En stjerne på mode: Efterklangens filosof

Fransk filosofi og åndsliv har satt dype spor i europeisk historie. Vårt kontinent hadde sett annerledes ut uten den franske revolusjonen og menneskerettighetserklæringen, og fransk litteratur og kultur har en høy stjerne verden over. Men hvilken posisjon har fransk tenkning i Norden?

Det var ham med hatten, der introducerede Michel Foucault i Danmark. Det var ham med filmene og Frankrig og Humphrey Bogart-hatten: Det var Ole Michelsen, der i slutningen af 60‘erne lavede et interview med Foucault på Danmarks Radio. Foucault havde udgivet Ordene og Tingene, som blev en bestseller i Paris. Så Michelsen interviewede filosoffen, som således blev importeret ind i en dansk kontekst. Han talte til danske lyttere. I dag er Foucault over det hele. Som Stefan Hermann, ekstern lektor i sociologi ved Århus Universitet, beskriver: «Foucault læses overalt i de samfundsvidenskabelige discipliner og i stigende grad i det sundhedsvidenskabelige felt. Han er blevet pensum i mange discipliner fra filosofi, etnografi over kønsstudier til politologi, sociologi og social forskning.» «Også management- uddannelserne har i høj grad taget Foucault til sig. De ser hans kritiske analyser som produktive for god ledelse. Man læser også Foucault på de mellemlange professionsuddannelser – sundhed, pædagogik og læreruddannelser – hvilket er interessant, fordi hans historiske analyser havde disse menneskeprofessioner som genstand.» Foucault bliver citeret i danske aviser, og han optræder som karakter i romaner. Foucault har ifølge Hermann leveret ideer, koncepter, synsvinkler og samtidsdiagnostiske analyser over så mange felter og discpliner, «at hans indflydelse i dag næppe kan overvurderes herhjemme og slet ikke internationalt.» Lars-Henrik Schmidt, rektor ved Dansk Pædagogisk Universitet, beskriver Foucaults succes: «Foucault var en murbrækker for en generation af intellektuelle i 1970‘erne, der ledte efter et alternativ til den marxistiske dominans inden for magttænkning. I dag er han ikke murbrækker, men en blandt mange af tidens stjernetænkere som Pierre Bourdieu, Niklas Luhmann, Anthony Giddens og Zygmunt Bauman. Han er en del af den intellektuelle shops fineste hyldevarer. Sådan en, som man skal kende til og have en vis indsigt i.» Idehistorikeren Jens Erik Kristensen fra Århus Universitet udgav sammen med Lars-Henrik Schmidt den første samlede bog om Foucault i Danmark i 1985. Kristensen påpeger betydningen af Foucaults analyser af ledelse og styring:
«Foucault viser i sine studier af de liberale ledelseskunster, at friheden er alt andet end bare frihed, men kan gøres til og udnyttes som en avanceret selv- og ledelsesteknologi. Det er vel nok på det område, hans indflydelse i dag er størst, og hvor hans analyser og analytik har bevaret deres største aktualitet i lyset af, at stort set alt i dag handler om at lede eller vejlede mennesker via bearbejdelsen af deres selvforhold eller selvledelse.»

Foucault bliver læst af dem, der studerer og udøver ledelse. Han analyserer, hvordan ledelse af frigjorte mennesker finder sted. Og hvordan frigjorte mennesker leder sig selv. Og hvilke ledelsesteknikker, man kan anvende. Som Kristensen pointerer: «Foucault kan i dag læses og bruges af alle dem, der i professionel øjemed har med mennesker at gøre og formodes at gøre noget ved andre menneskers gøren og laden, at agere både på deres adfærd og frem for alt på deres selvopførsel.» Det er dette Foucaultske perspektiv, som har inspireret dem, der analyserer relationerne mellem system og borger i velfærdssamfundet. Margaretha Järvinen, professor i Sociologi ved Københavns Universitet, har til magtudredningen skrevet om relationen mellem det sociale system og de sociale klienter. Og hun giver et eksempel på indflydelsen fra Foucault i det konkrete arbejde: «Vi bruger i bogen Det magtfulde møde mellem system og klient, som indgår i magtudredningen, Foucaults begreb om pastoralmagt for at beskrive magtformer, der i voksende grad er karakteristiske for den moderne velfærdsstat. Ligesom en pastor (en pastor er en hyrde) ideelt set bør være en selvopofrende vogter af ‘flokken‘, synes velfærdsstaten at tage den opgave på sig at beskytte og udvikle hver enkelts velfærd, fremgang og lykke.» Pastoralmagten er en god og forstående magt. Den udøver en blid normalisering af individet med henblik på mål, som synes at være til den enkeltes bedste. Det er ifølge Järvinen en vigtig pointe hos Foucault, at man i «velfærdsstatens hjælpende og omsorgsgivende institutioner kan finde magtformer, som er meget radikale og indgribende, men at disse magtformer ikke skal betragtes som negative og begrænsende for individet: Dette perspektiv åbner for mange spændende magtanalyser af mødet mellem klient og system.»

