Nepal / Nord-Amerika Maoisme

Maoisternes offensiv

Kvinderne er en af de befolkningsgrupper som den maoistiske bevægelse har haft størst succes iblandt. Men maoisterne fokuserer mere på deres principper om at afskaffe monarkiet end på, at folket lider, sier Deepak Thapa i dette intervju.

Posted on

I Pilgrims Bookshop i Kathmandus turistkvarter Thamel sælger de den gerne; journalisten Deepak Thapas nye bog A Kingdom Under Siege – Nepal’s Maoist Insurgency, 1996 to 2003. Sammen med to andre bøger om den maoistiske opstand står den opstillet ved indgangen af butikken, fristende billig at købe for den politiske læser. Helt så let at få fat i er den ikke alle steder. «Jeg kan ikke sælge den til dig. Den er blevet forbudt,» siger ekspedienten i en anden boghandel og trækker beklagende på skuldrene.
Jeg spørger Deepak Thapa, hvad der er med hans bog; hvorfor nogle boghandlere forhandler den og andre ikke:
– Aaah, siger han og smiler. De er for bange for regeringen. Som alle andre. En afdeling under hæren arresterede for nylig to boghandlere for at «sælge venstreorienterede bøger». Siden da er andre blevet bange. Måske er det regeringen, der har beordret det, måske ikke, forklarer han.
Og er hans bog så venstreorienteret?
– Selvfølgelig ikke, siger han. Den er ikke højreorienteret, ikke venstreorienteret; den er objektiv.

A Kingdom Under Siege handler om baggrunden for maoisternes væbnede kamp i Nepal, og om hvordan den bevægelse, der startede som en relativt marginal politisk fraktion i midten af 1990erne, på bare syv år har kunnet vokse sig så stor og få så meget medhold i befolkningen, at den i dag udgør en reel trussel mod styret.
– Der er to hovedårsager til maoisternes opstand og popularitet, siger Deepak Thapa: Regeringens undertrykkelse som den ene, og den moralske fallit og enorme korruption blandt de politiske partier som den anden. Hvad den første årsag angår, troede regeringen, da opstanden startede, at hvis bare den terroriserede og dræbte oprørere og tilhængere for at statuere et eksempel, ville det hele stoppe. Men taktikken gav bagslag. Den var simpelthen en enorm fejltagelse. I stedet for at skræmme folk fra våbnene, drev politiets indsats mange, som ellers aldrig ville have overvejet at tilslutte sig maoisterne, ind i bevægelsen.
Hvad politikernes ansvar angår, er det også stort. Ved genindførelsen af demokratiet i 1990 talte især de venstreorienterede partier højt om social lighed og retfærdighed, og om de store forandringer de ville gennemføre. Men det viste sig hurtigt, at det eneste, de havde i sinde at gennemføre, var aktiviteter for egen vinding. Så da maoisterne dukkede op på scenen, og folk for første gang så en gruppe, som faktisk handlede og udførte netop de programmer, som de fleste ellers havde håbet, at deres eget parti ville gennemføre, var der mange, som skiftede deres sympati for et af de gamle partier ud med sympati for maoisterne. – Det er derfor de politiske partiers kortsynethed og deres fokus på magt og interne stridigheder uden blik for den desperate situation, som mange mennesker i landområderne er i, som har ført landet dertil, hvor det er i dag, med en hær som dræber folk efter forgodtbefindende, og en konge som har taget størstedelen af magten, fastslår Thapa. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver