Er kosmopolitisme vor tids politiske filosofi?

– Som du ved, er kosmopolitismen altid blevet kritiseret for at være et eliteprojekt, der bliver påtvunget folk, der enten ikke kan eller vil det kosmopolitiske. Risikerer det kosmopolitiske projekt ikke at udsætte den ikke-vestlige verden for den præcis samme tvang som kolonialismen og siden afkoloniseringen gjorde: nemlig en politisk form, som de enten ikke er i stand til eller villige til at overtage, men som bliver påtvunget dem af de herskende vestlige magter?
– Det er et meget godt spørgsmål. Jeg forstår så udmærket faren. Der er altid en fare for, at en politisk filosofi eller et sæt af ideer bliver kidnappet af partikulære interesser eller magter. Det siges ofte, at demokratiet er forbeholdt Vesten, da dets oprindelse stort set er vestlig, og fordi det er blevet et udtryk for vestlig modernitet. Det siges også ofte, at socialisme er en vestlig ide, selv om også den er blevet overtaget adskillelige steder rundt på kloden. Ideer kan altid overtages af magthavere og kan altid bruges eller misbruges.
– Kosmopolitisme i den moderne verden er del af en demokratisk følsomhed og forståelse, der er vokset ud af tragedie og barbari: stalinisme, fascisme, holocaust. I efterkrigstiden opbyggede FN’s og EU’s fædre en progressiv og multilateral orden. Det skete ikke fordi, der var nogle smukke og gavmilde mennesker, der ønskede at være progressive, men fordi de kiggede ned i afdybet og så, hvad der sker, hvis man ikke beskytter visse menneskelige værdier og principper – hvad der sker, når ikke alle har lige frihed og værdighed uafhængigt af deres etnicitet, religion, kultur osv. For mig er kosmopolitisme, rigtigt forstået, midlet til på demokratisk og tvangfri vis at mediere forskelle og forskellighed.
– Men gælder det også for begrebet om «governance» hinsides nationalstaten? For en fejlslagen eller svag stat vil næppe kunne deltage meningsfuldt i dette nye globale governance-system.
– Du har helt ret. Spørgsmålet om politisk kapacitet er helt afgørende. Men hør, vi har allerede global governance af forskellig slags. Det er ikke et spørgsmål om global governance eller ej. De former, der er herskende i dag, er tilpasset det globale markeds krav. Vi har også en global governance af amerikanske supermagtsstrategier i alliance med England og et par andre lande. Det er en form for globalt styre, der sætter standarderne for resten af verden. Hvis vi ikke ønsker, at markedet skal være den øverste myndighed over, hvad der er godt og skidt, eller hvordan ressourcer skal fordeles; hvis vi ikke accepterer, at verdens eneste supermagt handler, som den selv ønsker uden at stå til ansvar for nogen. Da bliver vi nødt til at have et billede af den rette form for global governance. Der er allerede global governance. Spørgsmålet er, om den skal være åben, gennemsigtig og demokratisk?
– Er der ikke en risiko for, at de kosmopolitiske eliter forlader den i deres øjne fordomsfulde, tilbageskuende, besværlige og kedelige nationale befolkning til fordel for livet i den sjovere og mere profitable globale overhalingsbane?
– Der er et stort paradoks i dag, hvor økonomiske og politiske processer i stadig stigende grad opererer supranationalt og globalt, mens den politiske identitet stadig er lokal og national. Som reaktion opstår nye protektionistiske bevægelser, nye højreekstreme bevægelser, der endnu engang forsøger at rense nationalstaten for ’den Anden’, de fremmede, immigranterne, og som søger at påtvinge en problemfyldt og turbulent verden rent nationale løsninger. Det er min klare overbevisning, at disse forsøg vil fejle.
– Det er derfor, jeg siger, at politisk kosmopolitisme er en egnet politisk filosofi for vores tidsalder, hvor vi har brug for en lang række globale offentlige goder. Det er en fejl at se kosmopolitisme som en oppefra-og-ned filosofi. Hvorfor? Fordi kosmopolitisme er bekræftelsen af ideen om selvbestemmelse, af hvert enkelt menneskes lige værdi og værdighed, af ideen om aktiv menneskelig handlekraft og af ideen om personlig ansvarlighed og personlige rettigheder.
– Kosmopolitisme er ganske enkelt en måde at sige, at vi lever i en forbundet verden, og at vi bliver nødt til at finde tvangfrie veje til at mediere vores sammenkædede liv, ideer, projekter og forhåbninger. Vi kan enten mediere disse gennem markedet og supermagtspolitik, eller vi kan vælge, at kosmopolitiske principper skal realiseres på forskellige niveauer, så folk kan få et rigt og selvbestemmende liv i deres egne lokaliteter, byer, subnationale regioner, nationale fællesskaber, supranationale regioner osv. Som jeg har beskrevet i mit arbejde, så er det ikke langt fra den verden, vi allerede bebor i dag. Politik finder sted på mange niveauer, og folk deltager.
– Hvis vi bare trækker os tilbage, da ignorerer vi de nye udfordringer af demokratiet, og da tror vi fejlagtigt, at nationalstaten alene kan være rammen for vores politik i en global tidsalder. Det 20. århundredes statshistorie viser, at stater ikke er i stand til at løse globale spørgsmål alene – end ikke rettighedsspørgsmål indenfor deres egne territorier. Vi er, om jeg så må sige, tvunget til at blive kosmopolitter, for det 20. århundrede gør én ting helt klart: stater kan være plaget af ikke bare perioder med dårlig ledelse men også med de mest brutale og forfærdelige episoder. Vi så det i Europa. Vi behøver ikke at gå til Rwanda for at få det bekræftet. Stater er afgørende instrumenter for offentlige goder, rettigheder, friheder osv. Men de bør ikke være ontologisk privilegerede. Kosmopolitisme giver os en ramme til at vurdere staternes evne til at levere disse goder, og de er kun privilegerede entiteter, så længe de rent faktisk leverer offentlige goder, lige rettigheder og friheder osv. Hvis ikke så kan de blive bedømt i henhold til det sæt af standarder, som vi har indskrevet i international ret, i internationale institutioner og i supraregionale institutioner såsom EU. Vi har indskrevet dem af en ganske god grund: Vi kan ikke forlade os alene på staten til at beskytte os.
– Lad os da tale lidt om EU. Du har portrætteret EU som et kosmopolitisk projekt og det synes derfor oplagt at spørge, hvor du ser de geografiske eller kulturelle grænser for EU’s udvidelse. Eller sagt lidt mere generelt: Hvad er kriterierne for inklusion og eksklusion i et kosmopolitisk fællesskab?
– Tænker man et øjeblik på, at EU kun er et par årtier gammelt, da er dets ekspansion forbløffende. Målt i forhold til den europæiske historie, så er det nu en union af 25 lande, der omfatter hundreder millioner af mennesker. Det er en fantastisk innovation. Jeg ser i princippet ingen grund til, at EU ikke skulle udvides med Tyrkiet og også andre store lande. Ingen kan sige, hvor langt denne udvidelse vil gå. Jeg tror ikke, det giver nogen mening, nu hvor EU lige er vokset til 25 lande at spørge hvordan den næste runde vil blive. Vi ved allerede, at den vil inkludere andre lande, og jeg mener, at den også bør omfatte Tyrkiet.
– Men jeg mener ikke, at kosmopolitismen er begrænset til EU. Det er rigtigt at sige, at EU er den store opfinder af decentral og fleksibel governance på flere samtidige niveauer. Men andre steder, som jeg har forsøgt at vise i mit arbejde, har vi allerede multilevel governance. Lande som Indien og Kina accepterer i stigende grad regionale aftaler. De er del af FN-systemet, og deltager i en lang række internationale regimer og institutioner. I mange tilfælde er de stadig underprivilegerede deltagere, da beslutningsstrukturen i de ledende internationale organisationer stærkt favoriserer de vestlige lande og G7-landene, men det er også uacceptabelt. Vi bør fastholde, at vores kosmopolitiske principper og institutioner peger i retning af at udbedre manglen på gennemsigtighed, demokrati og retfærdighed på globalt niveau. Og min holdning er, at det er i den retning, vi skal gå.
– Hvordan skal man da som kosmopolit agere overfor ikke-liberale eller udemokratiske stater – om det er diktaturstater eller det, John Rawls kalder ’anstændige samfund’? Og hvad betyder den fortsatte eksistens af ikke-demokratiske stater for det kosmopolitiske demokratis muligheder?
– I de sidste 30 år har vi set en ekstraordinær udbredelse af den demokratiske ide i hele verden. Men demokratiet er selvfølgelig et skrøbeligt fænomen. Det tog hundreder af år at etablere det i mange vestlige lande. Demokratier har behov for en usædvanlig kombination af kulturelle træk for at kunne lykkes og fungere; vigtigst er adskillelsen af kirke og stat dvs. uddifferentieringen af religion fra begrebet om det politiske gode.
– De fleste lande i verden anerkender i dag den eneste store metafortælling i de sidste 100 år: menneskerettighedsregimet. Vi bør gøre alt for at støtte dem, der forsøger at gøre menneskerettighederne gældende, ligegyldigt i hvilket land de end befinder sig. Det vigtige her er at sikre støtte og ressourcer til civilsamfundsgrupper, sociale bevægelser og at engagere ’anstændige samfund’ i dialog. For eksempel anser jeg kvindeundertrykkelse som uretmæssig, hvor end den finder sted, men det betyder selvfølgelig ikke, at der hermed er givet mandat til at intervenere militært i alle samfund, der undertrykker kvinder. Det betyder til gengæld, at vi kan støtte de kvindegrupper hjemme og i udlandet, der forsøger at beskytte kvinders uafhængige politiske status. En kosmopolitisk kultur vil tage nogle generationer at opbygge, men den skal opbygges. Og det skal ske gennem dialog og engagement, så alle får muligheden for at nyde et aktivt liv og for at træffe deres egne valg.