Ytringsfrihed og narkojournalistik

Det talte og skrevne ord bliver ofte påvirket og til tider stærkt manipuleret af det samfund pressen skal informere om. Le Monde diplomatique kigger på Argentina, Colombia og Venezuela, hvis respektive presse er vidt forskellige på grund af det nationale politiske klima og den økonomiske virkelighed. Medierne er forholdsvis frie i Argentina, todelt og forvrængende i Venezuela og potentielt livsfarlige i Colombia.

Hvilke (arbejds)forhold har pressen herunder den set med vestlige øjne universelle borgerret til sandfærdig information som fundamental brik i skabelsen og bevarelsen af et åbent demokratisk samfund? Sydamerikas republikker nærmer sig deres 200-årsdag efter gevaldige op- og nedture i form af skiftevis folkevalgte demokratiske regeringer og militærjuntaer. De sidste årtiers politiske og økonomiske rutschebaneture har set sydamerikansk presse som medsidder og iagttager, til tider med bind for øjnene, og afhængig af arbejdsforholdene i bagerste, forreste eller midterste vogn.

I Sydamerika giver begrebet informationssamfund ikke samme logik som i Skandinavien. På den sydlige halvkugle har pressen over én kam bevæget sig fra at informere til at underholde. Fra oplysning til oplag og rating hvor læseren, seeren og lytteren og i den forstand kunden ofte har ret. Zapping-ret til at få det de vil have. Og det er på en vilkårlig dag i det argentinske, colombianske og venezuelanske mediebillede vold, sex og sport.

Benoit Hervieu, Amerika-redaktør i Reportere uden Grænser, hæfter sig ved, at et flertal af Sydamerikas befolkning og regeringer på nær i Colombia, Paraguay og Peru i dag er centrumvenstredrejede.

«Sydamerikas magthaver-presse situation med venstredrejede regeringer og højredrejede mediehuse giver ikke meget plads til en uafhængig presse. At den argentinske præsident Néstor Kirchner ikke giver pressemøder er kritisabelt, men i forhold til Venezuela, hvor den privatiserede pressektor ligger i en krig på ord med den socialistiske regering, er pressen politiseret og nyhederne konstrueret efter en politisk agenda. I Colombia kan pressen ikke tale frit om landets brutale virkelighed, hvilket fører til censur og auto-censur. Generelt truer kontinentets korruptionskultur pressens integritet,» siger Benoit Hervieu.


COLOMBIA ER Latinamerikas og et af verdens mest voldelige med tusindvis af mord, herunder fem journalister i 2006. Landets presse fungerer på trods af landets væbnede konflikt med indirekte og direkte pres fra embedsmænd, politikkere og politi, guerilla- og paramilitære grupper, jordejere og industribosser. Siden slutningen af 1980erne er klimaet i Colombia forrået med den øgede narkotrafik, der igen har korrumperet de demokratiske institutioner og udhulet pressens i forvejen indskrænkede arbejdsforhold.
Ifølge Eduardo Marquéz, direktør i og præsident for Colombias to største journalistforeninger, Federación Internacional de Periodistas og Federación Colombiana de Periodistas, har de sidste 20 års sammenblanding af narkotrafik og væbnet konflikt forvandlet Colombia. Hvor de venstredrejede guerillaer som FARC og ELN og de højre-ekstreme paramilitære AUC tidligere sjældent brugte fysisk vold mod pressen, er det at bære et pressekort i dagens Colombia en dødsensalvor sag. Opblomstringen af narkokartellerne og disses dødspatruljer, de såkaldte sicarios, har muteret til en fælles pressestrategi for alle parter i den colombianske konflikt: «Enten modtager pressen penge for at hjælpe os, eller også dør de».

Antallet af likvideringer af journalister har i snit været på seks årligt siden 1989 – året hvor Eduardo Marquéz blev kidnappet af ELN. Korrupte magthavere og pengemænd betaler dødspatruljerne for at intimidere eller lukke munden på kritisk objektive mediehuse og journalister som det skete i 1986 med chefredaktør Guillermo Cano på dagbladet El Espectador efter en artikelserie om forbindelser mellem narkokarteller og højtstående politikkere. I 1997 oprettede UNESCO en international Guillermo Cano-pris for pressefrihed. I foråret 2007 har Colombias liberale præsident, Alvaro Uribe, været i uvejr efter presseafsløringer om narkopenge mellem myndighederne og paramilitære grupper. På et pressemøde forud for hans genvalg i 2006 opsummerede Uribe pressesituationen: «Der er to typer journalister i Colombia: Dem for og dem imod terrorismen». Uribe-regeringen er i dag USAs eneste betingelsesløse allierede Sydamerika og forventer, at Colombias presse ser igennem fingre med hærens overgreb på civile.
«Den journalistiske integritet er gået fløjten, og i dag afbryder de mest kendte studieværter flere gange deres program for at oplæse reklamespots. De colombianske journalister er tvunget til at have flere jobs eller sælge spalte- og æterplads til reklamer i en Dr. Jekyll og Mr. Hyde-effekt, hvor journalister eksempelvis i morgenaviserne kritiserer de magthavere og sektorer, som de i radioprogrammet om aftenen taler godt om i kamouflerede pseudonyheder,» siger Eduardo Marquéz og taler om et skift fra «narko-journalister», der i 1990erne modtog bestikkelse for at fungere som narkogruppernes de facto marketingsmedarbejdere, til nutidens både-og journalister.

«Overordnet set har Colombia ikke mere en uafhængig presse. Siden 1970erne har store penge-konglomerater sat sig på mediehusene, der samtidig er yderst aktive for udvalgte kandidater under valgkampagner. Disse private mediehuse servicerer i programmer og reklamer de selvsamme konglomerater,» siger Eduardo Marquéz.
Fernando Cifuentes, radiojournalist og præsident for journalistforeningen i Antioquia-provinsen med narkobyen Medellin som hovedby, fortæller, at det ikke-voldelige pres er størst. Nedskæringer i rejseudgifter og deraf mere telefonjournalistik, prekære kontraktforhold med stykbetaling og arbejdsdage på 15 timer.

«Jobsituationen tvinger flere og flere journalister til betalte maskerede reklame-nyheder for at overleve. Colombias neoliberale hestekure siden Murens fald har bragt os større ledighed og løse ansættelser uden pension, ferie og sygesikring. Besparelserne har undermineret journalistikken og borgerretten til at blive korrekt informeret,» siger Fernando Cifuentes.


NABO- OG OLIELANDET Venezuela er historisk et af Sydamerikas mest stabile demokratier med en forholdsvis fri presse. Under militærmanden, socialisten og 1992-kupmageren Hugo Chávez er Venezuela polariseret i to lejre: for og i mod Chávez-regeringen, der åbenlyst taler for en ny presse som aktør i dannelsen af de såkaldte 21. århundredes borgere som del af ambitionen om en socialisme for det 21. århundrede. Regeringen og oppositionen, der støttes af store dele af landets private presse, er rygende uenige om landets fremtid. Én politisk eller kulturel begivenhed bliver til tider dækket diametralt modsat, fordi Venezuelas nyheder er skræddersyede efter modtagerens og afsenderens politiske holdninger. Siden præsident Hugo Chávez tiltrådte i 1999 er der dukket et halvt hundrede nye lokale radio- og tv-stationer op, men nationalt ser venezuelanerne enten statskanalen Venezolana de Television eller landets ældste, den private Radio Caracas Television (RCTV). Sidstnævnte fik i maj ikke forlænget dets sendetilladelse, hvilket gav kraftige reaktioner fra ind- og udland som eksempelvis Det hvide hus, Europakommissionen og Human Rights Watch. RCTV fortsætter sandsynligvis på kabel-tv, hvor Venezuela sammen med Argentina hører til Latinamerikas største. Ifølge Gregorio Salazar, generalsekretær for den venezuelanske journalistfagforening, Sindicato Nacional de Trabajadores de Periodismo (SNTP), fører Chávez-regeringen en systematisk kampagne mod den kritiske presse.

«De verbale og fysiske aggressioner, rets- og skattesager mod enkelte journalister og medier er øget kraftigt siden 2000. Forsøg på at forholde information, skærpede presselove og deciderede mord, tre siden 2000, er tegn på en offensive regeringskampagne mod den regeringskritiske frie presse. RCTV-lukningen er sidste og måske slemmeste skridt i denne udemokratiske linje,» siger Gregorio Salazar.

SNTP har modtaget omkring 850 klagesager fra venezuelanske journalister, hvoraf hovedparten venter på afgørelse i den interamerikanske menneskeretsdomstol.

«Men Venezuela har uden tvivl ytringsfrihed. Måden den bliver brugt på er det kontroversielle. For regeringen er kritisk journalistik og analyse del af en politisk smædekampagne, hvorfor visse medier ikke får støtte og slet ikke adgang til officielle begivenheder. Venezuelas presse burde tage et skridt bagud og forsøge at dække sammenhænge, afdække regeringens gentagne angreb på oppositionen og udvalgte medier,» siger Gregorio Salazar.

Den 27. juni 2007, Journalisternes dag i Venezuela, var hovedstaden Caracas som så mange gange før de sidste par år fik af to enorme demonstrationer: samtlige journalistforeninger og visse anti-Chávez-organisationer overfor pro-Chávez-grupper. Begge demonstrationer gik i optog for at forsvare den ytringsfrihed, deres modpart ifølge begge grupper træder under fode. Regeringen beskylder den private presse for at udøve en systematisk smædekampagne og for at ignorere de to genvalg og de mandat, som præsident Hugo Chávez har opnået via stemmeurnerne for de pågående reformer indenfor alle sfærer, herunder nationaliseringer, for et mere socialt samfund. Chávez har alle år talt til folket i hans søndagsprogram «Aló Presidente», hvor han kommenterer alt fra landets baseball-bedrifter til Bush-regeringen.

En interessant udvikling er, at Venezuela sammen med Brasilien og Mexico producerer, konsumerer og eksporterer de latinamerikanske «telenovelas», dagligdags intriger i familiens skød, og at disse tv-serier de sidste par år har indkorporeret politiske begivenheder som kupforsøget mod Chávez i april 2002 og den nationale generalstrejke fra december 2002 til februar 2003.


PÅ EN VILKÅRLIG café uanset socialklasse i hovedstaden Buenos Aires sidder argentinerne med morgenavisen – oftest La Nación eller Clarín. Over bardisken morgen-tv. I de sortgule taxier høres konstant kortbølgestationer som Diez og Continental, der rapporterer live fra hovedstadens gader og advarer om de jævnlige «piquetes» – vejblokader i myldretiden i protest mod stort og småt. Argentinerne har kortbølgeradioerne med overalt for at høre fodbold, nyheder – og så fodbold.

Le Monde diplomatique har spurgt Guillermo Mastrini, dekan for kommunikations-fakultetet på Buenos Aires Universitet, Laura Carpineta, udlandsredaktør på dagbladet Página/12, samt Claudio Jacquelin, redaktionssekretær på Argentinas største dagblad La Nación. Alle tre er enige om, at Argentinas presse bør opdeles i den skrevne presse og så radio og tv. Førstnævnte må høre til Sydamerikas mest seriøse, mens de æterbårne medier ligger i bund. Argentina, der har haft lovsikret ytringsfrihed siden demokratiets genindførelse i 1983, har over 150 dagblade, 500 radioer og 55 tv-kanaler med en af verdens højeste udbredelser af kabel-tv. Som i Colombia dominerer private konglomerater som Grupo Clarín med dagbladet Clarín, sportsavisen Olé og de to tv-kanaler Todo Noticias og Canal 13. Og som i resten af Sydamerika er public service reelt ikke-eksisterende. Som den argentinske Canal 7 finansieret af offentlige midler, der har et dårligt ry blandt et flertal af argentinerne: Det offentlige forveksles med det statslige og er per definition dermed utroværdigt og propagandistisk.
Argentinas centrumvenstredrejede regering under præsident Néstor Kirchner har siden første arbejdsdag i 2003 haft et anspændt forhold til pressen, og Kirchner giver ikke pressemøder. Human Rights Watch og det argentinske forum for journalistik, FOPEA, rettede i marts 2005 en skarp kritik mod det, de kaldte systematisk indblanding grænsende til chikanering fra regeringsfunktionærer og til tider direkte i præsidentens taler overfor kritiske medier.

«Visse journalister og medier frygter represalier i form af mistet pressestøtte, hvis de berører følsomme emner. Det giver et klima med selvcensur og medløberi. I provinsen anlægger regeringsvenlige politikere i flæng sag an mod medier,» siger Claudio Jacquelin, der er kommissionsmedlem i FOPEA.

Dagbladet La Nación er kritisk overfor Kirchnerregeringens forsøg på at forbedre eller omgøre 1990ernes privatiseringer af offentlige serviceselskaber og sætte skub i landets uafsluttede opgør med overgrebene under militærdiktaturet 1976–83. Regeringens menneskeretslinje, der har reformeret retsvæsen og ordensmagt, er til gengæld blevet støttet af det mindre dagblad Página/12.

«De argentinske medier har som samfundet og borgerne dårlig hukommelse. Alt foregår i nuet fordi intet fungerer i institutionerne. Borgerne forventer intet, hvilket medierne så afspejler ved at informere om nuet uden refleksion. Hver interessegruppe fejer for egen dør, og medierne dækker disse meget uoverskuelige og usammenhængende samfundsbilleder uden at kæde dem sammen og fortolke,» siger udlandsredaktør Laura Carpineta.

Den argentinske presse dykker ikke for alvor ned i regeringsfølsomme emner som korruptionssager og visse fiskeri- og olieinteresser i den sydlige Santa Cruz-provins, hvor præsident Kirchner i mange år var guvernør.

Kommunikationsprofessor Guillermo Mastrini kalder den argentinske ytringsfrihed for «uden alvorlige begrænsninger i klassisk forstand». Han mener, at argentinsk presse er blevet ringere under de seneste 24 års demokrati, og at de store mediekoncerner har en gentleman-aftale med magthaverne om at undgå gensidig dybdegående kritik. Den aftale kan dog brydes op til det argentinske præsidentvalg 28. oktober 2007, hvor præsidentfruen Cristina Fernández opstiller som regeringskandidat.

© norske LMD

(…)

^

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Kontroversielle kunnskapsvåpen

Neste sak

Ødelandet vokser

Mer Latin-Amerika

Mexicos plagsomme nabo

I flere tiår har Mexicos storebror tatt seg store friheter i nabolandet i sør. Nå gjør president López Obrador det stadig vanskeligere for USA å blande seg inn i Mexicos indre anliggender.

Offensivt regionalt diplomati

Etter at López Obrador kom til makten har Mexico søkt å frigjøre diplomatiet sitt fra USA, og styrke de latinamerikanske landene.

Chiles konstitusjonelle problemer

Etter store demonstrasjoner har den chilenske høyreregjeringen gått med på å endre grunnloven fra diktaturets tid. Men det som framstår som en seier for protestbevegelsen, kan vise seg å bli en triumf for høyresiden.

Ikaros i Latin-Amerika

Mange latinamerikanere vil i år velge ny president eller nytt parlament. Men etter store demokratiske framskritt på 2000-tallet, opplever mange land i Latin-Amerika en ny urolig tid med autoritære tilbakeslag.

0 kr 0