Beckett og humor som motstand

Humorens politiske modstand består i at stille spørgsmålstegn til den moderne kapitalismens menneskesyn. Den efterspørger noget sandt menneskelig, der ikke behøver at måle sig på egenskaber, kompetencer eller en falsk idé om frelse og belønning. I Becketts berømte dramaer virker humorens styrke netop som modstand.

Hvis Gud fandtes ville han være en stor latter, som ville ophæve fundamentet for Guds eksistens. En moderat israeler sagde på et tidspunkt, at et af de mest karakteristiske og uhyggelige træk ved fanatikere (uanset om de var af religiøs eller politisk observans) var deres tab af humor.

Den franske filosof Georges Batailles sondring mellem «den høje latter» (le rire majeure) og «den lave latter» (le rire mineure) kan anvendes som strategi for en mindre modstandspolitik. I den lave latter ler man ad dem som socialt og menneskeligt er «mindre» end én selv.1 Man ler for at bekræfte sin egen status, identitet. Det er med andre ord den sociale latter: De andre er nogle idioter. I den høje latter ler man dybest set ad sin egen skrøbelighed, intethed, tro. Pyramiden vendes på hovedet og guderne og overbevisningerne styrter i grus i en kæmpe latter, hvor man selv styrter med og ler ad sin egen og verdens tragiske mangel på fundament. Man ler alene og ikke ad nogen. De omsiggribende latterbevægelser hvor man griner på kommando er netop uden modstand, idet latteren standser ved latteren for det handler bare om at være lidt glad.

Falder de danske Muhammedtegninger ind under den høje latter som stor satire, eller er de mon tættere på den lave latter med et beskedent kritisk potentiale? I den lave latter ler man for at beskytte sin sociale identitet, men griner for at sikre sin position og ønsker at tilintetgøre den anden ved at udstille vedkommendes mangler. Den høje latter udstiller netop det som Robert Musil kaldte for «det egenskabsløse menneske.»

Spørgsmålet er om ikke den høje latter rummer en politisk modstand som det er værd at tage alvorlig? Overalt i den nye verden efterspørger kapitalismen, det moderne arbejdsliv og den nye økonomi i stigende omfang krav om at værdisætte menneskelige egenskaber, krav om udviklingen af kompetencer, krav om udvikling af den enkelte gennem et manisk antal af kurser. I dag skal alle være på en scene, spille et spil. Alle skal performe og lede hinanden indtil de til sidst leder og spiller hinanden ihjel. Humorens politiske modstand består i at stille spørgsmålstegn til dette menneskesyn og den høje latter konfronterer mennesket uden egenskaber. Den efterspørger noget sandt menneskeligt der ikke behøver at måle sig på egenskaber, kompetencer eller en falsk idé om frelse og belønning. Måske den høje latter er det egenskabsløse menneskes hjemsted og en vigtig vaccine mod den stigende tomhed der æder sig ind på alle dele af det moderne kapitalistiske samfund.

I DET ABSURDE TEATER, i sigøjnerstreet-art samt i Kafka og Becketts litteratur befinder humoren som modstandsstrategi sig på grænsen mellem mening og det meningsløse. Den udgør en meningsløs kraft som får mening på et andet plan idet den bekræfter latterens affekt som en etisk og eksistentiel nødvendighed ved den menneskelige eksistens. Den store latter som Bataille omtaler befinder sig i magtens eget spindelvæv og ler ad magtens latterlighed som tilhører os alle, en skrøbelighed der bor i os selv.

Gennem den høje latter, som er lille i sit udbrud, bliver vi mindet om at al modstand også er forbundet med vores skrøbelighed, vores egen intethed og vores egen halsende kamp for at finde en tro på denne verden. Modstanden minder os om hvorfor mennesket ofte ender med at tage del i sin egen undertrykkelse selvom det kæmper for sin egen frihed. Latterens styrke stiger når den ikke længere har nogen den gør nar ad, for den bekræfter ikke sociale kendetegn, kulturel identitet, politisk observans eller en bestemt seksuel orientering. Den befinder sig på tærsklen mellem det humane og det inhumane.

