Russland / Tsjetsjenia

Bødlerne dør også

TJETJENIEN. Hvad vil Vesten? At det afghanske scenario gentager sig? Genopleve den djævelske sekvens Taleban, al-Qaeda, Manhattan?

Posted on

Den der kan mest, kan mindst. Den 9. maj 2004 på «Sejrens dag» og «Hærens dag» defilerer den russiske hær forbi og synger om sin egen storhed, da den officielle tribune, som man har anset for at være ukrænkelig, springer i luften.
På dette sted, det bedst beskyttede i hele Grosnij, henretter de tjetjenske modstandskæmpere blandt en række højt dekorerede embedsmænd nummer ét i den pro-russiske administration og chefkommandanten for besættelseshæren, som begge er kendt for deres barbari.
Det ville have været lettere for tjetjenerne at praktisere en blind terrorisme uden skelnen, det ville have været nemmere tilfældigt at sende nogle biler af sted proppet med sprængstoffer som i Bagdad, nemmere at sprænge sig selv i luften på cafeerne eller i busserne ligesom menneskebomberne i Hamas eller at binladenisere terrorhandlingerne ved at sigte mod togene eller banegårdene med massevis af rejsende, beboelserne ja endog olieboreplatformene og atomkraftværkerne, der er meget mere sårbare, end de er i Vesten.
Men det gør de ikke. Og er der ingen, der undrer sig over hvorfor?
Det er ikke, fordi de mangler ideen. Nogle af dem falder undertiden for fristelsen, hvilket de 700 civile vidner om, der blev taget som gidsler i et teater i Moskva, en spektakulær, men tåget operation: en rejse Grosnij-Moskva under bevæbnet eskorte uden at blive snuppet under de tusindvis af kilometer, til slut 131 gidsler, der bliver dræbt af forbundspolitiet, og – last but not least – ikke én overlevende terrorist, der kan vidne.
Det er ikke, fordi de mangler modet: 400 års modstandskamp mod den russiske besættelse, det er noget, der skaber mandfolk og en tung tradition, som de russiske digtere i rigt mål har besunget: Oh Pusjkin, oh Lermontov, oh Tolstoj!
Det er ikke, fordi de ikke er fortvivlede: De sidste 10 års krig ført for lukkede døre, glemt af verden, visket bort af bevidstheden, hovedstad, byer og landsbyer raseret, over en femtedel af indbyggerne døde, hvor mange sårede, torturerede, handikappede, hvor mange enker, hvor mange forældreløse og hvor mange i fremtiden?
Menneskebundter sprængt i luften af granater, byer omringet af tanks, razziaer, befolkningen taget som gidsler af mændene i uniformer, handel med lig?

Det er ikke, fordi de ikke er rasende, det eneste de kan miste er deres lænker. Anna Politkovskaja, en moskovitisk journalist, der har foretaget over 50 rejser til Grosnij, sammenligner Tjetjenien med en kæmpemæssig koncentrationslejr eller med ghettoen i Warszawa. Her på tærsklen til det 21. århundrede viser det værste af det værste sig inden for grusomhed i denne stump øde Kaukasien, på kanten til vores Europa.
Ikke desto mindre kommer modstandskæmperne kun undtagelsesvis ud på skæv kurs; terrorisme mod civile, herunder russere, bliver hårdt dømt af de separatistiske myndigheder, med præsident Maskhadov som leder (den eneste, der er blevet valgt under kontrol af OSCE (Organisation for Sikkerhed og Samarbejde i Europa i 1997).
Med en historie, der rummer flere hundrede års utrættelige kamp mod zarens imperium, mod kommunismen, mod Jeltsins og Putins regime, går den tjetjenske modstandsbevægelse til kamp mod de væbnede styrker og får tilmed held til at betvinge de af dens egne ekstremister, som er tilbøjelige til at skyde med spredehagl i et radikalt islamistisk myrderi.
Jeg kalder det terrorisme, når man iværksætter velovervejede angreb mod befolkninger, som har fået frataget deres våben. I Tjetjenien er denne rædsel det karakteristiske træk ved det russiske politi og den russiske hær, og de sekunderes af kollaboratører, militser og mafia fra Moskva.
Jeg kalder den væbnede modstandskamp anti-terroristisk, når den modsætter sig disse undertrykkelsesmekanismer og drager omsorg for at skåne de civile. Attentatet den 9. maj 2004 er par excellence en anti-terroristisk modstandshandling. Man sigter mod og man dræber bødlen og hans håndlangere.
I stedet for at fejre Putin og endnu en gang give ham grønt lys ved at fordømme denne strengt målrettede krigshandling, burde de demokratiske regeringer, flankeret af deres indifferente meninger, holde fast i ærmet på denne pyroman-brandmand. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver