Dannelse gennem misdannelse



Den polske forfatter Witold Gombrowicz (1904–1969) er blevet kaldt den vigtigste forfatter i det tyvende århundrede som de færreste har hørt om. Milan Kundera rangerer ham på samme niveau som Joyce og Proust, men i modsætning til sine to åndsfæller havde han sin egen forestilling om hvad det betyder for kunsten og litteraturen at være optaget af form. I sit testamente skriver han: «Mennesket, tynget af Gud, frigjort og ensom, begyndte at udfolde sig selv gennem andre mennesker. […] Det var form og intet andet som var basis for vores anstrengelser. Det moderne menneske var karakteriseret ved en ny indstilling til form. […] Jeg blev ’formens poet’. Jeg amputerede mig selv fra mig selv. Jeg opdagede menneskets virkelighed i den uvirkelighed som han er dømt til.»2

Gombrowicz er især kendt for to værker: Ferdydurke fra 1937 og udgivelsen af hans Dagbøger op gennem 1950 og 1960-årene.3 Et halvt århundrede senere afslører disse to værker en forbløffende friskhed. Ferdydurke – en mærkelig torso – fremstår som en bidende kritik af de totalitære former, slik de udtrykker sig gennem kulturens koder og tegn, samt fascismens psykologi før denne viste sit slemme ansigt i den officielle ideologiske udgave. Dagbøgerne er laboratoriet for en eksistenstænkning hvor eksistensen hænger sammen med jagten på en form som hænger sammen med at leve sit liv i både et indre og et ydre exil.

Gombrowicz hævdede at det totalitære trives uden en totalitær leder eller ideologi, at den kultur der omgiver os med koder, tegn og forventninger til opdragelse og disciplinering samt formningen af en bestemt karakter allerede afstedkommer de indsnævringer i friheden og bindinger i handlekraft som den totalitære politik blot forstærker og iscenesætter. I en digitaliseret verden hvor vi i stigende grad ser, sanser og forstår os selv og de andre gennem udvekslingen af billeder og tegn, som vi bombarderes med og som vi sjældent når at bearbejde, er Gombrowicz mere aktuel end nogensinde. Med vore dages performanceideologi og livsstilsnarcisisme, herunder managementskulturens økonomiske indtog i al politik og dermed politikkens afpolitisering, som den kulturelle baggrund, øges trykket på det Gombrowicz kaldte «kulturens totalitære koder».

Der er kommet et øget behov for at forstå de depraverede og afstumpede tendenser der gør sit indtog i vores kulturelle selvforståelse og det politiske klima. Disse tendenser hverken fremtræder eller italesættes som totalitære eller fascistiske. Ordene bruges om en dogmatisk undertrykkende politik og fascismen som forbundet med en nationalistisk politisk kultur om folket som en enhed med en særlig herkomst. Dermed glemmer vi let at de totalitære omgangsformer ikke kun udgår fra en officiel politik i udemokratiske samfund men i ligeså høj grad finder sted i anerkendte demokratier. Her drejer det sig om mindre synlige måder at ekskludere og udelukke folk fra de legitime fællesskaber eller om måder at tale om fremmede på der gradvist gøres til en acceptabel talemåde selv om den indeholder direkte eller inddirekte ekskluderende forhold. Fascismen og totalitarismen behøver ikke længere støvletramp og geværild for at gøre sig gældende. Den overvintrer som aldrig før i sproget, kulturens og mediesamfundets stereotyper (danskerne kan vælge mellem X-factor og Morten Korch-film lørdag aften), i opdragelsen, i omgangsformen.

I Ferdydurke udforsker Gombrowicz det han kalder «den skamfulde indre verden» der knytter sig til dette apparat af de-formiteter som de stivnede former selv avler. Men denne verden af formernes undergrund tilhører ikke en freudiansk verden af instinkter og det ubevidste. Den er snarere resultatet af en proces. Om denne proces skriver han:

«I vores relation med andre mennesker ønsker vi at være kultiveret, ophøjede, modne, hvorfor vi gør brug af modenhedens sprog, og vi taler eksempelvis om Skønhed, Godhed, Sandhed […]. Men, indenfor vores egen troværdige, intime virkelighed, føler vi intet andet end utilstrækkelighed, umodenhed, hvorefter vores private ideer kollapser. Vi skaber en privat mytologi for os selv, der samtidig tilhører det basale i vores kultur, nu en skrabet og mindreværdig kultur, degraderet til niveauet for vores egen utilstrækkelighed. Denne verden […] udgør efterladenskaberne af den officielle banket: det er som om vi på een og samme tid sidder ved bordet og ligger under bordet.»4

Med sin omvendte etik fremstår Ferdydurke idag som et drilagtigt og ubarmhjertigt modsprog til den omsiggribende fascisme.


EN DANNELSESPROCES BÅDE FOR BØRN OG VOKSNE


I sin første bog, novellesamlingen Erindringer fra umodenhedens tid (1933), findes det en historie der hedder «Rotten», i hvilken Gombrowicz raser mod det han ser som en nærmest monumental konservatisme der tager til i Polen i disse år.5 Her beskriver han mennesker som føjelige får, der bukker og nejer for den symbolske orden, hilser på symbolerne, flaget og lederne. I denne novellen tager Gombrowicz for første gang fat på det emnet som kommer til at optage ham resten af livet: den mindreværd- og underlegenhedsfølelsen som producerer de komplekser der arbejder i de inderste tandhjul i de totalitære formers beherskelse af kulturen. Polens store skæbne, skrev han allerede som ung, er blevet kørt ud på et sidespor af århundreders deling af landet og besættelsen samt ikke mindst den ukritiske glorificering af de kulturelle helte som Copernicus (af tvivlsom herkomst), Mickiewicz (nationaldigteren født i Litauen), og Chopin (halv polsk og som tilbragte det meste af sit liv i Frankrig).

I sine dagbøger spørger Gombrowicz «hvad har fru Smith (Polens fru Olsen) til fælles med Chopin?» Han svarer: «Stort set ingenting, men det er ikke det værste.» Det ikke kun frustrerende men også farlige, ifølge Gombrowicz, er hans eget lands mindreværdskompleks, dets behov for igen og igen at gøre verden opmærksom på den polske kulturs storhed, at den er større end Vesten. Det er dette som forkrøbler individet og tvinger det til at memorere vers, datoer, triumferende begivenheder, mærkesager og kendte lederes store beslutninger og ikke mindst at gøre sig gældende og opføre sig på en måde, der tjener til at opretholde den polske storheds selvforståelse. Sådan stormer Gombrowicz frem med sin bidske og ironiske pen som både driller, anstrenger og forfører, men som aldrig selv forfalder til at placere sig selv som sandhedsvidne og orakel. Det som her siges om Polen, kunne snildt gælde også for Danmark og Norge.

Ferdydurke iscenesætter en kamp mellem modenhed, den sociale forventning til en given kode, et superego påtvunget ovenfra og heroverfor umodenheden som stedet for frihedens laboratorium, der, hvor man kan eksperimentere med livet og gøre hvad man vil. En trediveårig mand trælbindes i romanen af sin gamle skolelærer fra gymnasiet og kastes tilbage til klasseværelset hvor han finder det umuligt at opnå frihed uden først at have gennemgået en endeløs række af ydmygelser.

Ferdydurke skaber en modsat bevægelse end dannelsesromanen. Vi får hverken Pontoppidans Lykkeper eller unge Werthers lidelser. Vi får ingen mulig forløsning, men dannelse gennem misdannelse, ikke rene værdier, men værdisammenstød skrevet med stemmer fra Marx Brothers, eventyrgenren, Sartre og drengekostskolens obskøniteter. Hovedpersonen Joseph, der står overfor at skulle realisere sig selv gennem embede, familie og status, kuldkastes af sin skolemester Pimko ned i the rabbit hole som en rallende nervøs Alice i eventyrland: «Farvel, Ånd, farvel – påbegyndte værk, farvel egne og ægte form, vær hilset, vær hilset, forfærdelige, infantile, grønne og ubagte form! Skolemestret på banaleste vis smuldrer jeg hen ved siden af den kæmpestore skolemester som blot mumler: Pylle, pylle høne … Snottede lille næse.»6 Nederlag, forvirring og umoden opslugthed skaber ingen lykkeridder men et uafslutteligt spil mellem leg og krig. En dannelsesproces både for børn og voksne!


UMODENHEDEN OG DET TOTALITÆRE


Skolemesteren og kritikeren Pimko ankommer med sit infantile «pylle, pylle høne», og straks kagler Josef rasende. Det er en bombe under den vestlige forestilling om det fri, autonome og rationelle menneske. Men dette er netop forstadierne til det totalitære system: Gombrowicz pointe er at man ikke behøver at stirre sig blind på totalitarismen, der senere vil komme til at okkupere Polen og beskæftige så meget litteratur. For Gombrowicz besidder kulturen – med dens vedvarende ureflekterede fastfrysning af former og accepterede normer, tåbelig middelmådighed og dårlig smag – rigelig med totalitær grandezza og substans. Vi behøver ikke at vente på de totalitære samfund og deres honnørord om fædrelandet, racen og nationen for at kunne iagttage undertrykkelse, perversion, ydmygelse og makaber afstumpethed. Denne oplades allerede af en rigid kulturs egne former, talemåder og tankeløshed.

Gombrowicz store opdagelse er umodenheden, dog hverken forstået som psykologisk defekt eller infantil barnagtighed, men som et grundelement i det at være og blive et menneske i et socialt og politisk fællesskab. Umodenheden forlader vi aldrig, selv ikke når vi har nået det voksne prædikat ’modenhed’. Vi vender ikke kun tilbage til umodenheden for at komme ud på den anden side.

Gombrowicz komplementeres her af den franske forfatter André Malraux der i sine Antimemoirer gengiver en samtale han har haft med en præst, om hvad skriftemålet har lært ham om menneskene. Han svarer at man lærer to ting: «For det første er menneskene langt mere ulykkelige, end man tror […] og dernæst […] er det en grundlæggende kendsgerning, at der ikke eksisterer voksne mennesker.»7

Nedenunder eller ved siden af det autonome subjekt sætter Gombrowicz umodenheden, ungdommeligheden og underlegenheden som steder for udforskning af en art «mindre eksistentialisme». Han begynder ikke med en humanistisk position der dømmer om det gode og onde. Hvis mennesket er et resultat af sociale normer, strukturer og konventionelle former, må litteraturen og kunsten gøre ophold ved mennesket som ufærdig deformitet.

Umodenheden hører til uskylden, naiviteten og nederlaget. Aksel Sandemose skrev at «nederlagene skal opp i lyset, ikke graves ned. Det er på den måten man blir menneske.»8 Hvis umodenheden og nederlaget får lov at stå tilbage som en negativitet, står den i fare for at ende som en fortrængt egenskab der før eller siden tager hævn. Vi vil alle være vellykkede, stolte, modne og sejrende mennesker. Umodenheden skal frem i lyset for dens erkendelsespotentiale er overset. Den viser os hvordan mindreværd sætter sit præg på det sociale spil allerede fra skoleårene og hvordan en intens narcisisme får indre usikkerhed til at slå om i ydmygelse og hån af den anden.

Da umodenhed fra efterkrigstiden og til idag fejres i både TV-serier og bøger, skulle man tro at Gombrowicz hovedværk udgør en vigtig samtalepartner. Men sådan er det ikke. Og det er sikkert forståeligt eftersom Ferdydurke ikke behandler emnet på samme måde som vore dages TV-serier, men stiller det i et nyt og mere sammensat og komplekst lys. De totalitære tilbøjeligheder aflæses i den måde modenheden diskvalificerer umodenheden, der slår om i sin egen perversion. Fælles for middelklassen og arbejderklassen er at de begge bruger mindreværd og underlegenhedsfølelsen til at hævde sig selv.

Men det stopper ikke her. Gombrowicz vil mere: For ham bereder kampen mod renhedsmoralens forstening vejen for en underliggende sadisme som lever i de gensidige forhold. Ikke engang borgerskabets civile courage er nogen garanti for udslettelse af fascisme. Vi må ikke glemme at fascismen vokser frem af en intens narcisisme styret af uproduktive energier, følelser og affekter, en narcisisme der kun er blevet større under billedmediernes digitalisering og det moderne arbejdslivs performative karaktertræk.9 En accellererende billed- og mediekultur og et samfund der betragter alle menneskelige relationer gennem en økonomisk nyttelogik, tapper sproget for emotionelle nuancer og tankebesindighed og skaber samtidig en stadig større opsparet bank af følelsesmæssig energi der ikke bearbejdes forståelsesmæssigt men henslumrer som rent begær. I performancekulturen er skørhed, kynisme, rastløshed, fremmedhed og maniskhed ikke længere negative følelser men en integreret del af den sociale og økonomiske værdiskabelse. Som Peter Laugesen skriver i sin tekst om Francis Bacons malerkunst som har mange fællestræk med Gombrowicz’ sans for deformiteter og forvridninger af sprog og karakterer: «Paranoia er ikke længere mekanisk men organisk.»10


NUMSEN KOMMER: KAMPEN MOD EGENTLIGHEDENS JARGON


Da Ferdydurkes hovedperson Joseph Kowalski, efter at have besøgt professor Pimko, føres tilbage til sin skoletid som 17-åring, møder vi to kliker der repræsenterer dels ungdommens renhed og dels den perverse modenhed. Disse holder hinanden på struben. Slaget ledes af Syphon, renhedens ypperstepræst og fortaler, og Kneadus, der befinder sig på obkønitetens side med en sær tiltrækning til landarbejderkarle. Joseph ender med at dømme slaget i en kamp om at lave grimasser mellem de to ledere hvor de frembringer det ene ansigt efter det andet i et forsøg på at tvinge den anden part til underkastelse. Senere kommer bagdelen på banen.

Numsen, nederlaget og umodenheden bliver den nye kur mod en verden der skrumpes ind til en skolemester.11 Nietzsche sagde at vi må tænke med maven, Gombrowicz at vi må være modtagelig for numsen. Og numsen er ikke kun en røv, men et modsprog og et menneskeligt bagtæppe som gør det muligt og se hinanden påny. Numsen kommer, numsen breder sig ind i den sociale orden med kosmisk kraft. Gombrowicz skriver: «Den kæmpemæssige infernalske numse lyste og gennemborede oppefra som et universets definitive tegn, en nøgle til alle gåder, en sidste tingenes nævner […] Den var ophængt ved selve himmelrummets højdepunkt og kylede sine gyldne og sølverne stråler over hele jammerdalen og ud over alle horisonter.»12
Denne omvendte Pippi Langstrømpe-filosofi er ikke kun for sjov, men en jagt på deformiteternes alternative perspektiver der via gestikker, skrig, affekter og slag udfordrer fornuften og dens former. I kølvandet herpå møder vi formuleringer som «pågribelse og videre sammenkrøllen» og «Filidor med barn bag øret» og «Forførelse og videre indgennem i ungdom». Numsens stråler handler om ikke at glemme kroppen. På hvilken måde eksisterer kropsdelene i vores forståelse, i vores sociale omgang?

Uden kropsforståelse og følelsesmæssig indlevelse forstener fornuften. Den farlige modenhed tager over. Men det som er en fare, er også en mulighed og sådan går det frem og tilbage med numsens indtog. Et sted siger Gombrowicz at det vigtigste ikke er at dø for en idé, en stil, en tese, et valgsprog.13 Her kan man få brug for numsen for ikke at lade den ophøjede passion tage over. Man må være et passioneret menneske, men man må også have distance til sit eget idealiseret begær. Den stærke passion kan nemt slå om i sin modsætning. Og Gombrowicz tænker ikke først og fremmest på den radikale terrorist, men selvforståelsen som den opbygges i skoleårene og videre i de sociale relationer. Personligheden fødes i det øjeblik vi konfronteres med de andre. Hvis mennesket har en verden er det kun gennem mødet med den anden. Det som findes i menneskets indre, hendes jeg, er et kaos, et broget virvar af kræfter.

Sproget i Ferdydurke er en sær opvisning i at undgå hver tendens til egentlighed, til renhed, det, som let klæber sig til forestillinger om modenheden.14 I sit gudløse univers trækker Gombrowicz store veksler på Sartres eksistentialisme og kvalmens kontingens men han trækker den alt for langt. Hvis fornumsningen (Peer Hultbergs elegante oversættelse) af sproget kan læses som en modstand mod modenhedens psykologi og dens skjulte perversioner (herunder dens totalitære og fascistoide tendenser, men med dens umodne latterhyldest) giver Ferdydurke også indtryk af en ejendommelig tomhed og dyrkelsen af en intethed.

Ferdydurke er på mange måder en mærkværdig og naragtig bog der yder et overraskende realistisk portræt af 1930’ernes Polen, men også af vore dages omsiggribende performancesamfund og dets heri indlagte spil styret af narcissisme og mindreværd. De tre dele der vedrører skolen, hjemmet og landkulturen illustrerer en serie af kulturelle og ideologiske kampe mellem forskellige klikedannelser i det polske samfund. Skoledrengenes kamp om hvorvidt de skal være uskyldige og perverse, og de moderne forældre der mundhugger om hvordan deres datter skal håndtere sin blomstrende seksualitet, og det konservative bondesamfunds kamp for at fastholde deres dominans over det subversive bondeproletariat der begynder at gøre sig gældende i kølvandet på den russiske revolution – er alle centrale temaer i Ferdydurke.

© norske LMD


Fotnoter:
1 Gombrowicz studerede jura fra 1922 til 1927 og tog en grad i jura, men fant det uinteressant hvorpå han studerede filosofi og økonomi fra 1927 til 1929 på Institut des Hautes Etudes Internationales in Paris.

2 Gombrowicz, A kind of Testament, Temple University Press, Philadelphia, 1973, s. 59.

3 Dagbøgerne der er på næsten 800 sider er oversat i sin fulde længde til svensk af Anders Bodegård og udgivet i 2004 på Bonniers forlag. På dansk findes kun dele af første bind oversat af forfatteren Peer Hultberg der også har stået for oversættelsen af Ferdydurke. Den danske oversættelse af Ferdydurke er udgivet på forlaget Arena 1967. Oversættelse ved Peer Hultberg.

4 Gombrowicz, A kind of Testament, se over, s. 65.

5 Bacakay findes i en svensk og en engelsk oversættelse.

6 Witold Gombrowicz, Ferdydurke, Forlaget Arena, København, 1967, s. 25.

7 André Malraux, Antimemoirer, bind 1, Forlaget Arena, s. 7.

8 Aksel Sandemose, Varulven, Aschehoug, Oslo, 1958.

9 «Det homogene produksjons- og verdiregimet er motsetningsfylt som vi har sett, fordi det ikke er i stand til å inkorporere sin egen eksistensgrunn. Dets begrunnelse emanerer fra den heterogenitet det benekter. Negativiteten ligger som en ubevisst kjerne i det homogene samfunnet.» Remi Nilsen, «Affektive strømmer, mannsfatansier og kropps­pansring. Om forholdet mellom fascisme og heterogenitet hos Bataille og Theweleit», AGORA, nr. 3, Oslo, 2005, s. 148.

10 Peter Laugesen, «Lille spejl på væggen der», KRITIK, nr. 101, København, 1993, s. 40.

11 Ferdydurke, s. 21.

12 Ferdydurke, s. 304.

13 Ferdydurke, s. 94.

14 Se Adorno, Egentlighedens jargon, Det lille forlag, København, 2006. Adorno kritiserer Heideggers filosofi og dens jagt på en særlig autenticitet fordi sprog og neologismer føder en jargon der rummer en indbygget forestilling om ægthed og renhed.