Latin-Amerika

Fra statshemmelighed til familiehemmelighed

Den argentinske forfatter Uki Goñi håber med hans reviderede udgave af The Real Odessa: Smuggling the Nazis to Perón´s Argentina på en kædereaktion, der får familier verden over til at træde frem med hemmeligheder om nazisternes krigsforbrydelser.

Posted on



«Hvorfor den reviderede udgave? En rundtur i Europa bragte mig til den norditalienske havneby, La Spezia. De ældste personer blandt mit publikum reagerede vredt efter mit indlæg og ville vide, hvorfor jeg kun talte om nazister og nazikollaboratø-rer, der flugtede til Sydamerika. Hvad med ham Guiseppe, der slog min bror ihjel under krigen og stadig på bor to gader fra mig, sagde en ældre herre. Flere personer kom med lignende vidnesbyrd. Jeg kiggede på min italienske guide, en statsfunktionær, der trak på skuldrene med et «de fortæller altid disse løgnehistorier». Det fik mig til at tænke på, at krigsforbrydelserne under Anden Verdenskrig, ikke kun nazisternes, men også dem mellem civilbefolkningen, stadig ikke er helt opklaret i lande som Italien, Frank-rig og Østrig, der i mange år har undskyldt sig med at de blev invaderet.»

Ordene kommer fra den argentinske journalist og forfatter Uki Go--i, der her på fortorvscaféen i Buenos Aires´ pæneste kvarter, Palermo Chico, fortæller om baggrunden for en revideret udgave af hans bestseller fra 2002, The Real Odessa: Smuggling the Nazis to Perón´s Argentina. Uki Go--i forstår de ældre norditalieneres vrede. Han er sikker på, at tusindvis af familier i Argentina og resten af Europa stadig gemmer på potentielle statshemmeligheder om nazisterne. Uki Go--i´s vej til bestselleren gik over en hemmelighed i hans egen familie: Som diplomat og argentinsk konsul i 1930ernes og 1940ernes Wien, Genova og La Paz var Uki Go--i´s bedstefar med til at afvise hundredevis, måske tusindvis, af europæiske jøders visum til Argentina. I mange tilfælde var det en indirekte dødsdom for disse jøder. Uki Go--i´s familie talte i smug om bedstefarens lyssky, og for dele af familien, skamfulde fortid. En dag blev det for meget for Uki Go--i, og han fandt ud af, at hans bedstefar trods familiens officielle forklaring om en naturlig død havde gjort selvmord. Familierygterne gik også på, at de jødiske visum-ansøgere desperat forsøgte at bestikke hans bedstefar, der tro mod datidens Argentina havde stærk sympati for aksemagterne.

Uki Go--i´s research bragte ham til en tophemmeligt argentinsk cirkulære fra 1938, der som hans bedstefar havde efterlevet maksimalt: Ingen jøder tildeles visum til Argentina dog på ingen måde ved at erkende cirkulærets eksistens. Det såkaldte cirkulære 11 blev en besættelse for Uki Go--i, der først i 2000 så den hidtil eneste offentligt kendte kopi, fundet af en medarbejder på den argentinske ambassade i Stockholm. Det blev til Odessa-bogen om det systematiske samarbejde mellem den argentinske landsfader Juan Domingo Perón’s Argentina og Vatikanet, Røde Kors og SS-netværket ODESSA for at smugle nazi-forbrydere, kroatiske ustasha-folk, belgiske rexister og andre til det forjættede Argentina.


«MIN FAMILIES hemmelighed var en statshemmelighed, som ikke ville været blevet offentliggjort, hvis jeg ikke havde reageret. Den delte vores familie, og jeg arbejder for at åbne disse familiehemmeligheder ved at være et eksempel til efterfølgelse. Min familie har været igennem en moralsk udrensning af familiekarmaen, der for mig med hele nationens familier udgør den sociale karma,» siger Uki Go--i.

Hans afsløringer førte efter kraftig lobby mod den argentinske stat til annulleringen af cirkulære 11 – i 2005. Men Uki Go--i arbejder videre, fordi den argentinske stat og embedsmænd af natur ikke vil åbne arkiverne og i tilfælde endda har brændt dem.

Le Monde diplomatique spurgte ham til eventuelle sammenhæng mellem datidens antisemitisme og nutidens korruption i Argentina.

– Er der en sammenhæng mellem cirkulære 11 og 2001-krakket i Argentina?

– Det er et fællestræk ved embedsmænd og politikere i alle lande, at deres naturlige refleks er at afvise, lukke arkiver for historikere som mig. Det er helt ned på det individuelle embedsmandsplan: Jeg husker en ældre argentinsk ansat i landets rigsarkiv, der græd, da jeg for et par år siden fik adgang til arkiver under general Juan Domingo Perón. Han vidste, at han ikke kunne afvise mig mere, og at mine opdagelser måske ville smudse «El General» til. I Argentina spiller den ekstra dimension ind i modviljen mod at få belyst landets rolle i nazisternes flygt. Den individuelle selvcensur er ligeså svær at bekæmpe som den instrumentelle, den statslige.
«Argentina var og stadig er et samfund, der har vænnet sig til at samleve og acceptere forbrydere af alle slags går frit.»

