Jeg har altid ønsket mig berømmelse

Med inspiration fra Stanley Kubrick forsøger Nicolas Winding Refn i den biografiske film Bronson at fortælle en relevant beretning om Englands mest berygtede forbryder. Desværre mangler filmen både præcision og indlevelse og ender med at fremstå som en forholdsvis hul, voldsdyrkende genrestudie.

Som et ekko af Scorseses Goodfellas (1990), hvori protagonisten Henry Hill åbner ballet med sætningen «I always wanted to be a gangster», således er replikken i Bronson «I always wanted to become famous». Sætningen ytres af Mickey Peterson, som i sin jagt på berømthed – eller det som vel snarere bliver berygtethed – anløber en kriminel og ekstrem voldelig levevej, hvoraf 34 år bruges i fængsel heraf de 30 år i isolation, som filmens afrundede tekster med slet skjult fascination påpeger.

Mickey Petersons opvækst er helt igennem normal, ja, endda til den trygge og kærlige side. Okay, han bliver drillet i skolen og ender i et slagsmål eller to, men hvem gør ikke det? Nej, de psykopatiske træk og ondskaben er iboende. En uafviselig del af Mickey. Fortællerstemmen som indtales af Mickey selv, påpeger at den kriminelle løbebane blev kickstartet i 1970’ernes England, hvor fattigdommen lurede, og mulighederne var forsvindende små. Det kan måske forklare Mickeys første knæk – et forholdsvist uskyldigt postkontorrøveri – men den videre vej, hvor brutaliteten er dybt eskalerende, må skyldes noget immanent.


SNART ER MICKEY tvangsindlagt på en psykiatrisk anstalt, hvor patienterne maler sig selv med afføring og går rundt som zombier berøvet enhver form for menneskeligt livstegn. Systemet er da også med til at fodre ondskaben, synes det. Straks ude af anstalten fortsætter Mickey, hvor han slap. Indimellem møder han en kvinde, en gammel ven eller sine forældre, men menneskelig kontakt siger ham umiddelbart ikke noget. I stedet påbegynder han en street fighter-karriere under pseudonymet Charles Bronson, som var en af de mange hårdkogte actionhelte fra 80’ernes videofilm, hvor han især huskes for Death Wish-serien, der omhandlende en mands egenhændige hævn.

Bronson i filmen Bronson har intet at hævne. Han synes at begå vold, fordi det er det eneste, han kan, og som han er rigtig god til. Gentagne gange ynder Bronson at kidnappe en enkelt fængselsbetjent kun med det formål at få stormet sin celle af 4–6 andre betjente, som Bronson så kan tage nævekampen op imod. Han forbereder sig til disse kampe i cellen ved at overmale sin krop med kul, smør eller hvad der nu er ved hånden, og man har som beskuer indtryk af, at volden bliver en art kunstværk for Bronson/Peterson. Samtidig kan Bronsons smadrede, blødende ansigt ses som et kunstværk i sig selv. I dets rødbrune, surrealistisk forvredne gestik minder ansigtet om et maleri af Francis Bacon.

Filmens rammefortælling består af forbryderen Mickey Peterson, der står på en scene i et teater eller biograf og fortæller om sit liv. Publikum er iført noble klæder og lyset er professionelt sat. Her fra scenen opruller Mickey sin afskyelige fortælling, mens folk i salen tavse som natten fascineret lytter til ham. For sådan er det jo. Vi fascineres af det modbydelige, det onde og voldsomme. Og det er muligvis en af Nicolas Winding Refns pointer med filmen.

Man kunne dog med lethed anklage filmen for udelukkede at være en voldsdyrkende stiløvelse uden synderlig originalitet. Bevares, her er da visuelt gennemtænkte scener, eksempelvis Mickey der holder et oversavet jagtgevær frem for sine bukser som en erigeret pik eller de superteatralske Kubrick-inspirerede voldsscener, hvor den klassiske musik yder kontrapunktisk modstand til voldshandlingerne, alt imens ekstremt overdrevne lydeffekter fra slagene og faldene afstedkommer en nødvendig (?) verfremdung. Ikke desto mindre runger filmen hult. Som beskuer er man temmelig ligeglad med Mickeys skæbne. Mest af alt håber man måske, at han får en ordentlig røvfuld.


REFN ER DANNET af sine sikkert mange ophold i videobutikker i sin 80’er-ungdom. Han kan sin genre til hudløshed. Og som han viste i Pusher-trilogien om den københavnske småforbryder Frank (Kim Bodnia) og den alt for oversete Fear X om en butiksvagt (John Turturro), der via en gennemgang af tusindvis af overvågningsoptagelser prøver at finde frem til, hvad der skete med sin kone, er Refn i stand til at tegne miljøer og karakterer med stor nøjagtighed og indlevelse. Men netop de to størrelser er mestendels fraværende i Bronson. Positivt kan dog anføres at Bronson er en kompromisløs og yderst skræmmende velspillet (især naturligvis af Tom Hardy som Bronson) film, der tematiserer ondskab som en art livets kabaret fremfor nogen realistisk, human beretning.

Er man i parentes bemærket interesseret i at vide mere om virkelighedens Bronson kan man gå ind på www.freebronson.co.uk, hvor der er smagsprøver på Bronsons tegninger og digte samt henvisninger til de mange bøger, han har skrevet, hvor især en om at dyrke fitness på trange steder skulle være givtig læsning.

© norske LMD. På kino fra 11. september.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

0 kr 0