Et funktionelt postmoderne modstykke til fascismen

Berlusconis Italien er ikke et fascistisk regime. Berlusconis ejerskabsdiktatur er ikke det samme som Mussolinis politiske diktatur. En ren formel beskrivelse af institutionerne afslører intet, som får Italien under Berlusconi til at adskille sig fra de andre liberale demokratier. Men i realiteten er det en hidtil uset form for ødelæggelse af liberale demokratis institutioner og det minimum af offentlig etos, demokratiet hviler på.

Fascismen var først og fremmest bandevold. Bevæbnede bander, der satte ild til fagforeningskontorer og venstrefløjspartiernes lokaler, og som tæskede enkeltindivider (også reformkatolikker) til blods og tvang dem til at drikke amerikansk olie for at føje ydmygelse til volden. Fascismen var uadskillelig fra volden og bestod af en voldelig erobring af magten, der på eksplicit vis undergravede loven. Denne vold og statsundergravende virksomhed kunne selvfølgelig nemt stoppes, hvis hovedparten af de «moderate» politikere og repræsentanter for institutionerne havde betragtet loven som en højere værdi end profit og privilegier. Men de fascistiske voldsmænd fik nidkær hjælp fra vigtige sektorer i staten og blev mødt med føjelighed fra alle andre – fra kongen, hæren, regeringslederen Luigi Facta, den tidligere liberale ministerpræsident Giovanni Giolitti og sågar fra den liberale filosof Benedetto Croce. De to sidstnævnte var overbevist om, at de kunne bruge fascismen mod «de røde» og derefter «afskedige den», når det beskidte arbejde var gjort.

Da Mussolini kom til magten, forvandlede han hurtigt regeringsmagten til ren og skær magt. Takket være medskyldige eller svage oppositionspartier, som altid var internt splittede, og «vandbærere» fra katolske og liberale miljøer opnåede han at blive kronet af vælgerne. Derefter slap han bremserne helt. Han opløste de øvrige partier, afskaffede pressefriheden og fik dræbt oppositionslederen, Giacomo Matteotti. Han skabte et erklæret fascistisk spionagenetværk, indførte nye former for politiske forbrydelser, gjorde enhver form for uenighed ulovlig, og da dommerne ikke applicerede de nye regler med den ønskede hårdhed, indførte regimet en «særdomstol», der idømte dissidenter årelange fængselsstraffe eller «forvisning».

Men det fascistiske diktatur begrænsede sig ikke til vold og undertrykkelse af enhver form for modstand. Det stillede sig ikke tilfreds med destruere partierne, fagforeningerne og den fri presse. Fascisterne forlangte, at alle italienere skulle integreres organisk i regimet, deres samarbejde og deltagelse skulle gøres obligatorisk, og at være fascist og italiener skulle være én og samme ting. Fra vugge til grav. I første omgang skete det ved hjælp af et fintmasket net af gensidig spionage: Alle udlejningsejendomme havde en leder af demonstreret fascistisk overbevisning, som informerede det hemmelige politi om enhver mistanke, ethvert rygte og enhver vittighed om regimet. Vi er stadig kun ved repressionsmidlerne, men hele tilværelsen blev underlagt det fascistiske regime. I princippet var der ikke et ledigt øjeblik på dagen, der unddrog sig regimets etiske og politiske rekruttering, der hyldede den fascistiske tilværelse som sit ideal. Den totalitaristiske vilje blev mere end noget andet sted udøvet på kulturens område. Fascismen forsøgte altså at brede sig til alle områder af tilværelsen, fordi den ville skabe en ny mennesketype. Den havde faktisk en doktrin og en officiel filosof, Giovanni Gentile. Den havde sin egen «verdensforståelse», som var baseret på retoriske «dyder» og det skamløse bedrags retorik (med racelovene som det værste eksempel). Fascismen ville forme alle individer med sin doktrin, skiftevis gennem vold, sociale aktiviteter og indoktrinering (med stok og gulerod, som Mussolini selv skrev).

VI HAR NÆSTEN ikke set noget af dette i Italien under Berlusconi, i hvert fald indtil nu. Der har først og fremmest ikke været nogen bandevold. Og forskellen mellem at opnå lydighed og opbakning gennem fysisk vold eller gennem manipulation af medierne er essentiel, navnlig for ofrene, selv om for meget postmoderne ideologi har en tendens til at overse denne forskel ved brug af begrebet «dominans».

Der er forskellige partier, aviser og fagforeninger. Med jævne mellemrum bliver medlemmerne af parlamentet valgt ved en hemmelig afstemning. Universitetets autonomi anerkendes, dommerne bliver udnævnt efter en stillingskonkurrence og er «udelukkende underlagt loven» og uafhængige i forhold regeringen. Republikkens forfatning fra 1948, som udspringer af den antifascistiske modstandskamp, er altså stadig den officielt gældende. En ren formel beskrivelse af institutionerne afslører intet, som får Italien under Berlusconi til at adskille sig fra den internationale standard for liberale demokratier. Men som bekendt kan de formelle beskrivelser snyde. På papiret var Sovjetunionens forfatning under Stalin fra 1936 den mest demokratiske i verdenshistorien.

Uden at nå til denne afgrundsdybe afstand mellem form og indhold ved alle politologer, at ordet flerpartisystem kan beskrive (eller skjule) de mest forskelligartede virkeligheder, for det afgørende er de omstændigheder, valget afholdes under, demokratiets materielle eller sociokulturelle forudsætninger. I et land, som domineres af narkotikasmugling og smuglerbandernes voldelige kontrol over territoriet, findes der ikke formelt hemmelige afstemninger, der kan garantere borgerne at kunne vælge frit. Det kræver også et minimum af sandfærdige informationer om kendsgerninger og kandidater at udøve et frit valg. Princippet «én mand, én stemme» bestemmer teknikken, hvormed den enkelt udøver sin autonomi, men håndhævelse af loven, sikkerhed, lige politiske rettigheder og information er nødvendige forudsætninger, og uden disse er frie valg blot en illusion.

Lad os derfor kaste et blik på den forfatning, der i praktisk forstand er gældende i Berlusconis Italien. Først to indikatorer på nyhedsformidlingens kvalitet: upartiskhed (iagttagelse af kendsgerninger) og pluralisme (tv- og radiokanaler, nyhedsbureauer, aviser og – hvilket man aldrig må glemme – reklameagenturer). I Italien informerer 90 procent af befolkningen sig udelukkende gennem tv. Hvis man ser bort fra en lille tv-kanal (LA7 med en gennemsnitlig seerandel på 2-3 procent),2 kontrollerer Berlusconi næsten al nyhedsformidling på tv. Halvdelen af de seks landsdækkende kanaler ejer han direkte, og den anden halvdel kontrollerer han indirekte gennem regeringsflertallet, der gennemtvinger ansættelser og programmer. Således er der blandt de mange nyhedsudsendelser og debatprogrammer kun to tilbage, hvor kendsgerninger, som er ubehagelige for regeringen, finder plads (et af disse, som Berlusconi har beordret lukket, går kun i æteren takket være en retskendelse). Resten er tavshed. «Tv-journalistikken» begrænser sig ikke længere til blot at manipulere og forsøde kendsgerningerne. Den afskaffer dem simpelthen, hver gang de stiller Berlusconi i et dårligt lys. Hans højre hånd, senator Dell’Utri, er ved anden retsinstans blevet idømt en fængselsstraf på syv år for mafiavirksomhed, men den vigtigste nyhedsudsendelse meddelte, at han var blevet frikendt (fordi han ikke blev kendt skyldige i de seneste forhold).

Situationen er anderledes i den trykte presse, men kun ti procent af italienerne læser avis (inklusive sportsaviser). Aviserne taler kun til en lille elite. Og også i den trykte presse ejer eller kontrollerer Berlusconi adskillige udgivelser og det vigtigste forlag (Mondadori). Han har allerede forsøgt at erobre landets vigtigste avis (Corriere della Sera) og gør sig, efter at have placeret betroede venner blandt de stærkeste aktionærer, klar til et nyt forsøg.

OM MULIGT HAR Berlusconis styre påført princippet om, at «loven er lige for alle», endnu alvorligere skader. Dette princip er i Italien en (til dels) meget ny erobring. Selv efter den republikanske forfatnings ikrafttrædelse er retsvæsenet forblevet klassedelt med næsten total straffrihed for alle medlemmer af overklassen og stringens og hårdhed over for forbrydere, som ikke har «helgener i paradis». Og frem for alt er det kyniske princip om, at «loven fortolkes over for venner og håndhæves over for fjender», som ministerpræsident Giovanni Giolitti gjorde berømt i det 20. århundredes begyndelse, stadig gældende.

Tingene begyndte af flere årsager at ændre sig i 1970’erne. Nogle undersøgelsesdommere (der i de konservative aviser polemisk blev betegnet som «angrebsdommere») begyndte at efterforske korruptionsskandaler, der involverede store virksomheder og regeringsmedlemmer. Men som regel blev efterforskningerne flyttet til Rom, hvor anklagemyndigheden kaldes for «tågernes havn», fordi undersøgelserne systematisk sander til. Men i 1980’erne var der stadig flere dommere, som ikke var bange for at efterforske magthaverne, hvilket kulminerede med den berømte «mani pulite»-retssag i 1992. Den udsprang af en lille, men væmmelig sag om korruption på et plejehjem i Milano og endte med at omfatte hele det politiske system og de vigtigste erhvervsfolk i Italien. På dette tidspunkt var retsplejen tættest på forfatningens bestemmelser: Loven er lige for alle, det er obligatorisk at retsforfølge lovovertrædelser, domstolene er uafhængige og kun underlagt loven.

Berlusconi er ved at ødelægge alt dette. Systematisk. Og meget ofte med den ekskommunistiske oppositions medvirken og samtykke. På det strafferetslige plan har han fået vedtaget et stort antal love ad personam, som har afkriminaliseret forbrydelser, han (eller hans venner) allerede er blevet eller i fremtiden kunne blive dømt for3. På denne måde er næsten alle de forbrydelser, der er typiske for finanssektoren, blevet afskaffet. Et enkelt opsigtsvækkende eksempel: Regnskabssvindel blev i praksis afkriminaliseret, mens George W. Bush (ikke en bolsjevik!) hævede straffen for disse forbrydelser til over tyve års fængsel som følge af den folkelige forargelse over Enron-skandalen.

Foruden afkriminalisering bør nævnes ændringer i retsplejeloven, som har gjort det endnu nemmere for de tiltalte at finde smuthuller, og en materiel retspolitik, der gør undersøgelsesdommernes arbejde uoverkommeligt på grund af manglende tekniske ressourcer og administrativt personale. Med en god forsvarsadvokat forældes retssager mod fremtrædende personer således næsten altid og pletter ikke den tiltaltes straffeattest. Hertil kommer, at dommere, der fortsætter med at gøre deres arbejde, bliver intimideret af institutionerne og angrebet i medierne. Det vil kræve en hel bog at fortælle om alle disse. I nogle tilfælde har der været advarsler i ægte mafiastil. Hver gang har der været meget effektive angreb i medierne, som overbeviser den mest uvidende del af befolkningen om, at Berlusconi er forfulgt af «røde dommerkapper». Dertil kommer en lind strøm af politifolk, der er blevet forflyttet, fordi de var for dygtige til at efterforske magthaverne (der er tale om et imponerende antal sager, som aldrig omtales i medierne). Og lad os også nævne den straffrihed, som regeringen (igen i samarbejde venstrefløjen) garanterer lederne af en hemmelig og ulovlig overvågningscentral, som er forbundet med dele af efterretningstjenesten4. Denne overvågningscentral har udspioneret et stort antal dommere, journalister, intellektuelle og forretningsfolk, der betragtes som «fjender» af Berlusconis styre (denne forfatter har haft den ære at finde sit eget navn på disse lister). I denne atmosfære, som har varet i knap to årtier, virker det næsten som et mirakel, at der stadig findes så mange dommere, der trods stigende vanskeligheder fortsætter deres arbejde uden at betragte magthaverne som urørlige.

REGIMET BEGÅR HYBRIS, hvad angår korruption og løgne. Officielle beregninger fra Revisionsretten opgør de årlige omkostninger ved korruption til mellem 60–70 milliarder euro. Hertil kommer et utal af sideeffekter (ufærdige offentlige anlægsarbejder, unødvendige anlægsarbejder, og i alle sektorer, også sundhedsvæsenet, udnævnelser af inkompetente personer). Parlamentet har en højere kriminalitetsrate end de mest berygtede forstadskvarterer: Omkring 20 parlamentsmedlemmer har en definitiv dom, og mange flere er under anklage5. I regeringen har der siddet en i forvejen dømt minister, der kun blev udnævnt for at redde sig fra en ny retssag, en arrestordre mod en viceminister, der er anklaget for at stå i ledtog med den napolitanske mafia, og en «bande» (som to af de mistænkte kalder det i en aflyttet telefonsamtale), der lægger beslag på enhver form for offentlige licitationer.

I historisk og journalistisk forstand er det fastslået, at Berlusconis parti, Forza Italia, opstod på baggrund af forhandlinger mellem dele af statsapparatet og den sicilianske mafia. Der er retsafgørelser, som understøtter denne hypotese, men i mangel af sikre beviser er der ikke afsagt domme. Samtidig er det kommet frem, at dele af efterretningstjenesten var involveret i et mislykket attentatforsøg mod undersøgelsesdommeren Giovanni Falcone, og indicierne om årsagerne til attentatet mod hans kollega Paolo Borsellino tårner sig op (han modsatte sig forhandlingerne mellem staten og mafiaen, som førte til dannelsen af Forza Italia). Tre offentlige anklagere undersøger «mysterierne» i den afgørende periode 1992–93 med mordene på Falcone og Borsellino og deres politieskorter, attentaterne mod kulturskatte i Rom og Firenze (og det i sidste øjeblik afblæste attentat mod Det Olympiske Stadion i Rom). Den kriminelle karakter af Berlusconis entourage overgår langt Bertolt Brechts fantasier om Mackie Messer.

Hvis den litterære model, hvad angår kriminalitet og moral, er Brecht, er modellen George Orwell, hvad angår kommunikation og manipulation. Berlusconis tv-system har realiseret mareridtet om nysprog, som var det instrument, hvormed Store Broder i 1984 kunne forhindre masserne i at tænke. Ordene bliver ved hjælp af et bombardement i tv bøjet, så de kommer til at betyde det modsatte af, hvad de burde. Det er blevet almindelig sund fornuft, at de dommere, der inkriminerer Berlusconi og hans venner, er «politiserede» (det stik modsatte er tilfældet); at et monopol på tv-markedet er det frie markeds apoteose; at respekt for forfatningen svarer til at sprede had; at Italien ikke er ramt af den økonomiske krise; at skatterne er faldet; at det er euroens og tidligere venstrefløjsregeringers skyld, når de stiger; at medierne (også hans egne!) er domineret af «stærke kræfter»6 og oppositionsjournalister; at de samme kræfter i ledtog med Forfatningsdomstolen krænker regeringsflertallets ret til at regere (forstået som retten til «at gøre, som vi vil»). Og man kunne blive ved.

Berlusconi er legemliggørelsen af Big Brother, ikke kun af Orwells fantasi, men også af tv-programmet af samme navn. Han realiserer ideen om at fremstille en illusion som virkelighed, en formodet «virkelighed» i direkte tv, som dog i realiteten blot udgør en drejebog for regimets drømme, selv om der på den anden side af scenografien blot er murbrokker. Det var for eksempel, hvad der skete i forbindelse med «genopbygningen» efter jordskælvet i L’Aquila.7

I dette forfalskede demokrati er det indlysende, at den politiske debat mister enhver resterende forankring i rationelle argumenter. Der er ikke længere «kendsgerninger», og ingen er forpligtet på logikkens love. Du kan benægte, hvad du sagde i går, og i løbet af det samme tv-program kan du fremsætte en holdning og dens modsætning, eller fremsætte en holdning og tage afstand fra dens logiske konsekvenser. Det, der tæller, er evnen til at råbe op og afbryde modstanderne, skabagtig adfærd, frække løgne, den elegante fremtonings arrogance og vulgære fornærmelser på det rigtige tidspunkt. Hele udtrækket af semantiske og logiske fejlslutninger ophæves til dyder. Ikke-argumentationen bliver fuldstændig naturlig for politikerne, og for vælgerne. Sidstnævnte kommer på grund af politikernes foragt for kendsgerninger og logik til at ligge under for fascinationen af «viljen til magt». Denne foragt, som ikke maskeres, men tværtimod proklameres, munder for politikeren ud i storhedsvanvid og for den forhenværende borger i vilje til underkastelse.

BERLUSCONIS REGIME er altså ikke fascistisk. Det er derimod en hidtil uset form for ødelæggelse af liberale demokratis institutioner og det minimum af offentlig etos, demokratiet hviler på. Her ser vi helt bort fra hans økonomiske politik og socialpolitik, den eksponentielle vækst i uligheden, ødelæggelse af velfærdssamfundet og koncentration af rigdom, for disse fænomener undergraver og belaster alle demokratier i Vesten. Her ser vi kun på de liberale aspekter ved moderne demokratier, som burde være ukrænkelige – for såvel højre som venstre. Berlusconi er i færd med at tømme en af de bedste liberale forfatninger i verden og udskifte et system med domstolskontrol, balance des pouvoirs, og umistelige menneskerettigheder med den despotiske vilje hos den, der har opnået flertal ved et valg og således er blevet «salvet af Herren». Men ideen om, at flertallet ikke er underlagt begrænsninger, er et jakobinsk princip. Det er det modsatte af det liberale demokrati og Thomas Jefferson og James Madisons idé om limited government. Hvis man skulle hædre Berlusconis styre, kunne man betegne det som de riges jakobinisme eller reaktionær jakobinisme.

Det væsentlige er, at Berlusconi ikke vil reducere demokratiet til en folkeafstemning, men derimod til en meningsmåling, hvor alle «borgere» er isolerede, helt uden sociale og kulturelle redskaber til at gøre deres autonomi gældende og hjælpeløse over for mediemagt, reklamer og klientelisme. For Berlusconi er det offentlige liv ikke andet end en arena for reklamefolk og kræmmere, en stor souk. Berlusconi betragter staten og demokratiet som en virksomhed, hvor der ikke er borgere, men derimod ansatte og/eller forbrugere, en hovedaktionær og en række mindre aktionærer, og hvor koncernchefens beslutninger ikke kan forstyrres eller forhales. Det er ikke fascisme, men kun fordi Berlusconi faktisk er ved at realisere en postmoderne udgave af l’ancien régime.

Men at Berlusconis regime (endnu) ikke er fascistisk, bør ikke berolige nogen. Fascisme er ikke den eneste måde at begrave den demokratiske sameksistens, men blot den måde, hvormed det skete i Europa i begyndelsen af 1920’erne. Der kan også være andre måder, og der vil komme andre måder. Hvad ondskab angår, er historien altid rundhåndet med påfund. Berlusconis er allerede en ny form for ødelæggelse af demokratiet. Man kan kun spørge sig selv, om Italien under Berlusconi mindre end hundrede år senere endnu en gang er det mest avancerede laboratorium for en degenerativ proces, der igen kan smitte Europa.

Når man taler om Berlusconi, har Europa i årevis primært fokuseret på hans slyngelagtige karakter, hans kabaretagtige adfærd ved internationale topmøder, hans latterlige hårtransplantationer og ansigtsløftninger, på den overanstrengte Casanovas fantasifulde pralerier og på banaliteten og vulgariteten i de slidte vittigheder, der kun får ham selv til at grine. Da personen ikke er seriøs, har Europa besluttet sig for ikke at tage det seriøst, at «Europas klovn»8 er ved at realisere af demokratiets ødelæggelse. Men når en farceagtig karakter kan samle en enorm magt i et europæisk demokrati, er vittigheden allerede blevet til en katastrofe. Og ikke kun for det folk, der lider under det, men som under alle omstændigheder er medskyldigt, men også for de øvrige lande i Europa, der uansvarligt begrænser sig til spøg og ironi i stedet for at tage de absolut nødvendige forholdsregler for at svække den udemokratiske virus, de kunne blive smittet med.

NOGEN VIL MÅSKE stadig mene, at Berlusconi ikke repræsenterer meget mere end alle den europæiske højrefløjs fejl og mangler sat på spidsen. Det ville være blindhed.

De privilegeredes rovdyrsagtige frihed, optimaternes jakobinisme, bliver af Berlusconis mediebårne despotisme udlagt som et forsvar for borgernes «retssikkerhed» mod «kommunisternes» inkvisitoriske og altså uhelbredeligt stalinistiske tilbøjeligheder. En lov, som skal binde dommerne på hænder og fødder og give journalisterne mundkurv på, præsenteres som beskyttelse af privatlivets fred.

Sådan bliver det fortalt. Virkeligheden er derimod et politistyre, som er rettet mod de svageste. For indvandrerne findes der nu egentlige koncentrationslejre i Italien, fængslerne er fyldt med pushere og mafiaens håndlangere, mens bedrageri, hvidvaskning af penge, politisk korruption, industrispionage og den organiserede kriminalitet i dobbeltradet jakkesæt (som for alvor bestemmer) beskyttes af loven. Det klassedelte retssystem er ved at forvandle sig fra praktisk virkelighed til gældende retsorden.

Alt dette er katastrofalt for samfundsstrukturen. Alle de love, der bliver vedtaget for at gøre venner og venners venner immune, medfører straffrihed i en bredere sfære, eftersom det (endnu?) ikke er mulig med en perfekt klassedelt lovgivning, der diskriminerer efter indkomst og status. Mafiaorganisationerne i Italien er aldrig blevet så forkælet som under Berlusconis regeringer. Regimet lyver uhæmmet og råber fra alle hustage, at mafiaen aldrig er blevet bekæmpet hårdere og mere effektivt, mens Berlusconi beskylder Roberto Savianos roman Gomorra for at bagtale og tilsmudse Italien. Kort sagt er det loven, der er fjenden. Så meget desto mere efterhånden som sammenhængen mellem politik, erhvervsliv og organiseret kriminalitet begynder at gøre sig gældende som et strukturelt kendetegn i en stor del af Europa. Også på dette punkt risikerer Italien, som går i hælene på Putins Rusland, at bane vejen for andre vestlige demokratier.

Bemærk paradokset: Historisk er højrepartierne tilhængere af law and order, mens venstrefløjen kritiseres for eftergivenhed over for kriminelle og «sociologiske» retfærdiggørelser af deres adfærd. I denne henseende er Berlusconi ved første øjekast (højrefløjens) verden på hovedet. Faktisk markerer han en radikal omvæltning: Hvis retsvæsenet i fuld uafhængighed fra den politiske (og finansielle) magt kan applicere nul tolerance, eller i det mindste ansatser til det, nærmer vi os, hvad eliten frygter: en drastisk reduktion af både materielle og juridiske privilegier. En demokratisk retsorden giver, hvis den er konsekvent, magt til de magtesløse.

Derfor repræsenterer Berlusconi sandsynligvis fremtidens højrefløj, som ikke kan tolerere politisk og juridisk ligestilling i principiel forstand, hvis det også bliver til praktisk virkelighed. Den vil skrive privilegierne ind i forfatningerne og give de nye privilegerede kasters samfund juridisk form. Putins Rusland med oligarker, mafiaorganisationer, journalister i fare for fysisk udslettelse og et underdanigt retsvæsen er prototypen. Det er grunden til, at Europa mere end nogensinde risikerer at blive smittet af berlusconismen, som er putinisme tilpasset Vesten. Putins grusomme samfundsmodel bortforklares som Ruslands mislykkede overgang fra totalitarisme til demokrati. Men i Italien fejres demokratiets tilbagetog, der indebærer risikoen for en totalitarisme uden fortilfælde. At afdramatisere dette er selvdestruktiv adfærd.

Isoleret set kan ingen af Berlusconi handlinger betragtes som en omstyrtelse af demokratiet. Berlusconismen er ikke fascisme, men kun fordi det er det funktionelle og postmoderne modstykke til fascismen. For berlusconismen er en destruktion af det liberale demokrati efter de gældende vilkår i det nye årtusinde, hvor billedstrømmen dominerer, varer cirkulerer og sandheden manipuleres uhæmmet.

© norske LMD/Paolo Flores d’Arcais. Oversat af Mads Frese.

En længer udgave af dette essayet er
trykt i det nederlandske tidsskrift Nexus.

Fotnoter:
1 Tvungent ophold på næsten øde øer, uden mulighed for deltagelse i samfundslivet. Nogle af de antifascister, der blev forvist, betegnede det bittert og selvironisk som et «ferieophold». For at rehabilitere Mussolini har Berlusconi derimod i ramme alvor sagt, at han blot sendte sine politiske modstandere på ferie.

2 Kanalens seerandel er stærkt stigende. Nyhederne har oversteget 10 procent af seerne siden begyndelsen af september, da en moderat højreorienteret journalist, som i mange år har arbejdet for Berlusconi, men hellere vil være journalist end lakaj, blev nyhedschef.

3 Marco Travaglio har opregnet og forklaret disse i bogen Ad personam, Chiarelettere, Milano, 2010.

4 Aktiviteterne blev ledet af Pio Pompa, højre hånd for general Pollari, som er chef for efterretningstjenesten Sismi. Regeringen har blokeret efterforskningen, med beskyttelse af statshemmeligheder som begrundelse.

5 Se den seneste, opdaterede udgave af Peter Gomez og Marco Travaglios Se li conosci li eviti, Chiarelettere, Milano, 2008.

6 Et udtryk, der alluderer til en sammensværgelse mod Berlusconi med deltagelse af arbejdsgiverforeningen Confindustria, pengeinstitutter og statslige institutioner.

7 Det skildres i Sabina Guzzantis film Draquila, der høstede stort bifald ved Cannes-festivalen.

8 «Enquête sur le bouffon de l?Europe, Berlusconi», L?express, Paris, 9. juli 2009.