Et funktionelt postmoderne modstykke til fascismen

Fascismen var først og fremmest bandevold. Bevæbnede bander, der satte ild til fagforeningskontorer og venstrefløjspartiernes lokaler, og som tæskede enkeltindivider (også reformkatolikker) til blods og tvang dem til at drikke amerikansk olie for at føje ydmygelse til volden. Fascismen var uadskillelig fra volden og bestod af en voldelig erobring af magten, der på eksplicit vis undergravede loven. Denne vold og statsundergravende virksomhed kunne selvfølgelig nemt stoppes, hvis hovedparten af de «moderate» politikere og repræsentanter for institutionerne havde betragtet loven som en højere værdi end profit og privilegier. Men de fascistiske voldsmænd fik nidkær hjælp fra vigtige sektorer i staten og blev mødt med føjelighed fra alle andre – fra kongen, hæren, regeringslederen Luigi Facta, den tidligere liberale ministerpræsident Giovanni Giolitti og sågar fra den liberale filosof Benedetto Croce. De to sidstnævnte var overbevist om, at de kunne bruge fascismen mod «de røde» og derefter «afskedige den», når det beskidte arbejde var gjort.

Da Mussolini kom til magten, forvandlede han hurtigt regeringsmagten til ren og skær magt. Takket være medskyldige eller svage oppositionspartier, som altid var internt splittede, og «vandbærere» fra katolske og liberale miljøer opnåede han at blive kronet af vælgerne. Derefter slap han bremserne helt. Han opløste de øvrige partier, afskaffede pressefriheden og fik dræbt oppositionslederen, Giacomo Matteotti. Han skabte et erklæret fascistisk spionagenetværk, indførte nye former for politiske forbrydelser, gjorde enhver form for uenighed ulovlig, og da dommerne ikke applicerede de nye regler med den ønskede hårdhed, indførte regimet en «særdomstol», der idømte dissidenter årelange fængselsstraffe eller «forvisning». (…)