Humoren finder sin politiske styrke ved at tage udgangspunkt i menneskets umenneskelige natur hvad enten det er den irske katolicismes destruktionskræfter hos Beckett eller de middelmådige karakterer i Processen (Kafka), der står i ledtog med rettens univers eller den moderne økonomis komiske generalisering og inddeling af individet.

I lighed med Herman Melville, Franz Kafka og Robert Walser, tilhører Beckett den gruppe af forfattere der kravler ind i magtens spindelvæv, forbliver dér samtidig med at han udstiller en komik og en skrøbelighed ved magten selv. Hos Beckett finder det menneskelige ikke sted som såkaldt «gode egenskaber» vi kan nikke genkendende til. Vi befinder os et godt stykke fra 70’ernes skønlitterære klassekampslitteratur, hvor det at være menneske var det samme som at være imod.
I den høje latter gør man erkendelsen af livets nødvendighed som humor til et greb for politisk modstand. Ved at blæse en frigørende humor ind på selve bunden af den menneskelige afmægtighed, der aldrig kun er afmægtig, tydeliggør den høje latter en idé om lidelsens, ensomhedens eller ondskabens tomhed. Redningen eller det frigørende findes ikke i subjektet selv, men udenfor subjektet. Humoren som politisk modstand er derfor en kritik af jeget som en forestilling om selvet der skal lykkes. Det handler ikke om at bejae identiteten, en skjult humanisme der blot leder frem til en forestilling om et autentisk jeg. Det handler om at humoren bekræfter en radikal subjektivitet som ikke lukker sig inde i sig selv, men som søger efter sig selv i andre, en ømhed overfor sig selv som opstår i en etisk erkendelse af vores fælles skrøbelighed.

Heri er den høje latters virkelige potentiale. Latteren er derfor ikke bare en kreativ spontan udladning, den udgør en etisk anstrengelse. I et samfund af ulighed og undertrykkelse risikerer den spontane impuls at blive udtrykt gennem ideologi som oplagres i den enkelte. Når ideologien skjuler sine sociale faktorer, bliver den spontane impuls blind når den fremhæver sin umiddelbarhed.

I BECKETTS BERØMTE dramaer virker humorens styrke som modstand fordi selve dramaet italesætter en radikal subjektivitet der ikke har at gøre med den enkeltes spontane udladning, men en konfrontation med livets usikkerhed uden at stille krav om Guds belønning, en sikker identitet, et menneske med anerkendte egenskaber, en profil af velvalgte kompetencer. Humoren som politisk modstand udtrykker en fortsat intelligent omgang med det som ikke henter et svar på vores kriser i tilværelsen gennem fremmede autoriteter, men som fastholder os på en undren der alene udspringer af det mellemmenneskelige mødes sårbarhed, skrøbelighed og afmagt. I stykket Vi venter på Godot lyder det:

«
Vi finder vel altid noget, Didi, som giver os en følelse af at eksistere.» [Estragon].
«Skal vi angre?» [Vladimir].
«På at vi er født?» [Estragon].

I All That Falls beskriver Beckett mennesker og kroppe der foretrækker at ligge ned, hvor bare det at rejse sig op er en anstrengelse, og hvor det at bevæge sig et bestemt sted hen forekommer som en direkte umulighed. Humoren udgør den meningsløse kraft der dramatisere den selvsamme tilstand af umenneskelighed, og dermed på komisk vis bortmaner de imaginære tomheder om status, selvbilleder, kompetencer. I den lille roman Mercier og Camier bliver handlingen for de to hovedpersoner beskrevet som en umulig rejse der aldrig når frem, men hvor de så til gengæld undervejs på deres vandring øger antallet af deres pauser. Dette er den høje latter, der består i at personen bliver opmærksom på det umulige i et nå sit mål og dermed punkterer Beckett det moderne emsige handlingsmenneske fyldt med egenskaber og mål. De udkørte eksistenser leger med det mulige uden at realisere noget, og bekræfter samtidig komikken ved deres afmægtighed. Humoren er både ødelæggende og skabende.

