Dannelse gennem misdannelse

Fascismen og totalitarismen behøver ikke længere støvletramp og geværild for at gøre sig gældende. Den overvintrer som aldrig før i sproget, i kulturens og mediesamfundets stereotyper, i opdragelsen, i omgangsformen. Dette gør den polske forfatter Witold Gombrowicz mere aktuel end nogensinde.

Den polske forfatter Witold Gombrowicz (1904–1969) er blevet kaldt den vigtigste forfatter i det tyvende århundrede som de færreste har hørt om. Milan Kundera rangerer ham på samme niveau som Joyce og Proust, men i modsætning til sine to åndsfæller havde han sin egen forestilling om hvad det betyder for kunsten og litteraturen at være optaget af form. I sit testamente skriver han: «Mennesket, tynget af Gud, frigjort og ensom, begyndte at udfolde sig selv gennem andre mennesker. Jeg blev ’formens poet’. Jeg amputerede mig selv fra mig selv. Jeg opdagede menneskets virkelighed i den uvirkelighed som han er dømt til.»2

Gombrowicz er især kendt for to værker: Ferdydurke fra 1937 og udgivelsen af hans Dagbøger op gennem 1950 og 1960-årene.3 Et halvt århundrede senere afslører disse to værker en forbløffende friskhed. Ferdydurke – en mærkelig torso – fremstår som en bidende kritik af de totalitære former, slik de udtrykker sig gennem kulturens koder og tegn, samt fascismens psykologi før denne viste sit slemme ansigt i den officielle ideologiske udgave. Dagbøgerne er laboratoriet for en eksistenstænkning hvor eksistensen hænger sammen med jagten på en form som hænger sammen med at leve sit liv i både et indre og et ydre exil. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang
Default thumbnail
Forrige sak

Obamas hån mot USAs venstreside

Default thumbnail
Neste sak

I morgen, i morgen …

Andre saker om Litteratur

Hinsides reparasjon

Hva ville skjedd hvis Alan Turing ikke begikk selvmord, Storbritannia tapte Falklandskrigen

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.