Dansk populisme

I den mest maksimale populistiske form har især Pia Kjærsgaard i Danmark og Carl I. Hagen i Norge formået at samtænke den muslimske indvandring med velfærdssamfundets kontrakt mellem borger og stat. Det netop overståede danske folketingsvalg i februar 2005 bekræftede udviklingen.

mars 2005

Intet sted i Europa har den politiske populisme opnået en stærkere position end i Danmark. Dansk Folkeparti har med uhyre enkle budskaber – ud med muslimerne, ned med den Europæiske Union, flere penge til de gamle danskere – de seneste år ikke blot sat den politiske dagsorden, men konkret dikteret lovgivningen.

I spidsen for partiet, som blot er ti år gammelt, står en enestående dygtig kommunikator, den nu 58-årige Pia Kjærsgaard, som har revolutioneret dansk politik især i de seneste fem år. De, der undervurderede hendes evne til at påvirke masserne, fik to elektriske chok i begyndelsen af årtiet:
I september 2000 led det samlede danske politiske establishment et sviende nederlag ved folkeafstemningen om dansk deltagelse i euroen. Ingen havde større ære af det klare danske nej end Pia Kjærsgaard, som argumenterede for, at et ja til den fælles mønt ville blive endnu et skridt på vejen mod Danmarks opløsning.
I november 2001 fik den siddende regering – anført af Socialdemokratiet – et historisk nederlag ved Folketingsvalget. For første gang i otte årtier fik højrefløjen alene flertal. Igen var det mere end nogen anden Kjærsgaards fortjeneste, fordi hun i den grad havde fået placeret modstanden mod muslimer som det fuldstændigt afgørende emne i valgkampen.
Siden valget har Dansk Folkepartis indflydelse været kolossal. Protestpartiet, som af den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999 blev stemplet som 'ikke-stueren' på grund af deres hidtil uhørte retoriske overgreb på muslimer, har fra deres selvvalgte position uden for den borgerlige regering påvirket dansk politik mere de fleste ministre.
Siden valget i 2001 har Kjærsgaards parti haft afgørende indflydelse på de vigtigste politiske beslutninger, som er gennemført alene mellem Dansk Folkeparti og regeringen: Det gælder den meget restriktive udlændingepolitik, den kontroversielle deltagelse i Irak-krigen, den markante nedskæring af bistanden til verdens fattigste lande – og det gælder samtlige finanslove.
Det netop overståede folketingsvalg i februar 2005 bekræftede udviklingen. Det højreflertal, som har regeret siden 2001, fastholdt magten – og Dansk Folkeparti oplevede igen en omend beskeden fremgang.
Den popularitet, som Kjærsgaard har opnået – især, men ikke kun, på grund af hendes voldsomme og konstante angreb på muslimske flygtninge og indvandrere – er blevet samlet op ikke mindst af den på papiret liberale statsminister Anders Fogh Rasmussen. Der er ganske enkelt masser af stemmer i at angribe de omkring 200.000 muslimer, som bor i Danmark – svarende til godt fire procent af befolkningen.
Det er karakteristisk, at den indflydelse, som et stærkt protestparti får, i længden rækker langt ud over dets egen succes. Den afsmitning, som populistens stærkeste trumfkort har på den generelle politiske debat, er notorisk endnu mere væsentlig. Man kan næsten vælge at følge Hegels kendte litterære analyse – tese, antitese, syntese – og overføre den til politik. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal