Portræt af kunstneren som skoledreng

I Erik Nietzsche – De Unge År portrætteres Lars von Triers tid på Den Danske Filmskole i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne. Filmen kan ses som en nøglefortælling, hvor man kan muntre sig med at genkende virkelige personer, som karikeres og til tider latterliggøres. Eller man kan se filmen som en dannelsesrejse gennem skolesystemet, hvor en kejtet og uskyldig dreng transformeres til en viljestærk, kompromisløs men også opportunistisk kunstner.

«Erik var i bund og grund et venligt og ganske ærligt menneske,» lyder Lars von Triers voice-over i åbningsscenen af De Unge År. Sætningen gentages stedvist filmen igennem, som om selvforståelsen er nødt til at fastholdes trods den tilsyneladende transformation af hans personlighed. Måske er det blot alle de ydre omstændigheder, der skubber Lars von Trier – eller rettere Erik Nietzsche – i retninger, han ellers ikke selv ville drømme om at gå i. Snarere er det nok Lars von Triers vanlige sans for ironi, der er på spil.

Oprindeligt var Erik slet ikke blevet optaget på filmskolen, men rektoren var et seksuelt umætteligt væsen og bollede derfor udenom på sit kontor med så kraftige vibrationer, at ansøgningerne tumlede ned fra skrivebordet og blev blandet sammen. Eriks ansøgning, som egentlig lå i bunken af afvisninger, kom derfor over i bunken med de optagne ansøgere. (…)