Den lovløse forfatter



I romanen Mit dødsøjeblik (1994) hører vi om en ung mand, der under anden verdenskrigs sidste dage i Frankrig kaldes ud fra sin slægts ejendom af en deling af nazister på flugt fra de allierede tropper. Nazisterne hærger og myrder på den lokale egn. Han står nu selv for tur. Dog, i sidste øjeblik afbrydes den planlagte henrettelse af geværild på en nærliggende gård.

20. juli 1944 undgik den virkelige Blanchot med nød og næppe at blive henrettet. I et brev siger den unge Blanchot (som erindret af den ældre forfatter) at han «oplevede en følelse af ekstraordinær lethed, en form for salighed (dog ikke lykke) – en suveræn jubel.» Kevin Hart skriver i sit forord til den nye engelske udgave af Blanchots politiske skrifter2 at det som fra dette tidspunkt vil hjemsøge den unge mand er uretfærdighedens pinefulde affære. Fra 1930’erne og frem til omkring krigens udbrud arbejdede Blanchot som journalist på anti-semitiske tidsskrifter og aviser. Flere af hans artikler havde klare nationalistiske og anti-semitiske træk. Hans efterfølgende politiske kovending, som han forbliver tro resten af livet, sker i selve det øjeblik han føler uretfærdighedens fulde kraft. Da han senere skal forklare hvad der skete, understreger han igen og igen: «Der er ingen tvivl om at jeg har ændret mig. Så vidt jeg se, forandrede jeg mig under skriftens indflydelse.»3 Ikke kun viden om politiske begivenheder, men også skriften begrunder politisk forandring.

Omkring tidspunktet for denne transformation skriver Blanchot på sin store roman Thomas den Obskure (1941), der undersøger vor egen fremmedhed overfor os selv. En fremmedhed der ikke er det samme som individets fremmedgørelse overfor verden, men en form for metafysisk længsel som på én gang undslipper os og driver os frem. Sent i livet siger han, i et interview omkring fatwaen udstedt mod Salman Rushdie, «at skrive er, gennem passivitet, at allerede placere sig selv før døden – en død hvis flygtighed etablere en søgen mod det Andet [l’Autre], en relation uden relation til de andre [autrui].4


Det UENDELIGE ANSVAR

Skriftens arbejde og følsomhed etablerer dels et opgør med forestillingen om et substantielt «jeg» som aldrig går forud for begivenheden, dels en opmærksomhed på den anden person der kommer til syne i den besynderlighed og fremmedhed der markerer en relation uden relation. Uanset at man ikke kan tale om et «jeg» som noget vi selv besidder, kan man tale om et jeg i moralsk og politisk forstand, om et ansvarligt individ. Men i modsætning til Sartre, der anså den engagerende litteratur som direkte aktiv, som en særlig moralsk følsomhed der kommunikerer direkte mellem forfatteren og folket (læseren), taler Blanchot om selve «skriften som […] et foruroligende ansvar»: «Usynligt kalder skriften os til at omgøre diskursen […], vi, der forbliver komfortabelt indrettet i vores liv. Fra dette synspunkt er skriften den største vold, idet den overskrider retten, enhver lov, og tilmed sig selv.» 5

Skriften frembringer muligheden af noget helt andet, en anonym og urolig måde at stå i et forhold til verden og menneskene på. Skriften stiller «spørgsmålstegn til alt, først og fremmest ideen om Gud, om Selvet, om Subjektet, Sandheden.»

At være skrivende er allerede at være politisk, ikke i ideologisk eller realpolitisk forstand, men som et ansvar overfor det det andet, det fremmede. Man erindrer sig J.M. Coetzees ord om følelsen af at skrive litteratur «er en følelse af frihed, en uansvarlighed, eller bedre, et ansvar over for noget der endnu ikke har vist sig.»7 Udgangspunktet for den skrivendes ansvar er således en begivenhed hvori selvet sker, for kun når selvet bliver til gennem mødet med det som sker med én, kan det vende sig mod magten. Kraften og magten, skriften indoptager dem begge, men dens opgave er at få vendt kraften mod magten. Som vi skal se er det en hårfin balance Blanchot her er ude i.

Hans senere liv er på den ene side helliget det han kalder «det uendelige ansvar» og «en uendelig samtale» til stadighed mærket af dødslejrene og jødernes skæbne. Og på den anden side eller i forlængelse heraf et syn på litteraturen som «en anfægtende kraft: stridende mod den etablerede magt, i strid med hvad der er (om værens tilstand), i strid mod sproget og om det litterære sprogs former og endelig i strid med sig selv som en kraft.»

Blanchots landsmand Lous-Ferdinand Céline forblev antisemit livet igennem, men skrev et af det tyvende århundredes bedste romaner: Rejse til nattens ende. Céline skabte stor litteratur, men lever han op til begge Blanchots «definition» for hvad litteraturen er? Rejse til nattens ende fører uden tvivl en samtale med det andet og det fremmede. Indirekte adresserer dette værk ansvarets problem, ikke overfor jøden, men overfor fornedrelsen og det uhyggelige. Romanen kan endvidere læses som en indædt modstand mod sproget og dermed den måde vi, den hvide europæer kan erfare mødet med Afrika, den sorte, elendigheden, kolonialismen. Ville Blanchot kunne acceptere denne læsning af Céline? Eller sniger der sig et ideologisk kriterium ind i Blanchots eget projekt hvor jøden tillægges en særlig status i etisk henseende?

Allerede på universitetet i Strasbourg i 1926 indleder Blanchot et tæt venskab til den litauiske og jødiske filosof Emmanuel Levinas, et venskab der varer livet ud. Inspirationen fra Levinas fortætter sig livet igennem som et vandmærke i Blanchots skriveværksted: Sprogets iboende vold og undersøgelsen af en etisk stemme på grænsen af sproget forbliver et gennemgående tema hos Blanchot fra 1950’erne og frem.9 Men uanset at Levinas livet igennem forbliver en nær ven for Blanchot, er det svært at sige om han ender i et ideologisk-dogmatisk forhold til staten Israel der er blokerende for hans tænkning. Sikkert er det at «Jøden» og «den Anden» forbliver almene litterære figurer der tjener som vehikel til at forstå ansvarets mulighed i skriftens fortsatte arbejde.

Men, med den franske venstrefløjs identificering med palæstinensernes kamp mod staten Israel, indleder Blanchots sin anden tilbagetrækning fra et politisk engagement. Man bemærker at Blanchot op gennem 40’erne og 50’erne og indtil 1968, identificerede sig med kampen mod den franske intervention i Algeriet og De Gaulles nationalisme. Herefter trækker han sig tilbage og helliger sig igen skriften og kun skriften. I et langt brev til Levinas understreger han at meningen med Israel ikke kun handler om antisemitisme overfor jødedommen, men om at man som forfatter og intellektuel må se sin opgave som den at ytre det uventede (la parole inattendue) ikke kun overfor de levende, men også de døde.10 Tankens opgave er at værne om det uoprettelige og således stille krav om et sprog der forhindrer en glemsel af det beskadigede liv.


L’HOMME INVISIBLE.
Blanchot blev født i 1907 og døde i 2003. Han studerede filosofi og litteratur ved universitetet i Strasbourg. Han er én af de mest indflydelsesrige tænkere og forfattere fra den franske efterkrigstidsgeneration. Det franske ord écrivain eller det tyske Schriftsteller er nok den mest dækkende betegnelse for hans forfattergerning. Hele sit liv levede han uafhængig af akademia. Der findes kun ganske få uskarpe fotografier af Blanchot og ikke noget officielt. Tilnavnet L’homme Invisible – det usynlige mennesket – henviser både til offentlighedens manglende kendskab til hans biografi og til hans selvvalgte tilbagetrækning som et anliggende der ikke kan adskilles fra den praksis Blanchot forstår ved det at skrive.

Den sene Blanchot som daterer sig fra omkring 1958 og frem opgiver det mislykkede «jeg», eller den særlige afgrund mellem mennesket og verden, som et isoleret poetisk-eksistentielt anliggende og erstatter det med et mere resolut «vi», hvor poetikken og litteraturens indsats nu rækker ud til det etiske, til mødet, til det som er fælles. Fra den tidligere dvælen ved litteratur og ensomhed, ved litteraturen som en erfaring af umuligheden af at dø sin egen død, indfinder der sig en ny erfaring af venskab, en ny erfaring af fællesskab og en ny opdagelse af ansvarlighed. Men han forlader ikke det han forbinder med den nødvendige og essentielle ensomhed, han forskyder problemet.

Man kan sige at Blanchot atter engang blev overhalet af historiske forandringer, og skriveriet var nødt til at forholde sig til en ny situation. Dog træder han aldrig ind på scenen på samme måde som Sartre og Camus. Hans stemme høres stadig som en stemme fra en marginal position, men han selv og dermed hans stemme er forandret.11 Den skrivende undersøger muligheden for andre værdier på et andet niveau end det politiske samtidig med at stilhedens skrift finder en politisk stemme.

Hans udgangspunktet er stadig, i modsætning til Sartre, at litteraturen kommer før politikken. Spørgsmålet om det etiske og det politiske forbliver et spørgsmål om litteraturens mulighed. Blanchot forsøger resten af livet at tale med denne særlige tostemmighed. De værdier der tidligere indenfor kunsten kunne forsvares imod politikken, er ikke længere værdier der udelukkende tilhører kunstens egen æstetiske erfaringsdannelse (forstået som den eneste sande verden), men nu knyttet til en metafysik om menneskelige værdier der befinder sig på «et mere elementært plan af enighed og uenighed end politik»,12 en virkelighed der hører den nye historiske situation til. Hvordan skal vi nærmere karakterisere denne relation mellem skriften (litteraturen) og dens mulige betydning for verden udenfor, og hvad kan der forstås ved litteraturen og fællesskabet? Et muligt svar på dette bringer os nærmere det som er det særegne blanchotske univers, det, som Zakir Paul kalder for «Bekræftelse af Sprængningen (Bruddet)».13

Denne bekræftelse af sprængningen praktiseres i en række skrifter domineret af fragmentets skrift og skriveværksted – L’attente, l’oubli (Venten, glemsel, 1962), L’écriture du désastre (Katastrofens skrift, 1980), La ccommunauté inavouable (Det uvedgåelige fællesskab, 1983). Denne skrivepraksis etablerer en dobbelt impuls eller et dobbelt sprog. I et af sine sidste breve sendt til vennen, forfatteren og filosoffen Georges Bataille placerer Blanchot sig med dette sprog mellem ham og digteren René Char:

«Jeg tror hverken at det som er på spil handler om en interesse eller ikke-interesse for politik. […] For min del, er jeg i et stykke tid blevet opmærksom på den dobbelte impuls, en nødvendig men ikke desto mindre uforenelig impuls, til hvilken jeg altid må respondere. Den ene […] er den passion, den indsigt og tale der tilvejebringer dialektikkens helhed. Den anden, der er essentiel ikke-dialektisk, har intet med denne helhed at gøre og bevæger sig ikke mod magten (mod det mulige).»

Skriften, og med den romangenren, essaygenren og kritikken, er bærer af en dobbelt tyngdekraft. Den står på den ene side i relation til en historisk-kulturel verden derude som slår ind i den som en bølge og på den anden side befinder den sig på kanten (eller udenfor) af verden i forhold til en konstant spænding, noget på én gang uforeneligt og usamtidigt. Dette forklarer den særlige tilbagetrækningsposition og syn på forfatterrollen og den intellektuelle som Blanchot har indtaget igennem stort set hele sit liv. Han skriver:

«Ved ikke at involvere sig i handlingen og ikke udøve politisk magt, er den intellektuelle generelt tættere på handling og på magt. Men han er ikke ligegyldig over for dem. Ved at stå tilbage fra politikken trækker han sig ikke tilbage som sådan, han har ikke trukket sig tilbage, men forsøger snarere at bevare et rum for tilbagetrækning og denne tilbagetrækningens anstrengelse med henblik på at kunne drage fordel af denne nærhed på distancen og installere sig selv der, som en vindueskigger der holder øje, at forblive årvågen, at vente med den aktive opmærksomhed, at udtrykke en mindre omsorg for sig selv end omsorgen overfor andre.»


Skrivekunsten OG DEN SUVERÆNE STAT

I sin refleksioner over De Gaulles lederskab bedriver Blanchot hverken politisk analyse eller politisk kommentar. I stedet for er der tale om en kritik af enhver gængs måde at fremstille magten og retten på. Sammen med Mascolo underskriver han Deklarationen til retten til ulydighed mod den franske krig og koloniførelse mod det algeriske folk også kaldet «De 121s Manifest».16 Blanchot blev opfordret til at bidrage til de på dette tidspunkt to vigtigste tidsskrifter Lettres nouvelles (primært fiktion og litteraturkritik) og Les temps modernes (primært kritik og filosofi). Han afslog og understregede nødvendigheden af at etablere en ny platform der hverken var ’politisk’ eller ’kulturel’, men som pegede mod en ny total kritik: «Jeg tror snarere på et tidsskrift for total kritik, kritik hvor litteratur kan forstås på sine egne betingelser, hvor videnskabelige opdagelser […] bringes i spil for at teste en holistisk kritik, hvor alle verdens strukturer, denne verdens samtlige eksistensformer, indgår i den samme undersøgende bevægelse, granskning og anfægtelse, en undersøgelse hvor ordet kritik igen giver mening, som må være global.»

På hvilken måde kan skrivekunsten udfordre den suveræne stat? Blanchots syn på litteratur handler om at finde et andet sted at tale fra der muliggør en overskridelse af magten der samtidig fastholder et ansvar overfor den ukendte anden. Deltager forfatteren i det råbende kor hvor han kun kan få øje på det som er tæt på, mister han det som er tvingende for hans tænkende praksis: fremmedheden, det ukendte og distancen. Fra dette begivenhedernes centrum får han vanskeligt ved at høre kaldet udefra, det, som bringer ham ud af fatning, og som rummer ansvarets yderligere dimension.18

Dette yderligere ansvar bringer forfatteren på afveje i forhold til loven og retten. Han er en lovløs. Dette katastrofiske ansvar (Schmock) er et ansvar der gør én ude af stand til at være ansvarlig. Men netop denne erkendelse af manglende evne gør ansvaret så meget desto mere bydende nødvendigt. Kun ved at opgive selvet, at forsvinde som forfatter, bliver det muligt at svare på et ansvar som vi er ude af stand til at honorere. Da Blanchot senere står overfor en undersøgelsesdommer der skal tage stilling til deklarationen, oplever han at kun dommeren er sprogets mester der ved at oversætte borgerens kamp til rettens sprog undertrykker det som retten er sat til at beskytte, nemlig folkets autonomi.

Blanchots uansvarlighed kalder en ret for dagen, som indfinder sig ved den eksisterende rets og dermed sprogets grænser. Han siger i sit essay «Dagens galskab», som en direkte henvendelse til dommeren: «Sandheden er, vi kan ikke længere gå hver vores vej. Jeg vil følge dig overalt, vi vil sove under samme tag og vi vil dele den samme søvn.»


Fællesskabet – AFMESTRING OG TØVEN

I sine politiske skrifter og i sine tanker om fællesskabet tydeliggør Blanchot modsætningen mellem det homogene fællesskab, herunder den undertrykkende ret og heroverfor det heterogene fællesskab der afviser retten. Den skrivende der afviser eller afbryder retten er den ubudne gæst der forstyrrer troen på den uproblematiske kontinuitet i de sociale bånd.20 Litteraturens passive modstand, det, som Blanchot selv praktiserede, udstiller rettens skrøbelighed. Den ubudne gæsts umærkelige tilstedeværelse bringer ikke institutionen i fare, men noget er ikke som før. Heraf dens store styrke. Dens magt er en bekræftelse af en tøven, en tøven af at handle i forhold til et klart mål, en bekræftelse af mennesket uden egenskaber, hvor hverken kompetencer eller identitetsbeskrivelser beslaglægger den enkelte og forholdet mennesker imellem.21

Den skrivendes ansvar overfor loven minder om hans ansvar overfor kunstværket: Der er noget der aldrig realiseres i værket, ja, værket kan ikke fuldbyrdes. At være forfatter er at fortsætte … Den skrivendes opgave bekræfter tvivlen og tøven, og dermed sammenbruddet af den sammenhængende fortælling, som er forudsætningen for et nyt fællesskab. De menneskelige fællesskabers skrøbelighed har vi mistet af syne, men den særlige passive modstand udstiller denne skrøbelighed. Litteraturens tøven fremviser et fællesskab der ikke er en helhed og som ikke har noget parti. Denne tøven kan ikke tilvirkes til noget bestemt, den har ingen leverance, ej heller en indpakning af kendte koryfæer eller politiske ledere. Hvis er dette fællesskab? Svaret må være ingens, ikke engang facebooks. Det er snarere en lidenskab der giver møde anonymt på dette sted. At høre til er denne potens, bevægelse. Fællesskabet eksisterer kun i denne navnløshed, dette fravær.

For Blanchot handler det uvedgåelige fællesskab om det som ikke lader sig erklære. Fællesskabet er ikke en bemestring af en identitet. Denne afmestring eller ikke-iværksættelse bremser det monumentale i enhver begivenhed og gør ophold ved intimiteten.

Blanchot har beskrevet begivenheden «maj 1968» som en intimitet der indfører et krav om venskab. I denne begivenhed sammen med den anden (vennen) bliver jeg anderledes end mig selv. Intimiteten er forbløffende fordi jeg her tøver overfor det jeg er. Denne tøven skubber til min erfaring og mit sprog.22 Intimiteten hører ikke til intensitetens fylde eller endelige udladning, men til en opmærksomhed der indkredser en anden erfaring, der ellers undslipper mig. Ingen af os besidder intimiteten, hverken du eller jeg, og vi er ikke intime med os selv. Snarere er intimiteten en tonal skygge, der i stedet for en selvbevidsthed, bliver virkelig og får betydning gennem omsorgen for bruddet, variationen, det fremmede som vi deler. Den skrivendes omsorg og ansvar for Maj 68, virkeliggøres gennem denne tøven. Hvad med februar 2011 i Cairo?

Man går sammen på gaden hvor det ukendte endnu kun viser sig som en passiv modtagelighed, intimitetens potentia og kraft. Man går ind i denne fælleshed ved at bevæge sig ind i litteraturens sprog, dette ’andet sprog’, som bringer en omsorg for vores samtid for dagen, en samtid der aldrig er identisk med den kronologiske tid, men noget i denne som forandrer den, som gør den utidssvarende, som minder os, som Agamben har udtrykt det, at tænkningen er en stadig opmærksomhed overfor det ikke-levede ved den samtidiges liv.23

Leslie Hall har karakteriseret Blanchot som «den ekstremt samtidige». Den ekstremt samtidige bremser den monumentale objektivitet ved et fællesskab, et land, et værk. Han/hun stiller sig åbent ind i det ikke-iværksatte, han/hun mister i denne intimitet forbindelsen med det genkendelige, med belønningen, med lederen, med landet. Denne ekstreme samtid kalder Blanchot andetsted for «katastrofe»: «Jeg kalder katastrofe det der ikke har det endelige som grænse. […] Kun katastrofen formår at holde mestringen på afstand.»24 Kan vi holde en grænseløshed åbent i fællesskabet gennem afmestringen af os selv? Er vi med Maj 68, de jordskælvsramte i Haiti 2010, Tahrir-pladsen 2011 konfronteret med denne grænseløshed som den fremmedhed, der bringer os ud over os selv? I så fald føder rystelsen et fællesskab uden at vi her deler det samme.

De unge mennesker i Tunis, i Cairo, oplever i disse dage den radikale selvoverskridelse, fællesskabets grænseløshed gennem landets og folkets afmestring. I en sådan begivenhed er vi adskilt fra den anden og netop i denne adskillelse, hvor vi er udenfor os selv, indfinder det fælles sig og dermed også mit ansvar overfor den anden. Det som etablere en relation til den jordskælvsramte fra Haiti, eller det som «bringer os sammen» – mennesker i Skandinavien og mennesker i Haiti – er ikke en psykologisk identificeringsmekansime hvor oplagt den end forekommer med alt dens kriseramte elendighed og tv-transmitterede pengeindsamlinger, men den rystelse hvori vi bliver bevidste om vores egen endelighed. Denne katastrofe bærer fællesskabet med sig, her bliver vi intime, her opstår en relation uden at der er en relation i social forstand, andenhedens tyngdekraft.

© norske LMD


Fotnoter:
1 Maurice Blanchot, Political Writings. 1953?1993, Fordham University Press, 2010, s. xvii.

2 Se over.

3 Brevet er citeret i Leslie Hall, Maurice Blanchot: The Demand of Writing, Routledge, 1996, s. 209?210.

4 Maurice Blanchot, Political Writings, se over, s. 174.

5 Kevin Hart, «Foreword», i Maurice Blanchot, Political Writings, s. xx.

6 Kevin Hart, se over.

7 J.M. Coetzee og David Attwell (red.), Doubling the point. Essays and Interviews. Harvard University Press, 1992.

8 Maurice Blanchot, Friendship, Stanford University Press, 1997, s. 67.

9 Derrida har senere i sin bog Adieu Emmanuel Levinas beskrevet dette venskab som «en gave», velsagtens en betydelig gave for fransk åndsliv og den intellektuelle kultur.

10 Maurice Blanchot «Do Not Forget», Political Writings, se over, s. 126.

11 Michael Holland (red.), The Blanchot Reader, Blackwell, 1995, s. 185.

12 Maurice Blanchot, «Essential Perversion», The Blanchot Reader, se over, s. 168.

13 Zakir Paul, «Affirming the Rupture», i Maurice Blanchot, Political Writings, se over, s. xxxi.

14 Zakir Paul, se over.

15 Maurice Blanchot, «Intellectuals under Scrutiny», The Blanchot Reader. se over, s. 207-208.

16 Denne tekst blev publiceret i Verité-Liberté d. 6 september 1960. Udgiverne blev forfulgt af myndighederne. Af andre underskriverne var bland andet Simone de Beauvoir, André Breton, Marguerite Duras, Henri Lefebvre, og Alain Resnais.

17 Som citeret hos Paul, «Affirming the Rupture», se over, s. xlv.

18 Maurice Blanchot, «Intellectuals under Scrutiny», The Blanchot Reader. se over, s. 217.

19 Maurice Blanchot, Madness of the Day. 1981. p. 15.

20 Maurice Blanchot, The Inavowable Community. p. 70.

21 Maurice Blanchots begreb dés?uvrement (lediggang, ørkesløshed, uvirksomhed) peger også på en form for tilbagetrækning eller passivitet der bremser for et værk eller en tankes realisering.

22 Mikkel Thykier, Entré, Forlaget Anblikk, 2009, s. 90.

23 Giorgio Agamben, «Hvad er det samtidige?», Dispositiv, Slagmarks skyttegravsserie, s. 36.

24 Maurice Blanchot, The Writing of the Disaster, s. 9.