Den almindelige forestilling om magt og frigørelse er baseret på et skema, hvor frigørelse handler om at bryde med en mægtig undertrykkende autoritet. Foucault sagde i starten af 80‘erne, at frihed i de vestlige samfund ikke længere kunne defineres negativ: dvs. som frihed fra undertrykkelse. Det drejede sig i stedet om at forsøge at tænke frihed positivt. Foucault gav ifølge Stefan Hermann begreber til problemstillinger i vores samfund, som presser sig mere og mere på: «Med den stigende individualisering i samfundet, frisættelse, modernisering og afvikling af traditioner og autoriteter kunne Foucault dels levere et magtkritisk bud på spørgsmålet om, hvordan det moderne selv forvalter friheden, dels forny kritikken af den velfærdsstatslige omsorgs- og velfærdsformer. Han kunne pege på, at denne frihedsforvaltning, denne livsførsel på mange niveauer og med mange formål kobles til politiske strategier. Lige fra den lediges manglende motivation, inciteringen af børn til livslang læring, den fedes kost, rygerens selvforhold og den personlige udvikling på arbejdspladsen.»

Michel Foucualts bog Sindssygdom og psykologi blev allerede i 1970 oversat til dansk. Den var med til at mobilisere den antipsykiatriske bevægelse i Danmark. I 1978 oversatte filosoffen Søren Gosvig Olesen første bind af Foucaults serie om Seksualitetens historie til dansk. Den danske læsning af Foucault var i lang tid et snævert humanistisk, idehistorisk anliggende. Men som Lars-Henrik Schmidt anfører: «Foucault har fået størst indflydelse inden for samfundsvidenskaberne, her har han fået gennemslagskraft, men på en ganske bestemt måde. Først var han kendt som en strukturalistisk historiker fra Anael-skolen i Frankrig. Så var han en stjerne inden for poststrukturalismen og opgøret med strukturalismens stereotype tænkemåder. I de seneste to bøger har Foucault været idol for såvel danske postmodernister som nu diskursanalytikere.» Pointen er ifølge Schmidt, at såvel postmodernismen som forskellige former for diskursanalyse har langt større gennemslagskraft i samfundsvidenskaberne end inden for humaniora: «Egentlig handler det om, at samfundsvidenskabsfolk er langsommere til at fatte, hvor tingene bevæger sig hen rent intellektuelt end andre forskere. Men da samfundsvidenskab betyder så ufatteligt meget mere end humaniora i Danmark, ja, så får Foucaults tænkning sin succes her. På denne vis bliver han efterklangens filosof.» Schmidt tilføjer, at Foucaults tænkning også har været vigtig for pædagogikken. Foucault har peget på diagnosticering som en måde at stigmatisere på og skabe anormalitet: «Hans overvejelser har i den grad fået pædagogiske forskere til at tænke over magtperspektivet. Vores opmærksomhed er ledt hen på, hvad det vil sige at være overvåget og disciplineret.»

Foucault har aldrig sagt, at viden er magt. Han er blevet citeret for det. Men det er ikke en korrekt gengivelse. Foucault undersøgte og reflekterede over de komplekse og dynamiske relationer mellem viden og magt. Jens Erik Kristensen fremhæver Foucaults analyser som et lidt overset moment i diskussionen om videnssamfundet og vidensøkonomien: «Foucault talte om, at ethvert samfund har sin ‘sandheds- og videnspolitik‘, hvor kampen står om de accept- regler, der gøres gældende for viden, herunder også for den videnskabelige viden og for hierarkierne mellem forskellige vidensformer. Det er m.a.o på høje tid, at nogen begynder at interessere sig for videnssamfundets og videns-økonomiens nye sandheds- og videnspolitik – eller overhovedet betænker, at der er politik i viden.» Foucault udlagde selv sine bøger som værktøjskasser. Og der er mange som forsøger sig med Foucaultske analyser og den Foucaultske metode. Det var Foucaults forfængelige selvopfattelse, at hans vidensanalyser ville være banebrydende i forhold til andre discipliner. Lars-Henrik Schmidt gør status over Foucault, snart 20 år efter Foucault døde: «I dag bliver Foucault brugt i stort set alle discipliner. Hans profeti: ‘jeg opfatter mine bøger som værktøjskasser‘ er gået i opfyldelse. Men pointen er, at han ikke – som han troede – har rystet vidensdisciplinerne.» Schmidt antyder, at Foucaults værk som værktøjskasse har gjort mere skade end gavn: «Hans ide bliver nemlig i Danmark hurtigt omsat til eklektisk teoridannelse, hvor alle teorier i ligeværdighedens lys får lov til at have noget at sige. Men det er forkert og fordummende.» «Værktøjskasseforestillin-gen om teori bryder med forestillingen om en viden som er kohærent og konkurrerende i forhold til andre typer viden. Forestillingen bryder med ideen om en rangorden. Foucault har ikke givet anledning til en ny tværfaglig kontekst. Foucault vil være en generel reference for tre generationer af intellektuelle. Men min opfattelse er, at han ikke vil overleve og blive en intellektuel konge som Max Weber eller Jürgen Habermas. Foucault er en inspirator. Foucault er ikke til efterfølgelse.»

© LMD Norden
Neste bidrag i denne serie blir et intervju med semiotikeren Per Aage Brandt i Danmark.

1 Nylig utkommet på dansk: Michel Foucault, Galskabens historie i den klassiske periode. 560s. Det Lille Forlag 2003.