Dansk populisme

I den mest maksimale populistiske form har især Pia Kjærsgaard i Danmark og Carl I. Hagen i Norge formået at samtænke den muslimske indvandring med velfærdssamfundets kontrakt mellem borger og stat. Det netop overståede danske folketingsvalg i februar 2005 bekræftede udviklingen.

Intet sted i Europa har den politiske populisme opnået en stærkere position end i Danmark. Dansk Folkeparti har med uhyre enkle budskaber – ud med muslimerne, ned med den Europæiske Union, flere penge til de gamle danskere – de seneste år ikke blot sat den politiske dagsorden, men konkret dikteret lovgivningen.

I spidsen for partiet, som blot er ti år gammelt, står en enestående dygtig kommunikator, den nu 58-årige Pia Kjærsgaard, som har revolutioneret dansk politik især i de seneste fem år. De, der undervurderede hendes evne til at påvirke masserne, fik to elektriske chok i begyndelsen af årtiet:
I september 2000 led det samlede danske politiske establishment et sviende nederlag ved folkeafstemningen om dansk deltagelse i euroen. Ingen havde større ære af det klare danske nej end Pia Kjærsgaard, som argumenterede for, at et ja til den fælles mønt ville blive endnu et skridt på vejen mod Danmarks opløsning.
I november 2001 fik den siddende regering – anført af Socialdemokratiet – et historisk nederlag ved Folketingsvalget. For første gang i otte årtier fik højrefløjen alene flertal. Igen var det mere end nogen anden Kjærsgaards fortjeneste, fordi hun i den grad havde fået placeret modstanden mod muslimer som det fuldstændigt afgørende emne i valgkampen.
Siden valget har Dansk Folkepartis indflydelse været kolossal. Protestpartiet, som af den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 blev stemplet som ‘ikke-stueren’ på grund af deres hidtil uhørte retoriske overgreb på muslimer, har fra deres selvvalgte position uden for den borgerlige regering påvirket dansk politik mere de fleste ministre.
Siden valget i 2001 har Kjærsgaards parti haft afgørende indflydelse på de vigtigste politiske beslutninger, som er gennemført alene mellem Dansk Folkeparti og regeringen: Det gælder den meget restriktive udlændingepolitik, den kontroversielle deltagelse i Irak-krigen, den markante nedskæring af bistanden til verdens fattigste lande – og det gælder samtlige finanslove.
Det netop overståede folketingsvalg i februar 2005 bekræftede udviklingen. Det højreflertal, som har regeret siden 2001, fastholdt magten – og Dansk Folkeparti oplevede igen en omend beskeden fremgang.
Den popularitet, som Kjærsgaard har opnået – især, men ikke kun, på grund af hendes voldsomme og konstante angreb på muslimske flygtninge og indvandrere – er blevet samlet op ikke mindst af den på papiret liberale statsminister Anders Fogh Rasmussen. Der er ganske enkelt masser af stemmer i at angribe de omkring 200.000 muslimer, som bor i Danmark – svarende til godt fire procent af befolkningen.
Det er karakteristisk, at den indflydelse, som et stærkt protestparti får, i længden rækker langt ud over dets egen succes. Den afsmitning, som populistens stærkeste trumfkort har på den generelle politiske debat, er notorisk endnu mere væsentlig. Man kan næsten vælge at følge Hegels kendte litterære analyse – tese, antitese, syntese – og overføre den til politik.

Ikke bare i Danmark, men i hele Norden og Europa, var den dominerende politiske tese indtil omkring år 2000, at ordentlige politikere holdt sig fra at diskutere udlændingepolitik. Der blev i langt de fleste lande lagt låg på debatten – og i stedet blev mangfoldighed og multikulturelle fordele hyldet. Den tese blev i den grad smadret af terrorangrebene på USA i september 2001 – som bekendt blev den planlagt og udført af det ekstreme muslimske al-Qaida-terrornetværk.
Den modstand mod de muslimske indvandrere, som allerede var ved at vokse sig stor, eksploderede nu – og i eksempelvis Danmark havde Kjærsgaard allerede formuleret ‘anti-tesen’, nemlig at man i den grad løftede låget fra gryden og nu tillod, at alting – og jeg mener alting – nu kunne siges om den truende fare for talibanisering. Det var i disse måneder og år, at højrepopulismen stod allerstærkest.
Traditionelle partier er imidlertid netop sejlivede, fordi de historisk har formået at stjæle populisternes budskaber og pakke dem ind i mere spiselige klæder. I Danmark krydrer eksempelvis statsministeren næsten altid sine hyppige angreb på islam med nogle pæne ord om, at der sandelig også findes ordentlige muslimer. Det samme mønster ses hos næsten alle de europæiske partiledere – uagtet om de er liberale, konservative eller socialdemokrater. Der er ganske enkelt tale om ‘syntesen’ – nemlig at man efter tesen (alle muslimer er gode) og den følgende antitese (alle muslimer er farlige) nu forsøger at blande det bedste af de to ekstremer på den politiske midte. Det er netop i denne sammenhæng, at indflydelsen fra populismen er størst i Danmark.

Pia Kjærsgaards styrke som populist kan bedst beskrives ved at opleve hende over for sine vælgerne, som eksempelvis ved de meget velbesøgte vælgermøder, hun ofte holder rundt i hele landet – som i Hillerød en vinteraften:
Der er en mand – en folkepensionist på over 70 år – der trykker Pia Kjærsgaards hånd med begge sine hænder. Mandens øjne lyser af beundring og taknemmelighed – og han vil næsten ikke lade det gode øjeblik slippe:
«Tak. Tak, Pia – for din ihærdige og vigtige indsats,» siger han.
Dansk Folkepartis partiformand rødmer og takker næsten genert. Pia Kjærsgaard er i den grad til stede. Hun er lige ankommet til vælgermøde i Frederiksborghallen i Hillerød.
Det er en mandag aften, klokken er syv, og mere end 250 bekymrede nordsjællændere er mødt op for at lytte til Dansk Folkepartis budskab. Men inden mødet begynder, går Pia Kjærsgaard rundt i den store sal og giver hånd til hver eneste fremmødte.
De fleste når ovenikøbet at veksle et par ord med hende, og hun ejer en næsten Clintonsk evne til at interessere sig oprigtigt for hver eneste vælger.
På vælgermødet denne mandag aften er netop bekymringen det altafgørende tema under den tre timer lange seance. Efter at Pia Kjærsgaard har remset alt det op, som hun mener truer landets fortsatte eksistens – eksempelvis med citatet, at «40 muslimer på Nørrebro er ikke noget problem – det er 40.000 derimod» – er der masser af spørgsmål.
En dame fra Allerød vil gerne vide, om ikke der er en mulighed for at sortere tilflytning til lejligheder, så der ikke kommer så mange fremmede i opgangene. Det nytter ikke noget, lyder svaret – det er bare symptombehandling; næh, der skal stoppes for selve indvandringen.
En mand fra København beder partiet om at gøre en indsats for at slippe af med nogle af dem, der allerede er kommet til landet. Ja, det burde jo være en selvfølge, at man rejste hjem, når der er fred i ens land, lyder det, men det er det altså ikke – Dansk Folkeparti vil gøre det til en pligt.
En anden mand, han er fra Espergærde, modtager aftenens største bifald, da han kræver hårdere straffe for «de voldtægter, som 12-årige fremmedarbejdere begår mod unge danske piger.» Ja, det er gruopvækkende, fastslår Pia Kjærsgaard og tilføjer, at hvis man er gammel nok til at begå voldtægt, så er man også gammel nok til at få en straf.
En tredje fra Stenløse er vred over, at man ikke kan stille de politikere, som er ansvarlige for indvandringen, til ansvar over for en dommer, så de kan komme bag tremmer. Pia Kjærsgaard opfordrer i stedet til, at de stemmes ud, så Dansk Folkeparti bliver styrket.
Endelig er der en mand fra Hornbæk, der er ved at få mødesalen til at koge, da han understreger, at det er forkert at bruge ordet indvandring – nej, der er tale om en invasion, fortæller han:
«Under Anden Verdenskrig blev vi invaderet af en våbenmagt. Nu kommer de uden våben. Dengang i 40erne frygtede vi ikke at gå uden for en dør – nu tør vi næsten ikke længere. Unge piger, voksne kvinder og endda også voksne mænd tør dårligt gå ud. Jeg bliver skrækslagen over at høre, hvor mange muslimer, der kommer hertil. Jeg er bange for, at vi er på vej mod noget værre end de fem forbandede år.»
Han sætter sig ned – og bifaldet brager gennem salen.
Partiformanden smiler – for jo, det er jo netop det, det hele handler om i hendes univers:
En fortsættelse af modstandskampen.
Denne mandag aften i Hillerød var endnu en god aften for Pia Kjærsgaard.

Ethvert sted, hvor Dansk Folkeparti samles, forguder man Pia Kjærsgaard. Populariteten er kolossal og fuldstændig ubestridt. Hun er en af de mest kendte danskere overhovedet, og som en flittig gæst til premierer på film, teater og revy foruden til fodboldlandskampe og endog professionelle boksekampe sørger hun for at bevare den position. Hun taler lige ud af posen og er eminent til at småsnakke med de folk, hun møder. Denne evne til at høre efter, tale jævnbyrdigt og tilsyneladende altid interesseret er en gave for en politiker. Der er mange, der hævder, at Kjærsgaard kun er en beregnende og populistisk politiker, der aldrig er sig selv. Det er imidlertid en sandhed med store modifikationer, for, jo, selvfølgelig er hun i stand til at se, når en begivenhed kan udnyttes optimalt til gavn for Dansk Folkeparti. Men Kjærsgaards største styrke er utvivlsomt, at hun i større grad end langt de fleste politikere er tro mod sine egne politiske idealer.
Det er ikke en påklistret mening, baseret på at øge tilslutningen, at hun fremstår så dansk, som hun gør. Sådan er hun. Det er heller ikke en tillempet holdning, at hun er så markant en modstander af den muslimske indvandring til Danmark. Hun mener hvert et ord. Ønsket om at skrue tiden tilbage til før indvandringens tid er også en reel drøm. Modstanden mod EU er også ægte.
Det er en kæmpe fordel for Kjærsgaard, at hun på disse helt afgørende temaer er i harmoni med egne holdninger. Hun har ikke tillært sig, hvad hun skal mene, og hun har ikke behøvet øve sig i at huske sine argumenter. I enhver konfrontation – det være sig over for en politisk modstander eller en dreven tv-journalist – klarer hun sig næsten altid fremragende. Det er ganske enkelt svært at fange hende i en fælde, hvor det, hun begyndte med at sige, ikke hænger sammen med det, hun siger senere. For det gør det stort set altid, når det handler om danskhed, indvandring, EU og gamle Danmark.
Pia Kjærsgaard er utvivlsomt en af dansk politiks mest ærlige frontfigurer. Mellem masser af teknokrater brænder hun igennem enhver tv-skærm med sit ligefremme og klare sprog. Hun taler i overskrifter og med en sjælden indignation. Det er derfor, der er så mange, som forguder hende, fordi hun siger tingene, så de er til at forstå.
I virkeligheden siger hun altid det samme ord: Stop!
Stop indvandringen. Stop volden. Stop EU. Stop udviklingen. Stop tiden.
Når hun siger det – i alle mulige forskellige forklædninger – så taler hun direkte ind i hjertet på alle dem, som synes, at det hele går for stærkt. Måske ved de godt, at det, hun siger, er urealistisk. At vi ikke kan standse indvandringen fuldstændigt. At vi ikke kan isolere os uden for EU. At vi ikke kan vende tilbage til gamle dages idyl. Men man kan jo altid håbe. Og i hvert fald, tænker mange måske, så kan man håbe, at en solid støtte til Kjærsgaard kan føre til, at der bliver trådt på bremsen. At de andre partier, de etablerede, lytter lidt mere efter de bekymredes nødråb, når stemmerne flyder over til Dansk Folkeparti. At der kommer lidt færre indvandrere end ellers. At udviklingen i EU går bare lidt langsommere end ellers. At vi beholder noget af det gamle Danmark lidt længere, end hvis partiet ikke eksisterede.
Dansk Folkeparti er kun ti år gammelt – men har allerede manifesteret sig som et meget betydningsfuldt parti. Ved valget i 1998 fik partiet 13 mandater og i 2001 blev det næsten fordoblet til 22 mandater – svarende til hver ottende dansker. Det er i sig selv en bemærkelsesværdig succes.

Der er andre politiske populister fra højrefløjen, som også har opnået stor succes i Europa – ikke mindst Jörg Haiders Frihedsparti i Østrig, Jean-Marie Le Pens Front Nationale i Frankrig og den dræbte hollandske Pim Fortyun. Alle havde i virkeligheden de samme grundholdninger som Kjærsgaard – og har ved enkelte valg opnået en tilslutning, som ligner Dansk Folkeparti. I Norge har Carl I. Hagens Fremskrittsparti også været med til at ryste det politiske establisment med sin populisme, som dog i større grad end hos de øvrige har handlet om økonomi. Den særlige nordiske velfærdsmodel, hvor høje skatter er kombineret med et stærkt socialt sikkerhedsnet, giver særligt gunstige forhold for den dygtige populist.
De nordiske samfund har undergået samme historiske udvikling fra omkring 1900 til 2000 – nemlig en nærmest ubrudt kurs, hvor fordelingen mellem de rigeste og de fattigste er blevet mere og mere udlignet. Skatten er blevet stadigt højere og i varierende grad ved hjælp af et progressivt system, som betyder, at skatteprocenten stiger i takt med højere indkomst. I løbet af den sidste halvdel af det 20. århundrede forgrenede statens interessesfære sig fra oprindeligt at handle om at sikre sociale goder til i stigende grad at handle om kultur, sport, fritid og meget andet. Kontrakten mellem den enkelte borger og staten var dog stadig den samme – nemlig at borgeren gik med til at betale den høje skat, fordi staten så at sige betalte tilbage i form af gratis uddannelse, sygehuse, ældrepleje og høje pensioner.
Men for en stadig større del af samfundet i de nordiske lande har indvandringen virket som et anslag mod kontrakten. En trussel. Ikke bare, men så sandelig også, over for den danske kultur, men i endnu større grad mod den enkeltes egen pengepung. De mange milliarder af kroner, som flygtninge og indvandrere med muslimsk baggrund ifølge partiets udregninger koster samfundet i form af offentlige overførsler, skal jo tages et sted fra – nemlig fra statskassen. Her er Pia Kjærsgaards simple ligning letfattelig for dem, der er utrygge ved indvandringen: Hver gang en muslim skal have en krone i bistandshjælp, så er der en krone mindre til en ældre dansker. Penge, som den danske pensionist ifølge ‘kontrakten’ jo selv har sparet op gennem skatten i et langt arbejdsliv.
Den retorik er langt stærkere i den nordiske velfærdsmodel, som er skattefinansieret, end i de mere kapitalistiske lande som Tyskland eller England, hvor de statslige sociale ydelser er langt lavere, og hvor private forsikringer spiller en større rolle. Hidtil har især Pia Kjærsgaard i Danmark og Carl I. Hagen i Norge formået at samtænke den muslimske indvandring med velfærdssamfundets kontrakt mellem borger og stat i den mest maksimale populistiske form – med valgsejre og indflydelse som dokumentation.
I Sverige og Finland har populisterne haft det langt vanskeligere. Der har været bevægelser i begge lande – Ny Demokraterne i Sverige og De Ægte Finner i Finland – men ingen af dem er trængt igennem lydmuren og har derfor ingen væsentlig indflydelse fået. Det er imidlertid min påstand, at især Sverige, men også i mindre grad Finland, sagtens kan opleve, at et populistisk parti som Dansk Folkeparti eller Fremskrittspartiet pludselig smadrer de kendte politiske mekanismer. Det kræver imidlertid ikke bare en kopi af de slagnumre, som andre populister har haft succes med – ikke bare i Danmark og Norge, men også i Frankrig, Holland, Belgien, Italien med flere. Nej, det vigtigste er at finde den rette leder af bevægelsen. Dansk Folkeparti ville aldrig – om så det havde opfundet præcist de samme budskaber som nu – have opnået dets nuværende styrke uden Pia Kjærsgaard i spidsen. Hun er selve symbolet på deres succes – og har i øvrigt allieret sig med tre meget stærke mænd i sin nærmeste cirkel, som alle anerkender, at uden hende var partiet aldrig blevet til noget.
Populisme handler i endnu større grad end andre former for politik om at have den rette person til troværdigt at sælge de budskaber, som bevægelsen skal leve af. Ethvert land i Europa er i disse år modtagelig for at få et populistisk parti, som med samme recept som Dansk Folkeparti – ud med muslimerne, ned med EU, flere penge til egne gamle – ville kunne opnå op til 25 procent af vælgerne. Det kræver bare én ting – den karismatiske leder.
Det er meget sjældent, at Anders Fogh Rasmussen, den danske regeringschef fra det liberale Venstre, kritiserer det menneskesyn, som hans vigtigste støtteparti udtrykker. Han er ganske enkelt for afhængig af deres stemmer i Folketinget.

