Etisk og æstetisk modtagelighed

For den tysk-amerikanske filosofen Hannah Arendt var USA, eller «Republikken», et samfund, hvor man kan blive statsborger uden at skulle assimileres i en nation. Hun var også opptatt av den såkalte biopolitiken – dens øvre grænse berører teologien med kærligheden og frelsen, den nedre forbrydelsen, krænkelsen og drabet.

I 1975 modtog Hannah Arendt Københavns Universitets pris for «sit bidrag til den europæiske civilisation». I forbindelse med prisoverrækkelsen holdt Hannah Arendt en tale, der i dag kan læses i antologien Responsibility and Judgment. I den beskriver hun tre emner, der fortsat er af den største betydning: Hun fremhæver det amerikanske «body politic», et politisk samfund, der er «yderst ulig de europæiske nationalstater med deres homogene befolkninger», eftersom «Republikken» er under «lovens regering og ikke under mænds». Det er et samfund, hvor man kan blive statsborger uden at skulle assimileres i en nation. Dernæst fremhæver hun hjælpen til jøderne i Danmark oktober 1943, som modstilles Danmarks restriktive indvandringslove i 1930’erne, der begrænsede flugtmulighederne fra det nazistiske Tyskland. Endelig fremhæver Hannah Arendt modsætningen mellem at være en person med en social karaktermaske og så være det modsatte, et menneske – en anthropos eller homo, begge betegnelser, der i Antikken blev «brugt nedsættende for at angive folk, der stod uden for lovens beskyttelse».

Hannah Arendts meget righoldige Københavner-tale fik ikke følger. Forud for prismodtagelsen var der ganske vist gået udgivelser af nogle af Hannah Arendts tekster på det lille forlag Notabene. Således af hendes essay On Violence, der udkom i 1970 på dansk og af de første to dele af The Origins of Totalitarianism, der udkom i hhv. 1971 (Antisemitismen) og 1972 (Imperialismen). Alle tre i Per Borchs oversættelse. Disse publikationer vandt ikke genklang. Og selv efter modtagelsen af prisen i 1975 og hendes forelæsning 18. april samme år trængte Hannah Arendts ærinde ikke igennem den danske offentligheds daværende «Bermuda-trekant», dvs. forbindelsen mellem forlaget Gyldendal, Dagbladet Politiken og Danmarks Radio. Og i modsætning til Norge, der ganske tidligt opdagede Hannah Arendts reportagebog fra Eichmann-processen i Jerusalem – efterkrigstidens «modigste» bog om ondskaben ifølge Giorgio Agamben – så blev den langvarige og omfattende opstandelse i New York omkring Arendts Eichmann-bog ikke opdaget af intellektuelle og forlæggere i København.

Netop forskellen til Norge på dette punkt lader ane en dybere årsag til de danske undladelsessynder, hvad Hannah Arendts filosofi angår. Først i 1979 udkom så tredje og sidste del af The Origins of Totalitarianism i dansk oversættelse. Da var selve emnet, totalitarisme, men endnu ikke Hannah Arendts filosofi, dukket op i Danmark om end stærkt forsinket i forhold til de nye filosoffers og forlaget Grassets kampagne i Paris, der startede i 1977. Det var også i den forbindelse, jeg selv blev bekendt med Arendts arbejde.

Og tredje del af totalitarismebogen var og er meget principiel. Den bærer titlen «Det totalitære herredømme» og analyserer årsagerne til, at tvungen godhed, dvs. kommunismen, og tvungen ondskab, dvs. nationalisme og racisme, frembringer systemer, der på afgørende punkter er hinanden lig. Og det fordi syntesen mellem stat og ideologi kun kan udelukke refleksion. Samt fordi opretholdelse af udelukkelse kræver omfattende kontrol med meningsdannelsen i samfundet.

Ud fra Arendts etiske og historiske totalitarismeanalyse kan vi både sammenligne totalitarismerne indbyrdes og undersøge forskellen mellem nationale diktaturer og nationale demokratier. Det har noget at gøre med måden, hvorpå den anden eller den fremmede udelukkes.

Et vigtigt punkt bliver derfor spørgsmålet om racisme: For ser vi retteligt efter, så har alle europæiske totalitarismer givet efter for antisemitiske fristelser med tiden: den italienske fra 1938, den russiske fra 1947, den rumænske i 1951, den polske i 1960’erne. Havde de iberiske regimer ikke været under pres fra hhv. England og USA, så er der god grund til at formode, at det samme var sket i Portugal og Spanien. Dette gælder imidlertid ikke blot for de totalitære stater – også demokratierne kan falde for den racistiske fristelse.

Når innholdet teller

Gi Le Monde diplomatique i gave
Årets gave

Selv det amerikanske samfund, der ud fra sine forfatningsmæssige idealer var af en særlig kvalitet for Hannah Arendt, der satte stor pris på den republikanske lighedsetik, løb i efterkrigstiden ind i sine mest omfattende og tydelige racekonflikter mellem hvide og sorte amerikanere. Den konflikt kom til at optage Hannah Arendt meget og blev nok en hovedårsag til, at hun i sine sidste projekter især satsede på at få genanalyseret Kant. Det fremgår således af flere sene manuskripter, at Hannah Arendt var ved at undersøge Immanuel Kants etik, hvorved hun opdagede, at vi her har at gøre med en satsning på etisk og æstetisk modtagelighed frem for på en pligtmoral, som Eichmann havde hævdet i sit forsvar. Interessant nok blev det så den satsning, der kom til at stå i centrum for Lyotards undersøgelser af Kant få år efter Arendts død 4. december 1975.

Hannah Arendt forfattede i alt 14 bøger, monografier eller antologier. Jeg ser her bort fra de mange store brevvekslinger, der er blevet udgivet efter hendes død. Bøgerne befinder sig generelt inden for et emnefelt, vi kunne kalde samfundsfilosofi, når vi ser bort fra hendes to monografier om hhv. Augustin og Rahel Varnhagen. Et af de socialfilosofiske hovedværker, Vita Activa, er netop udkommet i dansk oversættelse, efter at være blevet publiceret på norsk og svensk. Så vi mangler fortsat at få oversat 11 af Hannah Arendts bøger til skandinavisk.

Men efter at Giorgio Agamben har givet Hannah Arendts socialfilosofi en central placering sammen med Michel Foucaults arbejde som forudsætning for det nye emne eller fag, der hedder biopolitik, kan meget ske. For det er de afgørende problemstillinger, Hannah Arendt behandlede i sit forfatterskab: Ikke blot deltog hun sammen med Raul Hillberg i grundlæggelsen af eksterminationsforskningen, som ikke interesserede nogen før Eichmann-sagen. Og ikke blot opretholdt hun det mest åbne forskningsperspektiv inden for analysen af kolonial forvaltning, racisme og diktatur ved som antydet at kombinere de tre elementer. Men hun omsatte sin analyse til en positiv filosofi om det menneskelige anliggende som praksis og vitalitet. Med Arendts Vita activa – på engelsk The Human Condition – får vi den første dybe behandling af arbejdsbegrebet siden Karl Marx. Perspektivskiftet fra den marxianske værdiøgning til det arendtianske livsbegreb bygger på overgangen fra frembringelse til handling, dvs. fra produktion til aktion. I stedet for at vurdere den menneskelige virksomhed ud fra produktionstermer, såsom rigdom og nytte, vurderes den etisk ud fra spørgsmålet om de mellemmenneskelige udvekslingers kvalitet og muligheder, når vi interagerer.

Arendts kapitalisme-kritik bliver derved af en anden slags end den marxistiske, eftersom det materialistiske moment udvides til noget meget mere omfattende, der har med en bestemmelse af menneskelivet at gøre. Denne fremgangsmåde muliggør atter en ny og anderledes forbindelse til det stof, hvori menneskene griber ind, dvs. naturen, samt en anden vurdering af fornuft og viden. Hen imod slutningen af sine meget righoldige 1950’er-studier fik Arendt med andre ord genoprettet forbindelsen mellem filosofi og lykkefølelse, således at hendes arbejdsmetode kunne svinge mellem opgør og perspektivering, mellem undergravning og opbyggelighed.

Og så er vi atter fremme ved det nye emne eller fag, biopolitik:1Den norske læser, der ønsker at vide mere om biopolitik, henvises til Espen Schaannings glimrende oversættelse af Foucaults Viljen til viten – Seksualitetens historie I, Pax Exil, Oslo, 1999, s. 147–176. Hannah Arendts forskning får placeret dets højeste satsning, menneskets problem med «sin» adgang til lykke – Kant kaldte denne dimension for «lyksalighed», hvorved han inddrog et element af frelse i begrebet – mellem republikken og arten, dvs. mellem det politiske og det biologiske. Modsat kan man sige, at Michel Foucault indskriver retten til at dræbe og føre krig som staternes laveste fællesnævner. I dag kender vi dette emne fra en yderst forståelig vinkel: Det er modstillingen af statsborgeren og flygtningen uden «ret» til asyl.

På denne måde får Foucault understreget konflikten mellem suverænitet og liv som biopolitikens hovedanliggende: Det er den suveræne magt, der sætter de politiske grænser for livet, eftersom den alene kan afgøre, hvornår adgang til livet har karakter af ret, og hvornår et liv kan løsgøres fra denne ret. «Biomagt», som Foucault kalder det politiske herredømme over livet, er i virkeligheden ikke til at skelne fra moderne racisme. For racen svarer til klassen af de personer, der kan reduceres til mennesker og derved udelukkes.

Dybest set indebærer biopolitiken derfor en radikal dramatisering af humanismen. I begge ender undersøges grænsen for menneskerettighederne. Den øvre grænse kommer i berøring med teologien, med kærligheden og frelsen, den nedre med forbrydelsen, krænkelsen og drabet. I mellemrummet mellem de to grænser foregår der en politisk kamp, og det der kæmpes om, er retten til at bestemme livet. Skal staten bestemme, hvad liv er, eller skal det ske ad etikkens vej ved at inddrage følelsen af retfærdighed. En sådan følt bestemmelse kræver gennemtænkningen af et tredje punkt, som kan perspektivere både fysisk styrke og livets skrøbelighed, så konflikten kan føles så at sige udefra, dvs. uden inderlighed. Dette tredje punkt må derfor kunne give metafysik og metabiologi et fælles orienteringsredskab. Der er konkurrence om at indtage dette tredje punkt. Der er dels ontologien, dvs. en filosofi om væren, der hævder at kunne tænke vilkårene for de eksistentielle og politiske spørgsmål, mennesket udsættes for. Denne filosofi påberåber sig med rette det faktiske. Og der er dels kunsten, der ikke hævder ret meget, men som kunstnerisk praksis muliggør, at menneskene får afprøvet deres oplevelsespotentiale. Er kunsten vellykket, udvides den menneskelige modtagelighed over for det fremmede og ukendte. Da opleves kunsten med rette som muligheden af en ny eller anderledes begyndelse.

© Diplo

Fotnoter   [ + ]

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Noen problemer med samtidskunsten

Default thumbnail
Neste sak

Små ustabile stillehavsstater

Andre saker om Filosofi

Tilbake til klassen

I over førti år har venstreintellektuelle tolket bort begreper som kapital, klasse

0 kr 0