Den nye biopolitiske kunst


Billedkunst: Når mennesket som levende væsen og som politisk subjekt smelter sammen, bliver også kunsten biopolitisk. Et sådan kunst bliver et forsvar for kunsten som etik. Det er en etisk-æstetisk subjektiveringsproces der virker som modstand – ikke kamikazeaktivisten.

«Hvad er relationen mellem menneskets kamp og kunstværket? Dette er for mig den mest krævende og gådefulde relation. Det er præcis hvad Paul Klee ønskede at sige da han skrev: «Du ved, det er folket der mangler». . Men under statens biopolitik i 1800-tallet regerede magten ikke længere primært ved trussel om straf, men gennem inddæmning af livet. Livets inkludering i det politiske forandredes først dramatisk med kundskaben (videnskaben), hvor hygiejne, sundhed, levealder og befolkningsvækst blev genstand for politisk-juridisk regulering. Siden, med kapitalismens stigende dominans og de markedsmæssige vilkår der gennemtrænger det moderne menneskes liv, intensiveres biomagtens administrering af den enkeltes liv. I dette «kontrolsamfund»3 administrerer kapital- og statsmagt i langt større grad livssfæren til den enkelte – regeringen er optaget af folks værdier og sundhed, mens næringsliv og medier omdanner folks intimsfærer til en forbrugssfære.
I dette kontrolsamfund har vi nået en situation hvor det er umuligt at skelne mellem mennesket som levende væsen og som politisk subjekt, og dermed et led i håbets kraft, en lille «krigsmaskine» koblet direkte på fjernsynet og som kan afsløre èn flig af dets magt.
Men denne intervention har også en akilleshæl: Den kan udstille systemet men den kommer ofte ikke frem til selve undertrykkelsens årsag, til de kræfter der holder den i live og dermed radikalt ændrer den simple jagt på profit. At gøre billedet til tanke, til en anden tro, gør det muligt at se film, dokumentar og videokunst som en social praksis der udfolder en militant teologi for den sociale exodus, eller blot håbet for den sociale krop. Måske det er Saint Paul i blandt os i sin fysiske eksistens.12 Hvad vi ’ser’ er ikke længere blot det visuelle men billedets kraft.
I en anden skala end den intervenerende kunst findes den mere asketiske repræsenteret af bl.a. videokunstner Bill Viola,13 der med sin videokunst forsøger at synliggøre selve tingenes fødsel, dets tilblivelse ved hjælp af ekstreme slowmotion billeder. For Violas installationer er det afgørende ikke det æstetiske, som et forsøg på at tilnærme sig værket, men at træde ind i et mere potent liv, «at mærke livet» – videoinstallationen er en krop og et møde, der påvirker den der møder det med større eller mindre kraft og tilfører en ny krop. Videokunsten vil ikke være noget udover dette møde, denne begivenhed. I sine slowmotions skaber Viola nye udtryk for liv, men de affektive strømme der løber igennem skaber også «et nyt øje» og «en ny tanke». Violas kraftfulde biopolitik består i den intense synliggørelse af tingenes tilblivelse, der bringer erfaring af tid med sig, der ikke er lønarbejdet eller kapitalismens målbare tid, men den levende tid (potentialitetens tid) – en indre tid af rene begivenheder, der krystalliserer og syntetiserer lydbølger og affektive billedkræfter, og dermed åbner for nye perceptioner og subjektivitetstilblivelser. Violas slowmotion-filosofi og langsomheden er en «mental økologi» som vi mere end nogensinde har brug for. Hans digitale katedraler over renæssancemalerier der griber tingenes fødsel, deres gesturale stoflighed, er et asketisk udtryk for biopolitisk kunst. Det er kunst for det kommende folk, et utopisk temperament, der ikke jagter en fjern fremtid, men en kamp for at bekræfte og frembringe begivenhedens muligheder. Viola er munk og nomade i én og samme person, der søger at skabe forskelle, ikke udenfor samfundet, men en forskel i tiden. Både som intervention og som asketisk temperament søger biopolitisk kunst at gøre livet mere aktivt, at skabe øget kraft og frihed.
© LMD Norden
@Fotnotestart:1 Deleuze: „Having an idea in Cinema“, i Deleuze & Guattari: New Mappings in Politics, Culture and the Global. p. 19.
@Fotnote:2 Foucault: Seksualitetens historie Bind 1. Viljen til viden. Det lille forlag. p. 148.
@Fotnote:3 Se også "Det subtile kontrollsamfunn", i Le Monde diplomatique august 2004
@Fotnote:4 Lasse Ekstrand: Varje Människa en kunstnär. Livskunstnären och samhällsvisionären. Bokförlaget Korpen. 2001.
@Fotnote:5 Negri: Time for Revolution. Continuum books. 2003. p. 218.
@Fotnote:6 Clement Greenberg: Den modernistiske kunsten. Pax forlag 2004.
@Fotnote:7 Deleuze: Cinema 2. The Time-Image. The Athlone Press 1989. p. 188.
@Fotnote:8 Pierre Zaoui: "Spinoza: Kunstnere uten estetikk?" i AGORA nr. 2/3-2003. p. 95.
@Fotnote:9 Ibid. p. 102.
@Fotnote:10 Anna Wegener: "Det Menneskelige Element" I Information, 2002.
@Fotnote:11 Kristoffer Vieth: Kapitalens interzone. En transcendental empirisme. Studier i image-organisering. 2004. Kandidatspeciale. CBS. 2004. p. 109.
@Fotnote:12 See Alain Badiou: Saint Paul. The Foundation of Universalism. 2003. p. 37.
@Fotnote:13 Se hele Le Monde diplomatique, desember 2003.


1 Deleuze: ?Having an idea in Cinema?, i Deleuze & Guattari: New Mappings in Politics, Culture and the Global. p. 19. < BR > 2 Foucault: Seksualitetens historie Bind 1. Viljen til viden. Det lille forlag. p. 148.
3 Se også "Det subtile kontrollsamfunn", i Le Monde diplomatique august 2004
4 Lasse Ekstrand: Varje Människa en kunstnär. Livskunstnären och samhällsvisionären. Bokförlaget Korpen. 2001.
5 Negri: Time for Revolution. Continuum books. 2003. p. 218.
6 Clement Greenberg: Den modernistiske kunsten. Pax forlag 2004.
7 Deleuze: Cinema 2. The Time-Image. The Athlone Press 1989. p. 188.
8 Pierre Zaoui: "Spinoza: Kunstnere uten estetikk?" i AGORA nr. 2/3-2003. p. 95.
9 Ibid. p. 102.
10 Anna Wegener: "Det Menneskelige Element" I Information, 2002.
11 Kristoffer Vieth: Kapitalens interzone. En transcendental empirisme. Studier i image-organisering. 2004. Kandidatspeciale. CBS. 2004. p. 109.
12 See Alain Badiou: Saint Paul. The Foundation of Universalism. 2003. p. 37.
13 Se hele Le Monde diplomatique, desember 2003.
(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Default thumbnail
Forrige sak

Supermakten Kina

Default thumbnail
Neste sak

– Jeg er i krig med meg selv

Andre saker om Kunst

Håpets plakater

Fra slutten av 1800-tallet fornyet radikale kunstnere tresnittet. Verkene deres fordømte den sosiale volden og viste

Innsiden ut, utsiden inn

Rachel Whiteread begynte med å legge hverdagsgjenstander i støpeformene og lage skulpturer av det «negative rommet»

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.