En konservativ anarkist

I 1983 gæstede Burroughs København med oplæsning i Saltlageret. Den dengang 24-årige Lars Movin var til stede og blev hypnotiseret af den 71-årige Burroughs, en gentlemanjunkie, der med sin messende stemmeføring, sin timing, fuldt ud levede op til titlen som en astronaut i menneskeklæder der rejser i sjælen og kunstens yderzoner. Hans røst lød som kom den fra et sted hinsides, som Lars Movin skriver i den bog der ledsager filmen, hverken fra himlen eller fra døden selv, men måske fra «en knurrende version af en blanding af W.C Fields og en af de desillusionerede sportsreportere, som Humphrey Bogart kunne fremstille i 40’ernes noir-film – men uden de sentimentale sprækker hos sidstnævnte. Hos Burroughs var der kun tempoet, der varieredes en smule. Og i sine sidste år havde han perfektioneret sin teknik, så han tilsyneladende ubesværet kunne lade stemmeføringen falde til et punkt, hvor den næsten gik i stå – flaksende som en dynamolygte på en cykel i modvind.» På trods af sin sene status af kulturikon med roller både i Nike-reklamer og Gus Van Sants film Drugstore Cowboy, forbliver Burroughs en marginal figur, aldrig rigtig accepteret af hverken mainstream eller det litterære parnas.

Movin og Møller Rasmussens film tager udgangspunkt i nogle aldrig viste klip fra Burroughs oplæsning og hans signering af bøger i boghandlen Booktrader ledsaget af danske Dan Turell. Men filmens unikke materiale bliver samtidig en anledning til at komme bag myten omkring det som Movin betegner som én af det 20. århundredes vigtigste kunstnere, der forbliver en inspiration for mange forfattere, kunstnere, musikere såvel som politisk radikale, anarkister og cyperpunks. En mand hvis stemme, som Movin pointerer, aldrig blev en anakronisme, aldrig gik restløs op i et bestemt årtis idé eller tidsånd. Særligt hans syn på sproget som en fysisk virus som nærmest udvikler sig parasitisk på den menneskelige organisme – en viral smitte i dag kendt fra den digitale marketing for konsumadfærd – fik stor betydning for Burroughs forståelse for menneskets subjektivitet, for intervention og reproduktion. Dette symbiotiske forhold mellem krop og ordvirus fik ham til at betragte mennesket ikke som en færdig identitet eller en ting i sig selv, men som et bundt af relationer og mutationer. Dette fik afgørende betydning for hans bidrag til forholdet mellem kunst og liv.

– DU HAR LAVET en film om Burroughs og du er ved at lægge sidste hånd på en stor bog om beatforfatterne, et «kollektiv» hvor Burroughs skilte sig ud som «teoretikeren» i modsætning til «shamanen» Ginsberg og «buddhisten» Kerouac. Kan du sige noget om hvorfor han bliver ved at inspirere og fascinere?

– Jeg tror en del af interessen og fascinationen ved Burroughs har at gøre med hans u-menneskelige eller endnu bedre a-menneskelige (måske transhumane) udstråling. Vi kan ikke længere bruge de menneskelige termer til at beskrive hans karakter. Det hænger nok sammen med hans livsførelse og dens radikalitet. Han skød sin kone i Mexico (formentlig et uheld), han var narkoman og homoseksuel, men han var samtidig et dannet og kultiveret menneske og studerede antropologi og amerikansk litteratur og medicin i Wien.

– Det centrale tror jeg, er hans særlige drivkraft i hans måde at være søgende på, som udsprang af følelsen af ikke at høre til noget sted. Han var en outsider ikke kun i det amerikanske samfund, men følte sig simpelthen ikke tilpas med sin egen race. Også i forhold til bøssekulturen var han utilpasset. Han gjorde derfor ikke et større nummer ud af sin homoseksualitet. Disse attributter interesserede ham ikke som ideologisk påhæng. Men som både homoseksuel og narkoman var det praktisk for ham at have en anonym udstråling, at kunne gå i ét med tapetet. Han fik tilnavnet «den usynlige mand» – et træk allerede kendt fra årene i Tanger i Marokko hvor beatforfatterne mødtes og eksperimenterede med liv og kunst. På den ene side en aura som en bankmand og britisk aristokrat, på den anden side en promiskuøs junkie der i næsten tre årtier flakkede rundt på diverse kontinenter i én lang uophørlig exiltilstand.

– Foregriber Burroughs nutidens kunstpraksis hvor man i stadig større grad overgiver sig til materialet, til lyden, ordet, billedet og nedtoner kunstneren som en sublimeret psykisk instans?

– Det kan man godt sige men på en ganske anden måde end den postmoderne avantgarde som Andy Warhol. Burroughs gav sig selv livet igennem nogle konkrete projekter. Han udvikler fra starten af en pragmatisk tilgang til tingene som er kendetegnende for hans kunstneriske virke. I sin såkaldte «cut-up-teknik» udvikler han nogle tankesystemer hvor han eksperimenterer med sproget ved at gå rent fysisk ned i sproget og klippe i sætningerne for på den måde at bryde med de etablerede magtstrukturer, ideologier eller den rådende vanetænkning.

– Han tager denne praksis meget alvorligt og han tror på at denne praktiske indgriben i sprogets materialitet kan have en frisættende værdi, både i forhold til sig selv hvor han stærkt føler den sociale kodning af hans egen bevidsthed, og i forhold til omverden hvor den kan intervenere i herskende ideologier og tankesystemer ved rent fysisk at gribe ind i sprogmassen. Det er derfor også typisk at han ikke kun holder sig til at være at forfatter, fordi den praktiske kunnen kan bruges på alle materialer og han overfører sin praksis til lydbånd og film samt billedkunst.

– Dengang i 1960’erne foregik cut-up teknik med saks, papir og lim, mens jeg tænker at mange af os i dag dagligt sidder og laver cut-up, skærer vores skiver af digitale tekstblokke i vidensarbejdets æra, med paralleller til filmens montageteknik. Måske var det ikke så mærkeligt at Burroughs livslange kamp mod sproget resulterede i at han helt til sidst opgav at skrive fiktion for i stedet at kaste sig over maleriet. Var ikke Burroughs også var samfundskritiker og cut-up-teknikken en kritisk metode?

– Han var det man i amerikansk sammenhæng ville kalde libetarianer. Jeg tror ikke han var det vi ville kalde for «venstreorienteret», men måske en art konservativ anarkist, hvilket nok også er grunden til at han trivedes i midtvesten, fordi der her er plads til disse typer rent fysisk, det er et sted hvor man kan være sig selv. Han havde stor afsky for bureaukrati og statskontrol, hvorfor han ikke havde noget til overs for den skandinaviske socialdemokratiske model. Hans kunstneriske praksis fungerede som en politisk praksis fordi han forsøgte at nedbryde de binære modsætninger der dominerer den vesterlandske levevis og selvforståelse: mand/kvinde, heteroseksuel/homoseksuell, hvid/sort, træl/herre …

– Med sin cut-up-metode bryder Burroughs med enhver forestilling om at bogen efterligner verden og at kunsten efterligner naturen. Menneskets bevidsthed hænger sammen med stoffets svingninger og vi reducerer vores opfattelse til «tegn» for vores omgivelser. Selvom opfattelsen principielt er ydre oplever vi den som indre (som filosofen Henri Bergson sagde). Igennem hele sit liv eksperimenterede Burroughs i sine bøger og i sine lydbånd med en kunstpraksis der overskrider kravet om «mening» og «den lineære fortælling» for i stedet at gå direkte til en undersøgelse af bevidsthedens organisering af stoffet, en organisering der påvirker vores opfattelse.

MOVIN NIKKER NÅR jeg spørger om ikke kunstpraksis og kompositionsarbejde hænger uløseligt sammen i Burroughs univers. Og mener Burroughs er blevet en vigtig reference for moderne samfundskritikere såsom den franske filosof Gilles Deleuze der udvikler sit begreb om kontrol som en modulerende påvirkningskraft med direkte inspiration fra Burroughs. For Deleuze udspringer årsagen til kontrol ikke længere af en personlig ond vilje eller højere instans, men direkte fra teknologiens affektering af vores kroppe der allerede får os til at reagere og opføre os på bestemte måder. Burroughs er den moderne tænker for den upersonlige magts virke og måske så han før os andre hvordan vores verden i stigende grad minder om en science-fiction-film.

– Kunstpraksis og idéen om kontrol hænger sammen hos Burroughs som igen er en følge af den teknologiske udvikling?

– Ja, allerede før cut-up-teknikken eksperimenterer Burroughs med sine såkaldte «routines», som måske kommer fra teaterverdenen og som kan beskrives som en performancepraksis og en kompositionsforståelse hvor man ikke kan adskille det fortalte fra den menneskelige og performance. Der er tale om en slags «verbal jamsession» hvor man tager et begreb og skaber en figur ved at tale i karakterer i en elaborerende, modulerende og vild tankestrøm og bevægelse. I Naked Lunch (Nøgen frokost, 1959) udvikler han karakteren Dr. Benway som er et produkt af en sådan «rutine». Disse «rutinene» performer samtidig med at de kan åbne op for kritik.