– Under min indledende research i 1998 holdt jeg foredrag i et lokalt jødisk kulturcenter om Argentinas medskyld i nazisternes flygt. De argentinske jødiske tilskuere var vrede, fordi mine undersøgelser ville stille Argentina i et dårligt lys. Jeg var højst for-bavset over deres reaktion. En ældre jødisk kvinde trak mig til side og sagde: Min far svarede altid på mit spørgsmål om, hvorfor vi boede i Argentina med en regering [Peróns, 1946-55] der sympatiserede med nazisterne, at jeg skulle holde mund og være glad for at vi i det mindste ikke blev forfulgt. Min pointe er, at Argentina var og stadig er et samfund, der har vænnet sig til at samleve og acceptere forbrydere af alle slags går frit. Her mener jeg 1946 til i dag. Det er en indoktrinering, der både kommer fra samfundets højeste sfærer som er selvpålagt af borgerne. Hvordan kan et samfund blive så barbarisk, som det skete under militærdikaturet 1976–83. Straffriheden er indkorporeret i institutionerne og borgerne gennem årtier. Jeg ved, at det lyder barsk og fortegnet, men cir-kulære 11 er bare toppen af et enormt argentinsk isbjerg af impunidad, af straffrihed.


HAN TALER OM et samfund, der under krigen mentalt gav krigsforbryderne denne straffrihed i velkomstgave. Om en korrumperet moral, der indtil to amnestiloves annullering i 2003 gav en morder som Alfredo Astiz mulighed for at drikke morgenkaffe ved nabobordet på caféen i Palermo Chico.

«Argentinerne må være det folkefærd i verden, der oftest bruger og krystalklart forstår ordet straffrihed: At man kan bestikke sig fra en færdselsbøde til at politikeren stjæler fra kassen. Selvransagelsen findes, næsten, ikke i Argentina. For mig er Argentinas fortid og nuværende situation mere et moralsk end et politisk spørgsmål og omfatter dermed hele nationen. Symptomatisk for mig er, at den daværende argentinske udenrigsminister i 2005 ikke helt forstod, hvorfor jeg kæmpede for at få annulleret 1938-cirkulæret, når, som han sagde, ingen jo praktiserer det. Dét er problemet i Argentina, at lovene ikke overholdes på alle plan,» siger Go--i og tilføjer med et smil, at det nok også delvist er derfor, at så mange udlændinge konstant bosætter sig i landet.

– Jeg er trods bogens globale reaktioner aldrig blevet inviteret til at holde foredrag i Argentina på nogen offentlig eller privat læreanstalt. Fortidens hemmeligheder bliver holdt i et jerngreb af nutidens skrankepaver og bureaukrater. Jeg er holdt op med at lede efter svaret på, hvorfor min bedstefar efterlevede det barbariske cirkulære 11 og mange andre i hans position gjorde og gør det. Jeg har interviewet nazister og argentinske krigsforbrydere helt op til general Jorge Videla [for tiden i husarrest i Buenos Aires, leder af den argentinske militærjunta der kuppede Isabel Perón den 24. marts 1976]. De forsøger alle at forsvare sig, og forføre mig, med ideologiske og politiske argumenter om at Argentina i efterkrigstiden som under militærdikaturene i 1960erne og 1970erne var vestens moralske reserve, der skulle beskyttes for at forblive katolsk og ikke-kommunistisk. Disse forbrydere er amoralske personer uden ideologi. De er psykopater der bruger retorikken til at hjernevaske hele nationer. Derfor taler jeg i den revidere udgave meget om betydningen af de personlige relationer og at det i høj grad er de enkelte embedsmænds og borgeres psykopatiske træk, der tillader disse overgreb i at gentages og gentages.

Han samler sammen til endnu en bog men erkender, at nazi-tiden har overtaget hans arbejdsliv. Ifølge Uki Go--i vil en fremtidig åbning af de argentinske og tyske efterretningstjenestenes arkiver for alvor vise det systematiske samarbejde under og efter krigen.

Uki Go--i afslutter interviewet med en vittighed. Da Juan Domingo Perón i 1973 vendte tilbage til Argentina efter 18 års eksil, spørger hans chauffør på vej ind fra lufthavnen: Skal jeg dreje til højre eller venstre? General Perón svarer: Du skal sætte blinklyset på til venstre, men dreje til højre.

– Argentinsk politik og diplomati er sådan.

© norske LMD

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver