«Hvor er du, kære mor?»

Fridrik Thór Fridrikssons delvist selvbiografiske Mamma Gógó formår at skildre en alzheimerssygdom på indfølt vis uden at filmen bliver hverken kvalm eller for deprimerende at skue.

Engang sang den danske popgruppe Gnags: «Når jeg bliver gammel / vil jeg sidde på en bænk / der hvor havet slår ind over molen». Der er sikkert mange ældre mennesker, der glæder sig til at trappe ned fra arbejdsmarkedet, få mere tid til familie og til sig selv. Tid til at spilde tiden med at bare sidde der og se ud over molen. Men faktum er, at et stort antal af disse ældre mennesker bliver ramt af alvorlige sygdomme, inden de når så langt. Blandt de sygdomme, der rammer ældre, er demens og Alzheimers blandt de mest udbredte og mest livsforandrende lidelser. Mellem 70 000 og 80 000 ældre mennesker lider af demens i Norge (i Danmark er tallet stort set det samme), og over halvdelen af disse mennesker har diagnosen Alzheimers, der skyldes tab af neuroner, hvilket medfører svigtende hjernefunktion. Tallet er stigende.



Før de træder ind i døden

En af disse alzheimersramte mennesker portrætteres på indfølt og tragikomisk vis i Fridrik Thór Fridrikssons delvist selvbiografiske Mamma Gógó. I filmen spiller Hilmir Snær Guðnason en filminstruktør, der netop har haft premiere på sin første film og nu skal i gang med at lave den vanskelige film nummer to. Den første film går bestemt ikke godt i de islandske biografer, og selvom instruktøren nærer et lidt naivt håb om, at filmen snart får en Oscar-nominering, rammes han mere og mere kontant på økonomien, idet banken lukker hans kreditkort og fjerner hans bil i ly af natten. Sideløbende med disse økonomiske problemer, må instruktøren iagttage sin elskede mor forandre sig radikalt.

Det starter i det små. Hun virker forvirret og distræt. Har problemer med at huske mindre ting. Snart tager det til. Hun glemmer at slukke kogepladen og er tæt på at sætte ild til hele opgangen. Da hun får skældud af naboerne, svarer hun tørt: «Du burde takke mig, nu får du jo et nyt køkken».

Sådan er det med hendes ytringer. De tager til i skarphed og kynisme. Snart anklager hun datteren for at stjæle smykker, og hun bebrejder konstant sin svigerdatter, kalder hende grim og ikke god nok til lille sønnike. Da familien beslutter, at et plejehjem må være eneste udvej, protesterer Mamma Gógó højlydt, men lader sig dog slæbe med. Her forværres hendes tilstand betydeligt. Hun forsøger at stikke af og er ved at omkomme i den hårde, islandske vinter.
Under en rørende scene prøver instruktørsønnen på at nå ind til morens sind. Han fortæller hjerteligt, hvor meget han holder af hende, hvortil hun stirrer tomt ud i luften og replicerer: «Hvad er det for en sjov leg, vi har gang i?» Sønnen leder efter en mor, der ikke længere eksisterer. Selvom hun fortsat er i live, er hun ved at forsvinde. Sådan er det med alzheimersramte. Man mister sine forældre, før de træder ind i døden.


Aldri sentimentalt

Som metakommentar benytter Fridrik Thór Fridriksson på kløgtig vis sin egen film Naturens Børn fra 1991. I Mamma Gógó er det således Naturens Børn, instruktøren netop har haft premiere på og som går elendigt i biograferne. Folk orker ikke at se film om ældre mennesker. Naturens Børn omhandler to barndomsvenner, der efter at have mødt hinanden på plejehjemmet beslutter sig for at stikke af i en stjålen jeep. Naturens Børn problematiserer tanken om, at vi placerer vores ældre på plejehjem og på sin vis dermed er aktive i at umyndiggøre dem. Med Mamma Gógó nuancerer eller videreudvikler Fridriksson sine tanker om ældres rolle i vores samfund. For uden plejehjemmet som institution ville det være vanskeligt for karaktererne i filmen at tage sig af deres mor, medmindre de gik voldsomt på kompromis med deres eget liv. Det ønsker ingen af karaktererne, og det er vel netop sigende for den måde, vi lever vort liv på i Norden og dermed også den måde, hvorpå de ældre mennesker, og især de syge, ældre mennesker, behandles på. I Mamma Gógó klandrer Fridriksson ikke nogen noget men visualiserer blot, hvordan menneskeskæbner hænger sammen, og hvordan en sygdom som Alzheimers radikalt kan sprænge denne sammenhæng itu.

Filmen rummer en tragikomisk og nærmest lakonisk stemning, der er medvirkende til, at det aldrig bliver sentimentalt materiale, Fridriksson sætter i verden. Mamma gógó er en meget melodisk film fyldt med sange og toner, der understøtter de smukt indrammede billeder. Den islandske natur får en fyldig men ikke anmassende rolle. Tværtimod ses naturen oftest ud af store vinduer. Det er som om, at ethvert vindue i filmen rummer et betagende bjerg, en flod og en bred himmel. Denne placering af naturen er nok også en af grundene til, at Mamma gógó hverken bliver for rørstrømsk eller for deprimerende at iagttage.

© norske LMD

Mamma Gógó, på kino fra 10. februar.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Default thumbnail
Forrige sak

Diplomatisk våpenhvile, økonomisk feber

Default thumbnail
Neste sak

Negasjonens kraft

Andre saker om Film

Tvisyn med spredning

De beste HBO-seriene har over årene gitt oss sympatisk og overbevisende dramatikk med utgangspunkt i de

Konspiranoia nå igjen?

HBO-dokumentaren Kill Chain presenterer muligheten for at valgresultatene i flere amerikanske valgkretser kan ha blitt fordreid

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.