Litteratur

Kapuscinski: En sand kosmopolit

Ryszard Kapuscinskis reportager blev et stærkt vidnesbyrd om historien ? og et sted hvor man kan åbne sig for den anden.

Posted on


Afrika….bortset fra det geografiske navn eksisterer Afrika i virkeligheden slet ikke.

Kapuscinski: Ibenholt


Med den polske journalist og forfatter Ryszard Kapuscinskis bortgang har den vestlige verden mistet én af de sidste store reportagejournalister, der var med til at forny denne genre. Kapuscinski rejste i fyrre år verden rundt fra Sydøstasien til Sydamerika og særlig Afrika. Han nåede at opleve flere statsdannelser, statskup, borgerkrige, imperiets fald i Rusland, fodboldkrigen i Honduras, samt at have indtil flere dødsdomme hængende over hovedet. Hans reportager og bøger er et lærestykke i hvordan man skriver om den fremmede og det fremmede uden at forfalde til hverken dømmende eller egocentriske tendenser. Hans reportager blev på denne måde et stærkt vidnesbyrd om historien, måske endda et stykke verdenslitteratur der på en gang indfanger fælles erfaringer og møder på tværs af kloden og skaber et udtryk for en æstetisk dimension ¬– noget andet og mere end den rejsendes umiddelbare impulser og subjektive oplevelser. Hans «forklaring» af afrikanerens «liv i venten» og russerens «liv i angsten», var hverken en subjektiv eller objektiv beskrivelse, men en tredje stemme der for Kapuscinski havde mere at gøre med geografien, jorden, det store udenfor. Det er ikke nogen tilfældighed at han de senere år blev omtalt som en seriøs kandidat til Nobelprisen i litteratur.
I Kapuscinskis hånd bliver reportagen et sted hvor man kan åbne sig for den anden og det andet sted

Kapuscinski repræsenterede en uddøende race i en journalistisk verden, hvor dagens avis helst skal glide ned som sukker i morgenkaffen og tingene skal virke genkendelige og ikke forstyrre for meget. Mens den journalistiske profil i dag tæmmes og trimmes efter markedsprincipperne, drog Kapuscinski på egen hånd og med sin egen tid som primær ressource ud i verden, hvor han tog de chancer som fører en selv og skriften et andet sted hen. Han var i stand til å skabe tvivl hos læseren, få vedkommende til at føle og tænke på andre måder om fremmede mennesker. Det er denne integritet blottet for forstillelse som Kapuscinski stod for – en fortsat kamp mod ligegyldigheden, en fortsat kamp for viljen og evnen til at forstå den anden. I Kapuscinskis hånd bliver reportagen et sted hvor man kan åbne sig for den anden og det andet sted, en demonstration af menneskelig intelligens i en udsat verden. Kapuscinski var den sande kosmopolit, på én gang afhængig af tid og sted, og samtidig uafhængig. Da han for et par år siden blev hædret som æresdoktor ved Romón-Llull-universitetet i Barcelona, fastholdt han at reportagens og politikkens troværdighed og kvalitet står og falder med den holdning vi indtager i mødet med den anden. Kapuscinskis udgangspunkt var som den jødiske filosof Levinas at betragte mødet som en begivenhed, hvor vi ikke bare er fremmede overfor den anden, afrikaneren m.v., men også fremmede overfor os selv. Som Kapuscinski siger i sin tale: «For meg er den andre selvfølgelig anderledes, men slik er det også for ham eller henne. Jeg er den andre. Vi er altså alle i samme båt. Alle klodens indbyggere er andre for andre. Jeg for dem, de for meg.»1
I reportagens møde er det muligt at erfare hvordan vi er fremmede også overfor os selv, at vi inderst inde er ligeså langt ude som den anden. Reportagens kunst handler om at overkomme zenofobiens fristelse, den indbyggede tendens til at assimilere det anderledes og dømme det på forhånd. Måske er læren fra Kapuscinskis mange sælsomme reportager at det først er i mødet med den andens underlighed, at potenitalet for at indse sin egen er tilstede. Dermed bliver mødet mellem «mig» og «dig» noget meget anderledes end det humanistiske: ikke et møde, hvor vi falder hinanden om halsen og hele tiden siger: «det kender jeg godt», men et mere besværligt og dæmoniseret og ubehageligt møde. Måske er det derfor han til sidst i sit liv forstod noget hos Levinas som han havde set som grundlæggende for sin journalistiske reportagestil: At dette besværlige, ubehagelige møde netop er det som den jødisk-kristne tradition kalder «næstekærlighed». Eller mere præcist: næstekærlighed er dette besværlige og ubehagelige møde frem for en jubelhumanistisk falden-om-halsen. I mødet med afrikaneren, eller russerens elendighed efter Imperiets sammenbrud omgås han «Næsten» som noget uhyggeligt (unheimlich). Noget der er ved siden af mig, som ikke kan ignoreres, og som er det på en ubehagelig måde hinsides skånsel. Det er «Næsten» når han er påtrængende og irriterende – når han os noget. Gennem sine beskrivelser af russeren, sydamerikaneren og afrikaneren mindede Kapuscinskis os om at den irriterende klump af materie som man hele tiden støder sig på, også findes i ens egen midte – også midt i ens egen eksistens er der en klump af noget meningsløst og fremmedartet, men ikke desto mindre reelt.

© norske Diplo

1 Kapuscinski: «Møtet med de Andre», i Le Monde Diplomatique. Januar 2006.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver