Hyperrealisme og fatale strategier

Ifølge Jean Baudrillard er nutidens verden ikke kendetegnet ved det spektakulæres triumf, men af skuespillets forsvinden. Scenen er blevet erstattet af det obskøne. Og kommunikationen formår at få enhver sag til at styrte ned i ubetydeligheden, i uvigtigheden, i det latterlige. Men Baudrillard opfattet kunsten som illusion, hvor illusionen har kraft til at bryde ind i realiteten. Baudrillard reflekterede over symbolsk bytte, hyperrealisme og simulakrum. Men i senere tid også det fatale.

Når jeg nu atter gennemløber Jean Baudrillards værk dagen efter hans død 6. mars, bliver det straks tydeligt for mig, at det kan deles op i to perioder: Den første er gennemtrængt af en stædig refleksion over kategorierne symbolsk bytte, hyperrealisme og simulakrum, og den strækker sig ind i de allerførste år i 80’erne. Den anden begynder med bogen om De fatale strategier fra 1983 [dansk oversættelse: Det fatale, 1987], og denne nye periode er mere paradoksal og udsat for de mange slags misforståelser, som bøgerne fra den tid somme tider er løbet ind i.


BAUDRILLARD UDVIKLEDE sit begreb om symbolsk bytte fra Marcel Mauss’ essay om gavegivning i primitive samfund. Dessuten fra Georges Batailles overvejelser over potlach, dvs. den arkaiske form for udveksling, der var grundlagt på en forpligtelse til at svare på en modtaget gave med en rigeligere returgave. Ud over de klassiske marxistiske begreber om brugsværdi og bytteværdi indførte den franske filosof en tegn-værdi, der var knyttet til forbrugssamfundet og til den almene semiotisering af livet. Endvidere indførte han en symbolsk bytteværdi, som han nærmest udlagde som en ikke-værdi, eftersom den udgjorde et alternativ til de forudgående tre værdiformer og derved forudsatte en afslutning på økonomien. Så snart han var ude af marxismen, forlenede Baudrillard sin egen teori med en utopisk dimension.

Hvad hans begreb om hyperrealisme angår, så udtænkte han det som en udvidelse af et ord, der er opstået i kunstverdenen, til også at gælde for den økonomisk-sociale verden. Ligesom det hyperrealistiske maleri kunne frembringe en i alle henseender realistisk kopi af den virkelighed, maleriet ønskede at gengive, således er samfundet i færd med at reproducere den politiske økonomi ved hjælp af en forbitret efterligningskraft, dvs. at reproducere den økonomi, der har mistet enhver strukturel dimension takket være tegnets universelle frigørelse.
«Simulakrum» minder om Nietzsches overvejelser over den svækkelse, som distinktionen mellem sand verden og tilsyneladende verden har undergået

Det tredje nøgleord er simulakrum, og i den anvendelse, Baudrillard gør af ordet, minder det om Nietzsches overvejelser over den svækkelse, som distinktionen mellem sand verden og tilsyneladende verden har undergået. Endvidere fortsætter teorien om simulakret nogle tanker hos Klossowski, Foucault, Deleuze og Lyotard ved at uddybe analysen af sådanne politiske og samfundsmæssige fænomener, hvor virkeligheden synes at opløses i en uendelig spiralbevægelse af tegn og henvisninger, som alle må savne et referencepunkt. Herfra stammer så overvejelserne over den terrorisme, der for det første stiller en anden orden op over for den eksisterende ved at frembringe en slags selvmordets potlach. For det andet udgør en hyperreel handling, der udgiver en revolution, som ikke er virkeliggjort, for at være eksisterende. For det tredje deltager terrorisme i simulakret, som står fremmed over for meningens orden, men deltager i en forestillingsverden, der er solidarisk med massekommunikationens redskaber, hvorved den får opløst ethvert troværdigt, politisk perspektiv.


I DEN PERIODE, der begynder med ideen om fatale strategier, blev det centrale ord «illusionen»: Det skal dels forstås i en metafysisk og erkendelsesteoretisk mening, dvs. som det modsatte af virkelighed og sandhed, og dels i en æstetisk og psykologisk mening, dvs. som det modsatte af affortryllelse og skuffelse. Går man efter den første forståelse, så får Baudrillards tænkning en skeptisk-nihilistisk farve, som ikke ligger alt for langt fra den, vi kender fra nogle tendenser inden for samtidens italienske filosofi, f.eks. den «svage tanke» [omkr. Gianni Vattimo og Pier Aldo Rovatti]. Til fælles med den «svage tanke» har den en radikal forkastelse af metafysik og etik.

Ligeledes har den noget til fælles med den retning inden for vitalistisk katastrofeteori, som i Italien går fra dramatikeren Luigi Pirandello over Nietzscheudgiveren Giorgio Colli til Giorgio Agamben. Men det er faktisk nogle paralleller, der snyder. For det, der i sandhed interesserer Baudrillard, er ikke et erkendelsesteoretisk problem eller den vitalistiske emfase, der gennemtrænger det sublimes filosoffer i Italien. For ham indebærer illusionen nemlig ikke drøm, svindel eller luftspejlinger, og ikke engang en utopi, men derimod indgangen til en dimension, der er usædvanlig, ikke hverdagsagtig og ikke statisk. Og det er med udgangspunkt i denne dimension, at der kan påbegyndes en revurdering af det, vi kalder kunst, teater og sprog; fordi det er dér, der er bevaret noget af den vold mod virkeligheden, der udføres i indvielsesceremonierne og i ritualet. Det er inden for disse rammer, at der kan opretholdes en beherskelse af fremtrædelser og forsvindinger, og især en offerbunden beherskelse af virkelighedens formørkelse. Vi befinder os således milevidt fra legen – forstået som frikvarter, afslappelse eller underholdning. Baudrillards opfattelse af kunsten som illusion befinder sig snarere i nærheden af det antropologiske magibegreb, hvor illusionen har kraft til at bryde ind i realiteten og på en eller anden måde indtage dens plads uden dog derved at blive identisk med den. Her er der en grundlæggende overgang, skal man forstå en af de mest dunkle ideer inden for Baudrillards refleksion, nemlig den om fatale strategier. De er ikke et projekt eller en aktionsplan, der er blevet udarbejdet af et individ. I Baudrillards forstand består strategi derimod i en sammenkædning af elementer, der er uden for den subjektive vilje: altså er strategi synonymt med regel og ritual. En sådan sammenkædning er imidlertid hverken nødvendig eller tilfældig, hverken formålsbestemt eller et lykketræf. Den udgør et ritual uden myte, en signifiant uden signifié, som ikke desto mindre kan blive fatal, et adjektiv Baudrillard tilskriver betydningen af at være knyttet til ondskaben, til det uheldssvangre.
Ifølge den franske filosof er alle ting kaldet til at kunne mødes, men det er tilfældet alene, der afgør, om sammentræffet skal udeblive. Vi har altså at gøre med det modsatte af, hvad der kendetegnede surrealisternes idé om «hasard objectif», om en objektiv tilfældighed: de forsøgte at tilskrive en verden, der var styret af tilfældet, en skjult og uafhængig mening og værdi, hvorved de opdagede en okkult rænke, en slags «fornuftens list» à la Hegel. Skønt Baudrillard i stedet forudsætter, at tingene mødes, så tilkender han ikke dette møde nogen mening, fordi det ikke drejer sig om nogen skæbnebetinget sammenkædning, men om et ritual, der dog somme tider ikke indtræffer og derved forvandles til et mislykket ritual.


I VESTEN er imidlertid den æstetiske afstand, som ritualet støttede sig til, blevet ophævet, fordi scenen er nedlagt og formidlingerne tilintetgjorte; og det uanset deres (kunstneriske, politiske, kønsmæssige) type. Det er altså en retning, hvor Baudrillards analyse lægger afstand til Guy Debords: nutidens verden er således ikke kendetegnet ved det spektakulæres triumf, men af skuespillets forsvinden. Scenen er blevet erstattet af det obskøne, illusionens plads er blevet indtaget af noget, der foregiver at frembringe en realistisk virkning større end virkelighedserfaringen (og derfor er det hyperreelt). Enhver begivenhed er foruddiskonteret og annulleret af reklamen og meningsmålingerne. Derved bliver handling umulig, og den efterfølges af kommunikationen, der netop formår at få enhver sag til at styrte ned i ubetydeligheden, i uvigtigheden, i det latterlige. I kommunikationens verden kan der ikke ske noget: alt er uden følgevirkninger, fordi alt er uden forudsætninger, og alt er egnet til at blive fortolket i allehånde retninger, som alle er lige uvedkommende og uden nogen effekt.

© norske LMD. Oversat af Carsten Juhl fra Il Manifesto.