– Måske var titlen Nøgen frokost et produkt af en sådan «rutine» foreslået af Kerouac, som udtryk for «et stivnet øjeblik, hvor enhver ser hvad der er for enden af hver eneste gaffel.» Hvordan skal man nærmere forstå Burroughs visionære projekt i forhold til samfund og menneskeheden som sådan?

– Overordnet set er den første del af forfatterskabet dystopisk hvor han selv gennemlevede en radikalt udsat eksistens. Han måtte rive alle bastioner ned og være kritisk overfor det hele, starte forfra og tænke selv. Der sker en drejning i hans sene forfatterskab med hans såkaldte «sidste trilogi». Dystopier afløses af utopier som ganske vist er abstrakte, men hvor man fornemmer at han faktisk så en form for håb for menneskeheden. Hans utopi går tilbage til ideen om livet som libertarianer, hvor han ser større samfund såsom det vestlige demokrati som en model der før eller siden vil udvikle sig til en form for politistat. Den alternative udviklingsmulighed henter han fra det 17. århundredes piratkolonier, som er nogle små homoseksuelle enklaver hvor der er nogle konkrete forbilleder som f.eks Captain Mission som han skriver om i romanen Ghost of Chance. Det er ideen om små selvberoende grupper på måske omkring hundrede mand der udvikler egne love og regler, som rummer kimen i det der var fundamentet for USA i starten.
– Burroughs er ikke anti-amerikansk. Han er kun imod den måde administrationen og bureaukratiet har udviklet sig på i USA og den måde forfatningen er blevet forvansket på. Han går derfor ind for det som var grundlaget for forfatningen og for hele skabelsen af «det amerikanske» og det projicerer han så ud i disse specielle piratkolonier. Det har en parallel til det man i USA har kaldt «A City Upon a Hill». Man skabte et samfund på denne bakke og når det så kørte af sporet, var der stadig «the frontier» og kontinentet hvor man kunne rejse videre og starte forfra og prøve én gang til at skabe et idealsamfund indtil man havde brugt kontinentet op og der ikke var mere tilbage.

– DER ER ALTSÅ et grundlæggende utopisk projekt hos Burroughs?

– Ja, men det kendetegner hele hans virke som kunster. Det som gør ham spændende var at han tog fat i de helt store spørgsmål. Han siger gentagne gange at det eneste der er værd at interessere sig for er udødelighed. Det eneste egentlige problem er at vi skal dø. Kan vi overkomme det skal vi nok få løst resten. Det er et spor han lægger ud helt fra starten af i sit forfatterskab, men som træder frem helt eksplicit i den sidste trilogi, hvor han udkaster forskellige scenarier for menneskets overlevelse på længere sigt som race. Hans pointe er at det er ikke sikkert at vi kan blive ved med at eksistere i den form vi har nu, hvilket for de fleste er svært at acceptere. Men ligesom mange andre emner betragtede han dette med en vis kølig nøgternhed uden den europæiske patos for dødelighed. Det handlede om at give sig selv et projekt, at tage fat på en undersøgelse.

– Ordet «undersøgelse» kan stå som et centralt begreb for Burroughs virke. Han valgte nogle emner som han virkeligt undersøgte. Det starter med Junkie (1953), hvor han undersøger den kriminelle underverden i New York og investerer sig selv i det, men vedbliver at være en iagttager. Selvom han fortsætter med at tage stoffer er det altid med en dobbeltoptik for øje: Dels gør han sig til en del af den verden han vil undersøge samtidig med at han indtager forfatterens blik (iagttagerens rolle). Han skriver eksplicit om det som en «undersøgelse». Han er interesseret i at se hvad det gør ved ham. Han vil undersøge: «Hvad betyder det at være junkie?», «Hvad betyder det at være afhængig?»

– Når han vil være Junkie er det fordi han vil undersøge hvad det vil sige at være afhængig og se hvad kan dette stof gøre ved ham. Når han beskæftiger sig med udødelighed undersøger han det ved at udkaste forskellige scenarier i tid og rum. Og han mener et helt konkret når han forsøger at finde konkrete fremtidsscenarier for mennesket [i Cities of the Red Night]: «Vi er nød til at inddrage rummet på en måde der er perspektiv i hvis vi vil eksistere i en anden form end den form vi er nu, og vi må derfor forberede os på en genetisk transformation til nogle andre værensformer således at vi kan rejse ud i rummet som nogle helt andre typer væsner.» Det er tankeeksperimenter vi bliver nød til at være åbne overfor og udfordre os selv med. Burroughs havde både træk af videnskabsmand, performer og skribent.

(…)