Kunsten ved den høje latter er, at den er i stand til at bekræfte krisen og gøre den skabende på den menneskelige ensomhedens bund uden at ende i medlidenhed, ydmyghed, hovmod og had. Fraværet af denne psykologi er medvirkede årsag til at eksempelvis Becketts helte formår at hævde deres frihed og modstandskraft mod døden og undertrykkelsen. Her ligger kimen til det store i det lille, til en modstand der er noget mere end bare at være imod. Ved at udstille magtens skrøbelighed søger modstanden snarere en vision om frihedens rige både indenfor og udenfor, en måde at være til på, en anden tilstand. Den høje latter lader os konfrontere med det som mennesket ikke holder af hos sig selv, sin egen galskab, fejlbarlighed, perversion, og mærkværdighed – kort sagt, sin egen fremmedhed overfor sig selv. Når disse karaktertræk, disse følelser og affekter bliver synlige som en forlængelse af mennesket, bliver de politisk set intense, og dermed modstandskraftige, fordi de mister deres ideologiske dimensioner ved at forbindes til en så verdslig præmis kaldet «mennesket», det fuldkomment udsatte og dermed åbne menneske lige nu og her i et tilfældigt møde.
Vanskeligheden ved at gøre modstand i et moderne kapitalistisk samfund fik et prægnant udtryk i filmen Fight Club. Her møder vi den hvide mand fra middelklassen Jack (Norton), der finder sin identitet i et grænseoverskridende forbrug. Fyren lider af søvnløshed og narkolepsi og oplever sit liv som en kopi af en kopi. Han arbejder allesteder og ingensteder og fylder sig selv ud med sit forbrug uden at have tilbagetrækningszoner (søvnen). Der findes ikke længere steder for genopladning.

Økonomien er selv patologisk og modstandsformernes praksis vidner om, at økonomien koder livet i en sådan grad, at kun et aktivt arbejde med selvet, der tvinger livet op imod en grænse (døden), kan åbne for et andet, mulighedernes liv. Becketts litteratur kan læses som ét langt forsøg på at udforske netop denne grænse. Litteraturen bliver her til en anonym kraft der synes at appellere til en art første natur i os selv, et aktivt nulpunkt, hvor en uendelighed af muligheder åbnes. Becketts figurer er «udmattede» hvilket vil sige at de fra starten af har udtømt alt det som er muligt, det som de kunne blive. Dette i modsætning til «den trætte», som stadig kæmper for at blive noget bestemt – der er endnu et kursus at komme på, endnu et projekt, endnu en anerkendelse at jagte.2 Angsten for ikke at slå til bruges til at evaluere sig selv i den moderne metropol i arbejdsliv og socialt liv, en proces der aldrig stopper. Trætheden kaldes idag for stress, men når trætheden bliver permanent mister vi søvnen og drømmen og dermed livet, som Jack i Fight Club.

I ET KONTROLSAMFUND forsvinder selvundertrykkelsen aldrig. Vi er blevet så afhængige af lønarbejde at vi ikke kan forestille os at leve uden, vi skal konstant være på, eksponeres, bekræftes. Som Zizek skriver kommer truslen i dag ikke fra passivitet, men fra pseudoaktivitet, fra følelsen af at skulle deltage i alskens netværk og kurser, at maskere som tomhed, og for akademikerne at deltage i den ene meningsløse debat efter den anden. «Det virkeligt vanskelige er at træde tilbage, tilbagetrækningen.»3 Du må godt være kritisk overfor magten men så længe du deltager er du med til at holde hjulene i gang. Måske er den sande politiske handling den der får selve hjulet til at bryde sammen. Zizek nævner i denne sammenhæng den portugisiske forfatter Jose Saramago hvis roman En beretning om klarsyn handler om at hovedparten af et folk undlader at stemme ved et folketingsvalg. Dette sker over to gange. Man kan betragte denne handling som en politisk gestus fordi folket stiller spørgsmål til selve betingelserne for den måde samfundet fungerer på. Som Beckett skrev med sin sædvanlige sans for humor og afmagt: «Ikke at gøre noget, hvilket svineheld!»

© norske LMD