Kierkegaard og kødets skælven

Rationaliteten bør ikke længere være samfundsvidenskabens motor. Vi bringer her et interview med Bent Meier Sørensen i anledning af hans bog Making Events Work. Or, How to Multiply Your Crisis. -

Er det mulig at udvikle en ny forståelse af politik og økonomi – der snarere end politisk legitimitet bliver en teori om det politiske som social transformation og forandring? Kan det handle om at tænke på ny, at tænke anderledes ved at sætte begreberne i spil – på en måde der både kritiserer magtens subtile virke og samtidig skaber forbindelseslinjer for mangfoldighed og øget frihed? I en sådan sammenhæng leverer den danske filosof Søren Kierkegaard uventet men relevant råstof til socialfilosofien.

Dette viser sig i vores interview med Bent Meier Sørensen:

– Filmen Motorcycle Diaries viser med al ønskelig tydelighed, at Che Guevara ikke kunne danse. Nu kunne man være grov og spørge om de mange mislykkede revolutioner i det tyvende århundrede er et resultat af manglende dansekundskaber, men du hævder at vi ikke desto mindre bør betragte tangoen som et særligt bidrag til en social-politisk gestus?
– Den argentinske tango signalerer nok umiddelbart en forening af machismo og de patriarkalske stereotyper angående køn og seksualitet. Men dansen opstod faktisk i Buenos Aires' ekstremt fattige slumforstæder i slutningen af det 19. århundrede, hvor der var et meget stort overskud af mænd: I begyndelsen dansede mændene derfor både mand og kvinde-rollen i dansen. Tangoen blev en manifestation af et andet samfund end det dominerende, uhyrligt ulige, «officielle» Argentina. Det var, bogstaveligt, den nøgne slave og den jordløse gaucho fra landet der skabte dansen og den sociale organisering omkring Milongaerne, dansestederne. Denne opfindsomme modmagt knytter derfor dansens opkomst til et radikalt, biopolitisk entreprenørskab.
– Den argentinske tangos form er interessant i denne forbindelse. I argentinsk tango er mandens første trin ikke et beslutsomt skridt fremad, som ellers ville være machismo'en – og enhver mandlig, hvid europæer – værdig: Mandens første trin er altid et trin tilbage, i hvilket trin han inviterer kvinden ind i dansen. Herved opstår et mellemrum hvori dansen, der her inspireres af musikken, kan udvikle sig kreativt: «I begyndelsen var dansen» er Michel Serres korte skabelsesberetning. Og dette er beretningen om den skabende tanke: Den store mængde af mennesker lever fortabt i verdslig sorg og glæde, konstaterer Søren Kierkegaard i Frygt og Bæven, de varmer bænkene og kommer ikke med i dansen. Derimod gælder at «uendelighedens Riddere ere Dandsere og have Elevation». Det er klart at den største af uendelighedens riddere også er en danser: Frygt og Bæven handler om Isaks offer, og vi må forestille os Abraham og Isaks vandring op af Moria bjerg som en dans. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Ny kald krig?

Default thumbnail
Neste sak

Fra populærkultur til kunst

Andre saker om Filosofi

Tilbake til klassen

I over førti år har venstreintellektuelle tolket bort begreper som kapital, klasse

0 kr 0