Skammen er tankens ven

Skammen er navnet på den impuls eller affekt som vi påfører os selv–en slags auto-affektion. Men det helt særlige ved skammen er at vi på én gang er henvist til os selv samtidig med at vi er tabt for os selv. Vi er splittet og fremmed for os selv. Mennesket er endnu ikke et selv, men splittet mellem to, mellem det levende væsen og det talende væsen, mellem menneskeligt og ikke-menneskeligt. Mennesket er i sin splittelse det væsen der kan overleve sig selv.

I sin bog Nudità (2009), som nylig er blevet oversat til engelsk, skriver den italienske filosof Giorgio Agamben at vor tids nudisme, sociale idealer om eksponering af kroppen, prostitution og pornografi, konfronterer os, dog uden at vi selv er klar over det, med spørgsmålet om nøgenhedens nåde og prægtighed fra Edens have og dermed skammens intime relation til denne nøgenhed.¹ «Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke.» (Første Mosebog 2:25). De følte den ikke eftersom de var «iklædt nådens klædedragt», skriver Agamben.² De var, med en paradoksal formulering, nøgne klædt på.

Om dyret siger vi at det er nøgent selvom det bærer pels. Det er kun mennesket der går med tøj. Vi kalder ikke dyrets pels for tøj. Man erindrer sig H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder i hvilken den nøgne kejser bevæger sig rundt i byen som om han ikke var nøgen. Men hvordan er den nøgne krop iklædt nådens kappe og omvendt? (…)