For at beskrive, hvor stor indflydelse Dansk Folkeparti har på den danske debat – og ikke mindst for at forstå, hvor langt selv statsministeren tillader, at Kjærsgaard går, uden at tage afstand, vil jeg afslutte med et par eksempler fra partibladet Dansk Folkeblad:
For et års tiden udkom bladet med en kontroversiel ledende artikel om Socialistisk Folkepartis Kamal Qureshi, som er et af to folketingsmedlemmer med muslimsk baggrund. Qureshi var mødt op til hofbal hos dronning Margrethe iført den pakistanske folkedragt, en såkaldt shervani. Dansk Folkeblad konstaterer alvorstungt, at Kongehuset i invitationen til samtlige folketingsmedlemmer og europa-parlamentarikere og deres ægtefæller understregede, at påklædningen skulle være galla. På midteropslaget i det statsbetalte partiblad ses Dansk Folkepartis deltagere ved hofballet i øvrigt i en påklædning, der vækker minder om en dilletantforestilling i et provinsielt forsamlingshus. De mænd, der deltager i hofbal, skal ifølge partiet møde i kjole-og-hvidt. Men den nævenyttige Qureshi trådte helt ved siden af, som der står i lederen:
«Han ville skille sig ud og være speciel. Han ville gøre sig til foran kameraerne. Han ville hæve sig over sine kolleger. Han ville hævde sig som pakistaner. Med sin egocentriske, trodsige og selvhævdende demonstration lige for næsen af dronningen og den kongelige familie nåede han også lige at få tørret næse i det land, der har givet ham indfødsret og gjort ham til dansk folketingsmand.»
Det voldsomme angreb på socialisten fortsætter, idet lederen anklager ham for slet ikke at være dansker – og slutter af med følgende svada: «Han kan simpelthen ikke fordrage Danmark.»
I samme nummer af Dansk Folkeblad er der mere af samme skuffe. Et stort Danmarkskort viser, hvordan landet vil se ud, når muslimerne engang overtager det hele (det sker ifølge Dansk Folkepartis Ungdom senest i 2125): Så vil byerne komme til at hedde Tvangsægteskagen (i stedet for Skagen), Allahborg (Aalborg), Halalstebro (Holstebro), Islamakast (Ikast), Århussain (Århus), Fatwaicia (Fredericia), Fezbjerg (Esbjerg), Saddamborg (Sønderborg), Cous-coushavn (København), Imamø (Livø), Læskoranø (Læsø) og så videre.

Havde statsministeren behov for at tage afstand fra disse holdninger, som for fem til ti år siden ville have været blevet fordømt af alle, inklusive hans eget liberale Venstre. Nej, det havde han bestemt ikke – ikke et ord mælede han. Det er der allermest en eneste årsag til: Der er stemmer i at bakke op om den slags populisme. Mange stemmer. Nok til at være statsminister i begyndelsen af det 21. århundrede.
De seneste par år har protestpartier i det øvrige Europa nøje studeret Dansk Folkeparti – og regeringschefer, der oplever stigende problemer med især muslimsk indvandring i deres hjemlige storbyer, har lige så nøje bemærket Fogh Rasmussens succes. Den populisme, som den danske statsminister står for på udlændingeområdet, ser man i dag tydeligt har inspireret ikke mindst den tyske kristendemokrat Edmund Stoiber og den engelske socialdemokratiske premierminister Tony Blair, men også den franske gaullist-præsident Jacques Chirac og andre. På tværs af partiskel er det tydeligt, at magthavere tror, at nøglen til at beholde eller vinde magten i Europa i det nye årtusinde skal findes i kombinationen af en benhård indvandringspolitik og en ideologisk afstandtagen – sommetider pænt camoufleret, men alligevel umisforståelig – til muslimsk religion og kultur.
Det populistiske islæt består i det kortsigtede: At den gevinst, som de politiske ledere håber at hente, overhovedet ikke handler om at løse de store udfordringer, som den stigende indvandring giver de europæiske samfund, men udelukkende er et spørgsmål om at vinde det næste valg. Den langsigtede effekt, som meget vel vil bestå af stigende skel og kløfter mellem kristne og muslimer, ser man bort fra. Det er den deprimerende bølge af populisme, som stadigt flere europæiske ledere ikke bare lader strømme ind over os, men desværre også forstærker i disse år.

© LMD Norden