Das Beckwerk – Du mußt dein Leben ändern

Den danske kunstner Claus Beck Nielsen erklærede sig for død i 2001, op av askerne steg Das Beckwerk, omfattende projekt der har som sin mission at problematisere både kunst og politik og deres indbyrdes forhold. Das Beckwerk ønsker at gøre en forskel, at forandre verden derude. Men bruger Das Beckwerk kunst som middel til forandring eller er det kunsten selv der er forandringen, spørger Alexander Carnera.

I sit store romanværk Manden uden egenskaber om det nye menneske og om livet som et net af relationer uden centrum, introducerer Robert Musil den såkaldte «Parallelaktionen», søsættelsen af en stor idé. Det er kommet østrigerne for øre, at tyskerne vil fejre deres kejsers jubilæum med stor pragt. De vil komme dem i forkøbet og fejre deres kejser med endnu større pragt. Der nedsættes en komité, der skal udklække en fejring, der ikke må afspejle mindre end en samlende idé for hele det habsburgske rige. Hovedpersonen Ulrich bliver involveret i denne komité og kan fra sidelinjen se ironisk til, mens den ene store idé efter den anden bliver præsenteret med begejstring, for siden modstræbende at blive fejet af bordet.

1. januar 2004 går Claus Beck Nielsen alias Das Beckwerk med en ledsager kaldet «Rasmussen» ind i Irak, iklædt næsten tidløse jakkesæt og grimme slips, bærende på en sølvgrå metalkasse med påskriften «The Democracy Destination: Iraq». Das Beckwerk erklærer sig selv for Irakisk territorium. Dette blev dog allerede i en vis forstand kundgjort i Danmark 30. januar 2003 i forbindelse med opførslen af teaterstykket i Gladsaxe Teater nord for København der også erklæres som irakisk territorium. Med denne gestus gøres Das Beckwerk med ét slag til et nomadisk parlament. Som en parallelaktion til den amerikanske invasion ønsker Das Beckwerk at træde ind i den irakiske undtagelsestilstand, ind i opløsningen og dér få folket i tale, samle dem i større og mindre grupper, skabe den civile agora, indlede en ny samtale.

Das Beckwerk har som i Musils parallelaktion en bedre og større idé end de andre, en ægte idé, en idé der kræver andre ord, ambitioner og handlinger, men som udspiller sig parallelt med den amerikanske aktion, som når det kommer til stykket er mindre ambitiøs. Med sig i metalkassen bærer man den usynlige visdom fra den europæiske oplysnings- og dannelsestradition kaldet det nomadiske parlament, en mobil drømmen på folkets niveau. En parallelaktion iværksat som idé og performance, som politik og kunst. Det offentlige rum er forsvundet og må generobres i nye opfindsomme former. Den farlige mission afløses af en værkproduktion, en bog. Bogen er én lang undersøgelse af hvorfra man kan tale, hvem europæren er, hvad demokratiet kan være når det begynder forfra, hvad det overhovedet vil sige at møde det andet menneske, om hvornår man ser virkeligheden i øjnene.2

Usædvanlig for kunstnere i dag, udmærker Das Beckwerk sig ved en konstant prøvende selviagttagende tankeoperation, at sætte ord på afmagten og på handlingens mulighed. Das Beckwerk er dog heller ikke noget let genkendeligt kunstforetagende. Man benævner sig selv «en transnational virksomhedskonstruktion», der lever af at holde foredrag, skriver bøger, lave teater og performance. Selv om Claus Beck Nielsen er død kan vi identificere den empiriske person som står for de fleste af Das Beckwerks aktiviteter. Denne person agerer både kunstner (musiker, performer, forfatter, skribent), virksomhedsejer (opdaterer hjemmeside, links, forlagspleje, netværk, og nu også engageret af Copenhagen Business School og Center for Kunst og Lederskab) leder (træffer beslutninger, organisere teater, rejser, performance, søger legater) og politiker (skaber nye rum for social-politisk udveksling). Der er altså på papiret tale om et mangesidet engagement.

KORT FØR VALGET der leder op til George W. Bushs anden præsidentperiode, drager Das Beckwerk af sted til det forjættede Amerika. Også denne gang ankommer han og hans makker med demokratiet i hånden til et land hvor frihed er skrevet ind i forfatningen, og hvor Tocqueville som én af landets demokratiske fædre har beskrevet det som selve essensen ved Amerika. Selv karakteriserer de missionen som en art tragisk og ufrivillig konsekvens af det udvidede kunstbegreb.3 Vi trækkes gennem fortunas morads, en passage af tilfældige begivenheder, i fly, ved frokostborde, Starbucks-caféer, Rasmussens storspisende facon. Efterhånden spørger læseren sig selv hvad det er for en slags litteratur vi får. Er det overhovedet litteratur?

Selviagttagelsen drives frem af en vedvarende spørgen til og punktering af egen mission. At mislykkes bliver den litterære strategi, på én gang bogens drivkraft og komposition. Bogen er også historien om et «anti-plot», en slags omvending, hvorefter den suveræne ikke længere er den på papiret stærke statsmagt (USA), men snarere den statsløse, «the non-citizen». Netop som «ikke-anerkendt-borger». I denne tilstand, i hvilken den enkelte ikke kan identificeres ved navn, nationalitet, status, arbejde, hvor han kan være og blive en hvilken-som-helst, aner man det politiske menneske par excellence.

De store ideer om demokratiet, om politikkens mulighed i en afpolitiseret verden finder et begyndende udtryk gennem Das Beckwerks oplæsninger og manifestationer på en gade midt i Washington, men lidt efter lidt bliver det mennesket som et slags rent mulighedsvæsen der synes at drive handlingen frem. Det er Rasmussens og Das Beckwerks fortabthed i det amerikanske, deres afmagt som var de eksilerede jøder, længselsfulde, skrøbelige, udsatte, sårbare, helt åbne, helt nøgne, naive, forundrede, håbefulde, to mænd med grimme slips der har børn, der hjemme i Danmark ikke kan holde ud den danske velfærds tomhed – det er dem der agerer på denne scene. Spørgsmålet er hvad og om der overhovedet kan siges noget kvalificeret om eksperimentet Das Beckwerks egenart. Skaber den et værk der fastholder os på sansningen i et materiale (her litteraturen) som overskrider kunstnerens følelser, motiv og flittige kunstskribenters dom, et værk der kan stå af sig selv efter happeningen er slut, lyset slukket for de mange billeder af den magre Claus? Skabes der en ny sansning, en ny politik? Er kunsten ændringen eller er ændringen noget andet?

«HEJ CLAUS,» sagde jeg og stak en gulerod i munden da vi begge forlod foredragsrummet for at holde en pause og strække benene i et af de tilstødende lokaler. Han kiggede på mig: «Jeg hedder ikke Claus.» «Nå, hvad hedder du så?» «Jeg hedder ingenting.» Jeg nikkede og smilede, trak mig lidt tilbage. Der var opstået et brud. Jeg var sulten og tog i stedet en bolle og gik ind ved siden af. Måske en smule forlegen, ikke skuffet, men nok forundret. Her var en mand der forsøgte at være konsekvent og – fandt jeg senere ud af da vi genoptog samtalen udenfor i de smukke omgivelser ved Bramstrup på Fyn – et menneske som hvert andet år registrerer sig med et nyt navn hos folkeregistret.

Jeg var klar over at manden der nu kun titulerer sig «Das Beckwerk» havde erklæret sig selv for død i 2001 og at han skrev en roman om dette. Claus Beck Nielsen (2003): Claus Beck Nielsen (1963–2001) – en biografi, København, Gyldendal. Men han stoppede ikke her. Idéerne skulle leves ud, han måtte skabe en praksis, indlede en måde at leve og eksistere på som et skabende menneske. Han ville ændre sit liv og derefter skabe kunst. Således levede han i en periode uden sygesikringskort og overnattede på forskellige herberge. Måske han ønskede at undersøge om det er muligt at falde igennem lemmen ned i et hul midt i velfærdsdanmark, mærke såret, skabe rum for det fatale (Baudrillard), uden at kunne samles op af en statsansat pædagog, uden at tankepolitiet kommer og drager omsorg for hans person, dvs. registrere én, ens uddannelse, job, status, nationalitet, sørger for at man bliver genkendelig, stabil, noget forståeligt og håndgribeligt?

Det som kunne ligne et anstrengt eksperiment om selvdannelse og livspolitik, viser sig imidlertid kun at være begyndelsen på et langt større projekt der til stadighed har som sin mission at problematisere både kunst og politik og deres indbyrdes forhold.
Udgangspunktet var et forsøg på at se undtagelsestilstanden som stedet hvor for megen ophobet erfaring og historie ikke længere spærrer vejen for nye eksperimenter og muligheder. Efterhånden går det dog op for Das Beckwerk at det ikke nødvendigvis er undtagelsessituationen, som en aktuel opløsningstilstand og krigssituation, som skaber garantien for en ny politisk mulighed. Og det er måske Das Beckwerks vigtigste bidrag. I sin form, såvel performance som litteratur, spørger Das Beckwerk: Hvad er forandring? Et spørgsmål der forbinder sig med et andet: Hvad er en handling der ikke længere er nihilistisk? Hvordan kan vi skabe et rum for handlinger der ikke er styret af abstrakte mål, af ideologi, af forestilling om frelse, om økonomisk vinding, om partipolitisk anerkendelse, en handling der ingen ideologiske interesser har, ingen transcendens, ingen forestilling om en skjult belønning i anden verden?

Min påstand er at Das Beck-werks projekt er en kamp for at overvinde nihilismen (forstået som det ikke at ville noget, ikke at sætte noget på spil, ikke at spørge til værdien af de værdier man lever efter, ikke at tro på denne verdens muligheder, at en anden virkelighed er mulig). Hvis ikke «romanerne» Selvmordsaktionen og Suverænen skal læses som eksempler på gode historier, som erfaringsskabende litteraturoplevelser, foreslår jeg at man muligvis kan læse dem for deres utrættelige forsøg på at undersøge handlingen som rent middel, demokrati som gestus, som metalkassen hvor der ikke er noget i, som arrangeringen af møder med irakere på en mark for at få dem til at tale om deres situation, som det at skabe et rum hvor det at mødes i en lyttende samtale overhovedet bliver muligt. Det rene middel er konstruktionen af en situation der ikke er styret af et ophøjet mål. Situationen skal helst være sin egen mulige eksplosion.

Das Beckwerk konstruerer situationer udenfor institutionerne, udenfor de autoritative talerækker, udenfor mærkesagernes politikersprog samtidig med at man vender tilbage til «det samme» – til demokratiet, politikken, samtalen, idealerne. I Nietzsche et la philosophie skriver Deleuze at Nietzsches idé om den evige genkomst, er en idé der bryder med nihilismen eftersom den evige genkomst ikke gentager det identiske, men heller frigør det som er mest bindende og som holder os nede, det som gør os tunge og uopfindsomme. Das Beckwerk både begærer og vil det samme, men det samme – demokrati og politik – er forbundet med dagligdagen, med det banale, og netop derfor også med det poetiske, det skabende, det skrøbelige, det gådefulde, det anderledes, det fantastiske. Således kan man læse Selvmordsaktionen og Suverænen som en af-helliggørelse af kunsten og politikken. Man verdsliggør, man profanerer tingene.

«Det hellige eller det religiøse» skriver Agamben, «er de ting der på den ene eller anden måde tilhørte guderne. Derfor blev de fjernet fra den frie brug og handel mellem mennesker […]. At vide hvordan man profanere er at vide hvordan man bringer ting tilbage der har været genstand for en tilstand af hellig undtagelse – ting der har været indviet – til deres oprindelige – profane – kontekst.»4 Det handler om at kunne skabe muligheden for en ny brug, en fælles brug.

Das Beckwerks aktioner kan ses som positive forsøg på at profanere de europæiske idealer, at fjerne dem fra den hellige sfære, at undgå enhver ritualisering eller isolering af autoriteter og former, der altid vil stille krav om en særskilt procedure eller ideologisk insisterer på en art hellighed, og derigennem frisætte tingene (demokratiet, humaniteten) ved at give dem fri til fælles brug. Dagligdagen, mødet med tilfældige mennesker, taxachauffører, husmødre, folk på marken, og herunder den vedvarende opmærksomhed på vanskeligheden ved at få denne «virkelighed» i tale såvel i Irak som i USA, skal oplyse det ordinære liv, bringe det i forbindelse med en rigere erfaring.

Men det er ikke indholdet der er interessant, det er Das Beckwerks metode. Metoden består i at etablere en forbindelse mellem det skabende og det Das Beckwerk selv kalder «forsvindingen». Man giver form til det potentielle, man er kun selv denne yderside der kan være hvad-som-helst og gå i forbindelse med alt. «Identiteten» må ifølge Das Beckwerk «blive det forsvindingspunkt, igennem hvilket verden eller den enkelte identitet kan gå ud af, ud til den her frihed.»5 Das Beckwerk er insisterende i kampen mod stabile identiteter, men én ting er ikke at kunne sættes i bås, ikke at have en klar kunstnerrolle, at være den vandrende mulighed der ikke efterlader sig nogen standsning, noget andet er at skabe en form der holder, dvs. et værk der bevarer kræfter i en bestemt form, som fastholder værensformer der kan blive stående ved egen kraft, et værk der river sig løs fra klichéen, som forbløffer og bevæger og som får os til at føle og tænke på andre måder. Altså, hvordan skabe eller håbe på forandring ved det mest skrøbelige, forsvindingen, med en parafrase af Italo Calvino.6 Hvordan skabe lethed ud af tyngde? Hvordan frisætte en energi i vores hverdag til en stærkere mere intens skabende virkelighed? Med dette spørgsmål om forandring er vi tilbage til spørgsmålet om værket, og hvordan værket forbinder sig med livet.

JEG VIL PÅSTÅ at Das Beckwerk har et uafklaret forhold til forskellens mulighed og dermed til forandring. På den ene side fornemmer jeg en klar længsel efter et udenfor, et sted udenfor staten og kapitalen hvor det igen er muligt at være skabende, at blive menneske, et sted hvor den sociale krises igen gør det muligt at mobilisere masserne og skabe nye værdier. På den anden side hævder Das Beckwerk at ethvert oprør må ske indefra,7 at man må begynde med hverdagen, få denne til at bryde sammen, etablere nye mulighedsrum i det allerede givne, som eksempelvis markeringen af det demokratiske flag med et hul i midten under «selvmordsaktionen» i Irak – man tager et anerkendt ord og fænomen men holder det tomt og åbent.

Men Das Beckwerk tager også afstand fra den politiske kunst der i dag er knyttet til en kunstnerrolle og en kunstinstitution, som ofte er dårlig kunst, præget af en fattig og utålmodig formanstrengelse. Selv den såkaldte «relationelle æstetik» der på det seneste har haft vind i sejlene, er ifølge Das Beckwerk blottet for kritisk potentiale, da den ikke ligner meget andet end en avanceret leg med vareformer, æstetik og performance.8

Trods kritikken af denne æstetik er Das Beckwerk enig i at kunsten ikke længere er givet, at det handler om at underminere kunstens autonomi. I den daglige forståelse af kunst er denne forbeholdt en sublimeret undtagelseserfaring der ikke har noget med hverdagslivet at gøre. Kunstnerens skabende udtryk opfattes som en selvstændig handling der ikke har noget at gøre med hans eller hendes liv som borger i et civilt samfund. De totalitære staters æstetisering af politik (Hitler, Stalin) og konsumsamfundets integration af design og kunst som vareform, vanskeliggør syntesen mellem kunst og politik. Kunsten selv bliver tandløs, ufarlig og ligegyldig.
Udgangspunktet for Das Beck-werk er at man ikke kan adskille privatpersonen fra kunstnerens praksis. Ethvert forsøg på dette ender ifølge Das Beckwerk med en ufarlig og uinteressant kunstinstitution, som tilfældet er i dag. Man må derfor forsøge at være skabende på andre vilkår. Man må gøre livet til et anliggende, ikke blot reducere det til noget evident. Vores tilgang til livet skal ikke handle om livsstil, om at vi skal spise sundt og tænke på klimaet. Livet er en daglig kamp og dagligt bliver vi mindet om vores egen magtesløshed, hvad vi magter og hvad vi ikke magter. Og det spørgsmål der melder sig er: Er vi modtagelig for at ændre vores liv?

Da den tyske digter Rainer Maria Rilke i 1908 stod overfor værket Apollons arkaiske torso på Louvre, hørte han en stemme tale til sig: «Du musst dein Leben ändern» (du må ændre nu dit liv). Denne upersonlige affekt satte sit efterfølgende mærke på ham, da han kort tid efter i sine Nye digte skrev sit digt med samme titel som den gamle torso: «[I]ntet sted er blindt for dig. / Du ses. / Må ændre nu dit liv.»9 Det skulle vise sig at Rilke blev en stærk resonansbund for den efterfølgende forvandling af andre menneskers liv. Også Das Beckwerk ønsker at ændre sit og andres liv til noget mere og andet end livsstil, livsprojekter, spisevaner. Helst vil han at hans værk kan sige: Jeg ses. Må ændre nu dit liv! Men det er ikke ham selv der vil ses, men kunsten. Det som vil ses, det som skal rive os væk, ud af det vante, er det vi ikke helt kan se, håndtere, genkende, begribe, det vi ikke kan lide.

Rilkes møde med Apollon-torsoen henviser til en begivenhed som netop overskrider det vi kan fatte, men som samtidig er der hvorigennem vi fødes på ny. Gennem begivenheden gøres mennesket til det sted hvor forvandlingskraften og handlekraften finder sted, så den kan vende sig mod stereotyperne, den trygge, ligegyldige forestilling om virkeligheden. Denne kraft er, som Rilkes møde med torsoen viser, altid anonym, ingen ejer den. Magten og kapitalen derimod forsøger gennem kapringen af denne affekt at eje, at besidde, at gøre noget genkendeligt, muligt. Spørgsmålet er om Das Beckwerk skaber begivenheder der forvandler, der unddrager sig vor tids event-kultur? Jeg mener både-og.

På den ene side kan man se Das Beckwerks selvskabelse og livspolitik som et symptom på tidens krav om individualisering i et altædende performancesamfund hvor alle vil være kreative, synlige. Alle dele af Claus Becks liv bliver nu performet i Das Beckwerks maskine. Han er den sande entreprenør, og vil snart kunne holde foredrag om hvordan man laver sin egen performance-virksomhed på Copenhagen Business School! På den anden side har jeg haft lejlighed til at opleve Das Beckwerk live, i sommers på Bramstrup på Fyn, hvor Das Beckwerk her fremførte syv sange om storpolitik og kærlighed til ære for både sin datter og menneskeheden. Ud af den magre strube flød de smukkeste og mest bevægende toner jeg længe har hørt, båret på én gang af vrede og ømhed, af raseri og kærlighed. Du blev set, ja, jeg blev set, for nu at blive i Rilkes spor.

Men når det kommer til litteraturen som værk og forholdet mellem kunst og politik, er værket som helhed for uskarpt. Hos Das Beckwerk er der nemlig en stærk tendens til at jagte den store forskel, drømmen om at vække masserne. Men længsel og patos har brug for tankens klarsyn. For hele projektet forekommer det mig, evner ikke i tilstrækkelig grad at tænke affirmativt, at gøre ophold ved stoffet, gøre ophold ved begivenheden, det som ændrer på erfaringen og subjektiviteten. Men netop kampen for de mange små forskelle kræver en stærk formanstrengelse. Her arbejder man sig frem indefra, man går ind i vareomsætteligheden, undersøger dens forbindelser på ny. Man går ind i ensretningen og finder andre hulrum, andre forbindelser mellem forskellige tegn og kroppe der gør nye erfaringer og tankeformer mulige. Det som man her kunne kalde for «den indre forskel» ernærer sig af sig selv, den dramatiserer de eksisterende strukturer uden at forestille sig en fuldkommen destruktion af de eksisterende normer. Man integrerer forandringen i verden. Man går ind i mediet, i fjernsynet, dumheden, klogskaben, kapitalen, det er alt sammen stof (billeder, lys, farver, ord) som kan bearbejdes på stoffets plan og ikke kun ideologisk.

David Foster Wallaces Infinite Jest er ét blandt flere eksempler på et værk der har opgivet forestillingen om dette udenfor, der penetrerer vores billedverden, kapitalen og vender den mod sig selv. Alt forbliver det samme og dog har alt mistet sin faste identitet. Verden forbliver den samme, men måden vi ser på har forandret sig og dette er måske den vigtigste begyndelse. Den indre forskel skal derfor ikke vurderes ud fra det den er forskellig fra.10 Forskellen er den virkning der skaber sin egen årsag. Længslen efter det store udenfor må transformeres til et spørgsmål om erfaringens og sansningens indenfor, længslen efter at trække tempoet ud, at møde tingene på ny: Et værk der skaber forstyrrelser i begivenhedshorisonten står altid og falder med komposition og form, om der skabes erkendelser, intensitet, en anden erfaring.

«SELVMORDSAKTIONEN» er fra Das Beckwerks side et ønske at om gøre en forskel, at forandre verden derude, at skabe en reaktion. Men vi kan aldrig måle gyldigheden af en sådan påstand, og det er heller ikke det der skal optage os. Det spørgsmål vi må stille er: Bruger Das Beckwerk kunst som middel til forandring eller er det kunsten selv der er forandringen? Das Beckwerk har selv sagt at dets projekter har fået folk i Irak til at handle og tænke anderledes. Hans handlinger gør en forskel. Men denne forskel er kunstnerisk set uinteressant, dog kan den være interessant som bud på en alternativ politisk handling. Om man helliger sig et udvidet kunstbegreb, om man er modernist, det ændrer ikke på sagen. Om kunstens forhold til forandringen, i dette tilfælde litteraturen, understreger forfatter og permanent sekretær for nobelpriskomitéen Horace Engdahl hvordan forandring og eksistensmåde hænger sammen.

I sin læsning af netop Rilkes møde med Apollon-torsoen, der kræver at han ændrer sit liv, konstaterer Engdahl at hans eget liv i det ydre ikke er blevet specielt ændret af kunsten. Sammenligner han sit liv nu med for ti år siden, er det lighederne og ikke forskellene der springer i øjnene. Men da går det op for ham; kunsten selv er ændringen: «Det er transporten, skiftet af virkelighed, der betyder noget. Spørgsmålet hvad kunsten er godt for, er en indbydelse til hykleri. Hvad bøgerne råder os til, er at vende tilbage til biblioteket, hvad musikken vil, er at vi skal spille igen, og hvad Apollon egentlig sagde til Rilke, var at han skulle komme og beundre ham oftere.»11

Das Beckwerks fokus på handlingen må før eller siden stilles overfor forandringens hvadhed, og dette har altid været forbundet med den stærke kunsts anliggende: at kunne skabe en anden virkelighed, et andet erfaringsrum, nye erkendelser, nye måder at føle og tænke på. Hvis den er stærk nok, hvis et værk kan stå af sig selv, er det selve kunsten der er forandringen fordi den er virkeligheden uden dog at være identisk med netop virkeligheden: Den får os til at se. Så derfor … «denn da ist keine Stelle, die dich nicht sieht. Du mußt dein Leben ändern.»

© norske LMD

Fotnoter:
1 Claus Beck Nielsen, Selvmordsaktionen, Gyldendal, 2005, s. 23.

2 Selvmordsaktionen, se over, s. 191.

3 Das Beckwerk, Suverænen, Gyldendal, København, 2008.

4 Giorgio Agamben, Profanations, Zone Books, 2007, s. 73.

5 Profanations, se over, s. 59.

6 Italo Calvino, «Lethed», i Til det næste årtusind. Amerikanske forelæsninger, Tiderne skifter, 1995, s. 15.

7 Mikkel Bolt og Das Beckwerk, I sammenbruddets tjeneste, Gyldendal, København, 2008, s. 24.

8 I sammebruddets tjeneste, se over, s. 14.

9 Rainer Maria Rilke, Nye digte. Citeret efter Thorkild Bjørnvigs oversættelse optrykt i Rilke, Udsat på hjertets bjerge, Gyldendal, København, 1995, s. 31.

10 Et hovedtema i Gilles Deleuzes tidlige hovedværk Différence et répétition, PUF, Paris, 1968, se kap. 1.

11 Horace Engdahl, Meteorer, Forlaget Basilisk, København, 2006, s. 62-63.