Dramatisk eksklusivitet

Den russiske forfatter Irina Muravjova, der emigrerede til USA i 1985, har sat ord på den irritation, som russerne kan vække i mig. I bogen The Nomadic Soul (Forlaget Glas 1999) fortæller hun den dramatiske historie om flere generationer af en russisk overklassefamilie i tsartiden, som hun følger gennem Første Verdenskrig, revolutionen i 1917, borgerkrigen og Anden Verdenskrig.

En af Muravjovas personer, der boede i oktoberrevolutionens arnested, Skt. Petersborg, gør sig følgende overvejelser: «Hvis der er en sygdom, som Rusland frem for alt led af, så var det følelsen af sin egen dramatiske eksklusivitet. Enhver fordrukken tølper fik stor fornøjelse ud af at slå sig på brystet og råbe triumferende: «Yes sir, jeg er russer!». Hvad så, spørger man sig selv. Måske var det selve landets overdrevne størrelse, som denne perverse følelse af egen betydning i dem stammede fra? Men trods alt følte han (N.V. Filitsyn, dr. i nervøse og psykiske lidelser, red.) medlidenhed med dem. Ingen af dem havde fred i sjælen, ingen af dem var lykkelige. Ethvert møde med menneskelig stupiditet havde altid ladt ham tilbage med en bidende følelse af desperation. Som student havde han haft en flygtig interesse i politik og havde en tid deltaget i møder i en politisk debatklub. Men der havde han mødt en så påståelig stupiditet, der næppe kunne undskyldes med blot ungdommelighed, at han i tide var holdt op med at komme. Han havde følt i sin sjæl, at politik og snak var én ting, mens det menneskelige liv var noget fuldstændig andet. Der var noget af et tanketomt spil i denne universelle passion for politik. Nej, intet af det var ham. Bedst at lukke sig inde i sit kontor her, sige god fornøjelse til det hele og læse Plutarch». (…)