredjedel af den øgede efterspørgsel efter olie. Det er en udvikling, som ikke er uden problemer. «Hvis alle vore cykler bliver til biler, vil det være et forfærdeligt tal,» har den pensionerede direktør for Kinas nationale olieselskab, Zhai Guangming, sagt. «Det ville skræmme verden.»

Kina har lovet at skærpe sine miljøkrav for udledning af bl.a. CO2 fra 2005. Investeringerne i nye teknologier i industrien har betydet visse fremskridt. I de sidste 30 år har Kina tredoblet sit energiforbrug, og hver kineser bruger dobbelt så meget energi som i 1973. Men energiforbruget er relativt set faldet med 46 procent, hvis det sammenholdes med væksten i Kinas bruttonationalprodukt, viser tal fra World Resources Institute.

Det industrielle og økonomiske fremskridt i Kina rummer mange paradokser og skyggesider. To millioner kinesere er blevet tvunget at forlade deres hus i forbindelse med bygningen af den store vanddæmning ved De Tre Slugter, der skal producere elektricitet til at holde Kinas industrielle fremskridt igang. Over 100 millioner kinesere i de tilbagestående landområder lever i absolut fattigdom og har knapt nok råd til at fylde risskålen. En halv milliard kinesere er stadig afhængige af arbejdet på landet. Millioner af dem vandrer hvert år til byerne i håb om, at de kan finde et arbejde, der kan løfte dem og deres familie ud af fattigdommen, men de udgør den nye underklasse af forhutlede og ofte hjemløse, der er en permanent trussel mod den sociale stabilitet.

En stabilitet, der foreløbig gør Kina til et mere attraktivt investeringsland for transnationale selskaber end andre fremstormende økonomier som Indien, Indonesien og Brasilien. Også selv om Kinas statskontrollerede bankvæsen, mangelfulde beskyttelse af intellektuel ejendomsret og politiserede retsvæsen igen og igen er under hård kritik fra de vestlige lande.

I oktober 2003 sendte Kina for første gang succesrigt en mand ud i rummet med rumrakketen Shenzhou 5, og astronauten, oberst Yang Liwei, kom sikkert tilbage til jorden igen. Men i Kinas landområder er der f.eks. stadig over 50.000 byer, der ikke har adgang til en landevej. Modsætningerne er enorme i dette enorme land. Og dimensionerne har et omfang, hvor de kan sprænge alle grænser.

Alle tal og statistikker i Kina er enorme. Vidste De, at Kina i dag er verdens største marked for telefoni? På bare syv år er antallet af telefonabonnenter tidoblet i Kina til i alt 420 millioner. Det faste telefonnet er nu større i Kina end i USA. I 2002 rykkede Kina foran USA på markedet for mobiltelefoner målt på abonnenter. 234 millioner kinesere har nu en mobiltelefon, mens USA på den globale andenplads har 140 mio. indbyggere med mobiltelefon. Selskabet China Mobile kan godt kalde sig verdens største mobilselskab, for det har med 145 millioner kunder flere abonnenter end det i Vesten mere kendte mærke, Vodafone. Det britisk ejede selskab er dog stadig langt større målt på omsætning.

Selv på internettet er Kina ved at blive en stormagt, trods alt. Kinas kommunistparti har længe forsøgt at holde udviklingen tilbage, og Kinas internetpoliti har slået hårdt ned på såkaldte systemkritikere, der har tilladt sig at bruge nettet til at udtrykke deres politiske meninger. Menneskerettigheder behandles stadig som et relativt begreb af Kinas kommunistparti, der i første række er optaget at bevare sin egen magtposition. Men i dag er 66 millioner kinesere koblet på internettet, og de er blevet sværere og sværere at kontrollere af partiets centralstyrede hierarki.

På globalt plan er der i dag 665 millioner mennesker, der er på internettet, og Kinas regering har gjort det til et officielt mål, at Kina skal være klodens førende netmagt. Det forudsætter dog, at friheden følger med, som den tyske kansler Gerhard Schröder påpegede under et statsbesøg i Kina:

«Kina vil nå sit ambitiøse mål om at blive verdens største internetmarked i løbet af fire år, hvis dets netværk er lige så attraktivt for kinesere, som det er for udlændinge. Jo mere frihed det giver til websiderne og brugerne, jo mere vil internettet udvikle sig på en dynamisk vis,» sagde Schröder på Sun Yatsen universitetet i Guangzhou.

Og det indfanger et af Kinas centrale dilemmaer. Hvis landet vil fastholde sin imponerende vækst også i de kommende år, må Kinas regerende kommunistparti også tillade større frihed for borgerne. For uden større frihed og mere åbenhed kan det blive meget svært – næsten umuligt – for Kina at konkurrere på internettet og inden for de vidensintensive, højteknologiske markeder, som kineserne drømmer om at komme ind på.